De næste skridt mod socialisme: Rådsidéen bør få en renæssance, del 2

Lokale rødder til et rådsdemokrati med udgangspunkt i arbejdspladserne findes i de overenskomststridige vilde strejker, der især havde sin glansperiode i 1970’erne. Uniprint-konflikten i 1975 udviklede sig til en 65 dage lang virksomhedsbesættelse.

De vilde strejker udspillede sig uden om det faglige system, der var og er bundet op af fredspligt, arbejdsret og bod. Økonomisk støtte og solidaritetsarbejde blev udøvet af komiteer i civilsamfundet. I bl.a. Randers havde aktiviteten en mere permanent karakter. Her var en fagopposition af fagligt aktive på tværs af fagforeningerne et vigtigt forum for strejkestøtte-aktiviteten. Var den en kim til en overbygning på den spontane rådsorganisering på strejkende arbejdspladser?

“Rådsideer levede også i 70’ernes beboerbevægelse bl.a. i de københavnske brokvarterer… hvor aktive i beboeraktionen forsøgte sig med karregrupper, der samledes i karreernes fællesmøde.”

Vi behøver imidlertid ikke at søge tilbage i historien for at finde eksempler på organisering bag vilde strejker. Folketinget afsluttede sygeplejerskekonflikten med et lovindgreb i sensommeren 2021. Resten af året blev det fulgt op af utilfredse sygeplejerskers velorganiserede morgenstrejker, der gik på omgang mellem sygehusene.

Rådsideer levede også i 70’ernes beboerbevægelse bl.a. i de københavnske brokvarterer. De gjorde sig især gældende i saneringen af den Sorte Firkant på Nørrebro, hvor aktive i beboeraktionen forsøgte sig med karregrupper, der samledes i karreernes fællesmøde.

En anden type organisering var lejernes organisering i de enkelte ejendomme og deres sammenslutning i f.eks. Lars Christian Nielsen-lejere og den lokale lejerforening Griffenfeld, som havde et mere traditionelt tilsnit. I Galgebakken i Albertslund organiseres der huslejeboykot i to år.

Den revolutionære ”russiske” rådstradition har sit udgangspunkt i arbejdspladsen. Men det udtømmer ikke muligheden for rådskonstruktioner. Vi skal heller ikke lade os begrænse af ovenstående aktionistiske.

Inden for kooperationen er den almene boligsektor et oplagt emne, når det handler om selvforvaltning. Den almene boligsektor skal have indflydelse på boliglovene og i det mindste lovgivende kompetencer, hvad angår sektorens eget beboerdemokrati.

Drejer man fokus fra en organisering efter boligform til beboer i en beboelsesejendom eller et nabolag, et boligkvarter, en bydel eller landsby og på et højere niveau: en rådskommune og ”Rådskommunernes Landsforening” forholder det sig anderledes.

”Rådskommunernes Landsforening” kunne overdrage kompetencen til at udvikle bestemmelser for beboerdemokratiet uanset om beboere er lejere eller ejere.

I forlængelse af den opgave kunne det være at fastlægge kompetencer inden for lokal, by- og landsplanlægning. Det kunne være bestemmelser for bestemte former for services knyttet til det at bo et sted: social, sundhedsmæssig og psykologisk rådgivning, forebyggende og opsøgende arbejde og klubtilbud for forskellige aldersgrupper. Beboerhuse, idrætsfaciliteter og forsyningen med dagligvarer kunne også være relevante emner.

Et forhold er udformningen af bestemmelser, altså en lovgivning. Det næste er rådenes funktion i udførelsen af de opgaver, der er bestemmelser for. Det centrale er snitflader i forhold til de opgaver, der er tillagt det repræsentative demokrati i form af kommunestyret.

“Hovedstadens Brugsforening (HB) med den københavnske arbejderbevægelse i ryggen er en strålede succeshistorie. HB bredte sig til andre byer i efterkrigstiden, leverede varer til rimelige priser, sikrede solid forbrugeroplysning, frembragte dividende til medlemmerne og kunne notere et bemærkelsesværdigt overskud.”

Det vil være nærliggende, hvis beboerrådsorganiseringen overtog nogle af de kommunale opgaver, og ikke mindst de hvor den offentlige finansiering og dermed de økonomiske prioriteringer ikke er af væsentligt omfang, således som det gør sig gældende inden for social, uddannelses- og omsorgssektoren. Eller kan målet være at afskaffe det repræsentative demokrati i form af det kommunale styre?

Der er mange opgave, hvor den offentlige finansiering spiller en mindre eller ingen rolle. Vedligeholdelse og forandringer af boliger og mange lokale fællesfaciliteter betales over huslejer og bidrag til ejerforinger.

Låneordninger opstår nogle steder spontant. Det kan betale sig at låne af hinanden, og det sparer ressourcer, at hver husstand ikke har sin egen cykelanhænger eller trailer til bilen. delebiler bliver mere og mere udbredte.

Det oprindeligt spontane og uformelle organiseres. Nogle gange tager det form af, at fællesskaber erobrer fra det, som er privat eller ligefrem privatkapitalistisk virksomhed.

Sådan var det med brugsforeningsbevægelsen, der i vore dage er blevet til coop.

