Det handler ikke kun om Palæstina. Det handler om os alle sammen

Vælgerne har nu sammensat et folketing, hvor et flertal af de folkevalgte er medskyldige i folkemord.

Israel begår folkemord i Gaza og imod palæstinenserne. Ingen internationale retsinstanser har kunnet sætte en stopper for Israels krigsforbrydelser, og ingen vestlige regeringer har for alvor forsøgt at standse massemyrderierne.

Vesten har med USA i spidsen forsynet Netanyahus krigsmaskine og har fuldstændigt undergravet tilliden til de værdier, som man hævder at stå som garant for. Den ”regelbaserede verdensorden” forvandles til rå, uindskrænket og højteknologisk militær voldsudøvelse, når det passer de vestlige magteliters interesser.

Bekymring for menneskerettigheder er helt tydeligt ikke universel og gælder ikke alle mennesker. De vestlige mainstreammediers og magtpolitikeres masker er faldet. Tilbage er dobbeltmoral, hykleri og løgne, som ikke mere kan kamufleres.

Historien har i løbet af de sidste 80 år leveret adskillige eksempler på Vestens ligegyldighed over for egen efterlevelse af internationale konventioner og rettigheder. Men intet sted er denne “verdensordens” karakter som garant for US-vestlig dominans blevet stillet skarpere i relief end ved den israelske udryddelseskampagne mod det palæstinensiske folk.

En kampagne, der har stået på siden 1917, intensiveret fra 1947-48 og frem, og nu forsøgt bragt til ende fra 7. oktober 2023 med uhæmmet militær nedslagtning af Gazas befolkning og ødelæggelse af alle livsbetingelserne i Gaza. Brutalt forlænget i morderisk undertrykkelse og etnisk udrensning af palæstinenserne på Vestbredden.

Løgnen om våbenhvile

Den såkaldte ceasefire er i israelske og amerikanske magthaveres perspektiv: ”You CEASE! We FIRE!” En beskidt politisk manipulation for at kunne fortsætte folkemordet i et lidt lavere tempo.

”Våbenhvilen” og den medfølgende ”fredsproces”, som støttes af de vestlige lande og visse lydstater er ifølge Miko Peled som er tidligere israelsk elitesoldat “en proces af apartheid, kolonisering og etnisk udrensning”.

Målet er at knuse den væbnede modstand i Gaza, tvangsforflytte palæstinenserne fra deres eget land og sikre amerikansk og israelsk dominans i den arabiske verden.

Vestlige magthavere prøver med den forlorne fredsproces og kriminalisering af modstanden mod folkemordet at passivisere den internationale propalæstinensiske protestbevægelse, der siden oktober 2023 er blevet et kæmpe politisk problem for dem.

De fleste vestlige regeringer, den danske inklusive, har kritikløst viderebragt israelsk propaganda, løgne og bortforklaringer, og har dermed mistet autoritet og grundlæggende troværdighed.

For palæstinensernes ret til modstandskamp

Sammen med millioner af mennesker verden over anklager vi “vores” egne magthavere for direkte medskyld i de lidelser og grusomheder, som palæstinenserne bliver udsat for.

Vi udtrykker os sammen med alle der har øjne i hovedet i skam og vrede over de krigsforbrydelser, som ”vores” såkaldte civilisation har nedkaldt over et folk, der kun stræber efter retten til at bo og leve og udfolde sig i deres eget land. Vi er alle dem som ikke lukker øjnene for det livestreamede folkemord, som Israel begår.

Vi anklager Israel og dets voldsapparat for systematisk udslettelse af alt palæstinensisk: for folkemord, for etnisk udrensning, for vold og drab og fordrivelse, for uretmæssig fængsling, gidseltagning og tortur, for ulovlig og uretmæssig okkupation og beslaglæggelse af palæstinensisk jord, og for omfattende diskrimination af den i Israel bosiddende palæstinensiske befolkning.

