Der var aldrig nogen “rigtig måde” at angribe Iran på

Efterretningschefen Tulsi Gabbard og CIA-chefen John Ratcliffe blev grillet, da de i sidste talte til Kongressen om krigen i Iran. Men seancen i Kongressen var meget sigende, idet Demokraterne lod til at fokusere på uretmæssigheder og strategiske fejltrin i krigen, snarere end på selve krigen.

Nogle demokrater forsøgte at presse Gabbard og Ratcliffe til at svare på, om Iran virkelig også var en reel trussel mod USA. Det ville især Gabbard ikke rigtig svare på. Hun har ellers flere gange sagt, at det var Iran ikke, men nu fokuserer hun på at holde sig på god fod med Donald Trump – ligegyldigt hvor meget hykleri og ydmygelse det kræver.

Andre demokrater virkede kun til at prøve at presse regeringen på, hvordan krigen i Iran bliver ført.  Forstod Trump, at Iran ville lukke Hormuz-strædet? Hvis ikke, hvorfor? Forstod han, at Iran ville slå tilbage mod amerikanske interesser i monarkierne ved Den Arabiske Bugt? Hvis ikke, hvorfor? Briefede Gabbard og Ratcliffe ham ordentligt, eller gad Trump bare ikke lytte?

Processen i Kongressen fremstod til tider, som om den havde en lige så høj indsats, som når mellemledere bliver ydmyget i en virksomheds kvartalsrapport, hvor firmaets mål tages for givet, og man kun beskæftiger sig med ledelsens kompetencer.

Selv John Bolton har meldt sig ind i denne kritik af, hvordan Donald Trump-administrationen fører sin angrebskrig i Iran. Bolton var en af de mest berygtede krigshøge i Trumps første regering, selvom han – ligesom så mange andre, der tidligere har arbejdet for Trump – blev skubbet ud og siden blev en bitter modstander af Trump. I et opslag på sociale medier i sidste uge skrev han:

”I 2018-19 argumenterede jeg for regimeskifte i Iran så ofte, jeg kunne. Men nogle stemmer i Trumps omgangskreds sagde ofte som modargument, at Iran ville lukke Hormuz-strædet. Trump har hele tiden vidst, at det var en mulighed, men han forberedte sig alligevel ikke på det.”

Det er klart, at Trump-regeringen har truffet besynderlige beslutninger om ting, der har været åbenlyse selv for modstandere af den militære intervention. Trump har flere gange tilsvinet USA’s allierede i NATO for ikke at bruge deres væbnede styrker til at genåbne strædet – men han bekymrede sig ikke engang om at fortælle dem, at han havde tænkt sig at angribe Iran, før han gjorde det.

Trump har opmuntret iranerne til at gøre oprør og vælte landets regering. Men han har sønderbombet Teheran, og dermed er den goodwill, man kunne forvente fra hovedstadens sekulære kræfter, som ville være de mest tilbøjelige base til sådan et oprør, gået op i røg.

Trump har også fejlet fuldstændigt i at skabe opbakning til interventionen i den amerikanske befolkning. Først sagde han, at han med bombekampagnen sidste sommer havde sendt Irans bestræbelser på at anskaffe sig atomvåben mange år tilbage. Så vendte han på en tallerken og hævdede, at Iran var lige ved at udvikle atomvåben. Den trussel var så umiddelbar og skræmmende, at der ikke var andre valg end at iværksætte et Pearl Harbor-agtigt overraskelsesangreb, mens der stadig var diplomatiske forhandlinger i gang. Det giver ingen mening.

Under alle omstændigheder skal denne verdens John Bolton’er ikke have held med at tage afstand fra den katastrofe, som de selv arbejdede hårdt for at tilvejebringe. Der var aldrig nogen ”rigtig måde” at gøre det her på.

Det var altid det her, der ville ske

Det skal først og fremmest gøres klart, at Trump og Netanyahu ikke havde nogen ret til at iværksætte deres angrebskrig. Selv hvis vi lader som om, at Iran kun var dage fra at udvikle et interkontinentalt ballistisk missil, så er selve tanken om, at den islamiske republik – som aldrig har startet en krig mod nogen (selvom den ofte har finansieret proxystyrker i andre lande, ligesom USA og Israel gør) – ville begå nationalt selvmord ved at starte en atomkrig – dybt absurd.

Og man behøver ikke elske Irans præsteregime for at forstå, at USA og Israel ikke har nogen ret til at bestemme, hvem der skal styre landet.

Selv hvis man ser bort fra dette principielle standpunkt, ville krigen altid blive til en blodig fiasko. Vi har set den her film før, igen og igen, i land efter land. Selv med al planlægning i verden er den eneste rigtige forskel mellem denne krig og andre regimeskifte-krige som i Irak og Afghanistan, at Iran har langt større evner til at forsvare sig.

Hvis en borgerkrig allerede er i gang, kan luftstøtte tippe den til en af de stridende parters fordel, som vi så med Barack Obamas intervention i Libyen. Men der er ingen eksempler i verdenshistorien på, at en konventionel bombekampagne alene førte til et regimeskifte. De eneste to måder, Trump kan opnå Irans ”betingelsesløse overgivelse” – som han indimellem har sagt er det eneste, han vil acceptere – er gennem landstyrker eller atomvåben. Der er heller ingen eksempler på, at bombekampagne har sat gang i et oprør, der ville blive i stand til at vælte regeringen. Iran kommer ikke til at blive det første eksempel.

Hvis USA virkelig sender landstyrker til Iran – hvilket hverken Trump eller embedsmænd som ”krigsminister” Pete Hegseth urovækkende nok har villet udelukke – vil Iran ikke blive det første vellykkede eksempel i Mellemøsten på, at USA kan gennemtvinge et regimeskifte med våbenmagt. Som med Irak, Afghanistan og Libyen er det derimod en opskrift på blodsudgydelser og kaos – ikke på fremkomsten af et USA-venligt styre med holdbar folkelig legitimitet.

Det er en opskrift på, hvordan man sender unge amerikanere hjem i kister med flag på, og hvordan man skaber traumatiserede krigsveteraner, som ikke får den hjælp fra samfundet, som de har brug for, og i stedet bliver glemt, så snart krigen er slut. Det er en opskrift på, hvordan generationer i det angrebne land kommer til at udvikle et dybt had mod de angribere, der dræbte eller lemlæstede deres nære og kære.

Det ville aldrig blive anderledes denne gang. Alle, der har argumenteret for denne krig, er medskyldige i denne katastrofe. Og de skal aldrig få lov til at glemme det.

Artiklen er først udgivet på Jacobin.com tirsdag 24. marts. Den er oversat fra engelsk af Jonas Neivelt.