Debat: På sin 150-års fødselsdag bør Jyllands-Posten undskylde for sin fortid

I år kan Jyllands-Posten fejre sin 150 års fødselsdag. Det er der god grund til. Trods et udtalt, fortsat ståsted på højrefløjen i dansk politik, har avisen takket være dygtige journalister især gennem de seneste årtier udviklet sig til en førende landsavis gennem brug af uafhængig, undersøgende samt nu og da dybdeborende journalistik.

Avisens historie er lang, og må skrives i mange kapitler – ikke kun fordi man har bevæget sig politisk, men også fordi man flere gange har placeret sig udenfor skiven og det pæne borgerlige selskab. Indenrigspolitisk ophørte JP i 1930’erne med at støtte Det Konservative Folkeparti, og betegnede sig fra 1938 som ‘uafhængigt borgerlig’. Fra 1971 som ”et af private, erhvervsmæssige, organisationsmæssige og partipolitiske interesser uafhængigt liberalt dagblad”.

Mørke kapitler i hobetal

Jubilæet er også en god anledning til kritisk at se på nogle af de mørkere kapitler af avisens historie. I 1920’erne og 30’erne udtalte Jyllands-Posten både sympati for fascismen og forståelse for anti-semitisme og det tyske nazi-diktatur, som bl.a. Morten Thing har dokumenteret.

“Få dage efter Krystalnatten i Tyskland, bragte Jyllands-Posten 15. november en leder, hvori der stod: Man kan indrømme Tyskland, at det har Ret til at skille sig af med sine Jøder.”

Da Benito Mussolini 1922 blev leder af en fascistisk koalitionsregering, skrev avisen: “Den meget stærke mand, som Mussolini ubetinget er, er netop, hvad det misregerede italienske folk trænger til”.

Få dage efter Krystalnatten 9. november 1938 i Tyskland, hvor nazisterne ødelagde tusindvis af synagoger, jødiske hjem og forretninger, og sendte 30.000 jøder til koncentrationslejre, bragte Jyllands-Posten 15. november en leder, hvori der stod: “Naar man har fulgt Jødespørgsmaalet i Europa i Aartier, kan man til en vis Grad forstaa Tyskernes Animositet overfor Jøderne…Vi ved, at Titusinder af Jøder fordømmer de jødiske Forretningshajer, de jødiske Pornografispekulanter og de jødiske Terrorister. Men alligevel kan det ikke benægtes, at de Erfaringer, som Tyskerne – som mange andre Fastlands-Folk – har gjort med Hensyn til Jøderne, danner en vis Basis for deres Følelser. (…) Man kan indrømme Tyskland, at det har Ret til at skille sig af med sine Jøder. Men til gengæld kan man stille det Krav, at det sker paa anstændig Vis”.

Jyllands-Postens dækning af apartheid-styret i Sydafrika er et andet mørkt kapitel. Ulrik Dahlin har i Information set på avisens behandling af apartheid 1960-1977, og nævner bl.a., at tre dage efter massakren i Sharpeville 21. marts 1960 fordømte en leder i Jyllands-Posten den sydafrikanske regering for unødvendig brutal anvendelse af magt, men søgte samtidig at forklare regimets handlinger: “Her må det ikke glemmes, at netop Sydafrika har sine særlige problemer, som er af en hel anden art end dem, man f.eks. kender i Amerika. Den farvede befolkinng i Sydafrika er højst uensartet. En del af den, men dog ikke nogen større procent, er – eller var før apartheid-politikkens indvarsling – nået op i et niveau, der kan sammenlignes med de amerikanske negres. Men det store flertal står på et lavt civilisatorisk stade, idet de inden for det sidste slægtled er indvandret fra steppe og jungle til arbejdsmulighederne i byerne. Man kan ikke uden videre bebrejde de hvide sydafrikanere, at de er betænkelige ved at lægge deres egen og deres lands skæbne i hænderne på et flertal af den art.”

Efter Hitlertysklands angreb på Sovjetunionen jagtede og fængslede dansk politik med stor ihærdighed fra 22. juni 1941 danske kommunister. Tyskerne bad statsminister Thorvald Stauning om, at knap 70 kommunister blev interneret, men gennem en ordre til landets politimestre udvistes så stor flid, at op imod 400 kommunister blev anholdt ud fra de hemmelige kartoteker, som dansk politi ulovligt og på eget initiativ havde ført i 12 år.

Først to måneder senere vedtog et enigt Folketing den såkaldte kommunistlov, som med tilbagevirkende kraft og grundlovsstridigt blåstemplede de indtil da 339 anholdelser og 116 interneringer i Horserødlejren gennem et forbud mod kommunistisk virksomhed, som kunne straffes med indtil 8 års fængsel. I realiteten blev straffen dog for mindst 22 døden.

