Den hjemløse virkelighed for syriske flygtninge

8. december 2024 markerede ikke blot afslutningen på et brutalt regime, men også verdenssamfundets skammelige tavshed. I 14 år bombede Assad sine egne byer, fængslede og torturerede uskyldige mennesker, brugte kemiske våben mod sin egen befolkning, og gjorde millioner af syrere til flygtninge, spredt over hele verden.

Han omdannede et helt land til en slagmark, hvor døden blev hverdagskost, og hvor håbet langsomt blev kvalt under murbrokkerne af de byer, der engang summede af liv.

Spørgsmålet om at vende hjem kan lyde simpelt og logisk for mange, men for os, der har måttet starte forfra i eksil, river det op i gamle sår og tvinger os til at konfrontere en virkelighed, der sjældent har enkle svar.

Brikker i et politisk spil

Siden vores ankomst til Danmark har vi levet med truslen om at blive sendt tilbage, inddragelse af opholdstilladelser og en konstant påmindelse om, at vores tilværelse her aldrig må blive andet end midlertidig.

Vores situation som syrere har fra starten været præget af usikkerhed og af behovet for at tilfredsstille højreorienterede politiske dagsordener, islamofobi og – i bedste fald – en komplet mangel på empati og forståelse for vores situation, vores baggrund og vores menneskelighed.

Vi har ikke bare været flygtninge – vi har været brikker i et politisk spil. Vores liv er blevet brugt som symbolpolitik, som eksempler i debatter, som et værktøj for magthavere, der vil demonstrere handlekraft. De har skabt en fortælling om os uden os. De har skiftet mellem at fordømme os, tolerere os og bruge os, alt efter hvad der bedst tjente deres dagsorden.

Men denne behandling af syrere i Danmark er blot en forlængelse af den samme logik, der lod vores folk blive bombet, tortureret og fordrevet i årevis. Ingen ville have, at den syriske revolution skulle lykkes. Ingen ønskede, at frihed skulle blive en realitet.

Vi bar vores smerte, vi bar vores tab, men vi nægtede at miste vores værdighed.

Danmark har været med til at forlænge det syriske folks lidelser

Dette svigt var ikke kun en moralsk fejltagelse – det var en politisk handling med konsekvenser, der stadig mærkes. Danmark traf valg, der normaliserede Assads regime og fratog syriske flygtninge deres sikkerhed.

Ironisk nok har Danmark spillet en større rolle, end de fleste forestiller sig, i at opretholde Assads magt. Måske ikke direkte med våben eller finansiering, men med politiske beslutninger, der legitimerede hans regime.

For Danmark har siden 2019 vurderet, at visse områder i Syrien – herunder Damaskus og provinsen Rif Damaskus – er sikre nok, til at syriske flygtninge kan vende tilbage. Denne politik har mødt betydelig kritik fra internationale organisationer som Amnesty International, der påpeger, at Syrien stadig ikke er sikkert for tilbagevenden.

Ved at erklære dele af Syrien som “sikre” nok, til at syrere kan vende tilbage, har Danmark indirekte bidraget til Assads greb om landet. Det sendte et signal om, at regimet havde genvundet kontrollen, og at hans styre blev normaliseret.

Det eksistentielle spørgsmål: Hvad er hjem?

Hjem? Hvor er mit hjem? Er det i Syrien, hvor mit barndomshjem blev bombet, hvor mine venner forsvandt i fængsler, hvor mit folk blev dræbt under diktaturets vægt? Eller er det i Danmark, hvor jeg har genopbygget mit liv, skabt en fremtid, hvor jeg kan trække vejret uden frygt?

Hjem. Et ord, der burde være simpelt, men som rummer lag af minder, tab og længsel. Er hjem en adresse, et landskab, en barndom indhyllet i duften af velkendte krydderier og lyden af stemmer, der taler dit sprog? Eller er hjem noget dybere — en fornemmelse af ro, en usynlig tråd, der forbinder dig til noget større end selve stedet?

For mig er hjem ikke blot et sted på kortet, men et sted i hjertet – en følelse af sikkerhed, tilhørighed og genkendelse. Måske findes hjem ikke i en nation, men i mennesker, i minder, i kampen for at høre til.

For hvad gør et sted til hjem? Er det fortiden, de øjeblikke der har formet dig? Eller er det nutiden, de mennesker og fællesskaber der giver dig en følelse af tilhørighed? Måske er hjem ikke noget, man finder, men noget, man skaber — hver dag i de små øjeblikke, hvor man føler sig set, forstået og accepteret. Måske findes hjem i et sprog, der stadig husker ens navn, i et blik, der genkender én, eller i den sikkerhed, man ikke længere tager for givet.

Så hvad er hjem? En følelse? En illusion? Eller noget vi selv må forme, hver gang livet river os væk fra det, vi troede, vi hørte til?

For nogle er hjem en destination. For andre er det en rejse. Og for mange af os er det stadig noget, vi forsøger at definere.

Men hvad nu, hvis hjem aldrig er en mulighed? Hvis det sted, vi forlod, ikke længere findes – eller hvis det aldrig var et hjem til at begynde med?

At spørge os om vi vil rejse hjem, er en forenkling af en langt dybere kamp. For hjem er ikke blot en geografisk placering – det er et sted, hvor man føler sig tryg, værdsat og hørt. Indtil Syrien bliver et land, hvor retfærdighed, frihed og demokrati er fundamentet, er det ikke et hjem, vi kan vende tilbage til.

Så nej, du kan ikke tage det hjem fra mig, som jeg har bygget her.

For mit hjem er, hvor jeg kan være fri.