Donald Trumps kamp mod vindmøllerne

Trump og Ørsted

Trump-regeringens ordre om at stoppe færdiggørelsen af Ørsteds havvindmøllepark Revolution Wind ud for Rhodes Island kom tilsyneladende som et chok ikke kun for Ørsteds ledelse og aktionærer, men også for de fleste danske medier og almindelige danskere. Det burde imidlertid ikke komme som den store overraskelse. Ordren blev udstedt af Bureau of Ocean Energy Management (BOEM), en underafdeling under det amerikanske indenrigsministerium, og den refererer direkte til et dekret om stop for alle havvindmølleprojekter ud for USA’s kyster, som Trump underskrev på den allerførste dag i hans anden præsidentperiode – den 20. januar 2025.

Der er altså tale om et politisk træk, som Trump foretog, så snart han var tiltrådt. Kampen mod vindmøller af enhver slags er Trumps egen. Revolution Wind er ikke det eneste vindmølleprojekt, der er blevet standset, efter Trump har sat sig i præsidentstolen. Trumps regering har stoppet for tilladelser til nye vindmølleprojekter på føderalt ejet jord og man har annulleret en støtte på 679 millioner dollars til en række vindmølleprojekter, som blev bevilget, da Biden sad på præsidentposten. Ørsteds projekt var 80% færdigt og var planlagt til at skulle starte elproduktionen næste år, så måske har Ørsteds ledelse forestillet sig, at Trumps dekret kun handlede om nye projekter – men det var altså ikke tilfældet.

Som argument for at forbyde rejsning af vindmøller har de amerikanske myndigheder præsenteret offentligheden for en række vidtløftige forklaringer : Vindmøller er grimme og upålidelige som energikilder ( man vil eksempelvis ikke kunne se fjernsyn, hvis det er vindstille ); fugle bliver slået ihjel af de roterende vindmøllevinger; hvaler bliver forvirrede af den summende lyd fra havvindmøllernes vinger og går på grund på nærliggende kyster; havvindmøller vil kunne fungere som skjul for undervandsdroner ved et evt. fjendtligt angreb på USA osv.

Trump har længe påstået, at påstanden om ”klimaforandringer” er et fupnummer sat i verden af den kinesiske regering for at svække USA’s økonomi, og dette fupnummer og de tilhørende krav om overgang til vedvarende energikilder skal efter hans mening imødegås med en stærkt forøget produktion af fossile brændsler i USA – især olie og naturgas.

Som led i hans nyligt vedtagne Big Beautifull Bill har Trump genindført subsidier til produktion af fossile brændsler på 31 milliarder dollars om året. Det betyder ifølge en nylig rapport udgivet af Oil Change International, at subsidierne til fossil energi i USA er fordoblet siden 2017.

Det er ikke kun internt i USA, Trump forsøger at fremme produktion og forbrug af fossile brændsler. I handelsaftalerne med bl.a. EU, Japan og Sydkorea, som Trump – efter først at have truet med høje toldsatser – har fået de involverede regeringers underskrift på, indgår der hensigtserklæringer om at importere fossile brændsler – olie eller naturgas – fra USA. Trump har i den forbindelse udtalt, at han vil lære de andre regeringer, at det ikke er nogen god ide at satse på vedvarende energikilder.

Der er ingen tvivl om, at Donald Trump personligt ikke bryder sig om vindmøller, men måske har hans og hans regerings aversion mod vedvarende energi også en anden og mere rationel begrundelse – oliens betydning for USA’s dominerende geopolitiske position.

Det er efterhånden et accepteret faktum, at energi produceret med vedvarende energikilder som sol, vind og vand er billigere end energi produceret med fossile brændsler. Således er 90 % af sol og vind projekter verden over nu billigere end de billigste tilgængelige fossile alternativer. Trump-regeringens modvilje mod vedvarende energi kan på den baggrund forekomme uforståelig. Men det ser ud til, at Trump har valgt at stille sig på de fossile brændslers side – mod vedvarende energikilder – i kampen om den fremtidige globale energistruktur.

Det er slet ikke sikkert, at et skifte fra en energiform til en anden i en industrialiseret verden udelukkende afhænger af, om den sejrende energiform er mere effektiv eller billigere end den gamle, skiftet kan også påvirkes af interne klasserelationer og geopolitiske interesser.

Fra vand til kul til olie

I bogen The Nutmeg’s Curse beskriver den indiske forfatter Amitav Ghosh – blandt meget andet – hvordan klasserelationer og geopolitiske forhold har spillet ind i overgangen fra vandkraft til kulkraft og derefter til olie og naturgas i løbet af den industrielle revolution, og hvordan geopolitiske forhold spiller ind i udviklingen af vedvarende energi og de modsatrettede bestræbelser på at fastholde fossile brændslers rolle som de vigtigste energikilder i den globale økonomi.