Da samarbejdspolitikken i august 1943 brød sammen, lod man bevogtningen af Horserødlejren overgå til tyskerne uden aktivt at give kommunisterne en chance for at undslippe. Det betød, at 150 kommunister i oktober 1943 sammen med de jøder, som ikke undslap til Sverige, blev sendt i kz-lejr.

Uforbeholden redaktionel støtte til Kommunistloven

Tidligere i år har efterkommere af de danske kommunister bl.a. gennem Horserød-Stutthof Foreningen bedt om en undskyldning fra regeringen for dét, der retteligt bør betegnes som det største grundlovsbrud nogensinde. Som historikeren Claus Bryld skrev i en kronik i Jyllands-Posten i august 2011, har Kommunistloven fået en særlig plads i historieskrivningen, fordi den var et klokkeklart grundlovsbrud. Grundloven garanterede jo forenings- og ytringsfriheden, og ikke siden forbuddet mod det tidlige Socialdemokrati i 1873 var et politisk parti blevet forbudt i Danmark. Det bliver spændende at se, om regering og Folketing vil give den længe ventede eksplicitte og uforbeholdne undskyldning for interneringen og fængslingen af kommunisterne under besættelsen.

“Mest udtalt i sin støtte til Kommunistloven var Jyllands-Postens leder 22. august… Langt om længe er Danmarks Regering og Rigsdag naaet frem til Beslutningen om at forbyde kommunistisk Virksomhed her i Landet.”

Men regeringen var ikke alene derom. Udover den usædvanligt store nidkærhed, som det danske politi udviste, må man ikke glemme, at ingen medlemmer af Rigsdagen stemte eller talte imod og at aviserne enten var tavse eller ligefrem støttede såvel interneringen som blåstemplingen heraf med Kommunistloven.

Mest udtalt i sin støtte til Kommunistloven var Jyllands-Postens leder 22. august 1941, der allerede med overskriften ”Kommunisme er en Forbrydelse” uden forbehold meldte klart ud. I lederen hed det: ”Langt om længe er Danmarks Regering og Rigsdag naaet frem til Beslutningen om at forbyde kommunistisk Virksomhed her i Landet. Denne Beslutning er truffet under Trykket af ekstraordinære Omstændigheder, men den er i Virkeligheden blevet begrundet med nøjagtigt de samme Motiver, som bl. a. Jyllandsposten gennem mange Aar har fremført for Kravet om et Forbud mod Kommunismen. ”

Videre hed det i lederen: ”Det er noget uvant i dansk Lovgivning at skride til Forbud mod et politisk Parti, og der er visse Steder en Tendens       til at undskylde dette Skridt. Der er imidlertid ikke Brug for nogen Undskyldning…Juridisk er der saaledes intet at indvende mod Forbudet. Men, siger de samme forsigtige Sjæle, selv om det ikke strider mod Forfatningens Ord, saa er det alligevel i Yderkanterne af, hvad Folkestyrets Aand kan billige… Men reelt var Kommunistpartiet ikke et dansk Parti.” 

Lederen slog fast, at ”Nu er Forbudet kommet, og Udøvelse af kommunistisk Virksomhed er altsaa herefter en Forbrydelse, som kan straffes med indtil 8 Aars Fængsel. Dermed er der givet Myndighederne Hjemmel for at skride ind over for en politisk Ideologi, som ikke alene har været skadelig for vort Folks moralske Sundhed, men ogsaa – og specielt naturligvis under de nuværende Forhold – en alvorlig Fare for vort Land… Til dem, som i Anledning af Kommunistforbudet ængstes lidt paa Folkestyrets Vegne, vil vi sige, at Regering og Rigsdag netop har gjort dansk Folkestyre en Tjeneste ved at fjerne et Fremmedlegeme, en Kræftknude, som har snyltet paa det.

Det er godt, at dette Forbud er kommet. Men det vilde have været endnu bedre, om Regering og Rigsdag for Aar tilbage havde lyttet til de Røster, som forlængst har krævet et saadant Forbud, saa det kunde have været gennemført, uden at det skete under Indtrykket af de særlige Forhold, vi nu lever under.”

Citaterne taler for sig selv.

Læs også: Demonstration foran Christiansborg mindede folk om Kommunistloven – et skamfuldt stykke danmarkshistorie

Efterkommerne til de internerede kommunister, som senere blev overført til tyske kz-lejre, hvor mange mistede livet, bar bedt regeringen om en undskyldning. Den burde være givet forlængst. Folketingets præsidium bør snarest følge op og opsætte en mindeplade på Christiansborg for derved at sikre, at det mørke kapitel ikke fortsat glemmes i danmarkshistorien.

Men Jyllands-Posten bør også uforbeholdent undskylde og beklage det mørke kapitel i avisens historie. Jo før, jo bedre – så det ikke kaster en skygge over fødselsdagsfejringen.

Artiklen er også sendt til Jyllands-Posten, som ikke har ønsket at bringe den. I stedet bringes den i Solidaritet.