”Det har ændret mit liv, at israelere ikke kan se det menneskelige i palæstinensere”

Handala er godt på vej på sidste ben, som en etape kaldes på sejlersprog. På vej mod Gaza. Ombord er 900 kg nødhjælp og 21 frivillige fra hele verden. 

En af dem er den 77-årige amerikaner Robert Suberi,. Han kalder sig selv Bob og nægter at kalde mig Bent Erik. Så vi er Bob og Ben.

Jeg mødte Bob, da vi læssede nødhjælp ombord på Handala og fik surret den godt fast, så lasten kunne klare eventuelle hårdt vejr.

Bob har en helt særlig baggrund og motivation for at tage med Handala. Det fik jeg en lang snak med ham om på kajen i Siracusa umiddelbart inden afrejsen:

Jeg er tidligere zionist, der er kommet på bedre tanker

“Jeg fortæller altid til folk, at jeg er en tidligere zionist, der er kommet på bedre tanker,” siger han. 

”Mine forældre var jøder med baggrund i Yemen. Min far emigrerede til Palæstina i 1919. Min mor blev født i Jerusalem. Hun boede i et område, hvor jøder fra arabiske lande boede sammen med arabiske palæstinensere. Fordi de kulturelt havde mere tilfælles – hun var ikke ashkenazisk, hvid jøde. Min far voksede op i en ortodoks familie – og de boede i Mea Shearim, der er et meget gammelt, ortodoks lokalsamfund, som i øvrigt er imod besættelsen.”

Forældrene blev gift i Palæstina i 1938 og emigrerede derefter til USA, næsten 10 år inden dannelsen af staten Israel.

“Så teknisk set var mine forældre palæstinensere, hvilket gør mig til palæstinenser,” siger han. 

“Der var min mor blevet født – så på min fødselsattest står der under min mors fødested: Palæstina. Et sted som zionisterne nu påstår aldrig har eksisteret …”

Bobs forældre boede først i New York og flyttede senere til Californien, hvor Bob blev født i 1948 – et par uger efter etableringen af den jødiske stat Israel.

“Vi var forbundet med det jødiske samfund. Der var ikke et velfungerende arabisk lokalsamfund i Los Angeles. Det jødiske samfund var meget pro-Israel. Min mor fik arbejde i en zionistisk sommerlejr – lønnen var god, og hun kunne bo der, og vi børn kunne deltage gratis. Så vi deltog alle – og vi elskede det,” siger han. 

”Og jeg accepterede indoktrineringen – det var en del af pakken. Jeg drømte om en dag at komme til Israel. Så ja, jeg voksede op med zionister, og det tog mange år, før jeg var i stand til at se med objektive øjne på Israel og Palæstinas historie.”

Jeg kan mærke, det piner Bob, at det tog ham så mange år.

Han var flere gange på besøg i Israel, men kom ikke på Vestbredden eller i Gaza. Der blev aldrig talt om palæstinenserne i de kredse, han besøgte. – Palæstinenserne var ikke-eksisterende.

Først meget sent, da Bob var 54, mødte han yngre zionister, der talte om palæstinensere og det på en meget brutal og inhuman måde:

“De var meget brutale. De gik ind for krig, og de snakkede om at bruge atomvåben og helt basalt at udslette palæstinenserne. De forbandede alt mellemøstligt. Så jeg begyndte at spørge mig selv – hvem er de mennesker, og hvad har jeg til fælles med dem? Hvorfor skal jeg føle mig solidarisk med mennesker, der ikke reflekterer ud fra samme værdier, som jeg voksede op med?”

Bobs forældre var aldrig rigtigt zionister. De var liberale i deres tankegang, og Bob blev mere opdraget som palæstinenser end som zionist. 

I 1960´erne var mange jøder involveret i de sortes borgerrettighedskamp i USA. Nogle tog med busser til Mississippi for at få sorte borgere til at indskrive sig til valget. Et par af dem blev slået ihjel. 

Litteratur og besøg på Vestbredden

Mødet med de yngre, israelske zionister blev et vendepunkt for Bob. Han begyndte at læse Israel-kritiske litteratur og bøger om Palæstina. Og han tog sig sammen til at besøge Vestbredden.

“Da jeg endelig tog dertil, var muren bygget. Man skulle igennem massevis af checkpoints, og der var mange bosættelser i Palæstina. Jeg så, hvordan palæstinenserne blev behandlet og angrebet. Hvordan deres land blev stjålet og den arrogance, de blev behandlet med. Israelerne havde overhovedet ikke fornemmelse for det menneskelige i palæstinenserne. Det var sygt. Og de var jo tilsyneladende ´mit folk. ´Det var virkeligt en øjenåbner.”

Jeg føler mig mere hjemme i Palæstina end i Israel

Siden er Bob vendt tilbage til Vestbredden hvert år i mindst tre måneder. Han har fået venner og støttet dem med donationer. Og han har deltaget i beskyttelse mod bosættere. Han har flere gange været i Masafer Yatta, hvor den Oscar-belønnede film “No Other Land” er optaget. 

“Det har fuldstændigt ændret mit liv. En af de ting jeg har fundet ud af er, at den kultur jeg oplever der, er meget lig den, jeg er vokset op med. Min mor lavede jo palæstinensisk mad. Hun bagte brødet, hun lavede hummus og falafel. Og hun var god til det. Men det var ikke kun det – hele kulturen betød, at jeg følte mig mere hjemme i Palæstina end i Israel.”

Nu skal du så med Handala?

“Ja, jeg er jo taget tilbage til Vestbredden igen og igen, og jeg har oplevet, hvordan situationen hele tiden skærpes. Særligt efter 7. oktober eskalerer konflikten helt vildt. Jeg spekulerer på, om nogle af de landsbyer, jeg besøgte tidligere, stadig er der. Jeg ved, at nogle er udslettet.”

”Jeg sejlede første gang med Handala i Norge i 2023. Nu skal jeg så sejle med på det sidste ben til Gaza. Jeg har ikke følt mig så tryg ved en beslutning i livet som denne. At arbejde sammen med andre aktivister, som jeg både elsker og beundrer for at belyse vor tids største uretfærdighed, er mere, end jeg havde forventet i mit liv. Jeg glæder mig meget”.

Bob og Bens samtale på kajen i Siracusa slutter. En time efter skal Handala sejle

Jeg har mødt en jævnaldrende, som på mange måder minder om mig selv. Jeg har heller ikke kendt til palæstinensernes skæbne før sent i mit liv. Og som for Bob har deres ret til et værdigt liv – og deres ret til at eksistere som et folk – været vigtigt lige siden.

I Bob har jeg fundet en ny ven.

Og jeg tænker konstant på, hvad der vil ske ham og de andre på Handala i de næste dage på vej mod Gaza.