Den danske blindhed i Gaza

På en solrig gade i det ødelagte Gaza ligger bylten med den fem måneder gamle Zainab Abu Halib. 

Fredag 25. juli blev babyen bragt til den pædiatriske afdeling på Nasser Hospitalet. Hun var allerede død ved ankomsten. En medarbejder på lighuset tog forsigtigt hendes Mickey Mouse-printede skjorte af og trak den over hendes indsunkne, åbne øjne. Han trak op i kanterne af hendes bukser for at vise hendes knudrede knæ. Hans tommelfinger var bredere end hendes ankel. Han kunne tælle knoglerne i hendes brystkasse.

Det er ikke alene de daglige bombardementer af Gaza, der koster liv – pt. over 60.000. Men i stigende grad også Israels månedlange blokade af mad, vand og medicin. Sult er blevet et våben i arsenalet. Den udlevering af mad, der har fundet sted, har i realiteten fungeret som dødsfælder. 

Folkedrabet i Gaza skal ses i lyset af, at staten Israel siden landets grundlæggelse mentalt har befundet sig i en permanent tilstand af belejring. En psykose, der naturligvis ikke fritager Israel for ansvaret for katastrofen. 

Men de virkeligt ansvarlige, for at krigsførelsen i Gaza er kommet ud af kontrol, er Israels støtter i den vestlige verden. De burde have været de voksne i rummet, have holdt hovedet koldt, afværget katastrofen. Lande som USA, Storbritannien og Tyskland. Det er venner af Israel, der ikke siger fra over for den hensynsløse krigsførelse. Og som muliggør den gennem omfattende økonomisk og militær støtte. Som har tiet, hvor de burde have talt.

International anerkendelse af Palæstina – bare ikke i Danmark

Også Danmark har et ansvar.

Når vi til sin tid spørger hinanden, hvad Danmark gjorde for at bringe rædslerne i Gaza til afslutning, vil det ærlige svar være: “Ikke rigtig noget”.

Udenrigsministeren har lagt en grammofonplade på: Danmark ønsker en våbenhvile og en tostats-løsning.

Men når Israel krænker våbenhvilen, holder Danmark lav profil. Samtidig fortsætter Danmark den militære støtte til Israel, så den brutale krigsførelse i Gaza kan fortsætte. 

Frankrigs præsident Emmanuel Macron meddelte 24. juli, at han – som en del af det franske engagement for en varig fred i Mellemøsten – havde besluttet at anerkende Palæstina som stat. Erklæringen vil blive fremsat ved FN’s generalforsamling til september. Hermed har 148 af 192 lande anerkendt Palæstina – blandt andre Sverige, Norge og Island.

Også Storbritanniens premierminister Keir Starmer har truet Israel med, at Storbritannien vil anerkende Palæstina ved FN’s generalforsamling til september, hvis ikke Israel standser kamphandlingerne.

En anerkendelse af Palæstina vil give palæstinenserne nyt håb. Og vil samtidig lægge pres på Israel for at stoppe nedkæmpelsen af palæstinenserne og planerne om deres fordrivelse fra Gaza og Vestbredden. 

Danmark afviser en anerkendelse med henvisning til hensynet til en tostats-løsning. Men realiteten er, at en sådan “løsning” ikke har nogen gang på jorden. Den stærke part – Israel – ønsker den ikke. En tostats-løsning er for den danske regering et skalkeskjul for ikke at foretage sig noget. 

Premierminister Starmer har netop meddelt, at Storbritannien vil modtage yderligere et antal syge og lemlæstede børn fra Gaza. I lighed med Spanien, Norge og Italien. Igen sidder Danmark på hænderne. Regeringen nægter at modtage blot et enkelt palæstinensisk barn.

Danmarks mangel på handling kommer med en pris

Den danske eftergivenhed over for Israel understreges af, at vi ikke går ind for selv de ringeste sanktioner imod Israel.

For så vidt er der en konsistens i regeringens laden stå til i forhold til palæstinensernes lidelser. Statsministeren har aldrig lagt skjul på hendes begejstring for Netanyahus Israel. Udenrigsministeren gjorde det ved sin tiltræden klart, at Danmarks udenrigspolitik nu skulle være “pragmatisk”. Altså ikke baseret på værdi eller moral.

Men den danske passivitet kommer med en pris. Den vil blive husket rundt om i verden – i det omfang nogen lægger mærke til Danmark. Den dag US Marines hopper af landgangsfartøjerne i Nuuk, vil den danske regering stå svagt, når den påkalder sig international ret – i betragtning af at vi ignorerede den groft, da det var palæstinenserne, det gjaldt.

Realiteten er, at Danmark er medskyldig i katastrofen i Gaza. På grund af våbensalget, men også fordi vi ikke har taget nogen reelle, effektive skridt imod den israelske regerings krigsforbrydelser og ekstremistiske politik – i modsætning til lande som Norge, Spanien og Irland.

Reelt har vi altså taget ansvar – blot som medskyldige. Den danske Gaza-politik repræsenterer en blindhed og et forræderi mod de humanistiske værdier, Danmark officielt bekender sig til.

Udenrigsministeren burde erindre Gorbatjovs berømte replik til Honecker om, at den, der kommer for sent, bliver straffet af livet.