Desertører og militærnægtere, foren jer!

Ruslands krig i Ukraine har varet i mere end tre år, og antallet af desertører og folk der nægter militærtjeneste af samvittighedsmæssige årsager (herefter militærnægtere) vokser på begge sider.

Lige nu tilbyder hverken Rusland eller Ukraine en lovlig måde at nægte militærtjeneste på, når man først er blevet mobiliseret. Forskellige lande behandler desertører og militærnægtere fra disse lande meget forskelligt. Ukrainske statsborgere, der forlod landet på grund af mobilisering, har generelt været beskyttet i EU indtil for nylig. I januar 2025 besluttede en tysk domstol imidlertid for første gang at udlevere en militærnægter til Ukraine.

Russiske desertører må derimod som regel blive i Rusland og skjule sig i landet eller forsøge at nå til lande i Centralasien eller Kaukasus. Det er meget vanskeligt for dem at komme til de sikrere EU-lande. Det skyldes først og fremmest, at mange europæiske lande ikke ønsker at modtage russiske statsborgere, der nægter militærtjeneste.

De baltiske lande har officielt udtalt, at de ikke vil acceptere russiske desertører eller militærnægtere, med henvisning til sikkerheds- og politiske årsager.  Det rapporterede Reuters i 2022. Finland har også lukket sine grænser og sender folk tilbage til Rusland via tredjelande. I Tyskland er det juridisk muligt at søge asyl, men chancerne for at få asyl er meget små.

Det tyske forbundskontor for migration og flygtninge (BAMF) mener, at der i øjeblikket ikke foregår nogen aktiv mobilisering i Rusland, siger advokat Artyom Klyga, som siden marts 2025 har arbejdet for organisationen Connection e.V. Det gør det sværere for russiske statsborgere at få asyl på grundlag af risikoen for at blive indkaldt.

I 2024 offentliggjorde det tyske parti “Die Linke” en erklæring med titlen “Giv desertørerne asyl!”. Men det ændrer ikke den nuværende praksis hos de tyske migrationsmyndigheder.

Tomt løfte om asyl?

I starten af Ruslands fuldskala-invasion af Ukraine udtalte den tyske indenrigsminister Nancy Faeser, at russiske desertører kunne få asyl i Tyskland. Problemet er dog, at det er meget vanskeligt for desertører at komme til Tyskland, og sådanne tilfælde er sjældne.

De, der opholder sig i landet og har brug for hjælp, er for det meste militærnægtere, hvis situation er langt mere kompliceret. 95 procent blev afvist af asylansøgningerne fra russiske mænd mellem 2022 og 2025. Kun 349 ud af 6.374 ansøgninger blev godkendt, rapporterede The Moscow Times i maj 2025.

At få asyl i Tyskland er altså meget vanskeligt for russiske militærnægtere. Domstole afgør ofte, at ikke alle ansøgere står over for en reel risiko for at blive sendt til kampzoner, hvis de vender tilbage til Rusland, og hver sag vurderes individuelt.

Ifølge menneskerettighedsorganisationen “Connection e.V.” gav forvaltningsdomstolen i Berlin i august 2023 beskyttelse til en ansøger, men et år senere omstødte højere retsinstans i Berlin-Brandenburg afgørelsen og konkluderede, at han ikke var i fare.

Det er også blevet sværere for dem, der forsøger at blive i Tyskland under Kirkeasyl-programmet. Siden 2024 er denne mulighed blevet mere usikker. I Niedersachsen blev en russisk familie i 2024 for udvist til Spanien, hvilket var første gang i årtier. Rapporterer Taz.

Der er flere slags militærpersonel, som deltager i krigen på russisk side – fx professionelle soldater, kontraktsoldater, frivillige og mobiliserede reservister. Det er først og fremmest de mobiliserede reservister, der bliver tvangsindkaldt, og de udgør en stor del af hæren — omkring 300.000 i 2023. Præcise statistikker er svære at finde.

Det er vigtigt at skelne mellem mobiliserede reservister og værnepligtige. Ifølge russisk lov skal værnepligtige ikke deltage i kamp, men i praksis kan de blive sendt til fronten. Under det ukrainske angreb på Kursk-regionen i 2024 var værnepligtige angiveligt ved fronten. Undersøgelser tyder på, at omkring 60 værnepligtige kan være blevet dræbt, halvdelen af dem i krigens første uge.

Syv dødsfald skyldtes sandsynligvis et angreb på en skole i landsbyen med Vesyoloye med amerikanske våben. Værnepligtige bruges også til at bevogte kritisk infrastruktur. Med de igangværende ukrainske droneangreb på lagre, lufthavne, olieraffinaderier og forsvarsanlæg er de udsat for fare. Derudover bliver værnepligtige undertiden presset til at underskrive kontrakter for at blive fuldtidsansatte i de væbnede styrker med udsendelse til Ukraine. Oppositionsmediet Meduza har beskrevet tilfælde af tvungne kontraktunderskrivelser.

Russiske desertører i Frankrig har haft en anden oplevelse. I 2023 rapporterede flere medier uventet, at seks russiske desertører havde fået franske visa og hjælp til at flytte til Frankrig. Denne imødekommende tilgang skyldtes hovedsageligt to faktorer: For det første havde desertørerne ikke begået nogen krigsforbrydelser, og for det andet havde de allerede organiseret sig i Kasakhstan med hjælp fra menneskerettighedsaktivister i en gruppe kaldet “A Farewell to Arms”.

