Donald Trumps største knibe – Fra Wall Street til Venezuela

Følgende redegørelse er baseret på analyser af Yanis Varoufakis, John Mearsheimer (2) og Warren Buffett.

Forudsætningen for at forstå USA’s nuværende økonomiske problem er et vist kendskab til den historiske baggrund, og det begyndte i Bretton Woods i 1944. Formålet med konferencen i Canada var at fastlægge den økonomiske verdensorden efter Nazitysklands fald.

Det stod absolut klart, at USA efter krigen ville være verdens førende økonomiske magt. USA’s industri var efter datidens målestok enorm. Europa lå i ruiner, og resten af verdens lande havde ikke en industri med en arbejderklasse, som kunne efterspørge den amerikanske industris produkter.

USA havde ikke andet valg end at genopbygge Europa – med dollars. På konferencen blev der ikke formaliseret en aftale om, at den amerikanske dollar skulle fungere som verdensvaluta. Det var en selvfølge. Den britiske økonom, John Maynard Keynes, advarede. Han så, hvordan det ville give USA meget stor magt over verdensøkonomien og et uhørt privilegium.

I 1960erne døbte den franske finansminister, Valéry Giscard d’Estaing, dette som USA’s ”exorbitant privilege”. Som alternativ foreslog Keynes en international bank kontrolleret af de førende industrinationer med en valuta, som ikke var bundet til en bestemt stat. Keynes blev ignoreret, men det drama, som i disse dage udspiller sig i Caribien, kan vise sig at berigtige Keynes’ advarsler med 80 års forsinkelse.

Wall Street

Fra 1945 og frem til 1969 havde USA meget stort overskud på betalingsbalancen. Da situationen vendte, vakte det bekymring i USA’s herskende klasse. Hvordan skulle USA med et underskud opretholde sin førende position i verdensøkonomien?

Bekymringen viste sig at være ubegrundet. Så længe dollaren opretholdt sin status som verdensvaluta – altså så længe det meste af handlen på verdensmarkedet blev betalt i dollars, og så længe andre landes centralbanker var villige til at bruge dollars som reservevaluta – flød enorme mængder af kapital gennem Wall Street. Enhver, som handler i dollars på verdensmarkedet, er nødt til at have en konto i Wall Street.

Med andre ord står en meget stor kapital fra verdenshandlen til rådighed for amerikanske banker, som endte med at blive verdens største. Verdenshandlens dollar-transaktioner flyder gennem det internationale betalingssystem – SWIFT – som derfor er domineret af USA.

USA som sikker havn for verdens økonomier

Siden omkring 1969 er USA’s gæld vokset, og den udgør i dag 124 procent af USA’s bnp. Er det et problem for USA? I omkring 55 år har gælden ikke været et problem for USA. USA er det eneste land i verden, som har udlandsgæld i sin egen valuta, så i princippet kunne USA betale sin gæld ved at taste tal med et dollartegn foran. Altså ved hjælp af det som engang kaldtes at ”trykke penge”.

Problemet er, at det ville medføre en global hyperinflation, så i stedet for at skabe penge, sælger USA statsobligationer. Når amerikanske statsobligationer udløber, udsteder USA blot nogle nye, og det har fungeret nogenlunde stabilt indtil nu af den simple grund, at alverdens investorer har anset en amerikansk statsobligation for verdens sikreste investeringsobjekt.

Hver gang verdensøkonomien er i krise, flygter kapital til USA, som betragtes som ”sikker havn”. Den amerikanske statsobligation er både som verdens sikreste og mest konvertible statsobligation. (Den kan hurtigt og nemt omsættes til kontante dollars.) Nogle investorer har endda betegnet amerikanske statsobligationer som ”papirguld”.

Kort efter Trumps tiltrædelse som præsident gennemførte han en bevidst svækkelse af dollaren med toldsatser. Han mente, at en sådan svækkelse kunne reducere USA’s gæld. Men tolden havde den bivirkning, at verdens investorer begyndte at tvivle på, om kapital fra verdenshandlen ville flyde igennem Wall Street i samme omfang.

Toldsatserne svækkede tilliden til dollaren. Efterspørgslen efter amerikanske statsobligationer faldt, og den effektive rente steg. Derfor trak Trump nogle af toldsatserne tilbage, eller han reducerede dem.

