Debat: Den russiske invasion af Ukraine – og hvad heraf følger

For nogle uger siden forudså jeg i en meget læst artikel her på Solidaritet, at der ”næppe ville komme en russisk invasion af Ukraine”. Jeg tog helt fejl, og det må jeg indrømme up front. Jeg kunne simpelthen ikke forestille mig, at invasionen ville komme.

Jeg vurderede, at Rusland – inklusive den russiske regering – ingen interesse havde i invasionen, og jeg var ikke alene. Et par dage efter invasionen så jeg TV kanalen Dosjd (regn). Det var en russisk TV-kanal, som var i opposition til Putin, og som nu er lukket.  Analytikeren Kiril Rogov forklarerede, hvor vanvittig invasionen er, og hvordan den vil svække Rusland.

En anden kommentator på Dosjd, Sergej Medvedev sagde: “Jeg regnede ikke med den grad af sindssyge og selvmordslogik, som i dag præger Rusland.”

Hvorfor tog vi fejl?

Jeg mente, at Rusland fra et rationelt synspunkt skulle lade være med at invadere Ukraine. At det ville skade Rusland. Det mener jeg stadigvæk.

Jeg er blevet beskyldt for at være Putin-venlig. Det har jeg aldrig været. Omkring år 2001 var jeg et år i Tjetjenien, som en del af OSCE. Her så jeg, hvordan russisk krigsførelse i Tjetjenien krænkede menneskerettigheder. Jeg har fotograferet fire døde unge mænd, som var blevet brændt inde i et hus, og kørt over af en tank bagefter. Landsbyens beboere samlede dem op på en lastbil og kørte os i møde – for at vise os dem. Det har jeg aldrig glemt.

“Efter invasionen af Ukraine kan jeg ikke længere se Putin som en rationel politiker. “

Men det er rigtigt, at jeg har set Putin som en slags rationel politiker.

Rationel, men bange – en leder af et land, der følte sig presset af NATO-ekspansion og EU-ekspansion – og at Rusland som følge af det pres oprustede i den modsatte retning. Han forsøgte at presse Vesten til at stoppe ekspansionen mod øst. Jeg kan godt forstå Putins angst her – og kravet om en sikkerhedsstruktur i Europa, som ikke er baseret på oprustning, men på aftaler om fred. Men hele ideen om at finde en fredelig løsning krævede jo lige netop, at Putin ikke selv skulle starte en krig.

Efter invasionen af Ukraine kan jeg ikke længere se Putin som en rationel politiker. Han gav ordre til en angrebskrig torsdag 24. februar 2022 – en dag vi må huske. Vi må huske den, fordi den er katastrofal på så mange måder. Katastrofal for dem der allerede er døde, for dem der vil dø og deres nærmeste. Katastrofal for venskabet mellem ukrainere og russere. Katastrofal for alle mennesker på denne jord. Det er Putin måske ligeglad med. Men hans krig kan også blive katastrofal for Rusland, som Putin er præsident for, og katastrofal for Putin selv. Han kan ende med at sidde i et fængsel for krigsforbrydelser resten af sit liv – og det fortjener han.

Eneherskerens sindssyge

Putins adfærd er selvdestruktiv, psykopatisk og selvmorderisk. Det er vigtigt at forstå den sociologiske årsag til dette.

En leder som Putin er omgivet af ja-sigere. Der er ingen i hans nærhed, der tør sige ham imod. Måske hans elskerinde forsigtigt hvisker en advarsel sent på natten, men vi ved det ikke. Måske er hun også så bange for ham, at hun ikke gør det.

Diktatoren og hans regime undertrykker andre meninger – og undertrykker information, de ikke kan lide. Det rammer også diktatoren selv

Regeringen lyver for folket – Regimets censur bliver til en forhindring for, at de selv forstår, hvad der foregår. De begynder at tro på deres egne løgne.

Hvad mener den russiske befolkning?

