Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
7. september. 2021

Privatisering er det absolut sidste sundhedsvæsenet har brug for

Privatisering og profitmotiver skal holdes langt væk fra sundhedssektoren. Borgerlige samfundsdebattører kan med fordel kigge på, hvor galt det er gået i det amerikanske sundhedsvæsen, hvor penge styrer alt, skriver Sebastian Ejsing

I USA har livstruende sygdomme ofte følgeskab af enorme hospitalsregninger. Foto: Borgen Magazine
Denne artikel tager cirka 6 minutter at læse.

Socialdemokratiet, som på papiret stadig er et arbejderparti, har ved lovindgreb afsluttet den ti uger lange sygeplejerskestrejke. Med en række borgerlige partier i ryggen har regeringspartiet trumfet det mæglingsforslag igennem, som sygeplejerskerne ellers tilbage i juni stemte nej til. Indgrebet illustrerer nok engang, hvor langt Socialdemokratiet er faldet fra deres historiske rolle som arbejdernes forkæmper, og overenskomstindgrebet uden pengepulje blev mødt med stor frustration hos sygeplejerskerne.

Men Socialdemokratiet kunne faktisk helt have undgået det kontroversielle lovindgreb. For Claes Theilgaard, chefredaktør hos Indblik.dk, har en langt simplere løsning på problemet. I et debatindlæg i Politiken fremlægger LAU-medlemmet nemlig sin løsning på sygeplejerskekonflikten, nemlig privatisering af sundhedsvæsenet.

“Hvordan kan det være, at de multinationale forbrugsvaretitaner, med deres næsten uanede ressourcer, insisterer på at behandle deres ansatte som krigsfanger? Svaret synes indlysende for enhver: Fordi det er billigere.”

Selvom det kan forekomme en kende usympatisk sådan at hijacke en bevægelse for bedre arbejdsvilkår, til at pushe sin egen laissez faire-kapitalistiske dagsorden, så er det vel forventeligt fra én, som har sin daglige gang i de CBS- og CEPOS-kredse, hvor profitmotivet forstås som en magisk recept på alle det offentlige samfunds sygdomme. Nuvel. Lad os lægge det til side en stund, og i stedet vurdere meritterne i Theilgaards indspark. Ifølge debattøren er det private profitmotiv en vigtig motiverende faktor for at tilbyde både bedre arbejdsforhold og en bedre service.

Claes Theilgaard skriver således: ”Bliver beslutningerne truffet med egne penge på spil og i nærheden af både ansatte og patienter, er der pludselig incitament til både at sørge for gode arbejdsforhold og god service.” Hvis altså bare sundhedsvæsenet blev forvaltet som en privatejet virksomhed, lyder argumentet, så ville vi se bedre forhold for både de ansatte og for modtagerne af virksomhedens ydelser.

Børnearbejde og selvmordsnet – en billig løsning!

Ud fra ovenstående logik må de absolut bedste arbejdsforhold jo i så fald findes i de allerstørste private virksomheder, som med deres astronomiske profitter naturligvis har ressourcerne til at byde deres ansatte det bedste af det bedste. Lad os derfor kigge på den form for fabelagtige forhold, man kan tillade sig at forvente som ansat i disse private milliardforetagender.

Lad os starte med Amazon, én af verdens største online detailhandlere, hvis fabriksarbejdere falder som fluer under torturlignende forhold i USA, fordi de arbejder i uudholdelig hede og nægtes tissepauser. Eller hvad med techgiganten Apple, som har installeret sikkerhedsnet under vinduerne i deres sweatshops, fordi deres arbejdere konstant forsøger selvmord. Vi kan også tage sukkerpusheren Nestlé, som – udover deres forfærdelige forretningspraksis rundt om i verden, og deres konstante forsøg på at gøre drikkevand til et privat produkt – også benytter store mængder børnearbejde på deres kakaofarme.

Men vent, det giver da slet ingen mening. Ud fra Claes Theilgaards logik har disse virksomheder jo midlerne til at tilbyde deres ansatte så fantastiske arbejdsforhold, at alle vil have lyst til at arbejde der. Hvordan kan det så være, spørger du fortvivlet, at disse multinationale forbrugsvaretitaner, med deres næsten uanede ressourcer, insisterer på at behandle deres ansatte som krigsfanger? Svaret synes indlysende for enhver: Fordi det er billigere.

