Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
15. marts. 2025

Efter brandattentatet – Interview med Global Aktion

Solidaritetsorganisationen Global Aktion blev i januar 2025 ramt af et brandattentat, hvor deres lokaler på Nørrebro blev raseret af en brandbombe. Solidaritet har mødt kampagneleder Morten Nielsen i Global Aktions midlertidige lokaler i Studiestræde for at høre, hvordan det går for Global Aktion to måneder efter attentatet

Global Aktions lille lokale i Studiestræde 24. Det er Morten Nielsen i forgrunden. Foto: Jonas Neivelt

Solidaritet: Global Aktion holder for tiden til i lokalerne i Studiestræde 24. Hvordan kom det i stand?

Morten Nielsen: Formanden for fonden, der ejer huset i Studiestræde, kontaktede mig faktisk på dagen, hvor vores lokaler på Nørrebro var blevet brændt ned. Vi fik lov til at flytte herind gratis, og det var et fantastisk tilbud. Jeg skylder ham en flaske god vin eller rom.

Her er lidt småt, men de andre organisationer herinde har taget rigtig godt imod os. Vi tager jo også noget af deres plads, men de har været rigtig søde.

Efter sommerferien vil vi gerne flytte i egne lokaler igen. Så hvis nogen kender til et velegnet sted til en overkommelig pris – og helst på første sal – så skal de endelig sige til.

Solidaritet: I kan ikke flytte ind i lokalerne på Nørrebro igen?

Vi kan ikke flytte tilbage. Der kommer til at gå for lang tid uden egne lokaler, og så har andelsforeningen besluttet at lave vores lejemål om til andelslejligheder.

Så nu ser vi os om efter noget nyt. Politiet mener ikke, at der er en speciel sikkerhedstrussel mod os – men set i lyset af, at vi er blevet udsat for et brandattentat, vil vores aktivister helst være på første sal.

Solidaritet: Var I forsikret?

Vi var forsikret – men underforsikret. Vi var forsikret mod baldrede ruder og tyverier, den slags ting. Men vi havde ikke forventet et brandattentat.

Det er ejendommens forsikring, der står for genopbygningen. Vores forsikring gjaldt kun indboet. Men meget af vores indbo var doneret af venligtsindede organisationer og andre kammerater, så værdien er svær at gøre op.

Bak op om støttearbejde i det globale syd

Solidaritet: Hvordan har Global Aktions økonomi det?

Den er faktisk ret solid lige nu – og det hjælper på sin vis også, at vi ikke har nogen boligudgifter lige nu, selv om det er på en trist baggrund.

I 2022 havde vi et underskud på en million kroner. I 2024 havde vi overskud, og nu har vi igen egenkapital. Vi har modtaget en del økonomisk støtte efter branden, og Enhedslistens lokalafdelinger har været rigtig gavmilde. Nu vil vi også høre Alternativet og SF’s lokale foreninger, om de vil give et bidrag.

For vi står med nogle udgifter i fremtiden. Både i forbindelse med en flytning, men også i forbindelse med vores projekter. På grund af krigen i Ukraine og støtten til Ukraine er Udenrigsministeriets økonomiske puljer til vores støttearbejde i det globale syd blevet langt mindre. Det giver jo også nogle økonomiske udfordringer for os.

Solidaritet: Hvordan kan folk hjælpe jer?

Man kan blive medlem af Global Aktion. Det er både billigt og fradragsberettiget – og det betyder rigtig meget for os.

Solidaritet: Hvordan påvirker det jeres arbejde, at I ikke har egne lokaler?

Ret negativt. Vi har for eksempel ikke fysisk plads til vores arbejdsgrupper. Det gør det svært at få nye aktivister ind i organisationen, for lige nu kører vi på pumperne.

I april mødes vi med vores partnere fra landene i det sydlige og østlige Afrika. Det bliver spændende at se, hvordan vi kan fortsætte arbejdet.

Venstrefløjen i Vesten og i det globale syd deler mange af de samme udfordringer. Den manglende folkelige opbakning til vores sag er det mest vanskelige. Fattige mennesker i Afrika tror også, at det er deres egen skyld, at de er fattige. Den mentalitet skal ændres – både herhjemme og i det globale syd.

Støtte fra justitsministeren – bedre sent end aldrig

Solidaritet: Har I mødt sympatitilkendegivelser fra politikerne? Da jeg sidst talte med dig, efterspurgte du flere politiske reaktioner.

Præcis to måneder efter branden fik vi et brev fra justitsminister Peter Hummelgaard. Her udtrykte han sin sympati og skrev, at brandbomber mod politiske organisationer er uacceptable, ligesom han ønskede, at politiet efterforskede sagen meget seriøst.

Det blev vi glade for. Bedre sent end aldrig.

Internationalt har vi fået mere end 1000 støttetilkendegivelser fra alle kontinenter. Attentatet har fået medieomtale i hele verden og på mange forskellige sprog. Selvfølgelig især fra de lande, hvor der er en stærk solidaritetsbevægelse for Vestsahara.

Solidaritet: Har I hørt noget fra politiets efterforskning?

De fortæller ikke så meget, og vi har lovet ikke at sige noget om den. De to, der er varetægtsfængslet i sagen, sidder fortsat varetægtsfængslet.

Men jeg må sige, at vi er positivt overraskede over, hvor seriøst politiet tager den her sag. De har foretaget nogle hurtige anholdelser, og efterforskerne er rigtig dygtige. Det er vi glade for.


Støt Global Aktion.

Om skribenten

Jonas Neivelt

Jonas Neivelt

Redaktør på solidaritet.dk Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER