Venstre har ligesom resten af blå blok famlet i blinde i et desperat forsøg på at kritisere nedlukningen, mener Dennis Kristensen. Foto: Venstre / Flickr.
8 min. læsetid

Selvfølgelig vil der være begået fejl i håndteringen af krisen. Blå blok virker dog desperate i forsøget på at kritisere nedlukningen, skriver Dennis Kristensen.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.


Af Dennis Kristensen

Angrebene på håndteringen af coronakrisen bliver mere og mere skingre. Den delvise nedlukning af Danmark har i liberalisters øjne kostet en formue uden at redde blot ét ekstra menneskeliv. De mest yderligtgående på den borgerlige side svinger sig i medie-lianerne med mere og mere vilde påstande om – statsligt overformynderi, magtfuldkommenhed og sågar indførelse af nordkoreanske tilstande. Meningsmålingerne siden sundhedskrisens start tyder dog på, at desperate liberalisters højtråbende vrøvl nærmest har den modsatte effekt på vælgernes flertal.

Regeringens arbejde med at få styr på sundhedskrisen skal naturligvis både kigges over skuldrene og vurderes kritisk. Ekstraordinære beføjelser til magthavere i krisesituationer forudsætter ekstraordinær demokratisk opmærksomhed hos borgere og medier.

Og vi skal selvfølgelig, når vi har lagt krisen bag os, lære af de fejl, som indiskutabelt er begået undervejs. I mine øjne er det mest kritisable en håbløs håndtering af personlige værnemidler, som i alt for stort omfang og alt for længe ramte ansatte og patienter i sundhedsvæsenet og ansatte og borgere i ældreplejen og indsatsen for udsatte grupper.

Fællesskabets har vist sin enorme styrke

Men det er lige så indiskutabelt, at fællesskabet og den fælles ansvarlighed har vist sin enorme styrke under krisen.

Vi har på samme tid skaffet ekstraordinære ressourcer til behandling af corona-smittede og holdt store dele af de, der økonomisk blev ramt af de forebyggende foranstaltninger med tvangslukninger eller voldsomt indgribende krav til en fortsat drift – helt eller delvist skadesløse gennem stribevis af milliardstore hjælpepakker.

Læs også: Dennis Kristensen: Ærgerligt, at de politiske bukser ikke kunne holde

For en stund blev erhvervslivets monotone lovprisning af skattelettelser – som vejen til landet, der flyder med mælk og honning – afløst af non-stop fremstrakte hænder med krav om flere støttekroner fra den fælles kasse. Og de fleste gange blev hænderne fyldt.

Vi tog som fællesskab fra første dag ansvar for de mest udsatte. De fleste af os accepterede, at hensynet til de – der så ud til at blive ramt hårdest ved smitte med coronavirussen – måtte have højere prioritet end fortsættelse af vores egen hidtidige tilværelse.

Vi tog med andre ord det fælles ansvar på os på trods af hjemsendelser, butikslukninger, masseafskedigelser, indskrænkning af vores bevægelses- og forsamlings-frihed, nedlukning af ikke-samfundskritiske offentlige funktioner, samt grænselukning og alt det andet, der på ganske kort tid vendte samfundslivet og vores hverdag på hovedet.

Og de første beslutninger så – i det mindste udadtil – ud til at have opbakning fra et samlet Folketing. Begrebet samfundssind blev ikke blot allemandseje. Det blev i en kortere periode ligefrem alle partiformænds eje. På tværs af politiske holdninger til velfærd og offentlige udgifter, så skulle hensynet til fællesskabet – samfundssindet – nu have topprioritet.

Men siden da er kritikken af håndteringen af sundhedskrisen fra de mest yderligtgående liberalister haglet ned over regeringen (og måske i en vis udstrækning indirekte også over de borgerlige partiers ledelser). Der er ikke mange beslutninger og handlinger, som i liberalisternes øjne ikke alene er forkerte, men også nærmest er landsskadelige.

Smæk for skillingen

Langt de fleste borgerlige debattører og meningsdannere har dog kastet håndklædet i ringen over for de første politiske beslutninger om delvis nedlukning af samfundet. I situationen var det nok nødvendigt og blev gennemført i land efter land.

