Det sidste julekort

Det gamle år er rindet ud, og et nyt er begyndt. Overstået er julen, der i fortidens Danmark og stadig i nutidens Sverige varede til Hellig Tre Kongers-dag d. 6. januar. Julepynten er gemt væk, juletræet smidt ud. Læst og måske gemt er også det for mange nok sidste julekort nogensinde – i alt fald leveret med postbud.

Få uger før jul vedtog regeringen sammen med de borgerlige partier nemlig, hvad der reelt betyder afskaffelsen af julekort og hvad, der ellers sendes som kort eller brev ved fødselsdage, jubilæer, barnedåb, bryllupper og begravelser eller som en feriehilsen fra Skagen, Svendborg eller Svaneke.

Portoen mere end fordobles, så det billigste brev fra årsskiftet koster 25 kroner at sende. Så mange penge vil de færreste nok ofre på at sende en hilsen. Samtidigt bliver det sværere at finde en postkasse at putte et brev i. Det i forvejen beskårne antal postkasser reduceres med yderligere mindst 1.000 postkasser. Og borgere på landet får længere til deres egen postkasse, da den såkaldte 50-meter regel i landzone bortfalder. Postkasser skal ved landejendomme opsættes ved indkørslen fra offentlig eller privat fællesvej. I fritidshusområder vil reglen om omdeling til det enkelte sommerhus i områder udstykket før 1973 bortfalde. I stedet for skal der opstilles brevkasser ved indgangen til den enkelte grund, hvis der ikke er etableret centralt placerede brevkasseanlæg.

Befordringspligt bortfaldet

Med den i december vedtagne ændring af postloven ophører befordringspligten for Post Nord, så der ikke længere i Danmark er nogen pligt til at uddele breve og pakker i hele landet. Som udgangspunkt overlades det til markedet at levere landsdækkende forsendelse af breve, pakker, dagblade og magasiner, hvilket skal ske til ensartede priser i hele landet. Betjeningen af øsamfund, blindepost og udlandspost vil blive sendt i udbud, hvilket vil ske i forskudt tid, da de forskellige typer opgaver kræver forskellige grader af forberedelse. Indtil opgaverne overtages af interesserede distributionsvirksomheder, forventes opgaven udført af PostNord, der også vil kunne afgive bud på én eller flere af opgaverne.

Hvis markedet ikke kan levere varen, vil staten ifølge den nye postlov være forpligtet til at sikre landsdækkende postbetjening af borgere og virksomheder. Trafikstyrelsen skmed jævne mellemrum vurdere, om der via det frie marked findes en sådan postbetjening og kan i kraft af en bemyndigelse udpege en virksomhed til at udføre den forsømte opgave imod betaling. Regeringen og partierne bag den nye postlov forsøger således at indbygge et sikkerhedsnet, hvilket dog næppe kan forhindre, at postbesørgelsen for en del af befolkningen vil blive mindre stabil. Der vil for nogle være mærkbare forandringer, der vil opleves som forringelser.

Fysiske breve er på vej til at blive fortid i Danmark, hvilket fra såvel Post Nord som politikerne begrundes med, at antallet af forsendelser er faldet kraftigt de senere år, og at digital kommunikation er fremtiden i Danmark som førende i verden inden for digitalisering. I en pressemeddelelse fra Post Nord udtaler administrerende direktør Nikolaj Ahrenkiel, at postvirksomheden ”nu tilpasser os en virkelighed, hvor brevforretningen, som vi kender den i dag, på sigt ikke vil være en del af vores virksomhed”. Post Nord ser sin fremtid inden for pakkeforsendelse, hvor virksomheden er én af de største aktører på dette marked i skarp konkurrence med store udenlandsk ejede pakkevirksomheder som DTL, UPS og GLS.

Et digitalt jule- eller fødselsdagskort via e-mail eller sociale medier er dog ikke det samme som et fysisk kort, der kan sættes på kaminhylden, skænken eller i reolen, blive vist og læst flere gange og måske gemmes til fremtidig glæde for blandt andet slægtsforskere.

Digitale hilsner, der ganske vist kan udformes meget kreativt og morsomt, får en mere flygtig, overfladisk karakter uden den ro og refleksion som et håndskrevet kort eller brev ofte er blevet til under. De kan få en mindre personlig karakter, da meget af indholdet kan kopieres og genbruges, hvilket gør det nemmere for afsenderen, men måske virker mindre nærværende for modtageren. Især ældre mennesker, der i årtier har været vant til at få en hilsen på kort, vil kunne føle et savn, da en digitalt glædelig jul eller fødselsdag ikke er det samme. Og mennesker uden computer eller smartphone kan føle sig glemt i en for dem vigtig sammenhæng, hvor fastholdelse af traditioner er med til at give mening og måske også rummer et element af omsorg.

Mangeårig tradition med julekort

Traditionen med at skrive og sende julekort er importeret fra England, hvor de første blev sendt i 1843, og går i Danmark 150 år tilbage i tiden. Julekortet fik udbredelse, da det blev muligt at sende åbne breve i form af kort til en billig takst og i takt med udbredelsen af jernbanen, så kortene kunne nå frem til alle egne af landet. Selv om Emma Gad ikke brød sig om julekort og i Takt og Tone i stedet for anbefalede nytårskort, vandt de stor udbredelse ikke blot i de mere velhavende kredse, men i store dele af befolkningen.

Storhedstiden var i 1950´erne, hvor det ikke var ualmindeligt at sende op til 20 julekort. I årene op imod årtusindeskiftet var antallet faldet, så hver familie i gennemsnit sendte fem til seks julekort, hvilket samlet set i Danmark beløb sig til omkring 15 millioner julekort, men senere er faldet betydeligt ligesom den øvrige mængde af kort og breve i takt med digitaliseringen. Ifølge PostNord blev der i 1999 sendt knap halvanden milliard breve og kort om året, hvilket ti år senere var faldet til knap en milliard. I den seneste opgørelse, der er fra 2021, var antallet af forsendelser på lidt under 200 millioner. Faldet i breve og kort skyldes i høj digitalisering, men også en dalende service hos postvæsenet med indførelse af en leveringstid på fem dage for almindelige breve og kort samt mange forsinkede forsendelser. I 2017 fik en halv million kunder breve og pakker for sent, hvilket Post Nord beklagede i store dagbladsannoncer.

I postvæsenets storhedstid var breve og postkort en central kommunikationskanal. Mange hjem havde ikke egen telefon, men måske en deletelefon med naboen, eller man måtte ty til en telefonkiosk, måske låne telefonen hos naboen, på arbejdspladsen eller værtshuset. Hilsner ved højtider, mærkedage og festligheder i familie- og vennekredsen overbragtes derfor ofte mest naturligt via postbuddet og kunne nå frem fra dag til dag, ja i en årrække endda inden for samme dag, da der i større byer var to til tre daglige udbringninger af post. Længere breve fra nær og fjern, fra krig og fred var også den måde, som man orienterede hinanden om livets med- og modgang, hvilket siden hen også har været vigtige historiske kilder på en helt anden måde end nutidens digitale kommunikation. Forfattere brugte også flittigt brevet som et værktøj og kommunikationsmiddel, så forfatterbreve fremstår som en vigtig genre i dansk litteraturhistorie.

Dansk postvæsen i 400 år

De første skridt til et dansk postvæsen blev taget i 1624 med afsæt i en forordning udstedt af Christian den fjerde om oprettelse af ni postruter, hvoraf den vigtigste var mellem København og Hamburg og foregik med hestevogn med både breve og pakker, mens det foregik til fods på de øvrige ruter, og der kun blev befordret breve. Postbefordringen blev udliciteret til ”en ædru og flittig mand”, der for egen regning og risiko skulle drive forretningen. I 1640 blev postbefordringen overtaget af en driftig købmand fra Hamburg, der udvidede driften med flere ruter og indsættelse af postryttere samt sideløbende hermed en agende post til befordring af gods og passagerer på de jyske ruter.

Da postforretningen viste sig ganske lukrativ, blev den i 1711 overtaget at staten og i de kommende par hundrede år løbende udbygget. Postvæsenet blev som en statslig etat et vigtigt element til sammen med jernbaner, færger og broer i at binde landet sammen og udvikle både landbrug og industri ikke mindst i årene efter nederlaget ved krigen i 1864, hvor indadtil skulle vindes, hvad udadtil var tabt.

