Demokraterne undgår katastrofevalg. Hvad byder fremtiden for USA?

Læser man New York Times, eller spørger man præsident Biden selv, var det selve USA’s fremtid, der var på spil ved gårsdagens valg. Dødsstødet til demokratiet lader dog til at være afblæst for en stund, da den store republikanske fremgang ser ud til at være delvist afværget.

“Selv om mange valg stadig er for tætte til at være afgjort, har Demokraternes politikere overgået forventningerne i hele landet”, sagde formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi i nat.

Hun kan ligesom Biden, Chuck Schumer og resten af partiets ledelse ånde lettet op. Der er dog snarere tale om en bandageret blødning end en suveræn sejr, og nu bliver spørgsmålet, hvordan partiet kan afværge Trumpismens tilbagekomst i 2024.

Kampen om at genindtage pladserne på Capitol Hill har været op ad bakke for Demokraterne, der de seneste to år har haft kontrol med alle tre dele af det amerikanske lovgivningsapparat: Repræsentanternes Hus, Senatet og Det Hvide Hus. Det er der som sådan ikke noget bemærkelsesværdigt ved, da den siddende regering stort set altid oplever tilbagegang ved midtvejsvalget.

“Under normale omstændigheder ville vi med andre ord netop være trådt ind i den politiske agurketid i USA. Men landets politiske situation er for tiden alt andet end normal.”

Årets valgkamp har blandt andet været præget af den store inflation og den økonomiske recession, der sikkert som amen i kirken svækker opbakningen til en siddende regering. Værdipolitiske spørgsmål som angrebet på den frie abort fyldte tidligere på året meget i debatten, men er i lyset af den økonomiske krise trådt i baggrunden for mange vælgere, der i alle målinger har tilkendegivet, at økonomien er vigtigst.

Selvom præsidenten er blandt de eneste politikere, som ikke er på valg, er midtvejsvalget alligevel en dom over dennes resultater de forgangne to år. Blandt de største øretæver i nyere histore var dén, Barack Obama fik i 2010 af den fremvoksende Tea Party-bevægelse. Her mistede Demokraterne 63 pladser – og flertallet – i det 435 mandaters store Repræsentanternes Hus, der udskiftes hvert andet år. Samtidig tabte man seks pladser i Senatet, hvor en tredjedel af de 100 politikere vælges for seks år ad gangen. Helt så galt ser det ikke ud til at være gået denne gang, hvor ingen af partierne vil føle sig som den store vinder.

En habanero dyppet i amfetamin

Det amerikanske valgsystem er komplekst, og landets størrelse gør det svært at blive klog på de mange lokale valg. Lad os derfor starte med et kort historisk tilbageblik. Har du hørt udtrykket lame duck? Vendingen kommer fra 1700-tallets England og henviste oprindeligt til vingeskudt vildt, der blot ventede på at blive fundet og aflivet af de jagende. I moderne amerikansk politik bruges begrebet lame duck session om den periode, der går fra valgdagen – som altid ligger første tirsdag (efter første mandag!) i november – til den formelle magtoverdragelse på Indsættelsesdagen 20. januar.

Lame duck afspejler på den måde, at de afgående parlamentarikere egentlig bare venter på at blive afløst, og at det meste politiske aktivitet ligger stille i de mellemliggende 2,5 måneder. Under normale omstændigheder ville vi med andre ord netop være trådt ind i den politiske agurketid i USA. Men landets politiske situation er for tiden alt andet end normal.

Ved det amerikanske præsidentvalg i 2020 fik Joe Biden over 7 millioner stemmer mere end Donald Trump. I de fleste andre demokratier havde det været en komfortabel sejrsmargen, men det knudrede amerikanske valgsystem gjorde det i stedet til en neglebidende tæt affære. Politik-nørder verden over måtte sidde og opdatere New York Times’ valgside hvert andet minut i dagevis, indtil de sidste brevstemmer bekræftede Bidens sejr.

