Debat: Drop ‘gavementaliteten’ og giv folk et statsborgerskab, hvis de skal integreres
I debatten om statsborgerskab bliver det rødbedefarvede pas ofte fremstillet som en gave, man først kan få, når man er blevet rigtig dansk. Men faktisk fremmer det integrationen at gøre folk til danske statsborgere – også inden de kan Olsen Banden-filmene udenad, skriver folketingsmedlem Susan Kronborg (RV).
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Dansk politik har efterhånden i årtier været præget af en stadig mere pinagtig konkurrence mellem ”stram-strammere og strammest-partierne”. De forsøger at opfinde flest mulige benspænd, uigennemskuelige barrierer, mystiske frister, krav til viden om Olsen Banden, EM92 og andre danske kulturelle højdepunkter, alt sammen med henblik på at begrænse antallet af tildelte danske statsborgerskaber.
‘Statsborgerskabs-gaven’
Idérigdommen er båret af tanken om, at jo færre der får tildelt statsborgerskab des bedre, samt den besynderlige tanke – som jo ikke ville blive accepteret i andre myndighedsforhold – at statsborgerskab er en gave’ og ikke en rettighed. Andre juridiske rettigheder som byggetilladelser, skattefradrag eller ret til behandling på landets hospitaler, er naturligvis ikke en ‘gave’ – men en rettighed, der udløses efter objektive kriterier i en retsstat.
I Indfødsretsudvalget oplever jeg jævnligt denne uvilje mod at tildele danske medborgere statsborgerskab, selv om de udfører et vigtigt arbejde, og betaler skat til selvsamme stat. Den bagvedliggende begrundelse er jævnligt en mistro til, at de ikke er integreret i det danske samfund, og aldrig kan blive det. Senest har dette givet sig udslag i et ønske om at opdele ansøgere til statsborgerskab efter religiøs overbevisning, med henblik på at kunne stemme nej til muslimske ansøgere.
Statsborgerskab fremmer integrationen
Ny forskning viser imidlertid, at tildeling af statsborgerskab kan have en endog særdeles gunstig virkning for integrationen.
Således viser en undersøgelse fra Aalborg Universitet, der udkom i foråret, at statsborgerskab er fremmende for integrationen. Undersøgelsen sammenligner to grupper af ikke-vestlige immigranter, hvor den ene gruppe havde erhvervet sig dansk statsborgerskab i 1995-2000, mens den anden stadig ikke havde opnået statsborgerskab i 2020. Resultaterne viser, at immigranter med statsborgerskab i øget grad var i arbejde og havde taget en uddannelse.
“Naturligvis vil de borgere, der nyder fulde statsborgerskabsrettigheder, som udgangspunkt føle en solidaritet med det samfund, der har tildelt dem disse rettigheder.”
Og det er jo ikke raketvidenskab: Naturligvis vil de borgere, der nyder fulde statsborgerskabsrettigheder, som udgangspunkt føle en solidaritet med det samfund, der har tildelt dem disse rettigheder. Og naturligvis vil den følelse være mere vanskelig at fremkalde hos de borgere, der har ”andenrangsstatus”, og som tvinges ud i et håbløst hækkeløb, hvor bommenes placering, højde samt målstregen konstant ændres, endog med tilbagevirkende kraft.
Der bor 640.922 immigranter i Danmark ifølge Danmarks Statistik. Af dem har kun hver tredje dansk statsborgerskab. Danmark har således opbygget en stor ”pulje” af andenrangsborgere med begrænsede rettigheder, som Danmark ikke vil kunne undvære af hensyn til arbejdskraft.
Frem for fortsat at spilde tiden med at diskutere hvad der er ”danske værdier”, opfinde nye tests, krav og barrier, og derefter måle folk efter et kulturelt centimetermål ved indgangsdøren, burde vi møde folk der ønsker at leve i Danmark, og som opfylder sagligt velbegrundede, forudsigelige og gennemskuelige krav, med tillid.
Forskningen viser, det ville være hensigtsmæssigt, ligesom almindelig snusfornuft, som Støjberg ikke har patent på. Og vi kan ikke undvære arbejdskraften, hvis vi fortsat har et ønske om 37 timers arbejdsuge, deltid efter behov, en rimelig tilbagetrækningsalder fra arbejdsmarkedet, og en værdig behandling af vores ældre.
Kort sagt: Vi skal vise tillid – i stedet for at fremmedgøre.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER