Den nihilistiske vold

Få minutter inde i et pressemøde fredag 12. september 2025, efter anholdelsen af en mistænkt i drabet på højrefløjsaktivisten Charlie Kirk blev offentliggjort, læste Utahs guvernør Spencer Cox højt fra de beskeder, der angiveligt var indgraveret på gerningsmandens patronhylstre: “Hey fascist! Catch!”, “If you read this you are gay lmao.”, “Oh bella ciao, bella ciao, bella ciao, ciao, ciao”.

Idet Cox læste beskederne op, men tydeligvis uden at fatte hvad de betød, nægtede han efterfølgende at give en forklaring. Før drabet på Kirk ved Utah Valleys universitetscampus havde den mistænkte – den 22-årige Tyler Robinson – delt sine hensigter med nogle venner i en Discord-gruppechat. Ifølge Cox havde en pårørende til Robinson beskrevet ham som “fuld af had.” Men det eneste, man med sikkerhed kunne sige om Robinson, var, at han er en hvid, amerikansk mand, der lever det meste af sit liv online.

Den voldelige episode i Utah genantændte en større debat om politisk vold i USA. Og straks gik internettets fællesskaber og digitale hverdagsefterforskere i gang med at skitsere Robinsons ideologiske motiv. Var han radikal højre- eller venstreaktivist, ANTIFA-sympatisør, religiøs fundamentalist? De ville næppe acceptere det mest sandsynlige: at Robinson, opvokset i en tilsyneladende velfungerende mormonfamilie – med en far, der installerer køkkenbordplader, og en mor, der arbejder som socialrådgiver – sandsynligvis, og lidt tilfældigt, har samlet et lidt rodet miks af ideologiske positioner med varieret overbevisning.

Med andre ord blev Robinsons brutale handling formentlig begået som en ironisk gestus. Ikke ud fra et Breivik-lignende højreekstremistisk synspunkt pyntet i vikingesymbolik. Den voldelige handling var nok nærmere motiveret af en uforløst vredesfølelse, en intuition eller mavefornemmelse, snarere end ud fra et stærkt ideologisk standpunkt.

For mange amerikanere (og resten af verden) i dag – og i særdeleshed for unge som Robinson, der er vokset op på sociale medier og streamingplatforme – er internettet en kraftfuld stemningsmaskine. På diverse online-fora og chatgrupper kører cyberspace på følelser af had, vrede, håbløshed, nihilisme, bitterhed, kynisme, paranoia, utilfredshed og afhængighed.

Internettet

For i dag er internettet ikke længere det digitale rum, man forestillede sig 1990’erne – et frirum, en udvidelse af demokratiet – men derimod et territorie koloniseret af virksomheder, varer, influencere og politikere. Heri produceres mange forskellige verdener, falske sandheder og nye fællesskaber. Imaginære virkeligheder i algoritmiske former, der intervenerer i det virkelige, levede liv. Sommetider med døden til følge.

Store dele af internettet er siden 1990’erne i stigende grad blevet tømt for intention, oprigtighed, værdi og ikke mindst mening. På samme måde som den eufemistiske vold i dagens medielandsskab tømmer ordene for betydning i henhold til det igangværende folkedrab i Palæstina. Begreber som viden, analyse og forståelse er blevet forvrænget til ukendelighed eller erstattet af en overflod af informationer, data og chatbots. Eller fuldstændigt udeladt.

Internettet er med andre ord blevet det, idéhistoriker Anton Jäger kalder hyperpolitisk – et sted for flygtige fællesskaber uden forpligtelser, uden nævneværdig forbindelse til institutioner, konkrete resultater eller en decideret politik. Hurtige bemærkninger og voldsomme følelser. At være ung på internettet i dag er at befinde sig i en tilstand af permanent konflikt, hvor alt – handlinger, begivenheder, ytringer, ord – lades med politisk fylde, ironi eller aggressivitet.

Under pressemødet gentog Cox flere gange at, “sociale medier er en kræftsvulst i vores samfund.” – de sociale medier, og den giftige onlinekultur, blev igen gjort til skurk.

Sociale medier og onlinekultur er ikke alene forklaringen på den eskalerende politiske vold, vi oplever i hjertet af vores såkaldte liberale demokratier. For afspejler drabet på Kirk ikke nærmere en konjunktur i en systematisk voksende bølge af politisk vold i USA, og andre steder? Et brutalt og spektakulært udbrud, som en hyperpolitisk spasme, trukket op fra en banal understrøm af frustration og forvirring blandt Vestens befolkninger?