Hovedstadens Brugsforening (HB) med den københavnske arbejderbevægelse i ryggen er en strålede succeshistorie. HB bredte sig til andre byer i efterkrigstiden, leverede varer til rimelige priser, sikrede solid forbrugeroplysning, frembragte dividende til medlemmerne og kunne notere et bemærkelsesværdigt overskud. Foretagendet fusionerede med det kooperative FDB i 1971.

Lad os dvæle ved arbejderbevægelsens kooperative virksomheder

De kooperative industrivirksomheder med bryggeriet Stjernen i spidsen havde i flere årtier succes. Stjernen var i begyndelsen førende, hvad angående arbejdsmiljø. F.eks. indførtes 14 dages ferie med fuld løn allerede i 1918-1920. Virksomheden leverede øl til priser en kende under konkurrenternes. Der skulle ikke jagtes profit til aktionærer, og de arbejderstyrede marketenderier på de store arbejdspladser, der også var en del af kooperationen, sikrede en stabil afsætning.

Det kooperative fyrtårn Stjernen drejede imidlertid nøglen om i 1964. De fagforeningsejede bagerier, mejerier, bygge- og beklædningsvirksomheder fulgte efter i det følgende årti og de resterende faldt sammen i midten af 1990’er.

Arbejdernes Landsbank og forsikringsselskabet Alka lyste op som bemærkelsesværdige undtagelser. Alka blev i 2017 solgt til Tryg.

Forklaringen på arbejderkooperations nederlag går ofte ud på, at ledelsen af virksomhederne blev brugt som parkeringsplads for afdankede socialdemokrater og var præget af pamperi, og at de fleste kooperative virksomheder manglede finansieringsgrundlag til at holde trit med efterkrigstidens store kapitalkrævende strukturrationaliseringer.

Endvidere kan man fremhæve kulturtabet inden for arbejderbevægelsens egne rækker. De tider var for længst forbi, hvor enhver arbejder af pligt drak Star eller Stjerneøl, som den også hed.

Pelle Dragsted ser i Nordisk Socialisme arbejderbevægelsens og andre bevægelsers kooperativer som et led i en socialistisk strategi.

Studiekreds i Solidaritetshuset

• Solidaritet arrangerer studiekreds de kommende fire onsdage, hvor Pelle Dragsteds bog ‘Nordisk Socialisme’ bliver diskuteret.

• Du kan skrive til Per Bregengaard på denne mail , hvis du er interesseret i at deltage.

• Sted: Solidaritetshuset, Griffenfeldsgade 41, 2200 KBH N. Arrangeret af Solidaritet i samarbejde med Enhedslistens Politiske Økonomiske Udvalg og Nørrebro-afdelinger.

+

Set gennem historiens kritiske briller synes han umiddelbart al for optimistisk, om end han omhyggeligt dokumenterer, at kooperationen har evne til at overleve, når den bliver forenet med deltagerstyret innovation og dynamik og en rammelovgivning som i Sydeuropa.

Når kooperativer er en del af en socialistiske strategi, så skal de prioriteres gennem lovbestemte privilegier. Dragsted omtaler bl.a.:
– Oprettelsen af en kooperativ investeringsfond.
– Skattefradrag ved indbetaling til en udelelig reserve.
– Favorisering ved offentlige udbud og kontrakter.

Men vi skal tænke videre: Privilegier forudsætter borgernes tillid til, at de ikke misbruges. Almenvellets interesser skal sikres. Der skal f.eks. være lovmæssigt definerede grænser for medlemmer og ansattes goder, begrænsning på lønniveauer og frynsegoder, udbytter og afregningspriser.

Kooperationen har en sektorinteresse i privilegierne og kan derfor ikke set i et rådsperspektiv lovgive alene på dette felt. Kun Folketinget kan udtrykke almenvellets interesse. Men der kan være andre områder, hvor kooperationsråd kan have selvstændige beføjelser.

Det kunne f.eks. være opbygningen af en demokratisk, rød og grøn mærkningsordning i stil med det grønne Ø. Det demokratiske kan knyttes til demokratiske og transparente virksomheder. Det røde handler om, at løn, arbejdsforhold og medarbejderindflydelsen er i orden samt om rimelige forbruger- og leverandørpriser. Det grønne går på miljø- og klimahensyn. Forudsætningen er, at der her er en afbalancering af arbejderkooperativer, forbrugerkooperativer og leverandørkooperativers magt i kooperationsrådets beslutningsproces.

En mærkningsordning supplerer den almindelige lovgivning om, hvad der er tilladt og forbudt. Den er nyttig for forbrugerbevægelsen, ved offentlige indkøb (Københavns Kommune stiller allerede en række markante krav til de virksomheder, den handler med) og kan udvikles til at certificere kooperativer til de omtalte privilegier.

Certificeringen kan gøres til en konkurrenceparameter i forhold til de virksomheder, der ikke opnår den. Samtidig indhegner certificeringen konkurrencen mellem de virksomheder, der er omfattet af den. En kooperationsrådstruktur kan anvendes til på forskellige niveauer at udfase konkurrence og erstatte den med samarbejder mellem leverandør- og forbrugerkooperativer.