Mens et brev i postvæsenets første år kunne være op til fem dage undervejs, blev det hen i 1800-tallet normen, at breve nåede frem fra dag til dag takket være posttog og -færger. Post blev i byerne omdelt flere gange om dagen – i København op til syv gange dagligt. Ude på landet blev der oprettet aflæggersteder, hvor postbuddet afleverede posten, som borgerne selv måtte hente. I 1860´erne fik postvæsenet pligt til ikke blot at udbringe post i de større byer, men i alle byer og sidenhen også på landet. Denne befordringspligt betød, at post blev bragt ud til alle adresser; men med ophævelsen af befordringsforpligtelsen fra og med nytår kan en del borgere komme i den situation, at de igen selv skal hente post i stedet for at få den bragt til døren eller havelågen. Tilbuddet om at få leveret sin post i en postboks forsvinder også med den nye postlov, og der er da heller ikke længere nogen postkontorer til at huse postbokse

Posthuse skød ellers i 1800-tallet op over alt i landet ofte ved siden af en jernbanestation, da breve og pakker i mange år primært blev transporteret med tog mellem landsdele og byer med sortering af post undervejs. I takt med bilernes indtog og nedlæggelse af de fleste lokalbaner i 1960´erne og 70´erne overgik stadig mere af transporten af post til at foregå ad landevejen, og det sidste posttog mellem København og Fyn/Jylland med sortering kørte i 1997 og er nu helt erstattet af lastbiler. Samtidigt skete der en omfattende centralisering med etablering af nogle få store postcentre, hvor digitale, optiske hjælpemidler og tekstgengivelse står for massesortering af breve, hvilket også har givet en markant nedbringelse af antallet af medarbejdere, ligesom sløjfning af lørdagsomdeling af post har sparet en del især løstansatte medarbejdere væk.

Mens der i 1980´erne var næsten 40.000 ansatte og i 2007 omkring 21.000 er der nu under 7.000 ansatte. Personalereduktionen er sket løbende ved både nedlæggelse af stillinger og afskedigelse af medarbejdere, heriblandt en del tjenestemænd med ret til tre års løn ved afskedigelse – såkaldte ventepenge.

Liberalisering og digitalisering

Rationaliseringen af det danske postvæsen er ikke blot en følge af den teknologiske udvikling, men i høj grad også politisk bestemt. Ved etableringen af det indre marked i EU blev det besluttet at konkurrenceudsætte en række offentlige tjenester, der ellers havde været underlagt både pligt til og ofte monopol på at blive udført i offentligt regie. Denne liberalisering og markedsgørelse omfattede også postbesørgelsen, der blev udsat for konkurrence fra private firmaer. De var ikke på samme måde som de statslige postvæsener bundet af overenskomst- eller lovfastsatte løn- og arbejdsvilkår, men kunne operere med billig, løstansat arbejdskraft – ofte hyret som selvstændige uden lønmodtagerstatus og dermed forbundne rettigheder.

For at styrke postvæsenet i den nye konkurrencesituation blev det i 1995 ved lov omdannet til Post Danmark A/S og var i første omgang et rent statsligt aktieselskab med staten som eneejer. I årene derefter blev der gennemført gennemgribende ændringer i Post Danmarks struktur med henblik på en overgang fra statsligt organ til en privat virksomhed, og i 2005 købte CVC Capital Partners 22 procent af aktierne i virksomheden, mens tre procent af aktierne blev udbudt til medarbejderne. For yderligere at styrke positionen i et skærpet marked med adskillige private aktører fusionerede Post Danmark A/S i 2009 med det svenske Posten AB og blev til PostNord. Ved indgåelsen af dette postale ægteskab stod begge parter ret stærkt, men snart gik det den forkerte vej for den danske del af koncernen, især på brevområdet.

Blandt årsagerne til et voldsomt fald af brevforsendelser i Danmark var, at Post Danmarks monopol på omdeling af breve bortfaldt i 2011. Andre distributører kom til som blandt andet Bladkompagniet, som flere også offentligt ejede forsyningsselskaber har brugt til at udsende opkrævninger og kundeinformation. En anden og den måske mest afgørende årsag var digitalisering. Ikke blot den generelle digitale udvikling, der betød, at mere kommunikation overgik til e-mail, sms og sociale medier samt forskellige digitale selvbetjeningsløsninger. Men også den politiske beslutning om at gøre digital selvbetjening obligatorisk i den offentlige forvaltning, så al kommunikation mellem forvaltning og borgere såvel som virksomheder skulle foregå digitalt. Officielt var hensigten at forbedre den offentlige service, men i høj grad blev digitaliseringen også et middel til effektivisering og besparelser – uden vurdering af og debat om konsekvenserne for borgere, virksomheder og civilsamfundet.

