Under Matteo Salvini er Lega blevet omdannet fra et regionalt orienteret parti til et højrenationalistisk parti. Ny bog beskriver Italiens højre-ekstreme problem. Foto: Marco Bertorelli
7 min. læsetid

“En yderst vellykket bog om højrefløjens fremmarch”. Esben Bøgh Sørensen er begejstret for Jacobin-redaktør David Broders nye bog om nationalismens genkomst i Italien.


Af Esben Bøgh Sørensen

Italiens politiske krise og højrefløjens fremmarch skyldes ikke kun særlige italienske forhold, men har dybere politiske årsager til fælles med resten af de vestlige lande. Italien er ikke en ”outsider” men foregriber derimod vores egen fremtid, skriver David Broder, europaredaktør på det amerikanske venstrefløjsmagasin Jacobin, i sin nye bog First They Took Rome: How the Populist Right Conquered Italy.

Broder har skrevet en yderst vellykket bog, der tager os fra afslutningen på den italienske venstrefløjs storhedstid til Italiens aktuelle kaotiske situation, hvor en radikaliseret højrefløj er på fremmarch.

I sin storhedstid fra efterkrigsperioden til 1980’erne mobiliserede det Italienske Kommunistiske Parti (Partito Comunista Italiano) flere millioner medlemmer og samlede omkring sig et omfattende netværk af kulturelle og sociale organisationer, kooperativer og fagforeninger. Selvom PCI gennem hele perioden var udelukket fra regeringsmagten, satte partiet et afgørende og permanent præg på det italienske samfund.

Efter partiets opløsning i 1991 og omdannelse til dét, der senere blev til det nuværende Demokratiske Parti (Partito Democratico), omfavnede man hurtigt tidens liberaliseringsbølge, tredjevejsideologi og senere sparepolitik. Antonio Gramsci og Palmiro Togliatti blev skiftet ud med Tony Blair og Bill Clinton.

Langsomt, men sikkert fortrak partiets tidligere sociale basis i arbejderklassen sig. På sit højdepunkt i 1970’erne havde partiet over to millioner medlemmer og fik 34 % af stemmerne til parlamentsvalget i 1976. Ved det seneste valg i 2018 havde partiet lidt over 300.000 medlemmer og måtte nøjes med lidt under 19 % af stemmerne.

Et politisk landskab i opløsning

Den italienske venstrefløjs og senere centrumvenstres sammenbrud er ifølge Broder en af hovedårsagerne til den italienske højrefløjs fremmarch. Det var dog ikke bare venstrefløjen, men hele efterkrigsperiodens etablerede partisystem, der brød sammen efter 1990. Opløsningen af den anden store politiske pol i det italienske samfund, Kristendemokrater (Democrazia Christiana) banede ligeledes vejen for opkomsten af en ny type højrefløj.

Broder viser i bogen, hvordan opløsningen af de store massepartier, som politologen Peter Mair kaldte ”udhulingen” af demokratiet, resulterede i opkomsten af et langt mere flygtigt politisk landskab. Den italienske befolkning blev reduceret til atomiserede tilskuere i et demokrati personificeret først og fremmest af sammensmeltningen mellem Berlusconis medieimperium og politiske karriere.

Berlusconi og hans Forza Italia er dog i de senere år blevet stærkt reduceret af nye politiske kræfter, og særligt den populistiske 5-stjerne-bevægelse, (Movimento 5 Stelle), der fik næsten 33 % af stemmerne ved valget i 2018. Broder beskriver med henvisning til valganalyser, hvordan den har snuppet flest af den gamle venstrefløjs stemmer. Til gengæld har Matteo Salvinis Lega formået at spise sig ind på den tidligere højrefløj.

Fra regionalisme til nationalisme

Lega, oprindeligt Lega Nord, var i 1990’erne og 00’erne et stærkt regionalistisk parti. Men efter Salvini overtog lederskabet i 2013 udviklede partiet en nationalisme, der skulle appellere til alle italienere, baseret på en skarp anti-immigrations- og antivenstrefløjs-retorik, kombineret med en mere udtalt EU-skepsis.

