De voksende modsætninger i Putins Rusland vil ende med at eksplodere

Oversat med tilladelse fra Ilja Jasjin og Cristina Mas, Ilja Jasjin: ‘The mounting contradictions in Putin’s Russia will eventually explode’, Green Left Weekly, Issue 1416, 4. oktober 2024.

(Forkortet af Dick Nichols fra den catalanske originalversion i tidsskriftet Ara, 30. september 2024).

Ilja Jasjin er en russisk oppositionspolitiker, som blev løsladt fra fængslet den 1. august i forbindelse med fangeudvekslingen mellem Rusland og USA. Fra sit eksil i Tyskland har han turneret rundt i flere europæiske byer for at nå ud til den russiske diaspora, hvilket har ført ham til Barcelona. Den nu 41-årige Jasjin blev fængslet i 2022 for at kritisere invasionen af Ukraine på sit YouTube-show. Han blev idømt otte et halvt års fængsel for at fordømme Butja-massakren. Han er nu fri takket være den største fangeudveksling siden den kolde krig, hvor 16 russiske politiske fanger og de amerikanske statsborgere Evan Gershkovich og Paul Whelan blev udvekslet med fanger i Vesten, som Rusland gjorde krav på, herunder spanske Pablo Gonzalez, der er anklaget for spionage, og Vadim Krasikov, som skød en mand i hovedet i en park i Berlin efter ordre fra Moskva.

Hvordan er livet for en russisk oppositionel i fængsel?

Jeg tilbragte 25 måneder der. Jeg havde forberedt mig mentalt, for fra den første dag i den ukrainske krig vidste jeg, at hvis jeg ikke forlod Rusland (og det ville jeg ikke), ville jeg ende bag tremmer. Hver dag vågnede jeg og tænkte: »Hvis de ikke arresterer mig i dag, så gør de det i morgen.« Og det var i krigens fjerde måned. Fængsel er fysisk og psykisk meget hårdt, fordi det er designet til at undertrykke én, til at knække én som person. Det er meget let at miste en del af sin menneskelighed, fordi miljøet er meget aggressivt. Men hvis man udholder det psykologiske pres, kan det også blive et sted for personlig og endda åndelig vækst. Ironisk nok tror jeg, at min tid i fængslet har gjort mig mere fleksibel. Og jeg har lært at leve sammen med mennesker, der ikke tænker som mig, at leve fredeligt sammen og nå til enighed. Og jeg tror, at den forståelse vil være nyttig for mig nu.

Taler man om krig i russiske fængsler?

Fanger er blevet en vigtig menneskelig ressource i Putins krig. Mange fanger ender med at gå med til at gå i krig, for især hvis de har lange domme, er det den eneste chance for at komme ud. Næsten alle de fanger, jeg var sammen med, kendte nogen, der var taget til Ukraine. Men det vigtige er, at de ikke ser det som en retfærdig, patriotisk eller ædel krig. De ser det kun som en kilde til penge eller en måde at forkorte straffen på.

Du blev løsladt i forbindelse med udvekslingen, men du har altid sagt, at du ikke ville forlade Rusland. Hvordan oplever du det faktum, at andre modstandere stadig sidder bag tremmer?