Den omfattende offentlige digitaliserings konsekvenser for postleveringen blev ikke nærmere undersøgt eller overvejet; men i Sverige er der ikke gennemført en tilsvarende hurtig, omfattende digitalisering af den offentlige forvaltning, og antallet af brevforsendelser er ikke faldet i samme omfang som i Danmark. Der bruges heller ikke mange kræfter på at vurdere eller drøfte konsekvenserne af samspillet mellem forskellige politiske beslutninger og de afledte effekter heraf. Liberalisering af postudbringning sker samtidigt med indførelsen af obligatorisk digital kommunikation med den offentlige sektor og en gennemgribende centralisering af den borgervendte offentlige service. Mange borgere har fået længere til rådhuset, politistationen, sygehuset og andre offentlige institutioner, hvilket især mærkes i landområderne, som også har mistet meget af den offentlige transport. Ændringerne i postloven vil derfor af mange opfattes som nok et skridt i retning af et endnu mere skævt Danmark på trods af, at politikerne ellers taler meget om at rette op på skævheden.

Dyrt for foreninger

Portostigningerne giver også Forenings-Danmark udfordringer. Med fjernelsen af momsfritagelsen og deraf forhøjet porto bliver det dyrere at sende breve til medlemmerne. Både store og små foreninger har medlemmer, der ikke er digitale og i papirform skal have sendt materiale såsom indkaldelse til generalforsamling, aktivitetskalender, kontingentopkrævninger og måske et trykt nyhedsbrev. Det kan blive en tyngende udgiftspost i et ofte i forvejen stramt budget, hvor øget medlemsbidrag ikke er den mest farbare vej. I forvejen har inflation og dyrtid gjort, at de fleste foreninger har måttet hæve kontingentet med ofte en del utilfredshed til følge. Foreningslivet er allerede blevet besværliggjort af strikse regler om datasikkerhed og bekæmpelse af hvidvask, der giver en hel del ekstra arbejde for formænd og kasserer i foreningerne.

Foreninger og organisationer bliver tillige ramt af, at det bliver 25 procent dyrere at få distribueret trykte medlemsblade og -magasiner. Mange foreninger og organisationer er ikke momsregistrerede og kan derfor ikke modregne den nye moms på distribution med PostNord. Foreningerne vil derfor enten skulle hæve deres medlemsbidrag, foretage besparelser på personale og aktiviteter eller ophøre med at udsende blade og magasiner til medlemmerne. Selvom meget kommunikation i dag foregår digitalt, er det for interesseorganisationer lige fra fagbevægelsen over Kolonihaveforbundet til Ældresagen vigtigt fortsat at kunne udsende fysiske magasiner, da en del information bedst formidles i trykt udgave og for en del medlemmer er den foretrukne kommunikationsform. Tillige er det trykte magasin også en måde at profilere sig på og minde om organisationens eksistens.

Erhvervsorganisationen Danske Medier har før vedtagelsen af den nye postlov gjort både regeringen og partiernes transportordførere opmærksom på denne problematik og sammen med en lang række andre organisationer, heriblandt Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Danske Handicaporganisationer og Danske Patienter sendt et brev til kulturministeren og kulturordførerne med en appel om at løse udfordringen hurtigst muligt. Appellen er stilet til kulturordførerne, da regeringen ikke har villet gøre noget ved problemet, og Kulturministeriet varetager mediestøtteordningerne.

Oven i portoforhøjelser er det for de flittige afsendere af post det ekstra surt, at PostNord har gjort alle hidtidige frimærker ugyldige med den begrundelse, at de ikke inkluderer moms. Da DSB og trafikselskaberne afskaffede klippekortene, kunne brugerne få ikke-brugte klip refunderet, hvilket PostNord i første omgang afviste som en mulig løsning for ikke-brugte frimærker. Efter heftig kritik ændrede virksomheden dog holdning, så frimærker købt i 2022 og 2023 kan ombyttes til nye gyldige imod et gebyr på 50 kroner, hvis der er frimærker for et samlet beløb på mindst 120 kroner. De gamle frimærker kan kun bruges ved post til udlandet.

Imod lidt ulejlighed undgår man at brænde inde med alt for mange af de sidste to års frimærker og kan bytte dem til nye, hvis der ellers er lyst og råd til fortsat at sende kort og breve. De postale ændringer betyder, at selv om den danske jul ikke mere varer længe, så koster den mange penge. Ikke mindst hvis man i fremtiden vil unde sig den luksus at sende et gammeldags analogt julekort – i håbet om at der er nogen til at bringe det ud i regn, sne og slud.