Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
3. maj. 2022

Debat: Hvordan kan Narendra Modi forventes at skabe fred ude i verden – når han opildner til had hjemme i Indien?

Når Indiens premierminister Modi gæster Skandinavien i denne uge, sker det med en forventning om, at Indien kan bidrage til at skabe fred i Ukraine. Men kigger man på Narendra Modi’s politik i Indien står det hurtigt klart, at han selv forfølger en politik, der minder om folkemord.

Mette Frederiksen mødtes med Indiens premierminister Narendra Modi, i Indien oktober 2019. Denne gang kommer Modi til Skandinavien, hvor blandt andet krigen i Ukraine forventes at være på dagsordenen. Foto: Narendra Modi/Twitter.

En fremtrædende gæst kommer til København i dag tirsdag 3. maj, når Indiens premierminister, Narendra Modi for anden gang mødes med regeringslederne fra Sverige, Norge, Finland, Island og Danmark. Her skal de drøfte brændende spørgsmål i deres bilaterale forbindelser.

På dette topmøde mellem Indien og Norden vil de helt sikkert også bruge megen tid på den igangværende krig i Ukraine, da Indien anses for at være en vigtig strategisk partner i denne krig. Men hvis de nordiske ledere mener det alvorligt med at fremme demokratiske værdier og fred i forbindelserne med Indien, må de på dagens møde tage fat på den eskalerende vold mod – og marginalisering af – mindretal i Indien.

Demokrati-hykleri

Ifølge den norske ambassadør, Nils Ragnar Kamsvag, symboliserer det indisk-nordiske topmøde de “fælles demokratiske værdier” i de nordiske lande og Indien. Men det forhold, at det seneste topmøde mellem Indien og Norden kun omhandlede handel, investeringer og forskning i bæredygtig udvikling, gør denne påstand tvivlsom. Desuden ser de nordiske lande Indien som en vigtig partner i forsvars- og sikkerhedspolitikken. Derfor bør det være skuffende, at Indien indtil videre har valgt en såkaldt “neutralitet” i Ukraine-krigen, og gentagne gange har afholdt sig fra at stemme i FN-resolutioner om Ruslands invasion af Ukraine.

“Til den systematiske diskrimination fra den indiske stats side er der blevet føjet aktive opfordringer til folkedrab, især i de seneste måneder. Nu opfordrer hindu-nationalistiske ledere åbent deres tilhængere til at forsvare sig selv, voldtage muslimer og udrydde dem.”

Det formodede værdigrundlag vakler tydeligvis, hvilket i sig selv giver grund til bekymring. Men Mette Frederiksen og de nordiske regeringschefer synes også at være uvidende om, at Modi’s politik har stærke autoritære og folkemorderiske tendenser.

Siden Modi blev valgt som premierminister i 2014, er der blevet vedtaget adskillige love, som har til formål at udelukke især muslimer, kristne og andre minoriteter fra det indiske samfund. Til den systematiske diskrimination fra statens side er der imidlertid blevet føjet aktive opfordringer til folkedrab, især i de seneste måneder: Nu opfordrer hindu-nationalistiske ledere åbent deres tilhængere til – at “forsvare sig selv”, voldtage muslimer og “udrydde” dem. Indiens politiske ledelse synes endda at støtte sådanne opfordringer: Medlemmer af regeringspartiet BJP deltager åbent i demonstrationer, og Yogi Adityanath – der har opfordret til mord på muslimer i sin valgkampagne – blev for nylig genvalgt som premierminister i Indiens mest folkerige delstat, Uttar Pradesh. Det er den samme Adityanath, der inviterede personer, som er anklaget for islamofobisk lynchning, til sine valgmøder.

Den tyske udvekslingsstudent Jakob Lindenthal blev i 2019 udvist af Indien. Forinden havde han deltaget i demonstrationer mod Modi’s love om statsborgerskab, som ifølge ham “minder om de tyske Nürnberglove”, der fratog jøder rettigheder under Nazi-regimet. Foto fra Twitter.

Med nazismen som forbillede

Jason Stanley, professor i filosofi ved Yale University, forklarer, at den indiske regerings hindu-nationalisme har store ligheder med nazismen og endda er direkte inspireret af den. Stanley siger, at en lovændring om statsborgerskab – der blev vedtaget for to år siden – “ligner Nürnberg-lovene på foruroligende vis”. Nürnberg-lovene fratog bl.a. den jødiske befolkning i Tyskland statsborgerskabet i 1935. Det var også vurderingen af Jakob Lindenthal, en tysk udvekslingsstudent der protesterede mod loven i Chennai i det sydlige Indien i 2019 og straks blev udvist af landet. “1933-1945 – Vi var der”, stod der på hans protestskilt.

“Nu er tiden inde til at vise, at der ikke kun er tomme ord bag beskyttelsen af menneskerettighederne.”

Modi gør sit bedste for at bevare sit image over for omverdenen: I 2018 var han den første indiske premierminister i 30 år til at besøge Skandinavien, og samme år tog han også initiativ til det første topmøde mellem Indien og Norden.

Som en typisk floskel insisterer hans regering på, at “arbejde internationalt for at styrke det demokratiske værdisystem” Det er en absurd udtalelse i betragtning af, at den samme regering opfordrer til folkedrab på nationalt plan.

Nu er tiden inde til at vise, at der ikke kun er tomme ord bag beskyttelsen af menneskerettighederne. En aktuel påmindelse er det tyske ’ny-sprog’ “Putin-Versteher”: Regeringerne har altid vidst, at Putins ekspansionspolitik før eller senere ville føre til krig, men har relativeret det f.eks. med henvisning til vigtige projekter, herunder i Tyskland Nordstream 2-rørledningen. Allerede nu fortryder europæiske politikere, at de har handlet med Ruslands Putin og dermed finansieret hans katastrofale grådighed.

Allerede nu fortryder europæiske politikere, at de har handlet med Ruslands Putin, og dermed finansieret hans katastrofale grådighed. De nordiske lande må nu tage advarselstegnene på folkedrab i Indien alvorligt – ellers vil de om få år blive udstødt som Modi-Versteher og medvirkende til folkedrab.


Om skribenten

Alena Kahle

Alena Kahle

Alena Kahle er menneskerettighedskonsulent hos Foundation The London Story, en nederlandsk tænketank, som dokumenterer hadefulde ytringer og hadforbrydelser i Indien. Har boet i Indien i 2016. Læs mere