Derefter blev det endnu mere dramatisk: Først med de grundløse beskyldninger om valgfusk, og derefter kupforsøget 6. januar 2021, der senere har vist sig at involvere centralt placerede amerikanske konservative, blandt andet højesteretsdommer Clarence Thomas’ kone, tidligere chefstrateg Steve Bannon og med stor sandsynlighed eks-præsidenten selv. Agurkerne er blevet erstattet af en habanero dyppet i amfetamin, og to år senere lader den stadig til at brænde i halsen på ‘verdens ældste demokrati’, som amerikanerne ynder at kalde det.

Magtbalancen hænger fortsat snorlige i Senatet

Begge lejre håbede forud for valget at kunne tippe magtbalancen i Senatet. De kontrollerer lige nu 50 sæder hver, hvilket giver Demokraterne en marginal fordel. I tilfælde af stemmelighed er det nemlig vicepræsident Kamala Harris, der kaster den afgørende stemme. Demokraternes porøse flertal har imidlertid betydet, at man har været afhængig af senatorer som Joe Manchin (West Virginia) og Kyrsten Sinema (Arizona), og særligt førstnævnte ligger solidt til højre for midten. Sinema og Manchin er samtidig blandt de politikere, som får flest penge af den store lobbyindustri i Washington, og Joe Bidens forsøg på at gennemføre moderate reformer på fx klimapolitik og beskatning af de superrige er blevet udhulet af Manchins uforholdsmæssigt store magt, der sidste år fik Washington Post-skribenten Ben Terris til at give ham tilnavnet ‘President Manchin‘. For Biden ville det derfor være kærkomment at vinde pladser i Senatet, og sikre sig et egentligt flertal udenom den korrupte kulbaron Manchin og Sinema, hvis politiske narrestreger og politiske prostituering har gjort hende historisk upopulær i Arizona.

“Selvom det amerikanske valg er en omfattende størrelse, kan den egentlige spænding ofte koges ned til en håndfuld svingstater, hvilket også afspejles i den koncentration af penge, mediedækning og politisk prestige, som bliver investeret i dem.”

Republikanerne havde omvendt håbet at kunne generobre magten i Senatet, og skulle til det formål blot sikre fremgang på et enkelt mandat. GOP havde langt flest senatorer på genvalg, men i både Sydstaterne og Midtvesten var der aldrig spænding om resultatet. Her har det højreradikale parti holdt fast i dét, der har været partiets kerne-magtbase siden borgerrettighedsloven for sorte blev underskrevet i 1964.

Fremtrædende konservative som John Kennedy (Louisiana), Rand Paul (Kentucky) og Jerry Moran (Kansas) sikrede sig således tirsdag seks år mere i Senatet uden nævneværdig modstand, mens også fossilet Chuck Grassley (Iowa) nu har udsigt til at kunne blive siddende på magten, til han er 95 år.

I Florida vandt Republikanerne over hele linjen. Både senator Marco Rubio og guvernør Ron DeSantis triumferede, sidstnævnte i en stor sejr over den tidligere republikanske guvernør, Charlie Crist, der nu stiller op for Demokraterne. DeSantis’ sikre sejr vil uden tvivl puste til rygterne om, at den kontroversielle guvernør har tænkt sig at stille op til præsidentvalget om to år. Omvendt må Crist’s klare nederlag få Demokraterne til at genoverveje strategien om at række ind over midten. Hvorfor stemme på en Republican Light som Crist, når man nu bare kan stemme på den ægte vare?

I den anden store republikanske stat, Texas vandt Greg Abbott guvernørposten over den efterhånden kroniske taber, demokraternes Beto O’Rourke, mens ingen af senatspladserne var på valg. Også Abbott er et sandsynligt bud på en mand, der vil forsøge at udfordre Donald Trump i 2024.

Selvom staten fortsat er solidt på konservative hænder, er billedet dog ikke helt så entydigt, som manges fordomme om staten nok vil antyde. Ingen af de fire største byer – Houston, San Antonio, Dallas og Austin – har en republikansk borgmester, og mange analytikere regner med, at Texas på et tidspunkt vil skifte politisk farve. At det ikke er sket endnu skyldes i høj grad ‘gerrymandering’, hvor man sørger for at optegne valgdistrikter på højst udemokratisk maner. Samtidig fører Texas an i kampen for at gøre det så svært som muligt at stemme, særligt for fattige, sorte og latinoer.