Deres anti-krigsaktivisme hjalp dem med at opnå synlighed og legitimitet i de franske myndigheders og anti-krigsaktivisters øjne. Historien om disse seks personer har formentlig været den mest succesfulde sag i nyere tid. Men hvad med de andre?

Der findes også mere tragiske historier, såsom den om Dmitriy Setrakov, der blev bortført af russiske efterretningstjenester i Armenien, nær den russiske militærbase i Gyumri. Setrakovs skæbne er fortsat uvis, bortset fra at han er blevet overført til Rostov ved Don, hvor han nu står over for en retssag og en mulig fængselsstraf på fem til ti år.

I dette tilfælde har de russiske myndigheder klart overtrådt internationale retsnormer og ifølge “Helsinki Citizens’ Assembly–Vanadzor” også krænket Armeniens suverænitet. Sommeren 2025 fandt endnu en hændelse sted i Armenien, hvor en desertør ved navn Semyon Subbotin meldte sig til politiet i Jerevan og formelt søgte politisk asyl, efter at russisk militærpersonel havde forsøgt at presse ham og tage ham med sig.

Samme dag bragte oppositionsmedier som “Meduza” og “Novaya Gazeta Europa” glædelige informationer om, at Armenien havde nægtet at udlevere desertøren til Rusland.

I lande som Kasakhstan og Armenien bliver desertører generelt tolereret, men deres situation er fortsat usikker, da omstændighederne kan ændre sig når som helst under russisk pres. Det er netop her, menneskerettighedsaktivister må intensivere deres indsats for at beskytte og støtte desertører.

Presset vokser på ukrainere i Tyskland

Situationen for ukrainere i Tyskland blev beskrevet af journalisten Nelli Tügel i Der Freitag i 2024. Ifølge hendes artikel opholder op til 250.000 ukrainske mænd i alderen 18 til 60 sig i Tyskland. Dog er mere end halvdelen ifølge “Connection” enten uegnede til militærtjeneste eller børn af ukrainske statsborgere, der forlod landet før krigen og lovligt bor i udlandet.

Der har været problemer med at få fornyet pas og andre konsulære tjenester i udlandet, men dette er ifølge rapporter blevet ændret nu, så ukrainere kan få nye pas uden at rejse til Ukraine. Det er stadig uklart, om dette virkelig hjælper miltær nægtere til at blive i Europa.

Presset udøves gennem medier og politiske kanaler. Mens minister Marco Buschmann (Freie Demokratische Partei) modsætter sig at tvinge ukrainere til militærtjeneste, har Roderich Kiesewetter (fra CDU) foreslået muligheden for at fratage mænd sociale ydelser (Bürgergeld) for at tilskynde til frivillig tilbagevenden. En af de seneste udtalelser kom fra Martin Söder (CSU Bayern), som opfordrede EU til at presse Ukraine til at begrænse udrejse for ukrainere i alderen 18 til 22 år.

Situationen for både russiske og ukrainske desertører og militærnægtere i Europa er derfor fortsat usikker, hvilket gør hurtig støtte fra civilsamfundet afgørende – både inden for de krigsførende lande og i Europa selv. I øjeblikket er situationen for russiske desertører noget mere synlig takket være anti-krigsinitiativer som “Idite lesom” (Gå ud i skoven), “Bevægelsen for militærnægtere” og nogle andre, som kan hjælpe desertører og nægtere på visse stadier i Rusland og i udlandet.

I Ukraine holder gensidige støttenetværk sig bevidst ude af offentlighedens søgelys, hvis de overhovedet findes. Desuden bliver mulighederne for at forlade landet stadig mere begrænsede, efterhånden som flere og flere hegn bygges langs grænserne til EU-lande.

Samtidig hævder den ukrainske historiker og dissident Marta Havryshko, at folk modsætter sig tvungen værnepligt ved at finde ikke-voldelige måder at blive militærnægtere på, såsom at blive “enlige fædre” eller tage lavtlønnede lærerjob.

Selvom enhver modstand mod mobilisering fordømmes kraftigt som undergravende af patriotiske kredse, diskuterer anti-krigsaktivistiske fællesskaber i stigende grad, om det er vigtigt at skelne mellem desertører efter nationalitet, eller om man skal støtte alle desertører lige.

Sammenfattende står desertører over for en bred vifte af farer, selv efter at de er sluppet ud af krigszonen. Hvis de bliver fanget, risikerer de straf eller i nogle tilfælde at blive sendt tilbage til aktiv tjeneste. Det, der mangler i øjeblikket, er større opmærksomhed og støtte fra europæiske menneskerettighedsaktivister og samfundet som helhed.

Organisationer, der er grundlagt og drevet af militærnægtere og desertører selv, vil uden tvivl styrke dem i at varetage deres interesser mere effektivt på den europæiske politiske scene.

Artiklen er oversat fra engelsk af Mikael Hertoft.

Alesha Frieden er et pseudonym for en russisk aktivist i Tyskland. Navnet er Solidaritets redaktion bekendt.