Jeg vil i det følgende kortfattet referere hans analyse.

Ved starten på den industrielle revolution blev vandkraft hurtigt den absolut vigtigste energikilde. I England, hvor industrialiseringen fødtes og den vigtigste nyetablerede industri var spinding og vævning af bomuld, blev maskineriet til behandling af bomuld næsten udelukkende drevet af vandkraft. Der var mange andre energikilder i det engelske samfund – trækdyr, vind, brænde og kul – men til forskel fra de andre energikilder kræver vind- og vandmøller ikke tilførsel af energi. Vandløb og vind er cirkulerende naturfænomener, som er fælleseje og ikke kan opdeles og gøres til privat ejendom. Når først et produktionsanlæg til bearbejdning af bomuld var anlagt og forbundet til en vandmølle, var der ikke løbende omkostninger til energi. Til gengæld var det nødvendigt, at produktionsanlægget var placeret tæt på et vandløb, hvor strømmen var kraftig nok til at forsyne maskineriet med energi.

Med opfindelsen af kuldrevne dampmaskiner blev vandkraften udfordret som energikilde i bomuldsbearbejdningen. Årsagen til at kul kunne udkonkurrere vandkraft var ikke, at kul var en billigere eller mere effektiv energikilde end vandkraft. Dampmaskinen var vandmøllerne overlegne, fordi den kunne anbringes praktisk taget hvor som helst, f.eks. i tæt bebyggede byer, hvor arbejdskraften var talrig og derfor billig. Det betød, at ejerne af bomuldsspinderier og – væverier på trods af den ekstra omkostning til kul, kunne presse mere profit ud af arbejdere. Afhængigheden af nærhed til vandløb blev ophævet, men til gengæld var brug af dampmaskinen afhængig af kontinuerlig tilførsel af kul som energikilde. Kul er ikke gatis som vand og vind og udgjorde en ekstra omkostning i produktionen.

Overgangen fra kul til olie handlede også om klassekamp

For den herskende klasse var der imidlertid et minus ved brugen af kul som energikilde, nemlig at den blev hentet ud af miner af et stort antal minearbejdere, som arbejdede hårdt og under farlige vilkår. Både arbejdets karakter og den høje koncentration af arbejdere gjorde radikalisering mulig – ovenikøbet blandt en gruppe arbejdere som kontrollerede samfundets vigtigste energikilde. Det var derfor, minearbejdere i slutningen af det nittende og begyndelsen af det tyvende århundrede udgjorde den mest radikale del af arbejderbevægelsen rundt om på kloden.

Overgangen fra kul til olie som den vigtigste globale energikilde havde, ifølge Ghosh, bl.a. sin begrundelse i de interne klasserelationer i samfundet. Til forskel fra kul kræver det ikke en stor arbejdsstyrke at udvinde og transportere olie, og produktionen kan derfor ikke på samme måde danne grundlag for en stærk fagbevægelse. Dertil kommer, at olien også har betydning for de globale magtstrukturer. Olien skal transporteres på skibe eller i rørledninger fra det sted, hvor den udvindes, til det sted hvor den skal anvendes, og det skaber en særlig geopolitisk dynamik. For at nå frem til forbrugerne, må olietransport ad søvejen passere gennem en håndfuld maritime nøglepositioner- bl.a. Suez-kanalen, Hormuz-strædet og Malacca – strædet.

I begyndelsen af det tyvende århundrede blev adgangen til olieressourcer derfor af afgørende geopolitisk betydning, og i første halvdel af århundredet kunne Storbritanien med sine mange flådebaser spredt ud over kloden – især i de britiske kolonibesiddelser omkring Det Indiske Ocean – stå som den militære garant for distributionen af olie.

Efter Anden Verdenskrig overtog USA-baser kontrollen med oliedistributionen

Efter Anden Verdenskrig overtog USA denne rolle med et globalt netværk af flåde- og militærbaser. Rollen som garant for olieforsyningerne er på denne måde blevet en vigtig del af grundlaget for USA’s geopolitiske dominans og dets rolle som global hegemon.

Kontrollen med distributionen af olien er dobbeltsidig. USA har med sin militære kontrol over oliedistributionen mulighed for at hindre energiforsyninger til geopolitiske rivaler, og dertil kommer petrodollar-systemet, som betyder, at al handel med olie skal foregå med dollars som betalingsmiddel. USA’s position i det globale geopolitiske system er således i høj grad bundet til kontrollen med olie, og det er derfor ikke i USA’s interesse, at den dominerende rolle som energikilde, olien og de andre fossile brændsler indtager i den globale økonomi, udfordres af vedvarende energi. Denne holdning og den deraf følgende politik deler USA med en lang række olieeksporterende lande – herunder Rusland.

Stater som primært er olieimporterende deler imidlertid ikke denne interesse. De tre største olieimportører globalt set er Kina, USA og Indien i denne rækkefølge, men selv om USA altså er storimportør af olie, er landet faktisk nettoeksportør. USA eksporterer mere olie end man importerer. For de reelle storimportører af olie, Kina og Indien, betyder afhængigheden af olieimport, at deres sikkerhedspolitiske situation er udfordret. Forsyningen af olie vil kunne hindres af uro, kriser, krige og endda af en fjendtlig stat, som kontrollerer forsyningsvejene for olien.

Ghosh nævner ikke i denne forbindelse EU, men jeg mener, at det er indlysende, at EU som helhed også indgår i denne sammenhæng. For EU betyder afhængigheden af olie og naturgas fra Rusland, at man ikke kan føre en sanktionspolitik over for Rusland, der effektivt kan støtte Ukraine. EU har skåret voldsomt ned på sin import af fossile brændsler fra Rusland, en import som i 2022 udgjorde hele 45% af energiforbruget i EU. I 2025 dækker importen af russisk olie og naturgas kun 16% af energiforbruget i EU, men EU er stadig den anden største importør af fossile brændsler fra Rusland – kun overgået af Kina og foran Indien. Så Trump kan uden risiko kræve, at EU holder op med at importere russisk olie og naturgas, hvis USA skal støtte nye sanktioner mod Rusland. Det kan EU ikke uden videre.

For alle større olieimportører kan tilførslen af olie bremses af noget så simpelt som, at Suez-kanalen, Hormuz- strædet eller Malacca-strædet bliver blokeret, f.eks. hvis et tankskib sætter sig på tværs af Suezkanalen eller hvis USA’s flåde i en evt. krisesituation sætter hindringer i vejen for transporten af olie gennem Det Indiske Ocean.

Selv om det ikke er noget, der kan ske inden for den allernærmeste fremtid, fordi både Kina, Indien og EU i en del år frem vil være afhængige af olie, så gælder det for alle tre, at de af al magt forsøger at realisere en grøn omstilling, altså en overgang fra fossile brændsler til vedvarende energikilder.

Hvis det lykkes Kina, Indien og EU at realisere omstillingen til vedvarende energi, vil verdens geopolitiske struktur ændres fundamentalt. Vedvarende energi skal ikke transporteres ad risikofyldte sejlruter, og det vil betyde, at USA ikke længere kan kontrollere de globale forsyninger af energi.

Stater ville ikke længere være afhængige af uforudsigelige olieproducenter. Man ville ikke behøve at frygte internationale kriser, krige eller revolutioner i fjerne lande, og man ville ikke være afhængig af at supermagter kontrollerer og holder de søruter åbne, som olien transporteres ad.

En overgang til vedvarende energi forekommer, ifølge Ghosh, opnåelig – en overgang, som måske kunne føre til, hvad han kalder en ”jordvenlig” industriel revolution.

Olien og USA’s geopolitiske dominans

Jeg har her kortfattet refereret Ghosh’s analyse, men indføjet EU’s placering i gruppen af væsentlige olieimportører. Ghoshs analyse kan, efter min mening, give nøglen til at forstå, hvorfor Trump opfører sig så tvetydigt i sit forhold til henholdsvis Rusland og NATO-alliancen. Når Trump modarbejder omstillingen til vedvarende energi, er det formentlig for at undgå den geopolitiske omvæltning, Ghosh beskriver.

Det virker som om Trump føler sig mere fristet til at tilnærme sig Rusland end til at bevare Nato-alliancen, og det kan måske forklares med, at USA og Rusland begge – sammen med Saudiarabien og de andre olieeksportører – har en grundlæggende fælles interesse i at bevare fossile brændsler som de grundlæggende energikilder i den globale økonomi. Ganske vist konkurrerer USA med Rusland om det europæiske marked for fossile brændsler, men grundlæggende har USA og Rusland en fælles interesse i, at den globale brug af fossile brændsler ikke erstattes af vedvarende energi.

NATO og BRIKS

Den aktuelle geopolitiske struktur kan, efter min mening, i grove træk betragtes som en modsætning mellem Vesten dvs. NATO på den ene side og BRIKS-landene på den anden. Set gennem et olie-prisme er det i denne forbindelse interessant, at de to ”blokke”, der står over for hinanden, begge indeholder både olieeksportører og olieimportører. Inden for NATO står det olieeksporterende USA over for et grundlæggende olieimporterende EU, og inden for BRIKS står det olieeksporterende Rusland – sammen med en række andre olieeksporterende lande – over for de to mægtige olieimportører, Kina og Indien.

Det kan umiddelbart ligne et symbiotisk forhold mellem olieeksportører og olieimportører, men i begge tilfælde giver det de olieeksporterende lande en magt over olieimportørerne, som hæmmer olieimportørernes geopolitiske handlemuligheder.

