Debatten om islam og LGBT+ må nuanceres

Debatten om LGBT+ og islam præges ofte af polariserede påstande om islam versus moderne værdier. Men både historien og moderne forskning viser, at virkeligheden er langt mere nuanceret. 

Historisk blev seksualitet og kønsroller åbent udforsket i den arabiske guldalder: Digtere som Abu Nuwas skrev om mandekærlighed, og hans homoerotiske digte blev en del af den klassiske arv.

Ligeledes berettes det, at sultan Mahmud af Ghazni (971 1030) var “dybt forelsket” i sin mandlige tjenersvend Malik Ayaz. Den kærlighedsidealiserende fortælling overlevede i persisk litteratur. 

De eksempler viser, at relationer på tværs af køn og seksualitet forekom og anerkendtes i islams historie uden den fordømmelse, som ofte knyttes til senere fortolkninger.

Mukhannathun og kønsdiversitet i tidlig islam

Der kendes også eksempler på køns- og kønsidentitets-variation i muslimske samfund. Hadith-samlinger omtaler f.eks. mukhannathun, dvs. mænd med feminine træk. 

I de første kalifaters Medina udviklede nogle mukhannathun sig til berømte musikere. Tuways (“lille påfugl”) fik et helt værk dedikeret til sin sang og dans. Han omtales i kilderne ikke som pervers eller umoralsk. 

Det vidner om, at mænd med feminine fremtoninger kunne indtage roller som underholdere, musikere og rådgivere, og at deres færdigheder snarere blev anerkendt end fordømt.

Kolonial indflydelse og fortolkning

Meget af den moderne, negative diskurs om homoseksualitet i den muslimske verden skyldes koloniale og kulturelle forskydninger. Før 1800-tallet opfattede forfattere og lærde i arabiske og islamske kulturer ikke begrebet “homoseksualitet” på samme måde som i dag. Khaled El-Rouayheb har i et studie vist, at det arabisk-islamiske samfund levede med sine egne kategorier for same-sex-relationer, uden at der fandtes et overordnet, vestligt begreb, man reagerede på. 

Da Vesten senere introducerede moderne anti-homoseksuelle love (f.eks. britiske kolonilove som section 377 i Indien), blev homofobi sat i system i mange muslimske samfund. Men endnu i 1858 afkriminaliserede Osmannerriget homoseksualitet, to år før briterne forbød den i deres sydasiatiske koloni. 

Først under presset fra victorianske moralnormer og kolonial lovgivning blev sex mellem mænd set som strafbart og skammeligt i de muslimske lande, som nybyggere forenede under europæisk herredømme.

I moderne forskningslitteratur pointeres det samme: Scott Siraj al-Haqq Kugle argumenterer i Homosexuality in Islam for, at mange af de hadefulde religiøse fortolkninger af homoseksualitet stammer fra senere tilføjelser og kontekstuelle misforståelser. Han bemærker f.eks., at mange af de hadith-beretninger, der tilskriver profeten  idømmelse af dødsstraf for homoseksualitet, ikke anses som autentiske af tidlige lærde.

Med andre ord har patriarkalske tolkninger så at sige indskrevet værdier i islams historie, men Koranen omtaler i realiteten kun voldelige eller udnyttende former for homoseksualitet som ondskab. 

El-Rouayheb og Kugle har altså påvist, at man må forstå islamisk homofobi ud fra historiske kontekster, ikke som en tidløs “sandhed”.

Homofobi i Danmark i dag

I den danske offentlighed har en ny undersøgelse fra Projekt SEXUS vakt opmærksomhed ved at fastslå, at 22 % af danskerne (29 % af mændene) finder sex mellem personer af samme køn moralsk uacceptabelt. 

Homofobi er mest udbredt blandt ældre og religiøse borgere. Forskerne finder f.eks., at religiøs overbevisning – især tilknytning til islam, Jehovas Vidner, Indre Mission eller lignende – er  forbundetmed moralsk afstandtagen til homoseksualitet. 

Det er vigtigt at forstå baggrunden: Personer med homofobiske holdninger er ofte socialt og uddannelsesmæssigt marginaliserede, uden ordentlig seksualundervisning og opdraget i streng religiøs tradition. Der findes ikke én særskilt muslimsk karakter bag holdningerne. Tværtimod peger resultaterne på, at homofobi nok går igen i alle samfundslag, men er særligt tydelig, når der mangler oplysning og dialog – forhold, som ofte hænger sammen med sociale skævheder og generationskløfter.

I DR’s dækning af undersøgelsen lød konklusionen, at der er en “homofobisk tendens hos religiøse danskere”. Meget af artiklen fremstår dog, som om den særligt dæmoniserer muslimske mænd. 

Det er en problematisk vinkling: Faktum er, at størstedelen af danske muslimer lever efter deres tro uden at udøve had mod homoseksuelle. 

At man fremhæver de 16–20 % muslimske mænd, der er imod sex mellem samme køn, betyder ikke, at muslimsk kultur i sig selv er iboende homofobisk. 16 % af alle danske unge mænd, muslimske såvel som etnisk danske, deler holdningen.

Homofobi er først og fremmest et spørgsmål om viden, opdragelse og socialisering og må ses på baggrund af historiske, kulturelle og sociale faktorer – noget forskningen netop underbygger.

Mediedækning, racisme og integration

Når medierne fremstiller debatten som os mod dem, spiller det ind i bredere strømninger af racisme og polarisering. 

En britisk-canadiske teori om homonationalisme beskriver, hvordan hvide, vestlige fortællinger kan opdyrke forestillingen om “den moralsk dårlige muslim” for at befæste sin egen overlegenhed. Som Haritaworn, Tauqir og Erdem formulerer det: I det nye Europa har islam og muslimer i stigende grad erstattet Østblokken som fjendebillede, og konstruktionen af “muslimsk homofobi” står centralt i debatter om “sikkerhed og kerneværdier.” Det præsenterer ikke kun homoseksuelle muslimer som hjælpeløse ofre, men legitimerer også en opfattelse af det muslimske samfund som fundamentalistisk og tilbageskuende.

I Danmark betyder det, at fokus på homo-shame blandt religiøse danskere let glider over i stereotyper om muslimers manglende integration. Hvis debatten kun peger fingre ad muslimske mænd, overser vi, at også danske kristne, ældre eller uddannelsessvage er involveret i den samme problematik. Vi risikerer at reproducere en tankegang, hvor det danske samfunds egne udfordringer ikke får opmærksomhed. 

På samme måde som vi kræver bedre kønsoplysning i skolerne, må vi gå kritisk til værks, når medier stempler muslimers kultur som særlig “patriarkalsk” eller homofobisk, uden at nævne den historiske kontekst eller selvransagelse i storrums-samfundet.

Præcision, tak

LGBT+ og islam i Danmark er et emne, der kræver både præcision og empati. Forenklede narrativer om, at alle muslimske mænd er homofobiske, må afvises. I stedet bør vi efterspørge nuanceret formidling. 

Når medier og politikere tager fat i problemstillinger som homofobi og integration, bør det ske på baggrund af fakta og helhedsbilleder, ikke jagten på syndebukke. Danmark skal kunne rumme flere sandheder på én gang: Ja, nogle muslimske mænd vokser op med konservative syn på seksualitet, men der findes lige så mange muslimer og andre danskere, som aktivt arbejder for inklusion og kærlighed. 

Vi skal tale ærligt om racisme, intolerance og ligeværd i alle grupper frem for at pege fingre. Kun sådan får vi et samfund, hvor LGBT+-personer og religiøse minoriteter mødes med forståelse – ikke med fordomme.