Der er klassekamp – og venstrefløjen er bagud

Måske skal vi holde op med at fortælle eventyr.

Myten om, at Danmark er et af verdens mest lige samfund, er – en myte. Den har ikke meget med dagens virkelighed at gøre.

Gini-koefficienten for indkomst – den som måler indkomstulighed – er ifølge Danmarks Statistik over de 25 år fra 1999 – 2024 steget fra 23,83 til 30,43, altså med 28 procent på 25 år.

Det betyder, at Danmark befinder sig nogenlunde midt i EU – sammen med lande som Tyskland og Frankrig, men langt over Sverige, Finland, Holland og Norge, som er lande, vi normalt sammenligner os med.

Hvad angår formueulighed ligger vi med en Gini-koefficient på omkring 73 på niveau med Tyskland, men foran de fleste andre EU-lande som fx Frankrig, Holland og Finland.

Samtidig ejer en procent af befolkningen 25,3 procent af alle værdier – op fra 21,7 procent i 2021 – og andelen af formuen for de rigeste 10 procent er cirka halvdelen af den samlede formue.

Penge er magt. Og magt korrumperer. Den enorme ophobning af rigdom skal investeres, og det betyder, at alle værdier opkøbes af folk, der har næsten ubegrænsede midler. Vi ser det i boligmarkedet i de større byer. Priserne presses op, og vi er nødt til at gældsætte os mere og mere for at kunne købe en bolig. Det betyder, at vi alle sammen låner flere og flere penge og gældsætter os mere og mere. Og hvor kommer de penge fra, som vi kan låne?

Det er altså på tide at se virkeligheden i øjnene.

Vi er ikke et af de mest lige lande i verden og vi er ikke mere lige end vores nabolande – snarere tværtimod.

De fattige bliver fattigere – de rige bliver rigere

Samtidig er der sket en række andre ting i den periode.

Efterlønnen er reduceret, dagpengeperioden var for 25 år siden fire år med en optjeningsperiode på et halvt år og en dækning på knap 70 procent af medianlønnen, hvor dækningen i dag er omkring 50 procent af medianlønnen med en dagpengeperiode på to år og med et års optjeningsperiode.

Derudover havde man ret til sygedagpenge i 52 uger, hvor man i dag – siden sygedagpengereformen i 2014 – har ret til sygedagpenge i 22 uger.

En uforholdsmæssig stor del af væksten i samfundet er altså kommet de allerede rigeste til gode, mens forholdene for lønarbejderne og for dem, der er på kanten af arbejdsmarkedet enten har udviklet sig væsentligt langsommere eller er blevet direkte forringet.

Dertil kommer, at lønkvoten – den del af bruttoindkomsten fra virksomheder, der går til løn – er faldet fra omkring 70 i 2008 til omkring 56 i 2023, og pilen peger stadig nedad.

Ser vi på kontanthjælpen – den der skal holde hånden under de svageste, indtil de er afklaret til enten arbejde eller en mere permanent ydelse – så er den løbende blevet forringet i de sidste 30 år.

Man vedtog i 1991, at kontanthjælpen skulle reguleres i takt med lønudviklingen på det privat arbejdsmarked. Hvis det var sket, skulle kontanthjælpen i 2024 før den sidste reform have været 4.400 kr. større om måneden før skat eller 2.800 kr. om måneden højere efter skat. Og det var før den sidste reform, hvor man på grund af fjernelsen af §34 fjernede retten til boligstøtte for en række kontanthjælpsmodtagere.

Alene i Frederiksberg kommuneviser det sig, at ud af 1.127 borgere på kontanthjælp vil 664 få en uændret eller højere ydelse. Og blandt de 463, der nu får en lavere ydelse, er der 178, som falder 2.000 kroner eller mere måneden i kontanthjælp.

De fattige gøres fattigere samtidig med, at de rigeste får en større og større del af samfundets indtægter samtidig med, at de får massive skattelettelser. Unge mennesker får vanskeligere og vanskeligere ved at finde ordentligt betalt fast arbejde af den slags, man kan bygge en familie på, så en del bliver hængende i et limbo i årevis.

Læg dertil den massive stigning i boligformuerne i de større byer, som tilmed er skattefri.

Klassekamp fra oven

Alt dette er følgerne af den neoliberale politik, som skiftende regeringer har ført siden omkring 1990 under navnet ”Nødvendighedens politik”.

Det er klassekamp fra oven!

Resultatet er en stigende marginalisering både socialt, generationsmæssigt og geografisk, og det er formentlig hovedårsagen til den stigende søgning mod yderfløjene – især til højre.

Vi har som venstrefløj været alt for langsomme til at reagere på den marginalisering og den brutale stigning i uligheden, som de mere sårbare dele af samfundet oplevede, både økonomisk og geografisk. Vi har ikke talt om den på en måde, så de, der blev ramt, følte sig hørt og forstået. Vi har i alt for høj grad overladt banen til højrefløjen.

Med andre ord – vi er blevet alt for pæne.

Vi lever midt i den mest brutale klassekamp siden 2. verdenskrig, men de mennesker, der bliver hårdest ramt, oplever ikke, at vi hører på dem eller i mange tilfælde at vi overhovedet har registreret, at de findes.

Derfor skal vi gøre klart og tydeligt op med myten om, at vi er et af verdens mest lige samfund, for det er vi ikke.

Og vi skal erkende, at klassekamp er en permanent tilstand i et kapitalistisk samfund. Vi skal i den kamp stå på den rigtige side på en måde, så de – hvis interesser vi skal varetage – både kan se og høre os og opleve, at vi er på deres side – for det oplever mange af dem ikke i øjeblikket

Hvor galt det kan gå kan vi se ved den styrkede højrefløj både i Europa og USA.

Derfor vil en borgerlig økonomisk politik også være den mest uansvarlige politik, der kan føres i øjeblikket – både økonomisk og i forhold til at forsvare demokratiet. Venstrefløjen kan ikke bakke op om en regering, der fører borgerlig økonomisk politik.