Det er med meget modstridende følelser. Jeg er selvfølgelig glad for at være fri: For bare to måneder siden sad jeg i håndjern i en celle med dårlig mad, og jeg kunne kun kommunikere med kriminelle eller embedsmænd. Nu er jeg fri, og jeg kan tale med dig. Og jeg kan kramme min mor, hver gang hun kommer og besøger mig. Men samtidig føler jeg mig meget skyldig, for jeg kan ikke lade være med at tænke på, at min plads på flyet, der førte os ud af Rusland, skulle være gået til en anden. Faktisk bad jeg om ikke at blive udvekslet, fordi jeg var helt bevidst om min politiske holdning. Jeg er russisk politisk aktivist, og jeg forblev en politisk aktivist i fængslet. Jeg havde aldrig overvejet at forlade landet, og jeg gjorde det ikke af egen fri vilje. Jeg blev derfor reelt set deporteret. Og jeg kan se, at mange andre stadig sidder i fængsel og er i fare for at miste livet. Aleksej Gorinov (tidligere russisk byrådsmedlem, der blev fængslet for at kritisere krigen) mangler en lunge og kan dø når som helst. Marija Ponomarenko, en journalist, der sidder inde for at skrive om krigen, bliver tortureret og er på randen af selvmord. Igor Barysjnikov (også aktivist mod krigen) har en svulst. Mens jeg er på fri fod, rådner de stadig op i fængslet, og deres liv er i fare.

Kan der ske politisk forandring i Rusland med en befolkning, der er lammet af frygt?

Historiske forandringer er uundgåelige i Rusland, men Putins regime bremser dem. Og det bremser dem med magtanvendelse, men det vil ikke vare evigt. Meget alvorlige interne modsætninger hober sig op i Rusland. Det, der forenede folk i de foregående år, var Putins løfte om stabilitet efter den vanskelige reform-æra i 1990’erne. Putin lovede folk ro og velstand. Og nu er det hele forbi. Folk føler sig truet, og landet bliver mere og mere isoleret. Krigen i Ukraine har fjernet det vigtigste, man kan have: håb for fremtiden. Det er det, Putin har taget fra os. I dag befinder Rusland sig i en meget smertefuld situation, hvor det desperat søger efter sin identitet. Der er en følelse af, at alle hader alle andre. Folk skændes konstant. Og disse ophobede modsætninger vil til sidst eksplodere. Den debat, der begynder i Rusland efter krigens afslutning, vil afgøre, hvor landet vil bevæge sig hen.

Hvilken indflydelse havde Navalnijs død på det russiske folk, på oppositionen og på dig selv?

Navalnij var ikke bare politiker. Ligesom Boris Nemtstov var Navalnij en figur af systemisk betydning, som der dannede sig koalitioner omkring, og som der blev bygget projekter op omkring. Det var et meget alvorligt tab for det russiske samfund, fordi især folk i min generation forbandt deres fremtid med Navalnij. Da de dræbte ham, dræbte de håbet. Ingen vil være i stand til at tage hans plads. Jeg tror, at det tomrum, han har efterladt, kun kan fyldes af kollektiv handling. Den russiske opposition har altid været bygget op omkring en stor figur, og jeg tror, at vi nu må erstatte ham med solidaritet på det mest basale niveau. Hvis det lykkes, har vi en chance.Aleksej Navalnyj var en af mine venner.

Hvilken rolle tror du, at du kan spille i den forandring?

Et af de problemer, vi har, er atomiseringen af det russiske samfund i almindelighed og også af de mennesker, der forsvarer værdier som frihed, humanisme og demokrati. Med mit eksempel vil jeg vise, at vi kan deltage i politik på en anden måde. Det er derfor, jeg laver events og debatter på sociale netværk. Jeg vil gerne vise, at vi kan tale med hinanden på en ordentlig og respektfuld måde, og at vi kan finde fælles fodslag for fremtiden. Det er målet med min rundrejse i europæiske byer for at møde landsmænd, som måtte forlade Rusland på grund af krigen og Putins diktatur. Jeg laver også streaming-programmer for at tale med folk, der er blevet i Rusland.

Da du fordømte den russiske hærs massakre i den ukrainske by Butja, vidste du, at du ville ende i fængsel. Hvorfor gjorde du det?

Butja var undskyldningen for at arrestere mig. Jeg blev fængslet for ikke at tie stille og for at fortælle folk sandheden om krigen. Sandheden om hvad der skete i Butja og mange andre krigsforbrydelser, som Putins hær begik i Ukraine. Jeg vidste, at det ville bringe mig i fængsel, men jeg kunne ikke tie stille. Jeg synes, det var meget vigtigt for en russisk politiker at fortælle sandheden om krigen.