Vores solidaritet omfatter imidlertid ikke kun det lidende palæstinensiske folk, men også den palæstinensiske befrielseskamp.

Vi anerkender palæstinensernes ret til modstandskamp, med de metoder og midler som palæstinensernes dyrekøbte erfaringer tvinger dem til at tage i anvendelse. Herunder væbnet kamp imod besættelsesmagten.

Parolen: “Israel har ret til at forsvare sig selv”, udtrykker intet andet end den stærkes ret til at føre erobringskrig og nedkæmpe befrielseskamp. Palæstinenserne har historisk prøvet alle fredelige metoder for at opnå retfærdighed, uden held. Palæstinenserne bliver myrdet uanset om de ligger i deres senge eller griber til våben.

Vi anerkender ikke magthavernes definition af terrorisme.

Vi hverken kan eller vil fordømme væbnet frihedskamp i Palæstina og bifalder parolen “Death, death to IDF”. Israel bedriver terror og IDF er en del af den israelske stats velsmurte udryddelses- og undertrykkelsesmaskine. Død over IDF er en parole, der anklager en hær, der begår systematiske krigsforbrydelser.

En hær af krigsforbrydere, der skyder spædbørn, sønderbomber hospitaler, myrder journalister, brandbomber teltlejre, bruger sult som våben, bruger tilfangetagne frihedskæmpere som forsøgspersoner for indlærte sadistiske tilbøjeligheder og voldtægtstortur og som ufrivillige levende organdonorer og uendeligt meget mere. IDF har matchet og overtrumfet alle de modbydeligheder, som er begået af nogen hær i et verdenshistorisk perspektiv.

Legitim modstand mod apartheidstaten

Vi konstaterer at Israel er en apartheidstat, gennemsyret af racistisk lovgivning og ansvarlig for folkemord og etnisk udrensning. Israel er en karikatur af et demokrati og på alle måder en fejlslagen stat. Fremtrædende israelske statsledere var historisk aktivt medvirkende til den terror, de massakrer og den fordrivelse, som var fødselshjælper for staten Israels dannelse.

Det er den stat, der fra 1948 reelt udviklede sig til en rendyrket terrorstat og som Storbritanniens og USA’s forlængede arm i det olierige, såkaldte Mellemøsten. Nu markant understreget af den folkeretsstridige krig mod Iran. Israel ville ikke have en eksistensberettigelse på en klode, der efterlever universelle idealer om menneskerettigheder og folkenes selvbestemmelsesret.

I århundreder før staten Israel har forskellige trosretninger og etniciteter praktiseret samliv i fred og ligeværd i Palæstina. I denne del af verden er: ”From the river to the sea – Palestine will be free” i dag den eneste mulighed for en fredelig fremtid og et liv med lige rettigheder til alle.

Vi betragter palæstinenserne og de palæstinensiske frihedskæmpere som bærere af håb for undertrykte mennesker på verdensplan. Det kors, der hænger i kristne kirker, fremstiller et kæmpende menneske, som ofrede sig for menneskeheden.

Jesus var palæstinenser. Islam anerkender Jesus som profet. I dag hedder de Yahya, Muhammad eller Hind, men deres ofre i hundredtusindvis, er med til at befri os alle. Og millioner har lyttet.  I den vestlige verden og overalt på kloden har enorme menneskemængder protesteret imod Israels forbrydelser mod palæstinenserne.

De medskyldige i Vesten

Vi anklager den nuværende regering, politikerne, mainstream-medierne og deres hær af villige journalister for deres forsøg på at ignorere de propalæstinensiske protestbevægelser og mistænkeliggøre og udgrænse dem som antisemitiske.

Vi anklager regeringerne i flere vestlige såkaldte demokratier for at udkommandere tæskehold i politiuniform til at skræmme de protesterende og for at ødelægge muligheden for at deltage, hvis man har børn eller skulle tage hensyn til helbred og førlighed.

