Den lange kapitalistiske bølge ender med en nedtur – Interview med Bill Jefferies

Karen Helveg Petersen: Hvordan bruger du Marx’ arbejde i din analyse af nutidens kapitalisme?

Bill Jefferies: Marx giver en nøgle til at analysere nutidens globalisering, såsom spørgsmålet om profitratens bevægelse, åbningen af ​​nye markeder og arbejds- og lønforhold. I 1990’erne tog Kina vejen til kapitalisme, samtidig med at det tidligere Sovjetunionen og Østeuropas faste investeringer og infrastruktur blev overtaget af kapitalistiske interesser (vestlige eller oligarkiske) praktisk talt gratis.

Markederne udvidedes, i Kina alene migrerede 300 mio. nye arbejdere fra landdistrikterne til industricentrene. De to dele af verden, der hidtil lå uden for de avancerede kapitalistiske landes sfære, skaffede billigere forbrugsvarer, der begrundede de stagnerende reallønninger i Vesten. Også råvarepriserne, ikke mindst på olie, faldt. Alt det tilsammen betød, at værdiandelen af ​​kapital over for arbejdskraft globalt blev sænket, og profitterne steg i 1990’erne.

Dette forklarer opsvinget fra de træge 1970’ere og 1980’ere, der var præget af inflation, pludselige rentestigninger og økonomisk tilbageslag.

Det er måske imod de forestillinger, de fleste har om marxistisk teori: at profitterne falder over tid. Det gør de også, men der er både opgang og nedgang. Der blev også lagt op til krise, selvom kapitalismen boomede. Toldsatserne blev sænket, renterne faldt, og finanskapitalen flød internationalt. En teknologisk revolution fandt sted (computere, internetkommunikation, digitalisering). Det amerikanske hegemoni blev genetableret.

Tjenesteydelser blev meget vigtigere i økonomien end traditionelle varer, og Apple og Microsoft og mange andre virksomheder outsourcede produktionen af ​​deres fysiske produkter. Sammen med finansmarkedernes overophedning blev der skabt en ‘dot-com’-boble, som brast i 2000. Kina blev medlem af WTO året efter, og opsvinget fortsatte. Perioden 2001-2008 kom til at blive kendt som hyperglobalisering.

I Vesten fik vi et enormt ejendomsboom drevet af favorable boligrenter. Generelt steg profitraterne indtil 2008, så det var ikke dem, der var grund til finanskrakket, men finansmarkeder, der havde udviklet komplicerede nye instrumenter bygget i den blå luft. Dvs. dets base var et boligboom for nye boligejere, som blev lokket til markedet af rentetilpasningslån, der efter kort tid blev meget dyrere, end låntagerne havde råd til.

Efter 2008 fik vi en mellemtid med stagnerende profitter, hvilket kan ses som overgangen til den nuværende nedadgående fase med stadig hårdere konkurrence, som afløser den lange bølge af relativt opsving siden 1990.

Et kinesisk århundrede?

Du har skrevet om Kinas rolle? Tror du, at Kina vil overgå den vestlige verden?

Der har været meget hype om det ‘nye amerikanske århundrede’, men alt tyder på, at Kina faktisk vil få det økonomiske overtag. I den forstand har den amerikanske fjendtlighed eller frygt for Kina et vist rationale.  Efter finanskrisen begyndte Kina nemlig at true amerikanske profitter – eller rettere superprofitter, som USA er afhængigt af, ikke mindst fra højteknologi, som Kina nu arbejder sig ind på.

Kina har i øvrigt investeret 6 billioner USD i andre lande, blandt andet har det reddet hele lande med alvorlige gældsproblemer, og det har investeret i infrastruktur i store dele af det globale syd. Nu er det også begyndt at investere i vores del af verden, hvilket jo er med til at opflamme vestens skræk.

Præsident Biden (2021-2025) fortsatte Trump 1.0’s handelskrig, der begyndte i 2017. Trump 2.0 accelererer den igen. Vi får en ny periode med højere inflation og højere renter i en multipolær verden. De drastisk forøgede toldsatser vil få levestandarden til at falde for arbejderklassen, ikke for de rige eller højteknologiske virksomheder. Dette forstærker den nedadgående tendens.

Marxistisk teori bliver ved med at være relevant

Du har studeret Marx grundigt. Hvad er det centrale i hans teori?