Kina og Indien kan heller ikke i længden være interessede i at være afhængige af leverancer af olie og naturgas fra Rusland. De kan ganske vist købe russisk olie billigt, og Rusland og Kina har etableret en gasrørsledning gennem Sibirien til Kina og en sejlrute gennem det isfri arktis og har i det små på denne måde etableret alternative transportveje for fossile brændsler. Men størsteparten af den russiske olie til Indien og Kina transpoteres stadig ad søvejen gennem Det Indiske Ocean

Kina og vedvarende energi

Især Kina forsøger af al magt at vriste sig fri af afhængigheden af olieimport. 84% af Kinas vækst i elektricitetsforbrug blev i 2024 skabt af vedvarende energi. Investeringer og produktion af vedvarende energi stod i 2024 for 10% af Kinas økonomi, og den vedvarende energisektor voksede tre gange så hurtigt som økonomien generelt.

Kina har opnået en førerposition inden for teknologisk udvikling af sol- og vindkraft, og energiproduktionen med vedvarende energi i Kina er nu steget så meget, at Kina på trods af et voksende bruttonationalprodukt har været i stand til at sænke importen af olie. I Kina er det desuden ikke olien, som er alternativet til vedvarende energi i situationer med spidsbelastning i energisystemet, men derimod kul, som kan udvindes lokalt. Olie mister på denne måde gradvist sin betydning i den kinesiske energiproduktion.

Selv om Kinas import af olie fra Rusland har været stigende, faldt Kinas samlede olieimport i 2024 med ca. 2%, et fald som primært skyldtes et faldende forbrug af olie inden for transportsektoren, og det skyldes, at eldrevne transportmidler for fuld fart er i færd med at udkonkurrere benzin og diesel.

Også på verdensmarkedet buldrer Kina derudaf. Kinesiske virksomheder leverer nu 80% af de solceller og 60% af de vindmøller der etableres globalt, og Kina har et næsten totalt monopol på forarbejdning af de sjældne jordarter og mineraler, som er så vigtige for udviklingen af vedvarende energi.

Den amerikanske regering har også en interesse i sjældne jordarter og mineraler, fordi de indgår i de mikrochips, som styrer amerikanske våbensystemer, men de sjældne jordarter, som udvindes i USA, sendes for størstepartens vedkommende til forarbejdning i Kina.

Fremtidens geopolitik

Kampen om fremtiden står altså ikke udelukkende mellem politiske ledere, der er skræmte over udsigterne til omfattende menneskeskabte klimaforandringer på den ene side og politiske ledere som ikke er så bekymrede og i hvert fald ikke opfatter eventuelle klimaforandringer som menneskeskabte på den anden.

Fremtiden kan i lige så høj grad blive afgjort af modsætningerne mellem de stater, som opfatter deres magt i det geopolitiske system som afhængig af den fortsatte handel med fossile brændsler, og de stater, som opfatter de fossile brændslers dominans som en svækkelse af deres geopolitiske situation. Måske kan man på længere sigt forestille sig en form for alliance om en global grøn omstilling mellem de lande, som har en geopolitisk interesse i udviklingen af vedvarende energikilder – Kina, Indien og EU. Det ville være en sand omvæltning af den globale geopolitiske struktur.

Men Trump og den amerikanske regering er ikke tvunget til at bekæmpe vedvarende energi og beskytte fossile brændsler – det er et politisk valg. En global overgang til vedvarende energi vil formentlig gøre det vanskeligere for USA at opretholde sin globale økonomiske og militære dominans, men amerikanske præsidenter før Trump har støttet udviklingen af vedvarende energi. Det er sket ud fra en forestilling om, at en grøn omstilling ville gøre landet bedre i stand til at se en fremtid i møde, hvor billig vedvarende energi vil kunne sikre udvikling af nye industrier og arbejdspladser til erstatning for de industrier, som er afhængige af fossile brændsler.

Man kan håbe, at kommende præsidenter i USA , hjulpet på vej af et voksende ønske i enkelstaterne og deres befolkninger om en grøn omstilling, vil ændre kurs og igen skabe muligheder for etablering af vedvarende energikilder i USA.

Hvordan verden vil kunne se ud efter en mulig global grøn omstilling er så en anden historie.

Vil vedvarende energi skabe grundlaget for en mere decentral og demokratisk styret energiproduktion ?

Vil data blive den nye olie ?

Vil Kina kunne etablere en global dominans baseret på bearbejdning og eksport af sjældne jordarter ?

Det må tiden vise, men for klodens fremtid er det vigtigt, at de olieeksporterende landes kamp for bevarelse af fossile brændsler imødegås. En global grøn omstilling kan muligvis ikke afværge omfattende klimaforandringer – det er nok for sent – men måske kan den begrænse dem.

.