Anti-zionistiske og propalæstinensiske jøder, holocaustoverlevere, krigshelte fra 2. verdenskrig, ældre mennesker og ubeskyttede sitdown-protesterende teenagere er blevet udsat for sanseløs politivold og uberettigede arrestationer. Gaza har vist os alle, hvor lidt menneskeliv ude i verden betyder for vores egne magthavere, men vi har også set en optrapning af repressive metoder, løgnekampager, koordineret propaganda og totalitær magtudøvelse i vores egne hjemlande.

Vi konstaterer, at palæstinensernes kamp endegyldigt har fjernet illusionerne om karakteren af de politiske forhold vi lever under, for et nyt og stort antal mennesker på verdensplan. Vi er millioner, der via levet erfaring har forstået, at mediernes upartiskhed og objektivitet er en illusion. Vi ser deres skrigende racistiske dobbeltmoral udfoldet for fuld musik.

Vi ser alt det, vores presse og politikere har forsøgt at skjule, tie ihjel eller forvanske. De har ikke længere kontrol over, hvad vi må se og forstå. Farlige spørgsmål for magteliterne dukker op: ”Måske er det dem i Vesten, der har opfundet begrebet ’den frie verden’, der er de onde? Er vi på det forkerte hold? Måske lever vi en illusion? Måske er alt det, vi er opdragede til at tro på som evige sandheder, kun en kæmpemæssig og systematisk gentaget løgn?”

Vi begynder så småt at forstå, hvad pengenes og de såkaldte eliters magt ultimativt har i vente til os som almindelige mennesker.

Vi har gennemskuet dem

Vi konstaterer imidlertid også, fulde af vantro, hvordan de, der forsvarer systemet, fortsætter som om deres autoritet ikke grundlæggende er udhulet. Magtens vagthunde, de journalister, der fungerer som plejere af mentalhygiejnen omkring vestlige demokratiske illusioner, interviewer stadigt eksperter, politikere og hinanden, som om vi ikke har gennemskuet dem.

De hverken kan eller vil forstå, at deres selektive medfølelse med krigsramte og voldeligt undertrykte befolkninger afslører deres racisme og himmelråbende dobbelte standarder. Magtpolitikerne fører sig stadigt frem, som om vi lytter til deres formaninger og anerkender deres autoritet.

For alle der begynder at se verden som den er, er der en forpligtelse til at overbevise dem, som prøver at beskytte sig imod verdens gru ved at stikke hovedet i busken. Fred, tryghed og velfærd på bekostning af vores medmenneskers lidelser er en illusion. En sikker og fredelig fremtid er udelelig.

Ingen kan regne med at leve i fred og tryghed, uden at alle nyder de samme rettigheder. Vi kan hverken gemme os eller ignorere de uretfærdigheder, vi selv er med til at føde og vedligeholde. Vi lever i en globaliseret verden. Plaget af kriser, forvoldt af de dominerende penge- og magtinteresser, er vi gensidigt dybt afhængige. 

Derfor er vi også medskyldige i de forbrydelser, som vores regeringer udøver i vores navn. Gaza har revet den demokratiske maske af vores system og afsløret dets fundamentalt menneskeforagtende brutalitet. Trodser vi magten og nægter at indordne os, står vi selv i stigende grad for skud. Det er den nye virkelighed.  

“Det nytter alligevel ikke noget!” er ikke en undskyldning. Vi har et etisk og moralsk ansvar for, hvad der sker på vores vagt på kloden. Ingen kan dø i fred med sig selv, hvis man ved at børn og børnebørn vil tænke på os med foragt: Hvordan lod i det ske, hvorfor gjorde i ikke modstand?

Frihedskamp

Vi kan ikke tørre den skam af på politikerne alene. Det er stadigt muligt for vælgere at ignorere de forbrydelser, Danmark er medskyldig i. For eksempel i forbindelse med valgkampe, hvis politikerne vifter dem om næsen med fødevarechecks og andre smålige godbidder. Vi som folk bliver, i den frygtelige skygge af vores egen medskyldighed, testet på vores menneskelighed.

