Det ukrainske samfund tre år inde i modstandskampen mod den russiske invasion: Enhed og splittelse

Frontlinjen i Ukraine strækker sig nu over mere end 3.000 kilometer. Ukraines befolkning er skrumpet til omkring 30 millioner. Gør myndighederne nok for at reducere den militære trussel og sikre et livsgrundlag? Disse spørgsmål optager mange ukrainere og præger deres holdning til staten midt i krigen.

Det politiske liv er gradvist begyndt at vågne igen, selvom den fortsatte russiske offensiv i Donbass og risikoen for bombardementer i alle byer ikke umiddelbart taler for det.

Stillet over for den mest aggressive imperialisme i vor tid – den russiske imperialisme – har det ukrainske folk valgt modstandens vej. Vores samfund har udvist en hidtil uset evne til selvorganisering, har tilgivet staten dens mangler, og international solidaritet er blevet håndgribelig. Ukraine står fast, Putinismens mål er ikke opnået, men slutningen synes stadig langt væk.

Den ukrainske stat har ændret sig meget lidt siden invasionens begyndelse, men konteksten, den opererer i, har forandret sig. Der er ingen let vej ud af krigstilstanden. Hvad skal vi gøre – afslutte krigen mod den russiske imperialisme eller fortsætte den, mens vi bliver afhængige af USA’s præsident Donald Trump?

Selvfølgelig vil ændringer i den internationale situation påvirke, hvordan transformationerne inden for Ukraine udvikler sig. Jeg vil her gøre status over, hvad de tre års krig har bragt med sig, og om den nuværende dynamik åbner muligheder for en mere progressiv politik.

Ukrainsk kapitalisme: En fabrik fyldt med problemer

Der er langt mellem de politiske Ukraine-analytikere, der undlader at rejse spørgsmålet om præsident Zelenskyjs legitimitet. Men spørgsmålet må grave dybere: Er hele den dominerende fortælling, der bygger på liberale værdier og tillid til Vesten, ved at miste sin legitimitet?

Ved krigens begyndelse virkede alt enklere: Man ønskede amerikansk-inspireret kapitalisme og integration i NATO. Men siden Donald Trump kom til magten, er tingene blevet mere komplekse, og tidligere mål er blevet udfordret. Den højreliberale konsensus er gradvist ved at bryde sammen, og holdningen til den yderste højrefløj har ændret sig. De seneste begivenheder har vist, hvor tæt deres ideer er på den europæiske konservative højrefløj, der støtter Vladimir Putin.

De fleste politiske kræfter i Ukraine befinder sig stadig inden for rammerne af en højre-liberal konsensus. Selvfølgelig er primitive idéer om etno-nationalisme og autoritære tendenser udbredt i Ukraine, men heldigvis ikke i det omfang, som Putins propaganda vil have os til at tro.

På den anden side kræver befolkningen i stigende grad social retfærdighed: Ukrainske minearbejdere, sygeplejersker og jernbanearbejdere lider så meget under de herskende klassers misbrug, at kampen mod dette ikke er ophørt, selv her under krigen.

I krigens kaos føles social ulighed endnu mere smertefuld end før: Hvis du er rig, har du langt større chancer for at overleve! Samtidig har statens manglende evne til at tjene folket været tragisk tydelig. Hvis vi ikke løser det sociale spørgsmål – altså en omfordeling af ressourcer og magt til fordel for flertallet – er Ukraine dømt til at ende i en ekstremt usikker situation.

Åbninger for venstrefløjen og prisen for det manglende opgør med oligarkerne

At gennemføre en venstreorienteret politik er dog ikke simpelt. Vi er faktisk det eneste europæiske land, hvor venstrefløjen ikke er en faktor på nationalt plan, og hvor næsten alle politiske kræfter finder det nødvendigt at udtrykke had mod venstrefløjen, ofte ved at manipulere med traumer fra den sovjetiske fortid.

Vi må acceptere, at det politiske landskab vil eksistere i lang tid uden en stærk venstrefløj. Men på lokalt plan åbner der sig et rum for venstrefløjens politiske praksis. Min optimisme knytter sig til aktivismen i de relativt industrialiserede regioner i det østlige og sydlige Ukraine – tæt på den nuværende frontlinje.