Omvendt har Demokraterne også undgået ubehagelige overraskelser, og vundet stensikkert i store stater som Californien, Colorado, Illinois og Michigan. Også New York er fortsat en demokratisk højborg selv om valget i staten var blevet spået at blive tættere end normalt. Det er i den forbindelse værd at huske på, at New York ikke er lige så progressiv som Californien eller Massachusets. Faktisk skal man kun 15 år tilbage for at finde sidste gang, staten havde en republikansk guvernør, mens også ‘The Big Apple’ havde en republikansk borgmester fra 1994-2013. Chuck Schumer genvandt dog komfortabelt pladsen i Senatet, mens Kathy Hochul også fortsætter som guvernør. Hochul overtog i 2021 fra den skandaleramte Andrew Cuomo, og flere medier havde spået Trump-loyalisten Lee Zeldin en reel chance for at overraske.

Da Kamala Harris skiftede jobbet som senator ud med vicepræsident-embedet, overtog Alex Padilla hendes gamle arbejde. Det får han nu lov at fortsætte i, efter Californiens vælgere sikkert genvalgte ham i går. Det samme gør den populære guvernør, Gavin Newsom, der allerede kunne holde sin sejrstale efter blot en tredjedel af stemmerne var talt op. Staten stemte samtidig for at garantere kvinders abortrettigheder med en overvældende margen.

Hård kamp i svingstaterne

Selvom det amerikanske valg er en omfattende størrelse, kan den egentlige spænding ofte koges ned til en håndfuld svingstater, hvilket også afspejles i den koncentration af penge, mediedækning og politisk prestige, som bliver investeret i dem. Ved årets midtvejsvalg har særligt Pennsylvania, Ohio og Wisconsin i og omkring Rustbæltet, mens også de californiske nabostater New Mexico og Arizona har været intense kamppladser. Georgia ser desuden ud til at få samme centrale rolle som i 2020.

I Pennsylvania har den utraditionelle John Fetterman trods en skrantende slutspurt vundet et afgørende valg over TV-lægen Mehmet Oz, og dermed flippet et tidligere republikansk sæde. Samtidig sikrede Josh Shapiro sig guvernør-posten efter en stærk alliance med de lokale fagforeninger og en energisk valgkamp, der har fået folk til at få øjnene op for den tidligere anonyme guvernør. I sidste uge leverede Shapiro en blændende tale, der gik viralt, og som har trukket paralleller til den unge Barack Obama. Hans tabende modkandidat, Doug Mastriano havde smidt alle æg i Donald Trump-kultens kurv og var også blandt deltagerne ved kupforsøget 6. januar.

I Ohio er det til gengæld Republikanerne og investeringskapitalisten J.D. Vance, der har trukket det længste strå, efter Vance i nat slog den tidligere præsidentkandidat Tim Ryan. Den lettere farveløse centerpolitiker Ryan førte ellers tidligere på året i målingerne, men blev overhalet af den Trump-loyale superkapitalist Vance. Måske skulle Demokraterne – med inspiration fra Pennsylvania – have forsøgt lidt hårdere at finde en mere atypisk kandidat? Tidligere på året gik der rygter om, at basketball-stjernen Lebron James overvejer at skifte Lakers-trøjen ud med et politiker-jakkesæt, og i fremtiden kan være at finde på stemmesedlen i hjemstaten Ohio – naturligvis for Demokraterne.

Kigger man nærmere på vælgerfordelingen i ‘The Buckeye State’, illustrerer den samtidig det enorme split imellem land og by, som i disse år kendetegner såvel USA som Danmark – og store dele af verden. Delstatens tre store byer – Cincinatti i syd, Cleveland i nord og Columbus lige i midten – har alle sendt demokrater til Repræsentanternes Hus, mens de store menneskefattige distrikter er farvet blodrøde.

Mens de to andre nøglestater i nordvest er gået hver sin vej, er billedet i Wisconsin mere mudret. Her fik den populære demokratiske guvernør, Tony Evers lov at blive siddende, efter at have vundet over Tim Michels,der inden valget havde proklameret, at Republikanerne med ham i spidsen aldrig kunne tabe i Wisconsin igen. I det nuværende politiske klima en kommentar, der er svær at tolke som andet end slet skjulte fascismedrømme. Mens Demokraterne – og demokratiet – i Wisconsin altså ser ud til at have undveget den kugle, er Michels’ lige så rabiate åndsfælle, Ron Johnson stadig i førersædet i kampen om senatspladsen, og vinder formentlig en kneben sejr over den progressive Mandela Barnes.