Værdiloven er det vigtigste. Den skal ikke forstås bogstaveligt, som om man kan måle værdi direkte ved at lægge alverdens arbejdstider sammen, men som en kontrollerende mekanisme, der sætter rammerne for profit, lønninger og investeringer. Værdiloven kan derfor ikke repræsenteres i matematisk perfekte systemer, som mainstream økonomi sigter mod.

Hvad er betydningen af ​​merværdi?

Merværdi er den del af den skabte værdi, der ligger ud over – hvad de direkte producenter, arbejderne, tjener. Dette overskud modsvares ikke af noget bestemt input svarende til dette overskud, men er ubetalt arbejde, der imidlertid resulterer i konkrete varer.

Dette er den grundlæggende gåde, som al økonomisk teori på den ene eller den anden måde beskæftiger sig med. For Marx forklarer det ikke kun profit, men også muligheden for vækst, dvs. for at akkumulere stadig mere kapital, når en del af overskuddet geninvesteres. Mainstream makroøkonomisk teori giver ingen rimelig forståelse af vækst, som den ser som flere fysiske ’ting’ målt i faste priser.

Kritik af Marx

Hvad er hovedkritikken af Marx?

Med skabelsen af den industrielle kapitalisme kan man ikke observere den brugte ‘tid’ i forhold til produktet, for loven, om at produceret værdi relaterer til arbejdstid brugt i produktionen, bliver sløret af akkumuleret kapital og modificeret af markedet. Priserne kan afvige betydeligt fra enhver rimelig værdimåling.

Så hvordan kan værdiloven fungere, når den tilsyneladende ikke kan fungere? Her kommer det problem, der har skabt så megen forvirring i økonomisk teori: Varer, der er produceret med det samme arbejdskraft-input, får måske alligevel ikke samme pris på grund af den forstyrrende rolle, som fast kapital (maskiner, bygninger) og råmaterialer spiller. Disse elementer er vokset over tid i forhold til nyt arbejdskraft-input.

Men virksomheder, der konkurrerer på markedet, har ikke nødvendigvis det samme forhold mellem fast kapital og arbejdskraft. Nogle sektorer kan ikke mekaniseres og automatiseres så meget som andre. Ikke desto mindre er tendensen, at der skabes en gennemsnitlig profitrate. Det er her Marx siger, at værdier omdannes til produktionspriser, fordi den faktisk producerede ‘værdi’ omfordeles mellem kapitalisterne i henhold til størrelsen af ​​deres samlede investerede kapital. Mekanismen virker gennem markedet.

Det betyder, at inputpriserne for den næste periode ikke vil svare til de direkte producerede værdier. Ifølge Marx er det korrekt, men værdien vil stadig fungere som en kontrollerende mekanisme for priserne. Hvis varer bliver prissat i for stor uoverensstemmelse med deres værdi skabt i produktionen, vil en korrektion finde sted på et tidspunkt.

Når denne inkonsistens foregår i massiv skala – som det for eksempel skete i 1990’erne, da kinesiske varer oversvømmede markedet – er dette en af ​​årsagerne til både prisfald og også kriser.

Marx illustrerede denne transformation af værdier til priser gennem nogle numeriske eksempler i Kapitalens Bog 3. Det er et værktøj til at lette forståelsen, ikke en matematisk model af nogen faktisk eksisterende kapitalistisk virksomhedsadfærd.

Kritikere har imidlertid taget udregningen bogstaveligt og regnet videre over flere perioder, hvor systemet så ikke stemmer mere, for derefter at konkludere, at Marx’ teori faktisk er inkonsekvent, mens de selv leder efter en ligevægt, der alligevel ikke eksisterer.  Kapital virker gennem misforhold mellem forskellige typer producerede varer, forbrugs-, kapital- og luksusvarer, samt gennem pludselige spring.

Det er sådan Marx forklarer, at kriser er indbygget i kapitalismen. Langt fra at se dette træk som noget, vi bør afvise, er det en del af teorien – ligesom af verden.

Dr. Bill Jefferies underviser til daglig i økonomi på SOAS (School of Oriental and African Studies) og er lektor på Ravensbourne University. Inden længe udkommer hans bog “War and the World Economy: Trade, Tech and Military Conflicts in a De-Globalising World.

Dette er en forkortet udgave af et interview, som er udgivet hos Institut for Marxistisk Analyse. Læs hele interviewet her.

Institut for Marxistisk Analyse har et offentligt møde med Bill Jefferies torsdag 20. marts i København. Læs mere om det her.