Hvorfor er det sådan? Fordi disse regioner gennemgik en betydelig forvandling under krigen. For det første fik de et stort moralsk løft, da deres færdigheder viste sig at være ekstremt nyttige under krigen – både i produktionen og, frem for alt, på frontlinjen.

For det andet hævdede disse byer endelig deres nationale identitet i mødet med Ruslands nådesløse terror.

For det tredje flyttede mange mennesker (især kvinder) til Den Europæiske Union og oplevede velfærdsstatens effektivitet. Det er derfor i dette miljø, at tilhængere af venstreorienterede idéer må sørge for at forankre sig (selvom oligarkerne naturligvis også vil forsøge at udnytte massernes utilfredshed).

Efter min mening er det mest markante træk ved samfundet ikke så meget krigstrætheden, men snarere skuffelsen over at den ukrainske kapitalisme er uegnet til krigens betingelser. Elitens afhængighed af liberale instrumenter har forhindret den i at træffe beslutninger, der kunne have reddet liv:

1. Den militærindustrielle udvikling har slået fejl på grund af afhængighed af importeret militært udstyr.
2. Progressiv beskatning er ikke blevet indført, fordi staten i stedet har prioriteret vestlige lån.
3. Arbejdstilsynet er blevet afviklet, hvilket har kostet talrige specialister med nøglekompetencer livet.
4. Besparelsespolitik i den offentlige sektor har forringet menneskers udviklingspotentiale og gjort det sværere for ukrainere at studere, få lægehjælp og søge rehabilitering.
5. Indskrænkninger af lønarbejderes rettigheder har gavnet oligarkerne og ført til forværrede arbejdsvilkår, så flere arbejder mindre.

Ønsket om at bevare kapitalismen i sin nuværende form har været en dyr fejltagelse. Jeg er stadig overbevist om, at Ukraine kan modstå Putin – men til hvilken pris? Rygter svirrer om, at Ukraine vil være nødt til at opgive sine naturressourcer for at fortsætte med at modtage bistand.

Det vil i så fald være en del af prisen for det manglende opgør med det liberale kapitalistiske system, der har holdt os tilbage. For ikke at nævne problemerne med korruption og de elendige levevilkår.

Militærtjeneste og kampen for et andet Ukraine

Spørgsmålet om værnepligt og mobilisering er blevet et af de mest splittende emner i samfundet. Ukraine havde dog få andre muligheder for at modstå den russiske hær i tre år uden at være medlem af NATO. Inden for Sotsialnyi Rukh er der både folk, der frivilligt tog til fronten, og andre, der blev indkaldt til militærtjeneste. Alle fortjener ubetinget respekt, fordi de gør det muligt for vores organisation at opfylde sin mission.

Det er svært at indrømme, men at begrænse mobiliseringsforpligtelsen under disse forhold ville kun lægge en endnu større byrde på dem, der allerede tjener, og som har det værst. Selvfølgelig kunne proceduren forbedres: For at forhindre de værste skandaler burde “varslingsgrupper” bestå af repræsentanter fra menneskerettighedsorganisationer, der kunne registrere overtrædelser af grundlæggende rettigheder. Dette kunne have afskrækket brugen af voldelige metoder.

Det største problem er dog, at mobiliseringen af befolkningen ikke ledsages af tilsvarende mobiliseringsforanstaltninger mod kapitalen (herunder konfiskation af oligarkiske gruppers aktiver). At der på tværs af det ukrainske samfund har været stærk modstand mod ideen om en ”økonomisk reserve” (en undtagelsesordning, hvor kun de fattige kæmper), er en klar sejr, da det ellers kunne have ført til fuld social nedsmeltning.

Der er ingen tvivl om, at Ukraine skal finde en balance mellem mobiliseringsbehovet og samfundsøkonomiens behov. Det er ubestrideligt, at et betydeligt antal mænd undgår militærtjeneste og dermed øger gruppen af økonomisk inaktive borgere.

Dog kan dette løses gennem socialt acceptable værktøjer såsom midlertidige undtagelser for mænd, der genoptager arbejde efter en længere pause, begrænsninger for nøglearbejdskraft inden for kritisk infrastruktur samt tilpasning af sociale og beskæftigelsesmæssige forhold til kvinders behov.

Hvorfor melder folk sig til fronten? Det er ikke kun på grund af en abstrakt kærlighed til Ukraine (selvom, tro mig, for mange er det en tilstrækkelig grund). Faktum er, at de fleste ukrainere tror på Ukraines evne til at forandre sig. Det er netop dette, der adskiller os fra nabolande som Rusland og Hviderusland, hvor alle beslutninger i lang tid har afhængt af, hvad en enkelt magthaver har ønsket sig.

Mange ukrainere drømmer om den dag, hvor staten vil bekæmpe den ekstreme koncentration af rigdom, hvor økonomien begynder at forsyne borgerne med alt, hvad de har brug for til et godt liv, og hvor fagforeninger vil bidrage til bedre arbejdsvilkår og større livsglæde.

Når denne dag kommer, vil vi virkelig herske over vores eget land. Vi vil ikke længere frygte eksterne fjender – og vi vil holde op med at lede efter dem internt.

Social kamp – hvem forsvarer arbejderne?

Under krigen har den ukrainske venstrefløj og Sotsialnyi Rukh været tvunget til at genopfinde sig selv under nye forhold. Vores aktivister kæmper mod besættelsesmagten med våben i hånd, yder frivillig hjælp til humanitære og militære behov, giver juridisk bistand til kritiske infrastruktur-arbejdere, der er ramt af den russiske aggression, og tilbyder psykologisk støtte til grupper påvirket af krigen.

Vi er en integreret del af det større civilsamfund, om end med helt bestemte værdier: Vi går ind for et socialistisk demokrati, international solidaritet og for at sætte menneskelig værdighed som den højeste prioritet. Samtidig har vores klare modstand mod neoliberal politik har aldrig været mere relevant end nu.

Efterhånden som krisen forværres, leder regeringen efter nemme løsninger til at stabilisere økonomien og at overføre byrden på den brede befolkning – bl.a. ved at indføre et kapitalbaseret pensionssystem, vedtage en ny arbejdsmarkedslov til erstatning for den fra 1971 samt ved at privatisere statsejede banker og jernbaner.

Ingen af disse reformer står for noget nyt, idet alle ukrainske regeringer har ønsket at gennemføre dem siden finanskrisen i 2008. Men det er skandaløse tiltag, og hvorvidt den organiserede fagbevægelse vil overleve dem, er afhængigt af, om de ukrainske fagforeninger nu kan samle sig og kæmpe imod.

Fagforeninger har altid været redskaber for kollektiv kamp i Ukraine, men under invasionen er de blevet endnu mere bevidste om deres ansvar over for arbejderne, da de fortsat er den stærkeste stemme for arbejderklassens interesser.

På trods af det officielle forbud mod demonstrationer finder protester mod hospitalslukninger og universitetsfusioner stadig sted i Ukraine. For intet vil få os til at acceptere den slags. I de fleste tilfælde bliver effektiviseringstiltag udført på en måde, der blot gavner bureaukratiet frem for at forbedre kvaliteten af de offentlige tjenester eller frigøre ressourcer til at sikre en sejr i krigen.

Samtidig udfordrer ukrainere i stigende grad overtrædelser af deres arbejdsrettigheder ved domstolene, og hver succes i disse sager er en sejr for folket, som giver dem mod til at fortsætte kampen og sikre en sejr for Ukraine.

Jeg håber på, at arbejderklassen i fremtiden vil spille en langt vigtigere rolle i landets liv. Idet den har spillet en nøglerolle i at holde både frontlinjen og den økonomiske stabilitet oppe, ville det så være demokratisk at nægte den en stemme i den politiske sfære?

Den største udfordring for ukrainsk demokrati i dag er fraværet af venstreorienterede politiske kræfter. Men på trods af tab og fratagelse af rettigheder har arbejderklassen en chance for at blive stærk på længere sigt.

Valg der ryster demokratiet

Ukraine står i dag over for et vanskeligt valg: Hvordan bevarer vi vores værdighed og beskytter vores demokrati? Det er tydeligt for enhver, at samfundet bliver mere og mere politiseret og på udkig efter idéer, der kan forandre landet. Hvordan kan vi løse de modsætninger, der har hobet sig op?

Bortset fra en revolution (som man aldrig helt kan udelukke i Ukraine) er den eneste løsning at afholde valg. Samtidig er mange dog overbevist om, at valg under krigen ville være en meget stor prøvelse for vores demokrati, og noget af det sværeste.

Mange stiller uroligt spørgsmål såsom: Hvordan kan valg afholdes sikkert? Vil pro-russiske kræfter kunne vinde? Vil et valg ændre det ideologiske landskab?

Jeg mener ikke, vi bør give efter for panik. Vi skal i stedet overveje den skade, der kan ske, hvis valget afholdes uden vores indflydelse. Vi, den ukrainske venstrefløj, må til syvende og sidst lade det være op til den arbejdende ukrainske befolkning at vælge retning.

Hvis vi misser næste valg, fordi vi ikke er klar, er der ingen garanti for, at vi får en ny chance. Krigen har mindet os om, at tiden er begrænset, og at intet holder for evigt. Hvis vi ikke griber denne mulighed, vil vi være dømt til at gå i ring imod følgerne af en kapitalisme, der er ved at gå under – med fratagelse af rettigheder i arbejdslivet, hospitalslukninger og så videre.

Russisk valg-indblanding

Jeg vil gerne overordnet kommentere frygten for en pro-russisk hævn. Hvordan skulle Rusland kunne håbe på succes, når landet har påført Ukraine uoprettelig skade og har gjort sig selv til fjende af de russisktalende områder tæt på grænsen? Desuden har Ukraine allerede neutraliseret pro-russiske kræfter ved at forbyde partier, der potentielt har forbindelser til Rusland.

De kommende valg vil derfor ikke være en anledning til pro-russisk revanche. Risikoen kan til gengæld opstå en gang ude i fremtiden, hvis flere og flere ukrainere bliver desillusionerede over demokratiets evne til at løse samfundets problemer.

Den største fare vil her være at stå alene med sine problemer og risikere at drukne i dem, når Putins aggression ikke længere kan bruges som undskyldning, og den internationale støtte svinder ind. Med andre ord skal vi tænke over, hvordan vi kan gøre vores demokrati bæredygtigt, så ingen kan knuse det.

Jeg vil gerne minde om, at valget i Den Ukrainske Folkerepublik for over et århundrede siden ikke forhindrede den ukrainske stats sammenbrud – selvom det heller ikke var en sejr for de russiske styrker. Jeg tror dog, at Ukraine er meget stærkere i dag.

På trods af udsigten til valg skal vi overveje, hvordan vi tilpasser krigslovgivningen til behovene i det ukrainske demokrati – og ikke omvendt. Især fordi krigstilstanden vil vare længe. Vi er nødt til at få fjernet begrænsningerne på strejkeret og forsamlingsfrihed og til at få udvidet formerne for offentlig kontrol!

For i den ukrainske kontekst forhindrer demokrati ikke militære sejre. Tværtimod skaber manglen på demokrati panik, frygt og mistillid. I de seneste tre år har vi set masser af beviser på den første påstand – og desværre også på den sidstnævnte.

Global solidaritet og genopbygning

Afslutningsvis kan det ikke understreges nok, at det ukrainske spørgsmål er et globalt anliggende. Jeg tror oprigtigt på, at denne krig vil vise verdens evne til at forene sig mod barbari.

Venner og kammerater fra venstrefløjsbevægelser verden over har stadig en chance for at forhindre det, der ville være den største katastrofe i det 21. århundrede – nemlig Ukraines nederlag i krigen mod den russiske imperialistiske undertrykker. Ukraines succes vil tjene som et eksempel for andre nationer, der vover at gå imod angriberens planer.

Jeg vil endnu engang udtrykke min foragt for dem, der kalder sig venstreorienterede, men som har glemt essensen af ægte solidaritet, og som vil bruge enhver undskyldning til at nægte Ukraine retten til at forsvare sig selv. I deres geopolitiske analyser ignorerer de det ukrainske folk, som er nøglen til modstand – og til at forhindre skadelige reformer.