Tæt løb i Arizona, Nevada og Georgia

Længere mod vest ser den karismatiske tidligere astronaut, Mark Kelly ud til at have genvundet Arizona. Kelly har været blandt de mest markante stemmer for at stramme våbenlovgivningen, og overtog i 2020 den afdøde John McCain’s plads i senatet. Hans genvalg vil understrege et demografisk og vælgermæssigt skifte i Arizona, der begynder at ligne en overvejende demokrat-blå stat. Hvis Demokraternes Katie Hobbs også formår at holde fast i guvernørsædet, hvor hun ligger side om side med den højrerabiate, konspirations-spredende tidligere TV-vært, Kari Lake, vil det forstærke billedet af en stat under forandring.

I den nordlige nabostat, Nevada, er det stadig dødt løb mellem republikanske Adam Laxalt og demokratiske Catherine Cortez Masto. Staten består groft sagt af en masse ørken og så Las Vegas, hvor næsten 75 % af befolkningen bor. Republikanerne er også her gået all-in på Trumps grundløse påstande om valgfusk, og forsøger med valget af Laxalt at sende den hovedansvarlige for forsøget på at omstøde 2020-valget i delstaten til Capitol Hill.

“Overordnet ser resultatet ikke ud til at ændre på den grundlæggende magtbalance i Senatet.”

Endelig ser Georgia ud til igen at indtage en central rolle, og senatsvalget risikerer her at skulle ud i en omkamp, da hverken demokraten Raphael Warnock eller republikanske Herschel Walker ser ud til at komme over 50 % af stemmerne. Statens ultrakonservative guvernør, Brian Kemp har dog allerede vundet genvalg over Stacey Abrams, der af mange var udset som en kommende stjerne blandt Demokraterne. Hvis det ender med omkamp i Georgia, vil det være et deja-vu fra 2020, hvor alles øjne var rettet mod staten i flere måneder efter valget. Dengang endte det også med et omvalg, der sikrede Demokraternes Jon Ossof sejren, ligesom også Joe Biden endte med at vinde med blot 12.000 stemmer efter fintællingen.

Overordnet ser resultatet ikke ud til at ændre på den grundlæggende magtbalance i Senatet. MAGA-republikanerne havde håbet at kunne sikre sig stort flertal i begge kamre, og dermed kunne sabotere Biden i de kommende to år. Men ‘The Party of No’, som partiets leder i Senatet, Mitch McConnell stolt omtaler strategien, må foreløbigt skrue forventningerne ned.

Skulle Demokraterne holde fast i det prekære senats-flertal, kan man fortsat regne med en i det mindste funktionel regering, selv om de progressive ambitioner naturligvis også må nedtones. Biden vil stadig være afhængig af højrefløjsdemokrater som Manchin og Sinema, hvilket vil sætte en dæmper på blandt andet mulighederne for at gennemføre grønne reformer. Til gengæld kan Republikanerne ikke køre på med de omstridte blokeringer af fx det juridiske apparat, og Biden kan derfor udpege evt. nye højesteretsdommere.

Også på det udenrigspolitiske plan vil Biden fortsat kunne styre showet, hvilket ikke mindst vil få betydning for spørgsmålet om militær støtte til Ukraine, og den stadig mere uforsonlige kurs over for Kina. Mens spørgsmålet om våben til Ukraine i stadig større grad deler de konservative vande, og flere Republikanere har opfordret til at reducere støtten, er der anderledes enighed om at føre en hardline-kurs mod Kina på tværs af de to partier.

Forventet tilbagegang til Demokraterne i Repræsentanternes Hus

Mens Senatet ser ud til med nød og næppe at forblive på Demokraternes hænder, bliver der med stor sandsynlighed republikansk flertal i Repræsentanterne Hus. Det er hverken overraskende i forhold til de aktuelle målinger eller den generelle tendens. Den siddende regering mister stort set altid opbakning blandt de 435 kongresmedlemmer. Værst gik det for sig i det tidligere omtalte katastrofevalg i 2010, hvor man halvvejs i Obamas første periode tabte hele 17 % af sine mandater. Også ved sidste midtvejsvalg fik Donald Trump sig en vælgerlussing, da Republikanerne gik 10 % tilbage.

