Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
21. november. 2021

Debat: Efter KV21 – Fight Like a Nurse

Socialdemokratiets store tilbagegang side om side med Dansk Folkepartis enorme tilbagegang og krise, viser et kollaps for de seneste tyve års dogme: At man kun kan komme til magten, hvis man fører en stadigt hårdere udlændingepolitik.

Kommunalvalget var et modsvar til højredrejningen i dansk politik, mener Lene Junker. Illustration: Solidaritet

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Allerede ved folketingsvalget i 2019 var tendensen klar. Det blev først og fremmest et valg for klimaet og velfærden. Klimaaktivister, flygtningevenner, sygeplejersker og mange flere har været på tæerne hele året. Regeringen har fået et tydeligt vink med en vognstang – nemlig en omvendt hockeystav fra klimaaktivisterne; et hjerte med teksten: ”Syrien er ikke sikker” fra flygtningevennerne; og en kold skulder og et “Nej ‒ lev med det” fra sygeplejerskerne. 

Ny retning for regeringen

Således har regeringens egen politik svækket hele Socialdemokratiet. Det vil forhåbentlig give mere plads til den del af partiet, som er utilfreds med den nationalistiske og indvandrerfjendske linje, som har været partiets politik siden 2018. 

Det vil forhåbentlig også betyde, at regeringen begynder at stille krav til landbrug og industri, så en grøn og retfærdighed omstilling kan komme op i omdrejninger. Og det må også betyde, at velfærden får et større løft, så børn, unge, ældre, handicappede og syge får den hjælp og støtte, de har behov for. 

Med et svækket Socialdemokrati og et styrket SF og Enhedslisten er det vel også snart på tide, at regeringens parlamentariske grundlag skærper kravene og sætter regeringen stolen for døren. 

Alle vi, som kæmper uden for det parlamentariske spil, har længe været bevidste om betydningen af vores arbejde og også kunnet aflæse det ved såvel folketingsvalget i 2019 som det netop overståede kommunalvalg. Vi kan derfor ikke forstå, hvorfor SF og Ø sidder på hænderne. Hvorfor tøver de?

Klimaaktivisterne, flygtningevennerne og arbejdspladserne har i år bygget en stærkere organisering og samarbejde. Så med afsæt i 2021 og et kig ind i 2022, er jeg sikker på, at sloganet “Fight Like a Nurse” vil stå i centrum.


Om skribenten

Lene Junker

Lene Junker

Mangeårig venstrefløjsaktivist og medlem af Internationale Socialister. Medstifter af Fællesinitiativet mod Racisme og Diskrimination. Læs mere