Arbejdsmiljø-sikring i Kina. Apple-underleverandøren FoxConn har ved flere af sine sweatshops været nødt til at spænde ‘selvmordsnet’ rundt om bygningen – for at forhindre de pressede arbejdere i at forsøge selvmord. Foto fra Reddit

Skræmmeeksemplet USA

Når beslutningerne træffes med privatejernes profitmotiv som guide, er det ikke et incitament til at tilbyde de ansatte bedre arbejdsforhold, men snarere til at presse citronen til det yderste, så der kan suges maksimal personlig gevinst ud af foretagendet. Hvorfor skulle Nestlé dog betale deres ansatte en ordentlig hyre, hvis et sultende barn i Vestafrika vil gøre det for en hundrededel af lønnen? Beslutningstagerne er så distancerede fra medarbejderne, at de reduceres til tal på etregneark – og tallene kan jo altid presses til at blive lidt grønnere. Det er bare god forretningssans, og markedet belønner dem tilsvarende.

“Hvis man er borgerligt-liberal CEPOS-akademiker, så ligner profitmotivet en magisk recept på alle det offentlige samfunds sygdomme. Det er velsagtens naturens orden, men det gør det ikke mindre verdensfjernt.”

Men er privatiseringen så i det mindste bedre for slutbrugerne? For som Theilgaard skriver, så er profitmotivet i denne kontekst jo også incitament til at yde en bedre service. Hvis det viser sig at være tilfældet, så må vi vel forvente, at de bedst behandlede patienter i verden skal findes i det største og rigeste private sundhedsvæsen. Det finder vi i verdens velsagtens mest privatiserede land, nemlig USA. Her ser vi det privatejede sundhedsvæsen i al dets afskyelige pragt.

Hospitalspriserne er skudt så vanvittigt i vejret, at mange middel- og arbejderklasse-familier ruineres efter selv de mest basale indlæggelsesforløb. Almindelige mennesker må pantsætte deres ejendele for at blive behandlet efter kræftdiagnoser eller biluheld. Medicinal-lobbyen sidder så tungt på lægemiddelindustrien, at doktorer i USA rask væk ordinerer større portioner receptmedicin til deres patienter end nødvendigt, og efterfølgende belønnes de med middagsinvitationer og pengedonationer fra producenterne. For at se den tendens udspille sig live, behøver man blot kaste det flygtigste kig på OxyContin-dealerne fra Purdue Pharma, hvis produkt har resulteret i en national opioid-epidemi, der har kostet mange hundredtusinder af menneskeliv.

Verdensfjerne CEPOS

I Danmark er vi heldigvis i højere grad forskånet for koncepter som medicinalgæld og lobbyisme fra medicinalindustrien. I USA er de en uundgåelig del af livet for alle andre end den ekstremt-rige overklasse. Men det er også vores fremtidsudsigter, hvis profitmotivet får frit lejde til at gennemsyre vores mest basale sociale ydelser herhjemme, og folkesundheden bliver ofret på profitmotivets alter.

Ellers tak, lyder det herfra.

Det er mig en komplet gåde, at man kan sidde i et relativt velfungerende land som Danmark og kigge med længselsfuldt lys i øjnene på den grådigheds-fremkaldte umenneskelighed, vi ser på den anden side af Atlanten. Uligheden er ikke en utilsigtet konsekvens, men en essentiel hjørnesten i deres samfundssystem. Alligevel er den amerikanske form for kapital-fetichisme blevet eksistensgrundlag for store dele af den borgerlig-liberale fløj i Danmark.

Det bør være åbenlyst for alle og enhver, at profitmotivet ikke motiverer til noget som helst andet end at skabe grønne tal på bundlinjen, koste hvad (og hvem) det så vil i processen. Men man kan selvfølgelig ikke bebrejde Claes Theilgaard for ikke at se det. Hvis man er en hammer, så ligner alle problemer søm, og hvis man er borgerligt-liberal CEPOS-akademiker, så ligner profitmotivet en magisk recept på alle det offentlige samfunds sygdomme. Det er velsagtens naturens orden, men det gør det ikke mindre verdensfjernt.


Om skribenten

Sebastian Kirkegaard Ejsing

Sebastian Kirkegaard Ejsing

Uddannet cand.comm. fra Roskilde Universitet, tekstforfatter til daglig, debattør og forfatterspire i fritiden, medlem af Enhedslisten Østerbro. Læs mere