Den passive humanisme, der ikke er modig og risikovillig, og som ganske vist føler uvilje mod uret, men ikke bekæmper den, er forræderisk. Vi bliver nødt til at lægge afstand til en taktisk og opportunistisk “solidaritet” med palæstinenserne, som fordømmer deres kamp, hvis den ikke underordner sig den parlamentariske og demokratiske selvforståelse, som dyrkes i vores del af verden. 

Palæstinensernes kampvilkår i det voldelige og militært undertrykte Palæstina er fundamentalt forskellige fra vilkårene i den danske politiske kamp. Vi bliver nødt til at forstå og erkende, at tryk avler modtryk.

Frihedskampens metoder i Gaza og på Vestbredden er affødt af besættelsesmagtens uhæmmede brutalitet og voldsudøvelse. Du er ikke solidarisk, hvis du ikke kan forstå bevæggrundene hos den syttenårige sandalklædte Hamaskriger, der klatrer op på toppen af en israelsk Merkava tank og kyler en hjemmelavet bombe ned i den åbne luge i tårnet på dødsmaskinen.

Vi har en forpligtelse som mennesker til at solidarisere os med undertrykte folk, også dem der ikke ligner os med hud og hår, religion og måder at leve og kæmpe på. Løftede pegefingre tjener de israelske synspunkter, der belyver historie, nutid, blodig virkelighed, proportioner, styrkeforhold, hvem der truer hvem med udslettelse, og det næsten uindskrænkede vestligt støttede voldsmonopol, som Israel udfolder.

Vi forkaster alle de misforståede, såkaldte solidaritetstilkendegivelser, der medvirker til at legitimere USA’s og Israels interventionskrige, regimeskifte-operationer og imperialistisk hærgen. Skurke er der nok af, men vores egne hører til blandt de indiskutabelt værste.

Palæstinensernes modstandskamp forpligter os

Palæstinensernes kamp er en ultimativ test af vores menneskelighed. Mens vores magthavere dumper fælt, reagerer opløftende mange, praktisk og håndgribeligt, på den alt for virkelige gru og horror, som vi bevidner.

Menneskelig samvittighed kommer ikke kun til udtryk i råbekor og kæmpedemoer, men også i boykot af varer, der produceres i Israel eller af folkemordets økonomiske supportere i Vesten, det kommer til udtryk i valghandlinger, og præger hvilke medier vi lader os informere af. Det undergraver dem, der gerne vil være vores tankepoliti, og påvirker pensionskassernes investeringspolitik, og meget mere.

Vi ved, at tilbøjeligheden til at blive trætte er overhængende, når vi står overfor det etableredes anklager, fordømmelse og repressalier. Nytter det? Er det ikke for hårdt? Kan vi ikke bare lade det gå over? Systemets supertrend er individualisering og hovedet op i røven på os selv. Vi lærer, at vi skal passe på os selv og fokusere på det nære. Men palæstinenserne har bare ikke brug for vores dårlige undskyldninger, skrøbeligheder, sårbarheder og fine fornemmelser.

Det palæstinenserne bør lære os, er taknemmelighed. Det er forståelse for den grænseløse tålmodighed, som kampen for en mere retfærdig verden kræver, og allermest lærer de os at deltagelse i den kamp ofte må overskride individuelle liv og perspektiver. Det er den offervilje, kampen kræver.

Gaza er ikke det eneste sted i verden, hvor der bliver begået frygtelige forbrydelser mod mennesker. Krigsforbrydelser og folkemord skal bekæmpes overalt. Men palæstinensernes kamp i Gaza, inde i Israel og på Vestbredden er den ultimative udstilling af vores verdens elendighed.

Den palæstinensiske modstandskamp kræver, at vi kvalificerer vores solidaritet, den forpligter os ekstraordinært og principielt. Palæstinenserne kæmper for os alle, Palæstina handler om os alle.