Synes du, at den russiske opposition bør støtte Ukraine i krigen?

Der er forskellige synspunkter, og det bekymrer mig ikke. Nogle mener, det er nødvendigt at indsamle penge til den ukrainske hær og give den moralsk og politisk støtte; andre indsamler hjælp til flygtninge; andre forsvarer ukrainske krigsfanger ved russiske domstole. Jeg mener ligesom andre, at politisk kamp mod Putins regime er den bedste måde at stoppe hans krigsmaskine på. Jeg deltager ikke i indsamling af midler til den ukrainske hær og mener, at min rolle bør være at ændre den offentlige mening i Rusland.

Hvad siger du til den ukrainske offensiv i Kursk?

Det piner mig, at krigen er kommet til mit land, men jeg advarede fra først dag om, at Putin ikke ville få det nemt i Ukraine, og at krigen i sidste ende ville komme til russisk territorium. Jeg er ikke glad, men jeg forstår den ukrainske ledelses logik: Den ønsker ikke russisk jord, men har indledt denne offensiv som en form for selvforsvar. Man gik ind i Kursk-regionen for at styrke sin forhandlingsposition. Det, der er brug for, er, at alle russiske tropper trækker sig ud af Ukraine. Og når det er sket, vil der ikke være nogen ukrainske soldater tilbage på russisk territorium. Vi må gøre alt, hvad der er muligt for at opnå dette.

Du mødte Pablo Gonzalez, spanieren, der var anklaget for spionage i Polen, og som også blev løsladt som en del af udvekslingen og modtaget af Putin i Moskva. Hvad synes du om hans sag?

Rusland har anerkendt Pavel Rubtsov (hans rigtige navn) som spion på det tidspunkt, hvor han blev udvekslet. Putin tog imod ham ved foden af flyets trappe for at give ham hånden, og han var iført en T-shirt, hvor der stod The Empire Needs You. Det faktum, at han blev sat på en udvekslingsliste med andre spioner, med Krasikov, selv om mange andre russiske spioner er blevet tilbage i vestlige fængsler, sætter et punktum for diskussionen. Jeg er ikke i tvivl om, at Pavel Gonzalez er russisk efterretningsofficer. Jeg ved, at han arbejdede mod Boris Nemtsov-stiftelsen, som drives af hans datter Zjanna Nemtsova, og at han stjal dokumenter fra hendes computer. Men i mit tilfælde gjorde det ikke ondt. Faktisk kommer jeg til at smile, når jeg tænker på, hvor unyttigt de russiske efterretningstjenester bruger penge. Jeg tilbragte en del tid sammen med Pablo: Når han kom til Spanien, mødtes vi, og sidst jeg var i Barcelona for fem år siden, viste han mig rundt i byen. Og jeg forstår ikke helt, hvad pointen med hans arbejde var: Det ser ud til, at han lavede en psykologisk profil af mig, men jeg har altid været en offentlig person, jeg ved, at jeg er under lup, og jeg har intet at skjule. Jeg tror, at da han mødte mig, blev han overbevist om, at jeg ikke er ekstremist eller kriminel. Og jeg gætter på, at det var den information, han sendte videre til Moskva. Han gjorde mig ikke noget, men sandheden er, at han udgav sig for at være journalist, mens han i virkeligheden var agent, der indsamlede oplysninger.

Jeg må også sige, at jeg er glad for, at han blev sat på udvekslingslisten, for det gjorde det muligt at løslade rigtige russiske journalister og aktivister som Vladimir Karamurza, Aleksandra Skotsjlenko, Lilia Khanitjeva eller Ksenia Fadejeva. Løsladelsen af Gonzalez er for mig mindre smertefuld end løsladelsen af Krasikov, som var morder.