En bog om de udbyttede, foragtede og slavegjorte – Frantz Fanon: “Sort hud, hvide masker”

Sort hud, hvide masker er en bog, der bærer præg af alle de mange roller, Frantz Fanon (1925-61) påtog sig i sin korte levetid. Fanon var bl.a. filosof, politisk revolutionær og psykiater – og hans tænkning er præget af forskellige filosofiske retninger.

Marxisme, psykoanalyse og eksistensfilosofien, men også de historiske begivenheder, han var vidne til i sin levetid: Nazisme, verdenskrig, massemord, apartheid, kolonialisme samt den medfølgende racisme, som omgav Fanon selv i hans opvækst under det franske kolonistyre på Martinique.

Fanons analyser af racistiske strukturer og deres skadelige virkning på menneskers bevidsthed har været utrolig indflydelsesrige. Mange senere, berømte sorte tænkere og sorte frihedsbevægelser har gentaget og bygget videre på hans pointer, herunder Angela Davis, Malcolm X, The Black Power Movement og Black Panther Party i USA.

Racisme, rationalisering og kapitalisme

Selvom Sort hud, hvide masker ikke er nogen dybdegående indføring i nøjagtig, hvordan vores økonomiske system og racismen er forbundne, så spiller økonomiske forhold en vigtig rolle som baggrundstæppe i Fanons analyse. Det gør han klart allerede i bogens indledning: “Det er ikke desto mindre indlysende for mig, at affremmedgørelsen af den sorte forudsætter en brat erkendelse af de økonomiske og sociale realiteter.”

Fremmedgørelsen (den nødvendige forudsætning for racismen) udspringer af dét, Fanon kalder en todelt proces. Det er hhv. en økonomisk proces, der skaber hierarkier, og dernæst en rationalisering af disse hierarkier. Ifølge Fanon er det altså nødvendigt at forstå de økonomiske og sociale realiteter, hvis man skal forstå racismens karakter.

Disse realiteter er kapitalismen, som Fanon kalder et “objektivt historisk vilkår”, der både udbytter, slavegør og foragter mennesker. Fanon er fra et psykologisk perspektiv ikke kun interesseret i at analysere kapitalismen som et historisk vilkår, men især i menneskets forhold til disse vilkår. Altså hvordan navigerer vi i systemet på et psykologisk plan, hvordan internaliserer vi de strukturer, som selvfølgelig må have en enorm påvirkning på vores relation til os selv og til andre mennesker.

Kapitalismen er et system, hvor ulighed er en nødvendighed. Den eneste kapitalisme, verden har kendt, involverer også en helt enorm mængde undertrykkelse og lidelse på globalt plan. Fx har kapitalismens søgen efter profit gjort det profitabelt at kolonisere, besætte, myrde og slavegøre andre folkeslag over hele verden.

Fanon stiller grundlæggende spørgsmål ved, hvad det gør ved os som mennesker, at udnyttelse, ulighed, tvang og slavegørelse er så indbygget en del af vores måde at fordele jordens ressourcer på?

For det første vænner vi os til uligheden, så det virker naturligt for os. For det andet beskriver Fanon en “følelsesmæssig stivhed” som en konsekvens for især hvide mennesker.

Vi bruger konstant vores fornuft til at forsøge at give mening til et meningsløst system. Vi finder på årsager til undertrykkelsen – og det er netop denne rationalisering, der tager form som racisme.

Når Fanon taler om “hvides følelsesmæssige stivhed” eller “hvides hadkomplekser”, så mener han ikke, at der er noget iboende fordærvet over hvide mennesker i biologisk forstand. Racistisk kolonialisme er et hvidt fænomen, ja, men Fanon tilskriver dette som ren og skær historisk tilfældighed. Selvom der er tale om et hvidt fænomen, så er det et system, der fremmedgør både hvide og sorte, som Fanon skriver:

“Fremmedgørelse sker for den hvide ved at han er offer for et system, der bygger på en bestemt races udnyttelse af en anden, der bygger på en foragt, som bliver udvist overfor en bestemt del af menneskeheden af en civilisation, der opfatter sig selv om overlegen.”

Racisme som mindreværdskomplekser og fobier

Den hvides opfattelse af sin egen civilisation som overlegen har været en nødvendig fortælling blandt den europæiske befolkning. Den skulle gøre det muligt at rationalisere europæernes forbrydelser mod menneskeheden – selv om de ikke kan retfærdiggøres.

Ideen om at koloniseringen primært handlede om at kultivere og civilisere primitive lande og folk var stadig meget udbredt på Fanons tid. Det er svært at overdrive effekten af Vestens fortælling om koloniserede folk som kannibaler og seksuelt uhæmmede folkeslag, som florerede i alt fra anerkendt lægevidenskab til populærkultur.

Det er gennem denne rationalisering af europæernes forbrydelser, at den hvide er blevet sat som de kultiverede, intellektuelle, åndelige og beherskede over for “de andre” – de ukultiverede, kropslige og uhæmmede.

