Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
30. juni. 2021

Debat: Nu må politikerne blive voksne, og sige farvel til den våde bildrøm

Bilen er i moderne mytologi blevet gjort til udlevelsen af vores inderste drømme. Men med klima- og biodiversitetssammenbruddet er bilen nået til vejs ende. Det har Folketinget med det brede transportforlig vist sig sørgeligt blind for.

Vi bliver nødt til at droppe den mytiske ophøjelse af bilen – for klimaets skyld, skriver Niels Boel. Illustration: Anton Moss

Da jeg var barn, var bilen indbegrebet af voksenliv. 18 år var den forjættede horisont: Frihedens rige, myndighedsalderen, valgalderen – men måske vigtigst af alt: Alderen for at måtte tage et kørekort.

Bilen kan få regeringer til at vælte (tænk på bilelskeren over dem alle, Erhard Jacobsen, som kom for sent til en afgørende afstemning i Folketinget og bragte regeringen til fald!). De er grundlag for store motorvejs- og broforlig, der flytter jyske mandater i Folketinget, og har i årtier været et symbol på mandens rolle som skafferdyr på farten og patriark i cockpittet.

Drengedrøm på film

Men skrab den samfundsmæssige lak af nytteværdi væk, og mytologien træder frem. For bilen er jo i bund og grund en drenge- (pige)røvsdrøm. Bilen er grundlaget for den vestlige (eller angelsaksiske) mytologi, og er et fast tema i filmkulturen, hvad enten man kigger på ”Thelma og Louise’s” rebelske tur gennem USA, ”Sidste Nat med Kliken”, hvor teenagere petter på bagsædet af amerikanerbiler, eller Fast & the Furious-serien, der gør bilen til en afgørende del af livet. Der er også et strejf af flirt med døden i bildrømmen, når Thelma og Louise på klassisk Hollywood-maner slutter med, at parret kysser hinanden, og kører ud over skranten.

“Det sidste Danmark har brug for, er en betonsocialdemokratisk satsning på motorveje og broer, som var vi stadig i 1950’erne”

Alle bilreklamer spiller på bilens grundmyte om frihed, seksualitet, og først og fremmest et legende element. Men ved nærmere eftertanke hører kærlighed vel mere praktisk hjemme i et stationært rum, også med tanke på den triste udgang i kyssescener i ovennævnte film!

Anderledes prosaisk kan vi se, at bilulykker tager livet af et par hundrede mennesker i Danmark hvert år. På tre år er det lige så meget som Covid-19. Der dør også i samme peride 3.700 mennesker af luftforurening, hvilket er tæt forbundet med bilismen.

Økologisk mareridt

Folketingspolitikerne må besinde sig, og vinke farvel til deres våde ungdomsdrømme. I dag kører 1,4 milliarder biler rundt på kloden. Som EU-parlamentarikeren Margrete Auken har sagt, er det absurd, at to tons stål skal bruges til at transportere en enkelt person eller to.

Transport – fly men særligt biler – står for en femtedel af verdens udledning af drivhusgasser. Alle Folketingets partier krydser fingre for, at danskerne kan lokkes og inciteres til at købe el-biler og nedsætte CO2-udslippet. Men det er ikke realistisk, at der kan findes sjældne metaler som fx lithium i det omfang, der er brug for til en grøn omstilling, hvor millioner af batteridrevne biler skal erstatte de benzindrevne. Som Auken minder os om, er bilen også en belastning på andre måder end den dødelige, klimatiske, den forureningsmæssige og den ulykkesmæssige.

Vejen (!) frem må i stedet være at satse på bæredygtig, offentlig transport. Vi må også genoverveje vores bosætningsmønstre. Efterhånden som de få tusinde landmænd – der giver underskud, men lægger beslag på det meste af Danmark med potentielt virusfremkaldende dyreproduktion – må indskrænke deres arealer, vil skov og vild natur kunne tage over i store dele af Danmark. Vi må indtænke alternativer til bilismen i vores bosætningsmønstre, så afstand fra bopæl til arbejdspladser bliver mindre, og så offentlig transport kan afløse bilismen.

Det sidste Danmark har brug for, er en betonsocialdemokratisk satsning på motorveje og broer, som var vi stadig i 1950’erne. Så vågn op kære politikere, glem jeres våde bagsædedrømme – og sæt jer i stedet i førersædet for den grønne omstilling!


Om skribenten

Niels Boel

Niels Boel

Niels Boel er politolog, journalist og foredragsholder, forfatter til bl.a. bøgerne “ Latinos - USA's store mindretal.”, “Migration – en verden i bevægelse” og “Det nye Latinamerika” (alle tre bøger er udgivet på Forlaget Columbus). Han er tidligere korrespondent for Weekendavisen i Latinamerika og ekstern lektor ved bl.a. Institut for Statskundskab, Københavns Universitet og Center for Latinamerika Studier, Aarhus Universitet, samt tilrettelægger af DR-dokumentarprogrammer.
Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER