Dialog er godt – men selv dialogkaffe har sine grænser

At samle forskellige trosretninger til rituelle middage eller sammenkomster har en vigtig pointe i sig selv – for det er med dine fjender, du skal skabe fred!

Men de sidste dages polemik har gjort, at der er nogle overvejelser, som skal med.

For skal man til enhver tid kunne mødes over et måltid mad, med hvem som helst?

Her vil vi vel alle ønske, at svaret var ja, men selv Brobyggerne har jo sine grænser! Har det kurdiske parti PKK modtaget invitationer til at spise sammen med tyrkere? Har Özlem haft repræsentanter for Hizb-ut-Tahrir til dialog kaffe? Vil personer, som forsvarer Hamas i offentligheden, blive inviteret til kaffe med overrabbineren? Hvad med repræsentanter for Putins regime eller andre, der vil forsvare Ruslands overfald på Ukraine, i dialog-kaffe med nogle ukrainske flygtninge?

Jeg kan forestille mig, at svaret vil blive noget med lovlige foreninger; men hertil må man sige, at selv de foreninger – som af gud ved hvilken årsag er havnet på EU’s terrorliste – har jo argumenter for det, de gør. Og der er vel om noget behov for at komme i dialog med foreninger, man mistænker for det værste: Drab på tilfældige civile med et politisk formål.

Men jeg har hverken hørt protester fra integrationsborgmesteren i Københavns kommune eller fra kirkeministeren i den anledning.

Vi har alle grænser for, hvad vi vil lægge ryg til

Jeg tænker, vi nok alle har en grænse. Og jeg tænker, at den for de fleste af os ændrer sig over tid i takt med begivenheder omkring os.

Tiden nu er måske mere til at få markeret nogle grænser for, hvad vi vil lægge ryg til. Især når det drejer sig om Israel-Palæstina spørgsmålet. Det var måske derfor, en række muslimske imamer og debattører meldte fra til forsoningsmiddag hos Brobyggerne.

Vi kan fortsætte den opslidende debat om, hvem der kastede den første sten, eller vi kan begynde at forholde os til den konkrete virkelighed og den nære fremtid. Mere end 30.000 dræbte. Sult, hjemløshed og død.

Man må kunne tage stilling for menneskers ret til liv, hvis man skal kunne bryde brød sammen. Men det er politiske grænser, vi sætter. Og jeg har endnu ikke hørt, at nogen sagde nej til Brobyggernes arrangement på grund af religion eller etnisk baggrund.

Jeg har hørt politiske argumenter, og jeg har hørt, hvordan de blev fordrejet i medierne. Det tyder på et meget snævert syn på, hvad dialog er, og på hvordan man kan komme til at tale sammen.

Så min opfordring til Özlem og brobyggerne vil være, at de erkender, at andre kan organisere brobygning og dialog end brobyggerne – og at man ikke gør dialogen en tjeneste ved at mistænkeliggøre sine kritikere eller tage patent på dialogen.