En fascists død i Lyon: Antifascisme er vigtigere end nogensinde

Om aftenen torsdag 12. februar blev den fascistiske aktivist Quentin Deranque indlagt i kritisk tilstand. Han var medlem af den nyfascistiske gruppe Allobroges Bourgoin og af ordenskorpset tilknyttet Némésis [en identitær organisation, red.] og havde tidligere været aktiv i Action Française [en royalistisk organisation, red.].

Han blev erklæret død 48 timer senere, få timer før pressen offentliggjorde vidneudsagn fra handlende og beboere, der bekræftede en video optaget fra et vindue. Videoen viser et voldeligt overfald i kølvandet på et større gadeslagsmål.

Der er fortsat seriøse journalistiske undersøgelser i gang, der ikke uden videre gengiver højrefløjens fortælling, og flere forhold er endnu uafklarede. Uanset hvad kan dødsfaldet ikke analyseres politisk løsrevet fra den kontekst, der førte frem til begivenheden.

En langvarig, voldelig kontekst

I årevis har adskillige foreninger, faglige organisationer, politiske partier, beboere og handlende i Lyon mobiliseret mod den stigende vold, begået af den yderste højrefløj. Hvor mange overfald på racialiserede personer? På LGBTI-personer? På fagforeningsfolk? På politiske aktivister? På foreningslokaler? Hvor mange grove overfald? Hvor mange væbnede angreb? Hvor mange indlæggelser?

I årevis har vi advaret om fascistiske grupper, der har organiseret kampsportstræning i et sidelokale på baren La Traboule, deltaget i paramilitære sommerlejre eller i had-demonstrationer, samt om myndighedernes medansvar.

For politiet er typisk ofte fraværende ved begivenheder som den pågældende torsdag aften, mens højreekstreme konferencer og aktiviteter konsekvent beskyttes af et massivt politiopbud.

Antifascistisk selvforsvar

Mens Némésis’ aktivister står for mediestunts og “happenings”, forbereder Lyons nyfascistiske aktivister sig på at dræbe og dø for deres sag.

Deres ledere træner radikaliserede og disciplinerede krigere, der skal sendes ud i forreste række mod de vagtværn, som sociale bevægelser i Lyon har været nødt til at etablere som selvforsvar.

At der på denne baggrund gennem årene er opstået antifascistiske grupper i Lyon til at stå for kollektivt og folkeligt selvforsvar, er langt fra overraskende.

Martyrfortælling og eskalerende vold

Den yderste højrefløj bruger nu den unge fascistiske aktivists skæbne til at skabe en martyrfigur og optrappe volden.

I dagene efter torsdag aften blev adskillige lokaler tilhørende forskellige faglige og politiske venstrefløjsorganisationer over hele Frankrig udsat for hærværk, herunder LFI [venstrefløjspartiet La France Insoumise, red.], Solidaires Rhône [en venstreorienteret fagforening, red.] og den selvforvaltede boghandel La Plume Noire, drevet af Union Communiste Libertaire (UCL) i Lyon, som allerede er blevet angrebet flere gange tidligere.

Der blev malet hagekors på Place de la République i Paris samt keltiske kors over hele landet. Trusler og opfordringer til fysisk vold mod aktivister er taget til, og flere er blevet hængt ud offentligt.

Den yderste højrefløj håber nu på at kunne fortsætte deres overgreb med fornyet intensitet og legitimeret af den løgnagtige fortælling om “venstreekstremistisk terrorisme”.

Venstrefløjens reaktion

De venstreorienterede partier og politiske personligheder, der har fordømt “enhver form for fysisk vold”, er faldet i højrefløjens fælde.

Den pacifistiske position, der sidestiller en enkeltstående begivenhed med over femten års fascistisk vold i Lyon rettet mod alt, som tilhængere af hvidt herredømme ikke bryder sig om, bliver nu brugt i en politisk kampagne for at kriminalisere antifascisme.

Jean Messiha [talsperson for det yderligtgående højrefløjsparti Reconquête, red.] opfordrer til at “udrydde de antifascistiske svin”, mens højreekstreme miljøer opfordrer til at skabe nye Clément Méric’er [en reference til en ung antifascist, der blev dræbt af skinheads i 2013, red.].

Samtidig vil politikere fra højre til yderste højre have antifascistiske grupper klassificeret som terrororganisationer. Og hvad gør venstrefløjen? Den sender tanker til ofrets “venner” og bidrager dermed til kriminaliseringen af antifascismen. Nogle går endda så langt som til at udhule ordet fascisme ved at gøre det til et synonym for “vold”, som så kan bruges om hvem som helst – også antifascister.

Hvem skaber volden?

UCL nægter at give efter for den form for letkøbt og principløs demagogi. Organisationen fastholder, at det først og fremmest er den yderste højrefløj, der dræber og har skabt det nuværende voldelige klima – i Lyon, i Frankrig og i resten af verden.

Vi fordømmer også den fordrejede sprogbrug, som den yderste højrefløj er ved at få gennemslag for, når den taler om en “lynchning” – et begreb, der historisk knytter sig til racistiske masseovergreb mod sorte i USA. At bruge det ord om at en tilhænger af hvidt herredømme er blevet slået ned, er en fatal og racistisk fordrejning.

Det er et faktum, at den yderste højrefløj dræber: De fem mænd der druknede i Deûle-kanalen i Lille; Brahim Bouraam; Clément Méric; Federico Aramburu; Mahamadou Cissé; Djamel Bendjaballah; Rochdi Lakhsassi; Hichem Miraoui, som blev skudt med fem kugler i Puget-sur-Argens i 2025 … Skulle de dræbte have været højreekstreme for at fortjene en national hyldest?

Hvor var kondolencerne og de nationale markeringer, da Frédéric Grochain – kanakisk politisk fange [uafhængighedsaktivist fra Ny Kaledonien, red.] – 6. februar døde i sin celle tusindvis af kilometer fra sit hjemland? Hvor var partiernes og mediernes tårer, da Ismaël Aali blev dræbt i et racistisk mord i begyndelsen af 2026 i nærheden af Lyon – de samme partier og medier, som sørgede over Quentin Deranque?

Antifascisme som massebevægelse

UCL forsvarer en social og folkelig antifascisme, der bygger på opbygningen af brede massebevægelser, hvis styrke ligger i antallet – ikke i volden. Men hvis man af princip afviser enhver konfrontation, gør man politisk arbejde i det offentlige rum umuligt.

Hvis vi opgiver at beskytte vores demonstrationer, offentlige møder og løbesedler, opgiver vi også muligheden for at handle politisk – for den yderste højrefløj vil ikke holde op med at angribe os. Netop derfor kan den ikke betragtes som blot endnu en politisk ideologi blandt andre.

Ikke ét skridt tilbage

Ved at hænge “Antifa” ud hyler dele af den parlamentariske venstrefløj med ulvene. Dermed bringer de sig selv i en situation, hvor de i morgen ikke længere kan forsvare antifascistiske bevægelser mod statslig repression.

Mere end nogensinde er der behov for at stå sammen og holde linjen.

Over for fascisterne: Ikke ét skridt tilbage.

Udtalelsen er først udgivet på Union Communiste Libertaires hjemmeside 17. februar 2026. Den er oversat af Bjarke Friborg og Helene Vadsten. Mellemrubrikkerne er Solidaritets.