Men derefter vælter den liberalistiske kritik frem. Eksemplerne er overvældende mange. Men forretningsmanden Asger Aamunds indlæg i Berlingske midt i april topper nok op på de mest ekstreme udfald:

“Miraklet indtraf, da en lille kinesisk fyr ved navn covid-19 besluttede sig for at virkeliggøre generationer af socialdemokraters hedeste drøm: Danmark som formynderstat under omsorgsfuld, men myndig socialdemokratisk ledelse. På kun fire uger har det gamle arbejderparti omdannet det demokratiske Danmark til et smilende og velstående DDR, samfundet hvor alt, hvad der ikke er påbudt, er forbudt. Statsminister Mette Frederiksen stortrives under sin daglige matronisering af befolkningen. Hver evig eneste dag nyder landsmoderen det hidtil uhørte privilegium, at hun kan fortælle os alle sammen, hvad vi nu får lov til, og især hvad vi i dag ikke har lov til.”

Partihopperen Marcus Knuth kastede sig helt ud i højreekstremismens tåger i forsøget på at slå Asger Aamund på målstregen, ved i samme avis at meddele, at han under sundhedskrisen har intet mindre end en følelse af at befinde sig i Nordkorea.

Det er godt nok smæk for skillingen. Regeringen skal have tæsk, og egne støtter skal have en indirekte opfordring til at springe op og ned på de forbud, påbud, anvisninger og vejledninger, som udsendes fra regerings- og myndighedskontorer – med mindre de da vil se sig selv i spejlet og få øje på en “slavesjæl”, der blindt tror på, “at den nye formynderstat hviler på et fundament af social kærlighed og solidaritet”.

Indimellem er larmen fra de liberalistiske guerillastyrker så voldsom, at man ligefrem kan blive i tvivl om, hvorvidt der eksisterer andre borgerlige indgangsvinkler til krisen.

Partihopper Marcus Knuth (K) har i et indlæg i Berlingske Tidende sammenlignet Danmark under coronakrisen med “at befinde sig i Nordkorea”. Eksisterer der andre borgerlige indgangsvinkler til krisen end den totalt alarmistiske, spørger Dennis Kristensen. Foto: Venstre / Flickr.

Ideologisk vraggods

I det lys er det befriende at læse interviewet med den konservative historiker Michael Böss i Berlingske 30. maj. I Böss’ øjne “har corona-krisen udstillet en gabende kløft af åndeligt armod” langt ind i de borgerlige rækker. . Og han peger på, at “det netop er et udtryk for en løbsk liberalisme uden blik for fællesskabet”, når borgerlige “råber højt om totalitære tendenser i en historisk krisesituation, der kalder på ekstraordinære tiltag”. Det kan næsten ikke siges mere præcist.

De mest yderligtgående borgerlige har i desperation over fællesskabets succes under sundhedskrisen ladet sig rive med i en liberalistisk malstrøm, der fører dem ud i et nærmest frit fald med helt absurde påstande om den nuværende indsats mod coronavirussen.

“For Asger Aamund, Marcus Knuth og deres ligesindede må det at nå til erkendelse af, at staten spiller en vigtig rolle for både markedet og civilsamfundet, føles som at skulle gå barfodet på glødende kul.”

Michael Böss lægger tydelig afstand til den moderne liberalisme, som ifølge ham baserer sig på individuelle rettigheder og jura. “De liberale kritikpunkter forekommer næsten som en slags ideologisk vraggods, der flyder op til overfladen.”

Coronakrisen viser, at det er noget andet, der er behov for. Ikke mindst, at liberale erkender “statens betydning for markedet og civilsamfundet”. Det handler for Böss om at revidere liberalismen i lyset af statens rolle i håndteringen af krisen for at redde virksomheder og arbejdspladser med hjælpepakker.

Böss’ eftertænksomme overvejelser ligner godt nok ikke de borgerlige debattørers til tider rablende udmeldinger. For Asger Aamund, Marcus Knuth og deres ligesindede må det at nå til erkendelse af, at staten spiller en vigtig rolle for både markedet og civilsamfundet, føles som at skulle gå barfodet på glødende kul.

Den gymnastiske øvelse kommer de mest liberalistiske kræfter næppe til at gennemføre. Og Böss er da heller ikke fortrøstningsfuld på liberalismens vegne. “Dybest set tror jeg, at selvom der er meget støj og larm fra den liberalistiske fløj i øjeblikket, så vil den stå stærkt svækket efter krisen. En liberalisme, som ikke har en social etik, en forestilling om vigtigheden af at stå sammen og vise solidaritet, vil ikke have en stor politisk fremtid i Danmark.”

De aktuelle meningsmålinger ser ud til at give Böss medvind i den spådom, men den egocentrerede, fællesskabs-afvisende, “det handler om min frihed på din bekostning”-elite forsvinder næppe så let. Desværre.


Dennis Kristensen er tidligere portør, og har været forbundsformand for FOA fra 2002-2018. På Solidaritet.dk skriver han hovedsageligt om arbejdsmarkedsforhold, ulighed og “politisk ømme tæer”.