Digitalisering og liberalisering slår brevet ihjel

Til nytår er det slut. Efter 401 år ophører udbringningen af breve i Danmark. Det meddelte PostNord efter et økonomisk sløjt første kvartal i år med en fortsat faldende brevmængde. Derfor er det ikke længere rentabelt at omdele breve, så den betjening af borgere og virksomheder ophører med udgangen af året. De røde postkasser fjernes fra bybilledet, og 1.500 postbude i blå uniformer afskediges.

Nogle ser afviklingen af postbesørgelsen som et naturligt skridt i den samfundsmæssige og teknologiske udvikling, hvor Danmark har lagt sig i spidsen med digitalisering; men andre er mere bekymrede.

Ganske vist vil PostNord fortsætte med udbringning af pakker. Dog virker det ikke oplagt med en pakkeudbringnings-virksomhed ejet af den danske og svenske stat i et stærkt konkurrencepræget marked med private, kommercielle logistikfirmaer, der udfører samme opgave. En sådan offentlig ejet virksomhed vil kunne opfattes som konkurrenceforvridende og derfor formodentlig blive sat til salg og privatiseret eller blive lukket.

Og ganske vist står det private firma DAO – som allerede i dag omdeler en del breve udover aviser og blade – på spring for at tage over, hvor Post Nord slipper. Det har DAO meldt ud; men det bliver ikke en betjening på helt samme måde, som det statsdrevne postvæsen har stået for. Frimærker vil skulle købes elektronisk og breve sendes fra kiosker og supermarkeder. Det er tillige uklart, hvornår udbringning af breve skal finde sted, da den skal ske samtidig med udbringning af aviser, blade og pakker. Og abonnenter på trykte aviser og blade oplever, at DAO ikke altid er en stabil leverandør, så der må reklameres over manglende eller for sen levering.

Antallet af abonnenter på trykte aviser er i øvrigt faldende. Flere aviser overgår til kun at være digitale, hvilket for eksempel regionalavisen Nordjyske har besluttet at overgå til. Ligeledes reducerer mange foreninger udgivelsesfrekvensen for medlemsblade eller dropper helt det trykte blad. Der bliver derfor færre aviser og blade, som breve kan distribueres sammen med. Det er derfor en sandhed med modifikationer, når direktør i DAO Peter Nielsen fortæller, at ”vi er ude hos danskerne i forvejen, og vi har plads i taskerne, for breve fylder ikke meget”. Især i de tyndt befolkede områder er det nok begrænset, hvor mange aviser, blade og pakker – der jævnligt er at bringe ud.

Hvem overtager brevuddelingen?

Hvis DAO eller andre private virksomheder overtager opgaven, skal udbringning af breve være til samme pris over hele landet, lyder kravet fra politisk hold, hvilket kan give udfordringer i forhold til at opnå tilstrækkelig fortjeneste på brevudbringningen med risiko for, at en privat operatør opgiver dette forretningsområde. Hvem der eventuelt skal overtage udbringning af breve, er uklart. På PostNords hjemmeside meddeles blot, at det forventes, ”at det offentlige fortsat vil sende fysiske breve til dem, der er fritaget for Digital Post. Det vil blot blive med en anden postvirksomhed end PostNord.”

Staten kan indgå kontrakt for en flerårig periode med kommercielle operatører om udbringning af breve. Men det forudsætter, at der er private firmaer, som finder det forretningsmæssigt tilstrækkeligt attraktivt at påtage sig opgaven. Staten kan ikke pålægge et privat firma at sørge for udbringning af breve, hvorfor denne funktion kan ende med helt at forsvinde her til lands, hvis ingen byder ind på opgaven. Eller bliver en service, der kun findes i de større byer, hvor der sammen med levering af aviser og pakker vil være tilstrækkelig volumen til at skabe overskud.

Bekymringen for den fremtidige levering af breve findes især i den ældre del af befolkningen, hvor en del frygter at blive hægtet helt af kommunikationsmæssigt. For nok er mere end ni ud af ti danskere digitale i en eller anden forstand og brugere af MitID; men omkring 275.000 primært ældre borgere et fritaget for at kommunikere digitalt med den offentlige forvaltning og modtager fortsat breve på papir fra offentlige myndigheder og institutioner.

Ældres rettigheder trues

Ikke-digitale mennesker er derfor dybt afhængige af, at de fysiske breve, der for eksempel indeholder vigtige informationer som sygehus- og lægeindkaldelser og vaccinetilbud, kommer frem, påpeger Ældre Sagen. Organisationen er derfor bekymret for de udsatte ældres rettigheder, som også omfatter muligheden for at indgive rettidige indsigelser på vigtige beskeder såsom ændringer i hjemmehjælpen.

Ældre Sagen øjner en risiko for, at de fysiske breve i fremtiden vil blive distribueret som pakker, så modtagerne skal transportere sig til og fra en postbutik i stedet for at få leveret brevet hjem i postkassen. I spidsbelastningsperioder som ved juletid med mange pakker kan det tillige betyde, at brevene bliver omdirigeret til andre postbutikker, så borgerne påføres ekstra besvær med at hente deres breve. Når postkasserne nedlægges, og posten skal indleveres til postbutikker, kan det skabe udfordringer for de ældre, som er mindre mobile eller ikke er vant til at bruge digitale løsninger. Allerede i dag, hvor Post Nord har fjernet mange postkasser, må ældre borgere for at kunne poste et brev tage bussen til en by, hvor der endnu findes postkasser. Så der skal lægges en busbillet oven i portoen for at sende et brev og bruges rejsetid.

Ældre Sagen lægger vægt på, at der forsat er behov for en god fysisk postomdeling og indleveringsmuligheder til dem, som er afhængige af den. Faglige Seniorer deler de samme synspunkter: ”Tilbage står opgaven med at sikre, at de borgere, der ikke er en del af den digitale udvikling, fortsat kan få post fra offentlige myndigheder”, lyder det fra Palle Smed, der er direktør i Faglige Seniorer.

Samme budskab lyder fra HK Kommunal, som organiserer borgerservice-medarbejdere og lægesekretærer. Fra medlemmer i både borgerservicecentre og i sundhedssektoren hører fagforeningen, at det er af stor betydning for de digitalt fritagne borgere at være ligestillet med de øvrige borgere i forhold til svar- og klagefrister ved indkaldelser til behandling. Derfor bør politikerne sikre, at de digitalt fritagne borgere bevarer deres forvaltningsmæssige retskrav, hedder det i en opfordring fra formand i HK Kommunal, Lene Roed. Hun frygter også, at brevomdelingen med en ny operatør bliver væsentligt dyrere end den nuværende PostNord-løsning.

”Politikerne bør holde kommuner og regioner økonomisk skadefrie, hvis det viser sig, at en ny postaktør skruer priserne op. Rettighederne til vores digitalt fritagne borgere må ikke blive underminerede af, at kommuner og regioner sparer på udgifterne til brevleveringerne”, hedder det advarende fra Lene Roed, der heller ikke finder det ”hensigtsmæssigt, hvis kommuner og regioner bliver nødsaget til at spare på andre velfærdsområder for at få penge til brevleveringerne.”

Digitaliseringens bagside

Alle tre organisationer frygter, at ikke mindst borgere, som ikke er så mobile, kommer i klemme. Ældre, syge og handicappede har svært ved at bevæge sig rundt og er derfor afhængige af at kunne få afhentet deres breve. Særligt på landet og i de små bysamfund er der store udfordringer, fordi der er langt til en postkasse eller postbutik, og ikke alle har bil eller pårørende, naboer eller andre til at køre for sig. Og den kollektive trafik skæres i disse år kraftigt ned, så stadigt flere helt eller delvist mister busbetjening. ”Vi risikerer for alvor at se skyggesiden af digitaliseringen slå igennem”, udtalte konsulent i Ældre Sagen Marlene Rishøj Cordes til Arbejderen.

Digitaliseringsministeren gnider sig allerede i hænderne og politikerne har mere travlt med at digitalisere vores hverdag og høste gevinsten hurtigst muligt end at tage hensyn til de borgere, der har svært ved at begå sig i alt det digitale,” slog Palle Smed fast i Faglige Seniorers nyhedsbrev. Afviklingen af det danske postvæsen ligner da også et overlagt mord begået af de danske politikere med det formål at effektivisere og rationalisere den offentlige sektor gennem en omfattende digitalisering som led i en mangeårig besparelsespolitik og begrundet med EU´s krav om liberalisering og konkurrenceudsættelse af landenes forsyningstjenester som led i gennemførelsen af det indre marked.

I 2002 vedtog EU, at medlemslandene senest i 2009 skulle liberalisere de nationale offentligt drevne postvæsener, hvilket i første omgang omfattede breve ned til 100 gram og senere blev sænket til 50 gram. I 2011 skete der en fuld liberalisering, og Post Danmarks eneret på omdeling af breve under 50 gram blev ophævet.

Liberaliseringen betød, at det offentligt ejede danske Post- og Telegrafvæsen blev udsat for konkurrence fra private firmaer, der i højere grad kunne basere sin drift på laverelønnede medarbejdere og mere fleksibel arbejdskraft – samt med tiden i øget omfang små selvstændige underleverandører uden lønmodtagerrettigheder.

For at styrke postvæsenet i den nye konkurrencesituation blev det omdannet til Post Danmark A/S og var i første omgang et rent statsligt aktieselskab med staten som eneejer. I årene derefter blev der gennemført gennemgribende ændringer i Post Danmarks struktur med henblik på en overgang fra statsligt organ til en privat virksomhed. I 2005 købte CVC Capital Partners 22 procent af aktierne i virksomheden, mens tre procent af aktierne blev udbudt til medarbejderne. For yderligere at styrke positionen i et skærpet marked med adskillige private aktører fusionerede Post Danmark A/S i 2009 med det svenske Posten AB og blev til PostNord. Ved indgåelsen af dette postale ægteskab stod begge parter ret stærkt, men snart gik det den forkerte vej for den danske del af koncernen, især på brevområdet.

Monopol på brevomdeling ophævet

Blandt årsagerne til et voldsomt fald af brevforsendelser i Danmark var, at Post Danmarks monopol på omdeling af breve under 50 gram bortfaldt i 2011. Andre distributører kom til som blandt andet Bladkompagniet (det nuværende DAO), som flere også offentligt ejede forsyningsselskaber har brugt til at udsende opkrævninger og kundeinformation.

En anden og den måske mest afgørende årsag var digitalisering. Ikke blot den generelle digitale udvikling, der betød, at mere kommunikation overgik til e-mail, sms og sociale medier samt forskellige digitale selvbetjeningsløsninger. Men også den politiske beslutning om at gøre digital selvbetjening obligatorisk i den offentlige forvaltning, så al kommunikation mellem forvaltning og borgere såvel som virksomheder skulle foregå digitalt. Officielt var hensigten at forbedre den offentlige service, men i høj grad blev digitaliseringen også et middel til effektivisering og besparelser – uden vurdering af og debat om konsekvenserne for borgere, virksomheder og civilsamfundet.

Den omfattende offentlige digitaliserings konsekvenser for postleveringen blev ikke nærmere undersøgt eller overvejet; men i Sverige er der ikke gennemført en tilsvarende hurtig, omfattende digitalisering af den offentlige forvaltning, og antallet af brevforsendelser er ikke faldet i samme omfang som i Danmark. Der er heller ikke brugt mange kræfter på at vurdere eller drøfte konsekvenserne af samspillet mellem forskellige politiske beslutninger og de afledte effekter heraf.

Liberalisering af postudbringning er sket samtidig med indførelsen af obligatorisk digital kommunikation med den offentlige sektor og en gennemgribende centralisering af den borgervendte offentlige service. Mange borgere har fået længere til rådhuset, politistationen, sygehuset og andre offentlige institutioner, hvilket især mærkes i landområderne, som også har mistet meget af den offentlige transport. Ændringerne i postloven kan derfor af mange opfattes som nok et skridt i retning af et endnu mere skævt Danmark på trods af, at politikerne ellers taler meget om at rette op på skævheden.

Politikerne fjernede befordringspligt

I 2023 vedtog Folketinget en ny postlov, der indebar en ophævelse af den i 1919 indførte befordringspligt, så PostNord fra og med 1. januar 2024 ikke var forpligtet til at omdele breve. Borgerne skulle have et frit valg, var en af begrundelserne fra det politiske flertal bag den nye lov. I en pressemeddelelse fra PostNord i forbindelse med den nye postlov udtalte administrerende direktør Nikolaj Ahrenkiel, at postvirksomheden ”nu tilpasser os en virkelighed, hvor brevforretningen, som vi kender den i dag, på sigt ikke vil være en del af vores virksomhed”.

