Den kriminelle udlænding – Kategorifetischisternes valg

Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti udtalte forleden i Deadline på DR2, at hans opgave er at passe på danskere. Nærmere bestemt vil han forsvare danskerne imod kriminelle udlændinge, der udsætter danskere for ”umenneskelig behandling”.

Der ligger meget i det citat, og der ligger meget i den debat, der har fået et ekstra skud tændvæske i anledning af det forestående valg: kampen om de strammeste udlændingeregler. I hver sit ringhjørne har vi Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance må i den metafor være pauseunderholdningen inden den store kamp.

Kategorisk fetichisme

Men hvad handler den store kamp om? Det tydeligste svar er, at det er en kamp om at vise, hvordan man agerer stærkest på statistikkerne over kriminalitetsniveauet for indvandrere og efterkommere af indvandrere fra de såkaldte MENAPT-lande (Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan, Tyrkiet).

Det er også en vigtig debat, da sådanne tal og studier kan give et vist indblik i nogle dynamikker, der ikke er heldige i samfundet. Det er en nem måde at kommunikere til befolkningen på – en måde at give et skær af videnskabelighed til de fjendebilleder, politikerne selv skaber, og som får plads til at leve i dele af befolkningens bevidsthed. Samtidig er det en måde, hvorved den enkelte – der måske har haft uheldige oplevelser med personer, som ikke ligner dem selv – kan generalisere den oplevelse.

Der findes mange ordsprog om statistikkens utilstrækkeligheder. Pointen er dog ofte den samme: Statisk skal fortolkes. Mit ærinde i den her tekst er imidlertid ikke udelukkende at diskutere nuancerne i tallene. Mit ærinde er derimod at fremhæve, hvordan valgkampen lider af en omgang kategorisk fetichisme – for at låne et ord fra migrationsforskningen. Her er jeg særligt optaget af ideen om “den kriminelle udlænding”. En anden gang skal man måske tale om, hvad det betyder, når statistikken om kriminalitet bruger betegnelsen MENAPT som en måde at kategorisere mennesker på. Men det må være en anden gang.

Den kategoriske fetichisme er en betegnelse for brugen af kategorier til at lovgive over for fx mennesker i bevægelse. Det bedste eksempel i nyere tid er, hvordan brugen af “flygtning” i stedet for “migrant” blev skærpet i 2015-16 under “flygtningekrisen”. Det kategoriske skifte har til stadighed konsekvenser for, hvordan mennesker, der krydser grænser, bliver modtaget og hvilke rettigheder, de har.

Det springende punkt er selvfølgelig, at sådan en kategorisk inddeling langt fra udspringer af en verificérbar virkelighed. Kategorier forskyder derimod forståelsen af, at mennesker, der vælger at forlade deres hjem, har komplekse motivationer, og at skellet mellem tvang og frivillig bevægelse er en forsimplet modsætning. Kategorier giver og tager muligheden for at få synlighed i det offentlige rum.

Den kriminelle udlænding

Pointen er, at kategorier ofte former, hvordan vi forstår menneskers handlinger, og får det til at se ud, som om folks motivation passer ind i nogle på forhånd fastlagte holdninger.

Her er vi tilbage ved den kriminelle udlænding: Når man hører debatten, så får man næsten indtrykket, at den kriminelle udlænding er en samlet kategori, der eksisterer derude. Det er sjældent, man hører “en udlænding, der har begået kriminelle handlinger”. Det er næsten som om, at de kommer til landet allerede som kriminelle – eller at deres forældre, på grund af deres ophav, skulle have gjort dem kriminelle.

For lige meget om vi taler om Rasmus Stoklund, Mikkel Bjørn, Alex Vanopslagh, Mette Frederiksen, Frederik Vad, så synes den største trussel for dem lige nu at være den kriminelle udlænding. Det er en, der – som det indledende citat peger på – står i modsætning til Danmark. Både fordi de vil skade danskere, men også den danske kultur som sådan. De stramme regler skal til for at beskytte det danske samfund mod ”dem”, der ikke vil det. Som Frederik Vad skriver i et Facebook-opslag fra lørdag 15. marts:

“Os, der er imod SF’s forslag om automatiske statsborgerskaber, flere udlændinge og mulighed for, at folk på udrejsecentrene kan bo i danske lokalsamfund, er det ikke, fordi vi er inhumane.

Vi er imod, fordi forudsætningen for Danmarks og velfærdssamfundets fremtid er tillidskulturens overlevelse.”

Ved at præsentere det som om, at tillidskulturen, velfærdssamfundet, sammenhængskraften skulle være truet, fordi der begås kriminalitet i en gruppe af marginaliserede mennesker, peger de mere tilbage på skrøbeligheden af den slags forestillinger om samfundet end på selve den kriminelle handling. Ved at skabe et kategorisk monster – den kriminelle udlænding – åbnes der for sluserne af mulige sanktioner.

Det er jo en smart manøvre – en næsten Trumpsk manøvre – at påtale kriminel og udlænding i samme åndedrag, hele tiden. “Vi vil ikke sende alle ud – bare de kriminelle”, lyder det. Men også her opererer vi med en kategorisk gråzone. For hvem bestemmer, hvad der er kriminelt. Og hvilke former for kriminalitet giver lov til at fratage opholdstilladelse eller statsborgerskab i sidste ende. Skal det gøres administrativt, som der lægges op til, ud fra nogle kategorier om, hvor dansksindet man er?

Hvorfor bliver folk kriminelle?

Når alt kommer til alt, så er det nemt at kaste kategorier i hovedet på marginaliserede mennesker. Kategorifetichister er også kontrolfetichister, idet kategorierne gør det nemmere at kontrollere mennesker, der af god grund føler sig overset.

For er den kriminelle udlænding i virkeligheden ikke et udtryk for en fejlslagen medmenneskepolitik? En ond cirkel af boligpolitik, socialpolitik – krydret med en konstant støtte til krige i udlandet initieret af såkaldte allierede?

Tilbage er spørgsmålet, om ikke den kriminelle udlænding, der tvinger politikere til at gå i svime over menneskerettighedskonventioner, er en mare, de selv har skabt. En mare som – med overlæg eller utilsigtet – hjemsøger dem.

For i bund og grund handler det om, hvorfor nogle mennesker bliver kriminelle. De vil sige, med et snært af eugenik, at det også har noget med kultur at gøre. Hvor man måske mere passende kunne sige, at kriminalitet er et symptom på et samfund, der ikke har taget hånd om mennesker på de tidspunkter, hvor de har mest brug for det.