Lega har i modsætning til 5-Stjerne bevægelsen stærkere organisatoriske rødder i særligt de norditalienske regioner. Det er ifølge Broder en af årsagerne til, at partiet har overlevet flere kriser og nu står som den klart stærkeste politiske kraft på højrefløjen; en højrefløj som partiet har formået at radikalisere. I processen har man sandsynligvis banet vej for det post-fascistiske Italiens Brødre (Fratelli d’Italia), som i de seneste meningsmålinger står til en fremgang fra 2018 valgets 4,4 % til omkring 15 %.

5-Stjerne bevægelsens flygtige populistiske ideologi og manglende organisatoriske base vanskeliggjorde derimod bevægelsens indtræden i en tvivlsom regeringskonstellation med Salvinis Lega efter 2018-valget. Det er uden tvivl Lega, der er gået styrket ud af denne konstellation efter sammenbruddet i 2019, hvorefter 5-Stjerne bevægelsen og det reducerede Demokratiske Parti dannede regering. I de seneste meningsmålinger er Lega således gået frem og 5-Stjernerne stærkt tilbage.

“De uskyldiges tavshed. Vi repræsenterer de tusindvis af italienere, der risikerer at miste deres arbejde.” Med populistiske slogans har det post-fascistiske “Italiens Brødre” vundet stort frem under Giorgia Melonis ledelse, og står i nogle meningsmålinger til op mod 15 % af stemmerne. Foto: Giorgia Meloni / Twitter.

Broder tegner ikke noget optimistisk billede i bogen. Stigende gæld, lav vækst og økonomiske vanskeligheder som resultat af årtiets liberaliseringer og sparepolitik har skabt en omfattende utryghed i det italienske samfund. Samtidig har den øgede distance mellem på den ene side en stadig mere atomiseret og afmobiliseret befolkning, og på den anden side en mere fjern politisk elite, skabt en udbredt skepsis og endda direkte had til det politiske establishment. Endelig har venstrefløjen ingen plan for at samle et flertal for en ny, solidarisk økonomisk politik og udvidet demokratisk deltagelse. Til sammen har det skabt grobunden for, at den yderste højrefløj har kunnet vinde en stigende del af befolkningen til sit stadig mere radikaliserede program.

Selvom Italien har sine særegenheder, skal vi ifølge Broder ikke tage fejl af, at de samme mekanismer har gjort sig gældende på tværs af de vestlige demokratier. De gamle massepartiers forsvinden, et mere flygtigt politisk landskab, en mere atomiseret befolkning, politikerlede, lavere vækstrater og årtiers liberaliseringer og sparepolitik har skabt en ophobning af problemer, der skal løses. Problemer, kan vi tilføje, der kun er blevet forværret med corona-pandemien. Det italienske eksempel bør være en advarsel især for centrum-venstrefløjen.

Selvom Italien har sine særegenheder, skal vi ifølge Broder ikke tage fejl af, at de samme mekanismer har gjort sig gældende på tværs af de vestlige demokratier.

+

Og det har Broder formentlig helt ret i. Det er kun 5 år siden, at Dansk Folkeparti gik markant frem. Det skete på baggrund af en centrum-venstre regering med Socialdemokratiet i spidsen, der i direkte modstrid med valgløfterne førte en sparepolitik, som medførte en markant udhuling af velfærden og den offentlige sektor, liberaliseringer og udbudsreformer, der øgede utrygheden for arbejderklassen.

I dag ser situationen i Danmark på overfladen noget anderledes ud. Her står Socialdemokratiet og venstrefløjen historisk stærkt. Det skyldes vel først og fremmest, at man før valget i 2019 lovede at gå en anden vej end de seneste årtiers liberaliseringer og sparepolitik, og at man efterfølgende vedtog en finanslov, der for første gang i 10 år øger det offentlige forbrug markant. Men det skyldes også den vellykkede håndtering af coronakrisen i Danmark. Indtil videre er det yderste højre i Danmark slået tilbage, og de slås nu internt om vælgerne. Den udvikling bekræfter på sin vis Broders tese. Men meget kan ske, hvis eller når opbakningen fra krisehåndteringen begynder at klinge af, den økonomiske spændetrøje og liberaliserings-iver findes frem igen, og det yderste højre får samlet sig.

David Broder: »First They Took Rome«,How the Populist Right Conquered Italy. Verso Books 2020, 192 sider. Vejl. pris 100 kr.


Esben Bøgh Sørensen er ph.d. fra Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet.