Donald Trump og Venezuela: Det handler ikke om narko

Torsdag 16. oktober har Washington Post rapporteret om, at helikoptere har lavet træningsøvelser blot 145 kilometer fra Venezuelas kyst. Trump har åbent autoriseret CIA til at “foretage operationer” inde i Venezuela. Omkring 10.000 amerikanske tropper er udstationeret til den sydlige kommando, fordelt på krigsskibe og militærbaser i Caribien.

Hvad ligger bag alt det her? Trump har hævdet, at det handler om narko. Narko er blevet lidt ligesom “weapons of mass destruction” i Irak. En undskyldning. Men en virkelig dårlig en af slagsen. For der er intet bevis for, at Venezuela skulle være hovedåren for narkosmugling nordpå. Langt de fleste rapporter indikerer, at det stadig er gennem Stillehavsruten, at de fleste stoffer transporteres ind i USA.

Indtil videre har USA bombet fem både og dræbt 27 mennesker. Som både Colombias præsident Gustavo Petro og en lang række eksperter har påpeget, så er dette drab uden rettergang og med disproportional magtanvendelse. Der er ikke fremlagt et eneste bevis på, at de både vitterligt var lastet med narkotika. Der er heller ikke fremlagt et eneste bevis på at de små både udgør en sikkerhedstrussel for USA.

Det handler ikke om narko

Det her handler selvfølgelig ikke om narko. Det handler dels om Trumps egen magtposition og dels om Venezuelas olie- og mineralrigdomme.

Der er flere faktorer, som spiller ind i Trumps ageren. Det første er indenrigspolitik. Der skal være midtvejsvalg i USA til næste år, og både Venezuela og narkotikahandel er et perfekt fjendebillede for Trump.

Men der er også den interne magtkamp i Trumps administration – hvor de moderate dele omkring Richard Grenell (Trumps forhandler med Venezuela) er blevet skubbet til side af udenrigsminister Marco Rubios hardliner-fløj, som er bitre over, at kupforsøgene i 2019 mislykkedes og nu ønsker hævn mod Maduro-styret i Venezuela.

Men hvorfor gør Trump alting i det åbne? Hvorfor ikke en hemmelig konspiration, et statskup, som vi har set så mange af i Latinamerikas historie?

En regulær invasion vil være en katastrofe – også for USA

Mit bud er, at Trumps ageren i de seneste to måneder faktisk er konsistent: Han bruger al sin magt til at true og presse – ikke Maduro, men derimod de forskellige fraktioner omkring Maduro (særligt Delcy og Jorge Rodriguez og muligvis også forsvarsministeren Padrino López), det vil sige indercirklen i den venezuelanske regering og militæret.

Når Trump bomber skibe sender han et signal. Når han helt åbent omringer Venezuela med krigsskibe, ubåde, droner og helikoptere, så sender han et signal. Når han praler til pressemøder om grønt lys til CIA-aktioner, sender han et signal.

I virkeligheden er hans drømmescenarium ikke en fullblown krig med Venezuela. Det er tværtimod at skræmme og true dele af det venezuelanske militær til et kup indefra, et kup der kan skaffe Trump et regimeskifte, som giver ham mere favorable vilkår – og som han kan udråbe som en sejr på den indenrigspolitiske front.

En egentlig krig med Venezuela med landtropper ville være en katastrofe for USA. For det første skal vi huske på, at selv invasionen af Panama (i 1989), hvor USA afsatte deres gamle ven Manuel Noriega, blev udført med omkring 20.000 infanterister, cirka dobbelt så mange som det Trump har mobiliseret nu. Og det var i et meget mindre land.

For det andet så er Venezuela et meget urbaniseret samfund. Militærinstallationer, som f.eks. Fuerte Tiuana, ligger stenkast fra tætbeboede områder. En krig ville blive udkæmpet i byerne. De civile tab ville være enorme.

For det tredje ville amerikanske tropper blive mødt af en lang række væbnede grupper i Venezuela, militser og hærdelinger. Det ville blive et mareridt for USA, som ikke vil være let at trække sig ud af.

Regimeskifte

Derfor er det mere sandsynligt, at vi kommer til at se droneangreb eller missilangreb end regulære landtropper. En mulighed er også små angreb med specialstyrker, men med afgrænsede mål for øje.

Problemet for Trump er, at mindre angreb inde i Venezuela ikke nødvendigvis ender med en sejr for ham. For hvis hans mål er regimeskifte, så kan mindre angreb hurtigt vise sig at få den omvendte effekt; nemlig at styrke Maduro som vil kunne bruge angrebene til at samle nationen bag sig og mobilisere imod krig.

Det er også grunden til, at Trump har bygget det her op så langsomt – fra slutningen af juli hvor han underskrev et hemmeligt dekret om Venezuela, over august hvor han begyndte at rykke tropper, til september hvor han angreb de små både – og frem til nu, hvor han åbent taler om angreb inde i Venezuela. Alt sammen for at bruge truslen om et angreb til at få folk omkring Maduro til at bukke under.

Men tid er en afgørende faktor. Trump har ikke råd til at trække denne situation ud i uendelighed. Han bliver nødt til at optrappe, medmindre han vil tabe ansigt. Det er derfor, at der nu er en helt reel mulighed for, at der sker et angreb. Det vil formentligt blive et mindre angreb inde i Venezuela. Et nyt forsøg på afpresning, snarere end en fullblown krig. Et angreb som ikke handler om narko, men om regimeskifte.