Direktørens forudsigelse om at skrotte brevdistributionen bliver nu til virkelighed begrundet i et voldsomt fald i brevmængden i 2024 – næsten en halvering og langt mindre end før i tiden. Mens der i 2000 blev sendt 1, 4 milliarder breve, blev der i 2022 sendt 170 millioner breve – et fald på omkring 90 procent.

Det store fald i brevforsendelser sidste år har dog sine klare årsager. Ikke blot blev over 1.000 postkasser fjernet, men samtidigt steg portoen voldsomt, så det billigste brev kom til at koste 25 kroner – og er nu steget til 27,50. Medvirkende årsag er også, at foreninger og organisationer blev ramt af, at det blev 25 procent dyrere at få distribueret trykte medlemsblade og -magasiner, fordi de ikke længere var momsfritaget. Mange foreninger og organisationer er ikke momsregistrerede og kunne derfor ikke modregne moms på distribution med PostNord. Foreningerne skulle derfor enten hæve deres medlemsbidrag, foretage besparelser på personale og aktiviteter eller ophøre med at udsende blade og magasiner til medlemmerne, hvilket mange så sig nødsaget til at gøre.

Ved vedtagelsen af den nye postlov i 2023 betegnede museumsinspektør Eva Wistoft Andersen ved Enigma – Museum for post, tele og kommunikation – det som afslutningen af en århundreder lang epoke: ”Posten har i snart 400 år været en del af først kongemagten og senere en del af staten. Begrundelsen for postloven i 1851, der indførte frimærker og enhedsporto, var at sikre sammenhængskraften og lige adgang til kommunikation for alle. I mange år var landpostbuddet et kørende postkontor med en unik forbindelse til borgerne. Den epoke er endegyldigt forbi. Vi mister det danske postvæsen som en direkte linje fra staten til borgerne”.

I almenvellets tjeneste

Postvæsenet har derfor gennem det meste af sin levetid haft til formål at tjene almenvellet. De første skridt til et dansk postvæsen blev taget i 1624 med afsæt i en forordning udstedt af Christian den fjerde om oprettelse af ni postruter, hvoraf den vigtigste var mellem København og Hamburg og foregik med hestevogn med både breve og pakker, mens det foregik til fods på de øvrige ruter, og der kun blev befordret breve. Postbefordringen var i de første knap 100 år udliciteret til private aktører: men da den viste sig ganske lukrativ, blev den i 1711 overtaget at staten og i de kommende par hundrede år løbende udbygget.

Postvæsenet blev som en statslig etat et vigtigt element til sammen med jernbaner, færger og broer at binde landet sammen og udvikle både landbrug og industri ikke mindst i årene efter nederlaget ved krigen i 1864, hvor indadtil skulle vindes, hvad udadtil var tabt.

Mens et brev i postvæsenets første år kunne være op til fem dage undervejs, blev det hen i 1800-tallet normen, at breve nåede frem fra dag til dag takket være posttog og -færger. Post blev i byerne omdelt flere gange om dagen – i København op til syv gange dagligt. Ude på landet blev der oprettet aflæggersteder, hvor postbuddet afleverede posten, som borgerne selv måtte hente. I 1860´erne fik postvæsenet pligt til ikke blot at udbringe post i de større byer, men i alle byer og fra 1919 også på landet.

Posthuse skød i 1800-tallet op over alt i landet ofte ved siden af en jernbanestation, da breve og pakker i mange år primært blev transporteret med tog mellem landsdele og byer med sortering af post undervejs. I takt med bilernes indtog og nedlæggelse af de fleste lokalbaner i 1960´erne og 70´erne overgik stadig mere af transporten af post til at foregå ad landevejen, og det sidste posttog mellem København og Fyn/Jylland med sortering kørte i 1997 og blev helt erstattet af lastbiler. Samtidigt skete der en omfattende centralisering med etablering af nogle få store postcentre, hvor digitale, optiske hjælpemidler og tekstgengivelse stod for massesortering af breve. Denne automatisering gav en markant nedbringelse af antallet af medarbejdere, ligesom sløjfning af lørdagsomdeling af post sparede en del især løstansatte medarbejdere væk.

Store personalereduktioner

Mens der i 1980´erne var næsten 40.000 ansatte og i 2007 omkring 21.000, er der nu under 7.000 ansatte, hvoraf 1.500 står til fyring inden for det næste års tid og resten kan se frem tid en usikker fremtid med privatisering eller lukning som perspektivet. At koncentrere sig om pakkeuddeling med ambitionen om at blive den foretrukne leverandør vil blive noget af en udfordring i et stærkt konkurrencepræget marked, hvor PostNord bærer rundt på såkaldt historisk betingede udgifter, der ikke er blevet specificeret nærmere, men formodentlig blandt andet omfatter fratrædelsesgodtgørelser og tre års løn – kaldet ventepenge – til opsagte tjenestemænd.

Til at overvinde disse udgifter kompenseres virksomheden af staten med en engangskompensation på 600 millioner kroner under forudsætning af, at EU-Kommissionen godkender statsstøtten. Med fornyelse af de lokale aftaler med 3F som led i overenskomstforhandlingerne på industriens område vil PostNord have et højere lønniveau end konkurrenterne, der i kraft at dårligere løn- og arbejdsforhold vil have en økonomisk fordel

EU-liberalisering og digitalisering har sendt det danske postvæsen ud i en dødsspiral, der nu fører til afskaffelse af brevomdelingen til ulempe for først og fremmest de borgere, der er afhængige af at kunne modtage eller sende breve, men også til ærgrelse for flere andre. Selv om der ikke mere er så mange, er der stadig pennevenner, som på papir og som regel skrevet i hånden korresponderer med andre mennesker i ind- og udland, hvilket ofte bliver en brevveksling for livet. Nogle mødes også af og til fysisk, mens andre kun kender hinanden gennem de udvekslede breve, hvor stort og småt bliver beskrevet og bidrager til at få indsigt i andres liv og vilkår – skaber medmenneskelig forståelse også på tværs af landegrænser.

Denne brevveksling besværliggøres, når den hidtidige postbesørgelse afskaffes. Hvordan og af hvem breve til og fra udlandet skal håndteres er uklart og op til Transportministeriet at finde en løsning på. For mange pennevenner kan de fysiske breve ikke bare erstattes af elektroniske, da et håndskrevet brev på papir er noget særligt, der i langt højere grad bliver til på baggrund af refleksion og overvejelse i modsætning til e-mails, sms´er og opslag på sociale medier, der er en mere flygtig og fragmenteret kommunikationsform.

De fysiske breve rummer i det hele taget for mange mennesker noget andet end den digitale kommunikation ved at lægge op til fordybelse og eftertanke, ligesom de fysiske breve ofte giver en indsigt i menneskers liv – og derfor med tiden kan blive nøglen til at beskrive et helt levnedsforløb, hvilket både slægtsforskere og professionelle historikere har som vigtige kilder i deres virke.

Eftertidens indsigt i dagligliv forringes

Når brevmængden skrumper ind, får det også konsekvenser for eftertidens muligheder for at få indblik i og beskrive almindelige danskeres hverdagsliv. Gennem de seneste 200 år, hvor alle har gået i skole og lært at læse og skrive, har der bredt i befolkningen udfoldet sig en flittig udveksling af breve, der fortæller om også den jævne mand og kvindes liv, tanker og følelser. Breve er således sammen med blandt andet dagbøger et vigtigt bidrag til historieskrivningen og kan også læses mange år senere, hvilket ikke i samme omfang vil være tilfældet med den nok så omfattende digitale kommunikation.

Selv om al vores gøren og færden på internet og de sociale medier som sådan bevares, så dør adgangen til vores digitale kommunikation i stor udstrækning også, når vi selv dør. Og det er ikke til at vide, om det om 100 eller 200 år vil være muligt at hente information fra fortidens digitale systemer, der i mellemtiden er blevet overhalet af mange nye generationer af og former for teknologi. Medmindre de brændes eller på anden måde destrueres, vil de fysiske breve have en væsentlige længere levetid end den digitalt lagrede kommunikation.

Ikke blot pennevenner og andre ivrige brevskrivere vil miste noget, når brevomdelingen ophører. Også glæden ved at sende eller modtage et julekort, et fødselsdagskort eller et postkort med en feriehilsen forsvinder – ligesom gækkebrevet. Det giver ikke meget mening at sende et digitalt gækkebrev, som det sørgmodigt blev skrevet i et læserbrev i Politiken. Et kort af den ene eller anden slags er ikke blot en hyggelig hilsen, men kan hænges på opslagstavlen eller ligge på bordet som et synligt symbol og bevis på at blive husket af familie, venner og bekendte i en for mange travl hverdag. En sms eller et Facebook-opslag med nogle hurtigt skrevne ord og diverse emojies kan virke som et overfladisk fænomen, der er gået inflation i.