Som nyhedsmediet FiveThirtyEight også påpeger i dagens analyse, er det dog et godt tegn for Demokraterne, at man endnu ikke har kunnet kalde det endelige flertal, også selvom dette ender med et mindre republikansk flertal. Mange af de sidst optalte stemmer er brevstemmer, hvor Demokraterne oftest får langt flere stemmer end Republikanerne. Af samme grund forsøger Trump & Co. også med inspiration fra 2020-kampagnen at så tvivl om brevstemmer gyldighed, selv om der dengang som nu ikke er skyggen af beviser for, at der skulle være fusket med brevstemmerne.

New York Times forventer et flertal på 224 – 211 til Republikanerne, og selvom ‘gerrymandering’, mørke penge fra amerikanske rigmænd og stemme-undertrykkelse er væsentlige dele af forklaringen, vinder Republikanerne efter alt at dømme det samlede stemmetal. Det gør det sværere for Demokraterne at få fremsat lovforslag, idet Repræsentanternes Hus udformer lovgivningen, og samtidig fremsætter landets årlige budgetter.

Fra tomgang til fremgang?

Selv om de sidste stemmer endnu ikke er talt op, er det allerede nu klart, at valgets største stemmesluger igen bliver sofaen. Ved sidste midtvejsvalg stemte under halvdelen (47,5%) af landets myndige borgere, og det tal vil, trods markant flere ‘early votes’, ikke komme meget højere op denne gang. USA har en demokratisk krise, hvor over hundrede millioner ikke gider bruge deres stemmeret.

For Republikanerne er det fantastisk nyt. De er udemærket klar over, at deres vinderchancer går op, desto lavere stemmeprocenten er. For Demokraterne er spørgsmålet derfor, hvordan man kan skabe mere gejst i den store desillusionerede del af befolkningen. Det indlysende svar er, at man kan genoprette tilliden ved at forbedre folks livsvilkår, og ved at lytte til deres problemer. Til det formål har Demokraterne brug for at orientere sig i retning af, hvad almindelige mennesker har brug for – og at slippe fri af det politiske establishment, donorklassen og lobbyisternes kvælertag på den politiske dagsorden.

Tirsdagens resultat er godt nok til, at det ikke vil skabe oprørsstemning i det demokratiske bagland – men samtidig ikke godt nok til, at Joe Biden med sikkerhed har tænkt sig at genopstille til præsidentvalget i 2024. Følelsen er snarere, at man med nød og næppe har afværget katastrofen. Skal man vinde i 2024 mod et højreradikalt republikansk felt, som formentlig vil inkludere Donald Trump, Ron DeSantis og måske den nyvalgte Texas-guvernør, Greg Abbott, må overvejelsen derfor gå på, om den aldrende Biden kan løfte den opgave – eller om man allerede nu skal finde en stærkere, yngre kandidat, som kan præsentere en ny vision.

Demokraterne står ved en skillevej oven på midtvejsvalget. Skal man fortsat sætte sin lid til den bogstaveligt talt gamle garde, og håbe Nancy Pelosi (82 år), Patrick Leahy (82 år), Joe Biden (80 år) og Chuck Schumer (71 år) kan holde sammen på partiet? Eller er det nu, der kommer et tiltrængt generationsskifte af politikere, som tager almindelige arbejderes bekymringer mere alvorligt? Hvad enten det drejer sig om abortrettigheder, legalisering af cannabis, bedre lønninger, ambitiøs klimahandling, hjælp til samfundets svageste eller et offentligt sundhedsvæsen, er de progressive mærkesager overvældende populære i størstedelen af befolkningen. En række af de unge politikere som John Fetterman, Alexandria Ocasio-Cortez, Katie Porter og Josh Shapiro har forstået det budskab, men det bliver nemmere sagt end gjort at få det tunge partiapparat med på vognen. De har nu to år til at få løst den opgave, hvis ikke DeSantis, Abott eller Trump skal løbe med sejren – og demokratiet – i 2024.

---