Den hvide kommer til at lide under et påtaget “lederkompleks”, hvor man tager det på sig som sin opgave at bringe fx kultur, dannelse, vækst eller demokrati til “de andre” via meget kontraintuitive midler som vold, krig og slavegørelse. Lyder det bekendt?

For at kunne retfærdiggøre det må en dehumanisering finde sted, hvilket også ifølge Fanon kræver en fornægtelse af alt det, som den hvide europæer har sat som “dyrisk”. Det gælder fx kropslighed og seksualitet, hvilket ifølge Fanon skaber et seksuelt mindreværd.

Vi kender til racistiske og sexistiske fobier som “dem der tager vores kvinder” eller “dem der avler mange børn”. Fanon mener, at den racistiske forestilling om den anden som “den der voldtager” også er en projicering af den hvides skyld:

“Det er det eneste, de venter på at kaste sig over vores kvinder. Eftersom den hvide mand opfører sig krænkende over for den sorte, går det op for ham, at han i den sortes sted ville være skånselsløs overfor sine undertrykkere.”

De hvide bærer ubevidst på en skyldfølelse over den vold, de er en del af. Den skyld kommer til udtryk som en voldelig eller seksuel fantasi, hvor de forestiller sig, at den undertrykte vil gøre oprør på samme måde, som de selv ville have gjort, hvis de var undertrykt.

Den sorte mand bliver derfor til et “angstobjekt” for både hvide mænd og især hvide kvinder, som i racistiske voldsfantasier som disse er objektet for ”den andens” seksuelle vold. Disse mange lag af skyld, fantasier, vold og fordomme umuliggør ifølge Fanon enhver reel kommunikation. Det viser Fanon i bogens femte kapitel, hvor han på dramatiseret vis viser, hvordan sorte og hvide forholder sig til hinanden gennem klicheer og fordomme.

Fanons projekt er at sætte mennesket fri fra racismens greb. Han ønsker ikke at danne “idioterne” og modbevise racistiske forestillinger, men derimod at hjælpe den sorte med at blive fri fra de racistiske arketyper. Det kræver en bevidsthed om, at både den sorte og hvide er underlagt en umenneskelig ulykke gennem racismen:

“De farvedes ulykke er, at de er blevet slavegjorte. De hvides ulykke er, at de har slået mennesket ihjel et sted. At de i dag stadig står bag en rationel organisering af denne umenneskeliggørelse.”

Umiddelbart lyder det måske ikke til at være ulykker, der kan sidestilles. Men måske rejser Fanon i virkeligheden et andet spørgsmål: Hvordan retfærdiggør eller ignorerer man som hvid sin undertrykkende position i samfundet – og kan man overhovedet gøre det uden selv at gå fundamentalt i stykker som menneske?

Ikke fange af historien

“Den nittende århundredes sociale revolution skal ikke hente sin poesi fra fortiden.”

Med dette Marx-citat starter Fanon indledningen til bogens konklusion, hvor han konkluderer, at vi ikke skal være fanget af historien. Her bliver Fanons analyser på mange måder kontroversielle for mange nutidige måder at tilgå strukturel racisme.

I stedet for at søge bagud imod den historie, den kultur og det land, der er blevet frarøvet koloniserede folk – så kræver en ægte social revolution ifølge Fanon, at man kigger fremad og gør op med det system, der kræver, at nogle mennesker udnyttes og undertrykkes. Som Fanon skriver:

“Jeg ville blive lykkelig, hvis jeg fik at vide, at der fandtes en korrespondance mellem Platon og en sort filosof, men jeg kan virkelig ikke se hvordan den kendsgerning skulle ændre vilkårene for 8-årige børn, der arbejder i sukkerrørsplantager.”

Uanset hvad man finder i fortiden, der kunne modbevise racistiske ideer og fordomme, så vil det grundlæggende ikke være det, der kan stoppe racistiske strukturer, så længe vi har en økonomi, der er afhængig af, at mennesker i det globale syd som udnyttes til at producere billige varer til det globale nord.

I stedet mener Fanon, at man skal rette sit fokus imod det samfund, som er stivnet i fastlagte former – ved at sætte spørgsmålstegn ved disse former og normer. Koloniserede folk har ifølge Fanon allerede mistet deres verden og er gennem apartheid og diskrimination blevet nægtet adgang til at deltage i det “moderne” samfund på lige vilkår.

Men en genopdagelse af en sort civilisation giver ikke sorte papir på deres menneskelighed i en racistisk struktur. Fanon kalder på, at man ikke bruger sine revolutionære kræfter på at besynge en fortid i sin søgen mod sorte civilisationer, værdier eller historier.

Ifølge Fanon er denne tilgang netop med til at bekræfte, at der faktisk findes en hvid verden, hvid intelligens eller hvid etik. Og det er den idé, der har gjort det muligt at kolonisere på baggrund af økonomiske interesser. 

Frantz Fanon: Sort hud, hvide masker
Forlaget Republik
256 sider
Vejledende pris: 229 kr.