Jan Hoby: Kvindefag får ikke ligeløn uden storstrejke. PUNKTUM

Lønstruktur-komiteen afholdt høring fredag 4. februar. Og de, der måtte have håbet på epokegørende nyheder, er blevet slemt skuffede. Som i mega-skuffede. For der er ikke meget, som tyder på, at Lønkommissionens arbejde kommer til at resultere i et klart og entydigt bud på, hvordan samfundet får rettet op på 53 års ulighedsskabende, sexistiske underbetaling af kvindefagene i den offentlige sektor.

Som én af initiativtagerne til Foreningen af Danske Sygeplejersker, sygeplejerske Vibeke Kline Lange Frost, udtaler til mediet sundhedsmonitor: ”Med de emner, som blev betonet, fremstår Lønstrukturkomitéens snit som et tilbageskridt, hvor man tager afsæt i gammel forskning.” Hun fortsætter: ”Det kommer til at fremstå karikeret og uprofessionelt i forhold til at løse den her meget vigtige opgave.”

“Det lugter af syltekrukke endnu en gang.”

Tematisk mener Lange Frost, at Lønstrukturkomitéen med sit valg af oplæg sender et meget uheldigt signal til de faggrupper – sygeplejersker, pædagoger osv. – i det offentlige, som har store forhåbninger til komitéens arbejde og konklusioner.

Så det lover ikke godt. Det lugter af syltekrukke endnu en gang. Selv hvis Lønstrukturkomitéen skulle afkræfte alle pessimistiske forudsigelser og levere klare og utvetydige løsninger, så er det stadig et åbent spørgsmål, om den socialdemokratiske regering vil finde de årlige 20 milliarder kroner, som er prisen for 53 års politisk bestemt uligeløn.

Skuffende socialdemokrater

Intet tyder på, at den socialdemokratiske regering er parat til at rette op på uretfærdighederne. Socialdemokratiets økonomiske politik gennem de seneste 33 måneder har mildt sagt været mere end skuffende. Det har i store træk været borgerlig økonomisk politik i bredeste forstand, hvor der ikke er sket genopretning af velfærdstabet fra finanskrisen i 2008. De nyliberale kronjuveler – budgetloven, serviceloftet og anlægsloftet – består. Og vi skal ikke glemme, at de borgerlige partier hader de offentligt ansatte.

Klassehad fra borgerlig side fik fuld skrue i 2017, da tidligere innovations-minister Sophie Løhde fra Venstre sagde, at de offentligt ansattes lønstigninger har været for høje set i forhold de privatansattes siden 2008. Det ville hun sætte en stopper for:  ”På trods af opsvinget i økonomien, så kan der ikke gives store lønstigninger på det offentlige område, for det skader konkurrenceevnen, hvis lønnen i det offentlige er højere end i det private,” sagde Sophie Løhde til Børsen 12. december 2017.

Den klagesang vil de borgerlige partier gentage frem mod OK24. Det eneste, der lukkede kæften på overklassens tre musketerer – de borgerlige partier, Dansk Industri og CEPOS – i 2018 var, at vi stod skulder ved skulder og krævede En Løsning For Alle.

Vi må se i øjnene, at opbakningen til kvindefagene i den offentlige sektor kan tælles på meget få partier og mandater i Folketinget. Udsigten til, at politikerne frivilligt vil indfri kvindefagenes ønske om, at de 20 milliarder kroner skal komme før OK24 – med en trepartsaftale mellem regeringen, KL, Danske Regioner og kvindefagenes fagforbund – er meget dyster. Historien taler sit eget tydelige og skuffende sprog.

Massekamp flytter holdninger

Vil vi sikre os, at politikerne gør det rigtige, må vi bruge fællesskabets styrke og kollektive handling til at hjælpe dem på vej. Ingen lønarbejdere – privatansatte eller offentligt ansatte – har fået noget forærende. Alt er vundet igennem kamp. Massekamp.

Der er intet, der så markant flytter holdninger, værdier og politik, primært til gavn for rød blok, som når titusindvis og hundredtusindvis af lønarbejdere kæmper sammen skulder ved skulder. Velfærdsstaten er først og fremmest et produkt af sociale massebevægelsers kamp for en velfærdsstat, lønarbejderrettigheder og universelt sikkerhedsnet.

“Når overklassen, de borgerlige partier, CEPOS og dele af fagtoppen siger, at strejker ikke passer ind i et moderne samfund, så er det fordi, strejker ikke virker for dem.”

Vi har vundet meget igennem kamp, men vi har tabt endnu mere uden kamp. Så hvis vi som lønarbejdere vil have markante lønstigninger, bedre pension og længere ferie, så kræver det kollektiv handling. Det kræver store konflikter på arbejdsmarkedet. Vil vi have bedre forhold for børn, unge, ældre og syge medborgere, så kræver det også massekamp. Ligeløn kommer ikke, fordi vi kræver det på Facebook. Det kommer kun, hvis vi får gennemtvunget en total anderledes anden økonomisk politisk i dette land, der tilgodeser de mange og ikke kun de få.

Derfor skal vores strategi være offensiv fra start til slut. Ikke noget med defensivt fedtspilleri nede i forsvaret eller på midtbanen. Nej, vi skal helt frem i angrebet og lægge massivt pres på de andres forsvar. Vi skal satse på at vinde stort, allerede i første halvleg. Som Preben Elkjær engang sagde: Fodbold er en kampsport, og kan man ikke tåle mosten, så må man sgu spille ludo. For overenskomstforhandlinger er grundlæggende set en (klasse)krig, bare uden våben. Og derfor har vi en bunden opgave, hvis vi skal få det resultat, vi ønsker, ved OK24.

Så når overklassen, de borgerlige partier, CEPOS og dele af fagtoppen siger, at strejker ikke passer ind i et moderne samfund, så er det fordi, strejker ikke virker for dem – men til gengæld giver os – arbejderklassen resultater.

Hvis tjenestemandsreformen ikke er afskaffet inden OK24, så skal spørgsmålet om opgør med tjenestemandsreformen blive genstand for den første politiske strejke siden påskestrejkerne i 1985, og politikerne skal vide, at der vil blive strejket, til kravet er indfriet. For kvindefagene er så klar til payback time for 53 års uligeløn.