For hvis internettet blot afspejler et sammenbrudt kapitalistisk system, hvis destruktive politiske effekter har aflejret sig i vores omgivelser siden 1970’erne – med massiv demokratisk krise, det økologiske kollaps og den generelle følelse af afmagt, resignation og nihilisme i Vesten – hvordan kan vi så skelne den politiske vold fra andre voldsformer?

Eller rettere, er drabet på Kirk, og det trivielle motiv, der tegner sig, ikke nærmere et udtryk for en form for nihilistisk vold – en voldsform, der ikke primært er båret af en klar politisk ideologi eller et ønske om samfundsmæssig forandring, men derimod en oplevelse af meningsløshed, afvisning eller trang til at udtrykke vrede, desperation eller had uden et decideret formål?

Hvad er politisk vold?

Attentatet på Kirk sker midt i en bølge af såkaldt politisk vold i USA. En voldscyklus, der roterer hyppigere, end nyhedscyklussen kan følge med: fra to attentatforsøg mod den siddende præsident Donald Trump, forsøgt brandstiftelse på Pennsylvanias guvernør Josh Shapiros hjem, Tesla-vandalisme og angrebene på formand for Repræsentanternes Hus Nancy Pelosis mand, til mordet på Minnesotas delstatsrepræsentant Melissa Hortman.

Volden har ikke helt samme karakter i Danmark, men vi fornemmer i nyhedsbilledet en tiltagende vrede og chikane mod politikere i form af digitale angreb og trusler.

Da United Healthcares direktør Brian Thompson i 2024 blev skudt ned og dræbt på åben gade i New York City, blev den formodede gerningsmand, Luigi Mangione hyldet som en slags folkehelt. Drabet var ikke eksplicit partipolitisk, men blev derimod anset som en form for klassekamp – et udfald mod kapitalen. Et angreb på en repræsentant for Corporate America. Hvorvidt Robinson vil blive hyldet som en folkehelt eller fordømt som en terrorist, må tiden vise. Selvom intet tyder på, at Robinson vil modtage samme fanfare, martyragtige status som Mangione eller blive et ekstremistisk kultsymbol som Unabomberen, Ted Kaczynski. 

I forhold til Kirk-attentatet må man spørge, hvem der skal vurdere eller afgøre, hvad der tæller som politisk vold? Hvilken fortolkningsramme gør sig gældende for at forstå politisk vold, og hvem der har magten til at gennemtvinge den? Hvilke former for vold kvalificerer som politisk, og hvem skal tildele de ideologiske mærkater til hhv. gerningsmænd og ofre? Med andre ord – hvornår er noget politisk vold, som noget der adskiller sig fra andre voldsformer?

I en simpel forstand kan vi måske forstå dagens politiske vold i en dobbelt betydning som mere end blot omsætningen af en ideologisk overbevisning til en finger på aftrækkeren. For den politiske vold er også et udtryk for samfundets tilstand. Vold som en form for sprog, der formidler en følelse. Et middel der på samme tid er beskeden og budskabet i sig selv. 

Den politiske vold afslører noget om kapitalismens greb om den virkelighed, vi lever i, og den måde, neoliberalismen har opløst samfundets sociale tekstur. Det er imidlertid svært ikke at læse drabet på Kirk gennem et sociologisk perspektiv og voldens historiske linjer i amerikansk politik.

En politisk depression

Men er den ikke også et udtryk for en bredere krise – en politisk depression i Amerika og Vesten? En afspejling af, at den politiske orientering i de liberale demokratier er blevet tiltagende mere forvirret, fordi vi grundlæggende mangler et sprog og de nødvendige kategorier til at forstå vores samtid?

Uden fælles organisering, institutioner, sprog og de nødvendige begreber, som i massepolitikkens tid var udgangspunktet for at bekæmpe kapitalismens magt på sine særskilte, klassebaserede præmisser, står vi i dag tilbage med generationsopgør, identitetspolitik og kulturkamp.

Alligevel er der noget ved begrebet politisk vold, der gør det politiske omsonst i en tid, hvor alt er politisk uden reelle konsekvenser. For er vold politisk, hvis dens ofre ikke er det? Eller hvis gerningspersonens ideologiske ståsted er usammenhængende eller motiveret af andet end politiske overbevisninger? Er drabet på George Floyd i 2020 eksempelvis en form for politisk vold?

Eller er folkedrabet i Palæstina – de ulovlige bosættelser og den overlagte udsultning af befolkninger i Gaza og Vestbredden – da ikke en form for politisk vold? Hvornår flyder vold over i politisk vold? Og giver det overhovedet mening at tale om politisk vold i en hyperpolitiseret virkelighed? 

Hvid, kristen vold fra højre

Højrefløjen har en tendens til at benytte begreber temmelig snævert: at politisk vold er fysiske overfald på relativt kendte politiske individer. Men hvorvidt højrefløjens selektive bestemmelser af, hvad der tæller som politisk vold er strategiske eller ej, tvinger det os under alle omstændigheder til at spørge om eksempelvis et skoleskyderi – ofte ledsaget af manifestlignende tekster, hvor gerningspersonerne fremfører politiske eller eksistentielle motiver – også kan betragtes som politisk vold?

Er vold kun politisk vold, hvis det går fra venstre mod højre?

Hvis vi følger højrefløjens snævre definition af politisk vold, bliver Pennsylvanias guvernør Josh Shapiro særligt relevant. Efter Kirks død fremhævede Shapiro de mange farer ved den eskalerende politiske vold. Politisk vold kan ifølge Shapiro defineres som ”mennesker, der bruger vold til at løse politiske uenigheder”. I en pressemeddelelse efter Kirks død benyttede guvernøren hurtigt muligheden til at kritisere sin politiske modstander, Donald Trump, for sin selektive tilgang til fordømmelsen af politisk vold:

”Det skaber kun yderligere splittelse”, pointerede Shapiro, fordi nogle opfatter det ”som en legitimering af at begå mere vold, så længe det passer ind i deres fortælling eller kun rammer den anden side”. Imens beskyldte Trump ”den radikale venstrefløj” for drabet på Kirk, og lovede, ”at finde hver eneste af dem, der har bidraget til denne ugerning og til anden politisk vold”.

Det kan hurtigt anfægtes, at det, vi bevidner i USA lige nu ikke handler om partipolitiske uenigheder mellem venstre og højre, Demokrater og Republikanere, som de borgerlige gerne vil have os til at tro. Men at volden derimod udfolder sig som reel klassekamp og økonomisk krig under påskud af partipolitiske forskelle, identitetspolitiske stridigheder og kulturkrige. Men højrefløjens selektive og kategoriske brug af begrebet politisk vold udstiller både deres eget hykleri og en grundlæggende krise i det borgerlige projekt.

Uanset hvordan man definerer politisk vold, er det statistisk set højrefløjen selv, der står for langt størstedelen af den politiske vold i USA. En undersøgelse fra 2023 viser eksempelvis, at samtlige ”indenlandske ekstremistisk-relaterede drab” i USA i 2022 blev begået af højreekstremister, hvoraf 84 procent var tilhængere af hvidt overherredømme (white supremacists).

Den tiltagende forbindelse mellem den ekstreme højrenationalisme og kristendom er resultatet af neoliberalismens kollaps og et trævlet samfund. Højrefløjens svulstige brug af kristendommens symbolsprog og korsets tegn er ikke bare konsekvensen af et liberalt demokrati i krise; det er også et udtryk for en generel mangel på et politisk sprog til at beskrive og forstå vores politiske virkelighed. Man behøver blot at se Christian Swegals spillefilm Sovereign fra 2025 for et konkret eksempel på denne statistik, og på den ”højreorienterede” vold, der udspringer af et socialt opløst samfund.

Og i fraværet af de nødvendige kategorier, som vi i det 20. århundrede baserede vores politik på – klassekamp, solidaritet, økonomisk krig – findes nu kun et apolitisk sprog, der tegner en sociologi for verden, som ironisk nok er blevet mindre sociologisk. Det er civilisationernes kamp, ikke klassekamp. Arternes kamp, biologien, socialdarwinismen. Ikke politisk økonomi.

Det er med andre ord altid efter en voldelig begivenhed som mordet på Kirk, at højrefløjens egen krise gør sig synlig: at den borgerlige politik har ført til en ny form for salonfascisme. Her river borgerlige politikere og debattører hovedet af andre borgerlige i en kamp for at lægge afstand til den vold, de selv har skabt betingelserne for. Som om de skyggebokser med dem selv.