Vi ved ikke, om der er opbakning til krigen i den brede russiske befolkning – men vi ved, at mange titusinder har demonstreret, og at mange tusinder er blevet anholdt for at gøre det – i byer over hele Rusland.  At de bliver ved, selv om de ved, de bliver anholdt.  Søndag 6. marts rapporterede Sibir reaii om demonstrationer mod krigen i 56 byer i Rusland. I Skt. Petersborg råbte demonstranterne ”Ukraine er ikke vores fjende”. Omkring 5.000 blev anholdt – bare den dag.

Russiske medier – som var mod krigen  – som tv kanalen Dosjd, tidsskriftet Novaja Gazeta, radiostationen Ekho Moskva – er lukket nu. Men der er stadigvæk medier, som forsøger at række ud til og informere russerne, individuelle you-tubere, som er stærkt kritiske over for regeringen – og så alle de private mails og folk på sociale medier, som fortæller, hvad der sker i Ukraine, og siger nej til den russiske invasion. Det er modige folk. Det kan koste dem dyrt. En af mine venner sendte billeder fra fredsdemonstration i København til nogle venstreorienterede russiske medier. Han fik at vide tilbage, at de ikke kunne bringes på grund af krigs-censuren.

Vi ved også, at der er skarp censur, så befolkningen ikke får at vide, hvad der foregår. Ordet ”krigen” – Voina – må man slet ikke bruge om det, der sker i Ukraine. Det skal hedde ”den specielle militære operation”.  Alligevel siver der information tilbage til Rusland om, hvad der foregår – fra tusindvis af små kilder. Og når de russiske sønner kommer tilbage i kister, kan man ikke skjule det for deres mødre. Så jo længere tid der går, hvor krigen er i gang, jo stærkere vil krigsmodstanden og krigstrætheden blive. Så på trods af undertrykkelse og meget hård kontrol af informationsstrømmen, er det ikke sikkert, at den russiske regering har opbakning fra det russiske folk.

Putin ved det heller ikke. Når en diktator undertrykker den frie mening, så kan han nemt ende med at tro, at den tvungne tavshed og de smigrende ord fra de nærmeste karrieremagere udtrykker den folkelige mening.

Hvis Putin troede, at hans militær nemt kunne overvinde det ukrainske styre, så tog han fejl. Hvis han troede, hans soldater ville blive budt velkommen af ukrainerne – så tog han fejl.

I Ukraine har han opnået nøjagtig det, som han mest var imod – han har forenet det ukrainske folk imod sig.

Ukraine kan endnu nå at bukke under, for den overlegne russiske militærmagt – men det er også muligt, at Rusland ikke kan gennemføre invasionen og  må trække sig tilbage. Det er muligt, der blive reelle fredsforhandlinger – og selv en ny revolution i Rusland er mulig.

En international paria

Putin har med sin angrebskrig øget opbakningen i vest til oprustning og til NATO.  I dag, og i de kommende måneder og år, vil vi se en vrede mod Rusland i Europa, samt en angst og vilje til at forsvare sig. Den folkestemning vil blive brugt af dem, der er tilhængere af at udvikle NATO og opruste de vestlige lande.

“Vi skal arbejde for at nedtrappe konflikten og for nedrustning. Ellers er der stor risiko for, at det hele ender med et brag.”

Putin har 100 % ansvaret for at starte invasionen. Det ansvar er hans helt alene. Men NATO har også et stort ansvar for, at konflikten i de 20 år forud er blevet mere og mere spændt. NATOs ekspansion mod øst har presset Rusland op i en krog – og det har været med til at skabe den belejringsmentalitet hos Putin, der har gjort, at han besluttede sig for at invadere. Rent psykologisk kan man nemt se Putins beslutning som et resultat af angst, der er gået over i panik. – En hund, der er presset op i et hjørne, bider, siger et gammelt ordsprog.

Ruslands invasion har også den frygtelige konsekvens, at den fremmer NATOs oprustning og herunder Danmarks. Med krigen kørende, og med oprustningen kørende, så er risikoen for 3. verdenskrig blevet meget større.

Vi skal arbejde for at nedtrappe konflikten og for nedrustning. Ellers er der stor risiko for, at det hele ender med et brag.