Der er helt hyggeligt ved Bispeengbuen

Bispeengbuen er nok et af de mest kiksede motorvejsbyggerier i Danmark. Her hæver den sekssporede motortrafikvej sig op i anden sals højde og pløjer gennem tæt boligbyggeri på grænsen mellem Frederiksberg og Nørrebro.

Beboerforeningerne protesterede ved byggeriet, de flagede med sorte flag ved åbningen i 1972, og de fortsætter med at kræve, at den gamle Ladegårds Å igen skal komme ud og derved give lidt natur til Nørrebro-Frederiksberg-grænsen.

Motorvejen skærer kikset videre gennem Utterslev Mose og senere Hareskoven. Et tegn på bilismens triumf over naturen og menneskene.

Men Bispeengbuen er også et tegn på, at kommunen gør noget for beboerne. Ok – under buen er størstedelen af området triste parkeringspladser, men der er også en del, hvor der er boldbure. Der er faktisk helt hyggeligt, og teenagere spiller. Og lige omkring Bispeengsbuen er der grønne områder med bænke, flere boldbure, grillpladser, hvor de lokale kan grille omkranset af hække og Cafe Lunden i en skjult park.

Nu er vi til fernisering på en fotoudstilling på Borups Plads.

Her er vi samlet godt et halvt hundrede mennesker – mest lokale for at se den udendørs udstilling. 11 fotografer har sendt billeder ind, og alle er repræsenteret på plancherne, fortæller Metha fra kommunen. Udstillingen vil vise kvarteret, siger hun. Der er mulighed for at få en sodavand eller øl med eller uden alkohol.

Der er mange gode billeder, bliver Marianne og jeg enige om.

”Det billede lægger en poesi ind over Bisepeengbuen, som jeg aldrig før har bemærket”, siger Marianne om billedet, som Mauricio Monterrubio har taget. Vi bliver enige om, at det nok skyldes lyset på billedet.

En mand fortæller, at han er tredje generations-nørrebroer. Hans bedstefar arbejdede på Vulkaniseringsfabrikken – det gjorde hans far også – og nu har han fotograferet fabrikken, der ligger under Højbanen ved Nørrebro Station. Vulkanisering er en proces, hvor man lægger nye slidbaner på gamle dæk – en slags genbrug – men det gør vi ikke mere – nu sælger vi bare dæk, fortæller han. Henrik Larsen har taget billedet af dæksalget under højbanen.

Borups Plads støder op til Telefonhuset, hvor der i en fortid fra en anden teknologisk alder var telegraf, og hvor telefonsamtaler blev forbundet af damer, som satte ledninger sammen.

Telefonhuset er en af Københavns mest monumentale bygninger, med sit markante tårn – ”men det er, som om bygningen vender ryggen til byen”, siger Marianne. Marianne bor selv ved Bispeengsbuen, men ovre på Frederiksbergsiden.

”Det bedste ved udstillingen er, at den gør Borups Plads interessant”, siger Marianne. Jeg er jo kommet her i mange år, men det er sådan et sted, man bare kører forbi. Tidligere var der en kinagrill. Nu er der kommet sushibar, og der er cafeer i stedet for værtshuse, så fastfooden er blevet opgraderet, men ellers ligner det sig selv.”

Fotoudstillingen på Borups Plads varer det meste af september med – og er en del af et større kommunalt projekt.

Der er også hængt en skulptur op på et boldbur. Den har titlen ”Portræt af stemmer der lever mellem os”. Den forestiller to ansigter i stort format. Den er lavet af Jeppe Hansen, med kunstnernavnet ”Jay”, der arbejder med genbrugsmaterialer og har haft lokale med til at save og male kunstværket. ”Det ligner mere et relief”, siger Marianne.

Kommunens indsats – reform eller revolution

Jeg får indtryk af, at det er lykkedes nogenlunde godt at få lavet et lokalmiljø omkring Bispeengen, som er hyggeligt – og hvor mennesker lever og er glade for deres sted.

At motorvejen går gennem byen, kan eller vil kommunen ikke gøre noget ved – men der er gjort noget for lokalmiljøet.

Det er som reform eller revolution. Revolutionen ville være at få fjernet motorvejen, omlagt samfundet til kollektiv trafik og åbnet Ladegårdsåen igen.

Reform-løsningen er at give nogle penge til en kvarters-plan – sørge for boldbure under Bispeengbuen, sætte støjskærme op omkring motorvejen og plante træer på alle små ledige pletter. Det er ikke godt nok – men det er meget bedre end ingenting, filosoferer jeg.

Marianne og jeg slutter på Cafe Lunden, med et glas øl og vin, hvor vi sidder mindre end 30 meter fra den sekssporede motorvej, men der er grønt med træer og vi kan faktisk ikke høre motorvejen.