Den yderste højrefløj og Israel

Hvad er forklaringen på, at den yderste højrefløj i Europa og USA – som tidligere enten var antisemitisk eller havde klare antisemitiske træk – i de senere år angiveligt står som stærke kritikere af antisemitisme?

Nazismen byggede blandt andet på anti-jødiske fordomme og had, og nazister slog millioner af jøder ihjel. Fascismen var ligeledes stærkt anti-jødisk, og i flere år efter Anden Verdenskrig var mange på det yderste højre stadig antisemitiske. Men det har ændret sig i de senere år – i hvert fald for størstedelen af de yderste højregrupperinger.

Men hvad er forklaringen på denne omvending? Meget tyder på, at det primært skyldes støtten til Israel. Hvor nogen måske ville tro, at støtte til Israel ville stamme fra en støtte til jøders ret til et liv uden racistiske fordomme – det vil den zionistiske ideologi i hvert gerne have os til at tro – så er det snarere omvendt: Det er støtten til Israel, som er baggrunden for højrefløjens fokus på antisemitisme.

Forklaringer

Det kan blandt andet hænge sammen med, at de israelske regeringer i de seneste par årtier har være domineret af stærkt højreorienterede politikere.

Hvor Israel i de første årtier efter oprettelsen af staten Israel var domineret af politikere, som orienterede sig i socialdemokratisk retning, er det i dag de stærkt højreorienterede partier, der dominerer. Partierne på den yderste højrefløj i Europa og USA kan derfor lettere finde referencepunkter i Israel.

En anden og langt vigtigere forklaring er, at Israel anses for at være en afgørende spydspids i kampen mod muslimer. Kampen mod muslimer og mod indvandring fra muslimsk dominerede lande er et samlingspunkt for højreorienteret politik i Europa, men også i USA.

Den tidligere antisemitisme på højrefløjen er blevet erstattet af antiislamisme, og Israel spiller en vigtig rolle i den forbindelse. Israel anses for at være en forpost for den ’vestlige verden’ i Mellemøsten.

Pro-zionistisk antisemitisme

Men billedet på højrefløjen er også mere mudret. Der findes stadig forskellige antisemitiske træk blandt stærkt højreorienterede. Den italienske premierminister Meloni har været nødt til at gå op imod antisemitiske ytringer fra medlemmer af hendes eget postfascistiske partis ungdomsorganisation. Og i flere andre lande finder man eksempler på det, nogen kalder pro-zionistisk antisemitisme.

Det kommer til udtryk i anvendelsen af den antisemitiske ’hundefløjte’, som handler om jødisk indflydelse inden for kultur og intellektuelle institutioner såsom universiteter og om international ’jødisk kapital’, eksemplificeret ved George Soros.  Her bygger man videre på alle de velkendte konspirationsteorier, som også spillede en væsentlig rolle i mellemkrigstiden. Men samtidig er man blandt de stærkeste støtter af Israel og alle israelske handlinger til bekæmpelse af palæstinenserne.

Men ’mainstream’-positionen på den yderste højrefløj er totalt at sammenblande zionisme og jøder. Inden for denne ideologiske ramme må enhver jøde være zionist, eftersom zionismen anses som svaret på den undertrykkelse, jøder i århundreder og i særdeleshed i det 20. århundrede har været udsat for i Europa.

Politiske positioner

Man må nok indrømme, at det i de seneste år er blevet sværere at trænge igennem med viden om, at antizionisme ikke er det samme som antisemitisme. Kritik af Israel og dets undertrykkelse, fortrængning og udryddelse af palæstinenserne bliver i stigende grad udlagt som antisemitisme. Det kommer bl.a. til udtryk i forsøg på at definere anti-zionisme som en ’ny form for antisemitisme’. Det har Israel og dets mange støtter en klar interesse i.

Det stiller progressive og venstreorienterede mennesker og politiske og sociale organisationer i en vanskelig position.

Men der er næppe nogen anden vej end at fortsætte kampen for og støtten til palæstinensernes ret til en selvstændig stat – og at styrke den ideologiske kamp mod den giftige sammenblanding af kritik af Israel og anti-zionisme med antisemitisme.