Debat: Derfor skal vi stadig demonstrere imod racisme og diskrimination

Nogle danskere stiller spørgsmålet, om det overhovedet er relevant med en demonstration imod racisme og diskrimination, fordi racisme i Danmark er et overset problem. Man skal imidlertid ikke kigge længere end til kommentarsporet på mange avisartikler for at se, hvor udbredt racismen i Danmark egentlig er.

Der blev lørdag 20. marts demonstreret imod racisme og diskrimination på Banegårdspladsen i Odense, hvor op mod 100 mennesker deltog. Der var taler af både politikere i regionen og byrådet samt aktivister i de antiracistiske og antidiskriminerende organisationer, der stod bag demonstrationen. Det skrev Fyens Stiftstidende en artikel om – egentlig en fin og respektfuld dækning af begivenheden.

Men første kommentar til artiklen drejer med det samme opmærksomheden hen mod den såkaldte ”islamisering” og ”stigende indvandring”. For det første er ”den stigende indvandring” en påstand uden hold i virkeligheden, som bruges på højrefløjen og af politikerne til desperat at holde fast i et skræmmebillede. Indvandringen til Danmark har i en længere årrække været støt faldende som resultat af skiftende regeringers såkaldte ”strammerkurs”, dog med et kortvarigt opsving i forbindelse med flygtningekrisen i 2015, som følge af krige startet af Vesten. Vi, Vesten gik i krig og bombede deres lande, og skabte dermed selv de flygtninge, som kom hertil.

Den anden påstand om islamisering er en tom floskel. Politikere fra den ekstremistiske højrefløj har i årevis malet islam op som en primitiv og voldelig religion, der har som formål at eliminere de såkaldte ”danske værdier” – og gjort den almindelige dansker bange for, at der bliver indført sharia-lov.

Hvor blev rummelighed og næstekærlighed af?

Jeg er vokset op med, at danske værdier er rummelighed, at passe på de svage i samfundet, næstekærlighed og at behandle hinanden med respekt uden at dømme hinanden. Men stort set ingen aner reelt, hvad shariah er.

Når det kommer til stykket, tvivler jeg på, at særligt mange danskere kan være imod – at børn skal kunne vokse op trygt og sikkert, at uddannelse skal være lige og tilgængeligt for alle køn, at vi skal beskytte menneskeliv og bekæmpe fattigdom. Men det er netop disse værdier, der er centrale i det Danmark, jeg er vokset op i – og i shariah.

Der er ikke mange danskere, der ved, at vi har så mange fælles værdier. Det taget i betragtning skulle man næsten tro, at kommentar B var et modsvar til kommentar A. Det er ikke tilfældet, men B har dog fat i noget med formuleringen ”som de fleste mennesker ikke ser som noget eksisterende problem”. Netop. Racismen er blevet så udbredt og almindelig – normaliseret i vores samfund, hedder det – at mange af os slet ikke er klar over, hvor udbredt et problem det er, og hvor meget det fylder i dagligdagen. Og det endda på trods af, at vi ofte kan læse i nyhederne om racistisk motiverede forbrydelser.

Af konkrete eksempler kan nævnes først det brutale mord på Philip – en nyuddannet ingeniør på 28år – på Bornholm, begået af mænd med nynazistiske tatoveringer; og for nyligt at en buschauffør blev spyttet på og kaldt grimme ting – ”sådan en som dig skal ikke køre en bus med ansvar for mit liv” – af en ældre dame, fordi han kom to minutter for sent til et stoppested på grund af tæt trafik. Heldigvis for buschaufføren, dig og mig, var der nogle hvide danske passagerer, som greb ind og bad damen om at stå af. Svaret i den tredje kommentar udstiller absurditeten i udtalelsen. Bare fordi vi som hvide ikke selv oplever racismen på vores egen krop i hverdagen, betyder det ikke, at racismen ikke eksisterer. Det er snarere et argument for, at vi som folkeslag skal til at tage stilling til – hvad det er for et samfund, vi vil leve i, og vil vi ændringer, så sker de ikke af sig selv.

Kommentaren forsøger ligesom den første at indsnævre fokus til en bestemt gruppe af mennesker – de ”mellemøstlige” – og kommer med et angreb på deres antagelige mangel på mangfoldighed – men hvor mange kender han egentlig, hvis vi spørger ham? Han bakker det umiddelbart ikke op med nogle konkrete argumenter eller eksempler.

Til gengæld langer han ud efter venstrefløjen, som han mener er dobbeltmoralsk i, hvornår de er inkluderende med reference til en artikel i EkstraBladet om en Mangfoldighedsfestival i København tilbage i 2012. Argumentet skal vist forstås sådan, at jøder blev diskrimineret, fordi det handler om at tage hensyn til andre mennesker – i dette tilfælde muslimer. Nu er det sådan, at Israel ønsker at udvide Israel og inddrage al jorden i Palæstina. Det gør de ved at sende bulldozere ind og vælte hele landsbyer – hver eneste uge. Palæstinenserne er forsvarsløse over for disse overgreb. Udover det bliver hele det palæstinensiske folk nægtet adgang til corona-vacciner og testcentre.

Højreekstrem trussel

Det bizarre i denne påstand vendt mod venstrefløjen er, at det typisk er højrefløjen, som står for diskrimination, nærmest ligegyldigt hvilken minoritet man ser på. I 2019, på årsdagen for Krystalnatten, stod den højreekstremistiske, nynazistiske organisation Nordfront bag en række hærværk, hvor bl.a. jødiske gravsteder og gravsten blev smadret, og bygninger blev overtegnet med symboler ligesom tilbage i nazismens Tyskland. Nordfront har ligeledes i december 2018 begået hærværk mod Lambdas lokaler i Odense – organisationen for homoseksuelle og transpersoner.

“Højreekstremismen har fået foden inden for i Folketinget, hvor racistisk og fremmedfjendsk retorik er blevet normalen – og det har konsekvenser langt ud i det danske samfund”

Op til demonstrationen i lørdags var mange af Racismefri Bys plakater rundt omkring i Odense udsat for hærværk, hvor de blev malet over eller revet ned. Det kan også bemærkes, at PET i 2020 opjusterede trusselsniveauet for terrorangreb fra højreekstremister.

Svaret på det indledende spørgsmål – om det overhovedet er relevant med en demonstration mod racisme og diskrimination i et land som Danmark – er et klart og tydeligt ja. Højreekstremismen har fået foden inden for i Folketinget, hvor racistisk og fremmedfjendsk retorik er blevet normalen – og det har konsekvenser langt ud i det danske samfund. Dermed har racisme og diskrimination af tiltagende voldelig karakter fået et alt for solidt fodfæste i Danmark, hvor flere og flere minoriteter må leve i generel utryghed med daglig frygt for at blive udsat for vold.