Øget sårbarhed

Udfasningen af de fysiske breve sker samtidigt med, at der i stigende grad sættes spørgsmålstegn ved digitaliseringens velsignelser. Unges mistrivsel sættes i forbindelse med alt for megen tid ved skærmen. Mobiltelefoner og computere er på vej ud af klasseværelserne til fordel for en tilbagevenden af fysiske undervisningsmaterialer, da en bog på papir giver mulighed for bedre koncentration og fordybelse. Dødsdommen over den trykte bog blev afsagt for flere år siden; men salget af trykte bøger i butikker, online og ved bogmesser er stigende ligesom udlånet af papirbøger på bibliotekerne, der også kan samle mange bogelskere i læsekredse.

Også fra en helt anden vinkel rejses der kritiske bemærkninger om den omfattende digitalisering af det danske samfund. Både efterretningstjenesterne og Rigsrevisionen peget på en stigende sårbarhed, fordi mange digitale systemer og tjenester ikke er sikret tilstrækkelig godt imod hackerangreb eller hybridkrig, der kan få alvorlige konsekvenser – især hvis der ikke er analoge supplementer eller alternativer til de digitale løsninger. Kritiske øjne er også rettet imod, at mange digitale løsninger i både den offentlige og private sektor er baseret på systemer leveret af nogle få store leverandører, nemlig techgiganter som Microsoft og IBM, ligesom både myndigheder, virksomheder og borgeres digitale kommunikation er foregår via platforme udviklet og drevet af techvirksomheder ejet af oligarker som Elon Musk og Mark Zuckerberg. Vi er således dybt afhængige af disse kommercielle koncerner med størst mulig profit som eneste drivkraft, når den samfundskritiske infrastruktur ikke er på offentlige hænder, men privatiseres. Markedet tager over, og demokratiet svækkes.

I en leder ridser det ellers borgerligt orienterede Kristeligt Dagblad situationen klart op: ”Det giver magt at have monopol på kommunikationskanalerne, og i flere hundrede år var det det statslige postvæsens. I dag er det nogle få private, amerikanske virksomheder, der styrer vores post”.

De danske politikere ser dog ikke ud til at ryste på hænderne, når de bekender sig til nødvendigheden af en fortsat digitalisering af det danske samfund. De ser endda den danske digitalisering som en oplagt eksportartikel til ikke mindst Tyskland, der er langt mindre digitaliseret end naboen mod nord og har afsat milliarder af euro til en opgradering af infrastrukturen. Spørgsmålet er så, om den tyske regering tør gå lige så langt som i Danmark og afskaffe brevuddelingen. Det vil i så fald gå udover millioner af tyskere og være ”gefundenes fressen” for og en foræring til det fremstormende højreorienterede parti AfD, der stiler efter at blive landets største parti baseret på opbakning bag de utilfredse oversete borgere.

Om såvel den tyske som danske venstrefløj, der gerne vil tale de svages sag, formår at opfange de digitalt ekskluderede borgeres utilfredshed afhænger af, om de socialistiske partier indser digitaliseringens dilemmaer og får sat på den politiske dagsorden, at digitalisering rummer såvel muligheder som trusler – og har skyggesider.

Det er formelt set ledelsen i PostNord, der har besluttet at ophøre med udbringning af breve: men politikerne har det fulde ansvar for at have skabt en situation, hvor brevbesørgelse i den grad er blevet en underskudsforretning og for, at Danmark som ét af de eneste lande i verden fremover ikke har et postvæsen. Udbringning af breve bliver afhængig af markedskræfterne og er ikke længere en offentlig forpligtelse, hvilket lader en del borgere i stikken.

Muligheden for at modtage eller sende breve er ikke blot et spørgsmål om nostalgi, men for nogle mennesker også en nødvendighed. Med åbne eller lukkede øjne har de danske politikere foretaget et valg. Kvælningen af brevet som kommunikationsmiddel er et politisk mord.

Kilder:

PostNord, Ældresagen, Faglige Seniorer, HK Kommunal, 3F, Jyllands Posten, Arbejderen, Kristeligt Dagblad, Politiken