Til sidst vil jeg sige et par ord om genopbygning. Desværre mister begreberne “retfærdig genopbygning” og “retfærdig fred” deres betydning. Vi må genopfylde disse ord med reelt indhold. For mig vil en retfærdig genopbygning indebære følgende:

1) Garanteret uafhængighed

• Ukraines udlandsgæld skal annulleres – dette er en grundlæggende forudsætning.
• Økonomien skal socialiseres: Strategiske virksomheder skal være statsejede samt styres demokratisk af de ansatte.
• Fokus skal være på udvikling af grøn energi og industri, så vi kan producere teknologiske varer hjemme og ikke være afhængig af udenlandske magter.
• Multinationale selskaber skal overholde sociale standarder, der ikke er ringere end dem i deres oprindelseslande.
• Ukrainske naturressourcer og arbejdskraft skal styrke vores egen økonomi – ikke sikre velstand for nogen i udlandet.
• Et strategisk perspektiv vil være at opbygge forsvarsalliancer med lande, der føler sig truet af Rusland (især Polen, de baltiske lande og Skandinavien).
• Hele befolkningen bør gennemgå militær træning, og staten bør skabe sociale garantier for dette (f.eks. bibeholde gennemsnitslønnen under træningen).

Under disse betingelser vil Ukraine kunne overvinde sin perifere status og sætte sin uafhængighed i befolkningens tjeneste.

2) Arbejdermagt

• Den arbejdende befolkning i Ukraine har betalt en høj pris for uafhængighed – derfor fortjener den også politisk magt.
• Arbejdere skal sikres indflydelse på samfundsplan, navnlig i kraft af venstreorienterede arbejderpartier.
• Ingen love bør kunne vedtages uden samtykke fra fagforeningerne.
• Arbejderrepræsentanter skal sidde i virksomhedernes ledelse for at sikre en retfærdig fordeling af overskuddet.
• Alle investeringsaftaler skal godkendes af fagforeningerne for at sikre, at de tjener arbejderklassens langsigtede interesser og skaber produktive arbejdspladser.
• Der skal oprettes et Arbejdsministerium, der koordinerer arbejdstilsyn og beskæftigelsesindsatser. Ministeriets ledelse bør udpeges af fagforeningerne, og dets opgave vil være at beskytte arbejdernes interesser, fastsætte den optimale arbejdsbelastning og sikre, at arbejdspladser skabes på rimelige vilkår. Kun sådan kan der sikres tillid fra arbejderklassens side til staten, samt arbejdes på at fremme borgernes aktive deltagelse i politik.

3) En socialpolitik for alle

• Lønningerne for mænd og kvinder skal ligestilles ved at indføre faste mindstelønninger for de mest kvindedominerede sektorer – uddannelse, sundhed og omsorg.  Disse lønninger bør ikke være lavere end landsgennemsnittet.
• Rekonstruktionsprojekter skal have sociale klausuler – vinderen af et udbud skal være den virksomhed, der tilbyder de bedste arbejdsvilkår og sikrer arbejdernes deltagelse i ledelsen.
• Store infrastrukturprojekter (herunder social infrastruktur) bør bruges aktivt til at skabe beskæftigelse.
• Fagforeningerne skal have ret til at kræve, at arbejdsgivere ansætter flere medarbejdere, hvis arbejdsbelastningen overstiger det maksimale niveau.
• Mødre, krigsveteraner og handicappede bør have fortrinsret til beskæftigelse.
• Det skal være økonomisk urentabelt at opretholde for lave sociale standarder!

En ny vej for Ukraine

De nævnte tiltag vil selvfølgelig ikke fuldt ud kunne dække alle landets behov, men de kan bane vejen for en mere inkluderende, pluralistisk og demokratisk politik.

Jeg vil samtidig udtrykke min dybeste taknemmelighed til vores internationale venner, der har delt vores sorger og sejre, rejst penge og sendt uvurderlige forsyninger til Ukraine – samt fortsat med at tale om sandheden, selv når de har risikeret at blive falsk anklaget i deres egne lande.

Sammen har vi allerede opnået det umulige: Ukraine har stået imod – og dets fremtid vil uden tvivl være langt mere forbundet med verden.

---

Publiceret første gang i tidsskriftet Soutien à l’Ukraine résistante nr. 36 og oversat til engelsk af Patrick Le Tréhondat for Europe Solidaire. Oversat fra engelsk af Bjarke Friborg. Mellemoverskrifter er let justeret af redaktionen.