Der mangler 3.000 milliarder dollars

Situationen lige nu er, at USA mangler 3.000 mia. $ for at kunne dække sit underskud i 2026, men interessen for at købe amerikanske statsobligationer er faldet pga. Trumps toldsatser, men også pga. andre forhold i verdensøkonomien. De amerikanske banker og kapitalfonde tøver, for deres beholdninger af obligationer er allerede meget stor.

Japan, som har den største beholdning af amerikanske statsobligationer uden for USA, kan ikke købe flere, for den japanske stat har alvorlige problemer med at holde kursen på sin egen valuta. Derfor sælger Japan ud af sin dollarbeholdning for at styrke den japanske yen.

Europa befinder sig i en slags recession og har ikke råd til både at finansiere andre staters underskud, opruste for 800 milliarder euro og støtte Ukraine. Så hvad kan Trump og hans finansminister gøre? Venezuela er uforvarende kommet til at spille en central rolle i USA’s penible situation.

Venezuela

For nogle måneder siden forbød Trump Chevron at støtte Venezuelas olieproduktion. Uden kapital og teknologi fra Chevron vil Venezuelas olieproduktion gå i stå. Trumps mål var at vælte Nicolás Maduro og indsætte en præsident, som vil tillade USA magt over Venezuelas meget store oliereserver.

USA’s adgang til Venezuelas olie er også vigtig af en anden grund. For den olie, som USA selv producerer, er ikke egnet til at omdannes til diesel. Uden diesel vil USA’s transport gå i stå. Derfor har Trump måttet ydmyge sig selv ved at bede Chevron og Maduro om at genstarte Venezuelas olieproduktion for at styrke efterspørgslen efter dollars.

Eftersom olie handles i dollars, styrker mere handel med olie dollarkursen. Og en styrket dollarkurs kan måske kompensere for faldet i efterspørgslen efter amerikanske statsobligationer – eller genoprette efterspørgslen efter dem.

Kina venter i kulissen

Der er blot den hage ved dette, at Venezuela sælger olie til Kina i kinesiske renminbi i stedet for i dollars, ligesom Kina er begyndt at handle med flere andre lande i den kinesiske valuta. Også andre lande som Indien og Brasilien er begyndt at handle på verdensmarkedet uden om SWIFT. Derfor truer Trump Kina med en toldsats på 25 procent, hvis Kina ikke ophører med at handle med Venezuela.

Men Kina kan ikke trues til at købe flere statsobligationer fra USA på bekostning af Kinas egne økonomiske interesser. Pga. den svigtende tillid til dollaren, som Trump har skabt med sine toldsatser, er Kina begyndt at konvertere sine dollarreserver til guld, og Kina har skabt sit eget internationale betalingssystem (CIPS), som kan afløse SWIFT.

Trumps problem er, at kun Kina har tilstrækkelige dollarreserver til at købe obligationer for de 3.000 mia. $, som USA akut mangler. Trump har derfor ikke andet valg end at bruge hans MAGA kasket som en tiggerhat rakt ud mod Xi Jinping. Med Varoufakis’ ord er et imperium, som er nødt til at bede sine fjender om hjælp, et imperium som er trådt i likvidation.

Kinas bekymring er, at hvis USA ikke kan sælge sine obligationer, så vokser risikoen for, at USA vil løse sit underskudsproblem ved at taste tal med dollartegn foran. Det vil medføre et lodret fald i dollarkursen og dermed en reduktion af USA’s gæld, men det vil også medføre global hyperinflation, stigning i udlånsrenten og kollaps af boligmarkeder.

USA’s middelklasse og arbejderklasse og alle os, som ikke er amerikanere, vil betale en høj pris for at dække USA’s underskud. Resultatet kan blive et finansielt kollaps og bailouts af finansielle institutioner på velfærdsydelsers bekostning, som kan få bailouts under finanskrisen i 2008 til at ligne en bagatel.

Uanset hvad USA gør, bevæger verdensøkonomien sig mod en af-dollarisering og en svækkelse af USA’s magt over verdensøkonomien. En situation som Kina (og BRICS) længe har forberedt sig på.