Mens Shapiro kritiserede Republikanernes selektive omgang med fordømmelsen af politisk vold, endte han selv med at generalisere sit budskab: ”vold er aldrig i orden, uanset motiv. Vold er aldrig svaret.” Det er et klassisk borgerligt, populistisk trick at udbasunere noget, alle kan samle sig om, og som ingen kan være uenige i. Som at sige nej til vold, krig og smerte. For det absurde er, at dette på samme tid kommer fra en mand, som er urokkelig i sit forsvar for den israelske besættelsesmagt og den brutale undertrykkelse af pro-palæstinensiske protester landet over.

Den nihilistiske vold

Jeg kan her sagtens beskyldes for at bruge attentatet på Kirk som en trædesten for at rette opmærksomhed på situationen i Gaza. Men det er måske hele pointen. For nok er den eskalerende politiske vold bekymrende, i USA og i Danmark og andre steder – om den er rettet mod Mette Frederiksen, Charlie Kirk, Inger Støjberg eller George Floyd. Men det klinger hult, når højrefløjen blæser til kamp mod politisk vold på samme tid som dets tilhængere dagligt erklærer deres militære og moralske støtte til den israelske besættelsesmagt i Palæstina.

Der er den ”usynlige” politiske vold, nogle besidder privilegierne til ikke at forholde sig til. Og den vold, andre må lægge krop til for at dette privilegie kan opretholdes. Herunder er dagens politiske vold ikke bare strukturel; den er også banal. En nihilistisk vold, der udfolder sig i et politisk tomrum og formidler afvisningen af enhver fremtid.

I Palæstina er beviserne klare. Den israelske premiereminister Benjamin Netanyahu og en bred kreds af israelske embedsmænd, politikere og militære ledere har løbende været eksplicitte om deres hensigt om at tilintetgøre Gaza som hævn for Hamas’ angreb på en festival 7. oktober 2023. Eksempelvis har næstformand for det israelske parlament, Nissim Vaturi, på sociale medier gjort det klart, at opgaven er at ”udslette Gazastriben fra jordens overflade”. Ligeledes har finansminister Bezalel Smotrich efter Hamas’ angreb erklæret, at Gaza vil være ”totalt ødelagt” inden for seks måneder.

Der kan ikke være noget at misforstå, selvom mainstreammedierne i Vesten og borgelige politikere konstant har ligget i brechen for at ”nuancere debatten” og lægge retoriske røgslør over folkedrabet. ”Det er kompliceret”, siger de. Men den objektive og subjektive vold i form af strategisk udsultning, vejspærringer, checkpoints, deportationer, bosættelser, droneangreb og massedrab, der udfolder sig i Gaza er ikke til at tage fejl af: det er overlagte, politisk motiverede handlinger. Ikke naturkatastrofer.

Små børn, som i vestlige mainstream-medier beskrives som ”unge kvinder”, bliver ikke bare ”ramt” af skud eller ”kolliderer med en kugle”; de bliver skudt med overlæg af israelske finskytter på åben gade. Den nødhjælp, der ikke kommer frem, ”står ikke bare stille”; den bliver nægtet adgang til Gaza af israelske tropper. Og de teltlejre, palæstinensiske fordrevne forsøger at (over)leve i, bliver ikke bare ”flyttet”; de bliver bombet og tilintetgjort af missiler affyret af den israelske besættelsesmagt.

”Krigen” i Gaza er ikke en ”krig”. Den er et folkedrab.

Højrefløjens (og herunder også den danske regerings) materielle, militære, moralske og økonomiske støtte til Israel – samt deres utrættelige forsøg på at dække det til med retoriske forvridninger – er den nihilistiske vold par excellence, fordi det historiske neoliberale projekt, som verden skulle funderes på, har mistet mål, mening og retning. Der er ikke længere nogen vision eller konstruktive fremtider; kun den administrative forvaltning af sammenbruddet i form af verdens første AI-drevne folkemord.

Ligesom den politiske vold i USA ikke handler om partipolitiske uoverensstemmelser, men om en mere grundlæggende krise i Vestens liberale demokratier, er det klart, at kampen om Palæstina er det første led i afviklingen af den gamle verden – og Vesten.