Replik: Ø støtter varmt et forpligtende og grænseoverskridende samarbejde
Enhedslisten er stor tilhænger af mere forpligtende internationalt samarbejde. Derfor er det også forkert når Mikkel Warming påstår, at partiet ikke kan støtte forpligtende samarbejde om grænseoverskridende problemer. Hvis vi ønsker mere og ikke mindre internationalt samarbejde på tværs af grænser, er løsningen ikke at indskrænke demokratiet yderligere gennem overnationale diktater, mener Tobias Clausen.
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Dette er en Replik – et svar på et tidligere debatindlæg bragt på Solidaritet. Læs det oprindelige indlæg her
Har du selv lyst til at besvare dette indlæg? Så skriv en Replik til Solidaritet
I et indlæg 6. april med overskriften ”Enhedslisten og EU” kritiserer hovedbestyrelsesmedlem i Enhedslisten, Mikkel Warming, partiets EU-politik. Indlægget kom i forlængelse af, at Mikkel Warming – modsat resten af Enhedslistens 25 hovedbestyrelsesmedlemmer – valgte at stemme imod partiets valgprogram til det kommende EU-valg.
Grundlaget for kritikken er ifølge Warming, at Enhedslisten ”… hænger fast i en dogmatik, som betyder at partiet ikke vil være med til forpligtende grænseoverskridende samarbejde. ” Og at politikudviklingen i partiet ”… når det gælder internationalt samarbejde i Europa er gået i stå, og positionen er fastfrosset på 2002-niveau.”.
Fundamentet for Enhedslistens nuværende EU-politiske linje blev fastlagt på partiets årsmøde 2016. Her blev et nyt EU-delprogram vedtaget næsten enstemmigt, og uden den store debat og uenigheder. Det står selvfølgelig ethvert medlem af partiet frit for at være fundamentalt uenig i partiets politik, og at kritisere den politiske linje, som partiets medlemmer har besluttet. En stor del af Warmings kritik bygger imidlertid på en række misforståelser.
For det første er det ikke korrekt, når Warming skriver, at Enhedslisten ikke støtter forpligtende grænseoverskridende samarbejde. Enhedslisten er stærk tilhænger af internationalt forpligtende samarbejde på tværs af grænser og har altid været det.
Det ligger dybt i både Enhedslistens ideologi og DNA, at de store grænseoverskridende udfordringer vi står overfor i verden – som kampen mod skattely, bekæmpelse af klimaforandringerne og hjælp til mennesker på flugt – kræver et stærkt internationalt, demokratisk funderet samarbejde. Enhedslisten har altid kæmpet for mere internationalt samarbejde, og vil forsat gøre det – også i forbindelse med det kommende EU-Parlamentsvalg.
Forpligtende samarbejde kan godt være mellemstatsligt
Misforståelsen om Enhedslistens politik opstår, fordi Warming fejlagtigt sætter lighedstegn mellem overnationalt samarbejde og forpligtende samarbejde. Et internationalt samarbejde kan sagtens være forpligtende – uden at være overstatsligt.
Et eksempel på et forpligtende og mellemstatsligt samarbejde er fx den europæiske menneskerettighedskonvention, som beskytter europæiske borgere mod staters krænkelser af menneskerettighederne. Konventionen er vedtaget i regi af Europarådet – et samarbejde som består af samtlige 47 lande i det geografiske Europa, som ikke må forveksles med EU. Som del af den europæiske menneskerettighedskonvention har de deltagende lande besluttet at oprette en international domstol, som har til formål at sikre, at de lande, der har tilsluttet sig konventionen, også forpligtes til at overholde den. Domstolen kaldes Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og har hovedsæde i Strasbourg. Domstolen kan dømme stater, hvis de krænker menneskerettighederne.
Man skal ikke have fulgt meget med i de seneste års debat omkring udvisning af kriminelle udlændinge for at opdage, at den europæiske menneskerettighedskonvention, til trods for sin mellemstatslige karakter, i den grad er forpligtende for de lande, som deltager. Regeringen med Inger Støjberg har i en række sager måttet acceptere, at de ikke har kunnet udvise borgere, fordi menneskerettighedsdomstolen domfældelse har forhindret det.
Et mellemstatsligt samarbejde har – i modsætning til et overnationalt, hvor lande kan påtvinges en politik imod deres befolknings vilje – den vigtige egenskab, at det er et samarbejde, som er demokratisk funderet. I Danmark bakker således alle partier på nær Dansk Folkeparti op om Danmarks forsatte tilslutning til menneskerettighedskonventionen.
Når Warming skriver, at der er brug for ”… overnationalt samarbejde med institutionel magt, hvor der er demokratiske institutioner, som kan beslutte, hvilke tiltag der skal igangsættes… ” taler han derfor i virkeligheden for en opløsning af nationalstaten som en demokratisk ramme for beslutninger og en centralisering af magten i EU. Konsekvensen af denne politik vil være, at den danske befolkning ikke længere vil kunne bestemme over den førte politik i Danmark. Andre lande i EU vil kunne beslutte regler med direkte virkning i Danmark, selvom om samtlige partier i Folketinget er imod. Med det stærkt højreorienterede politiske landskab, som præger hele Europa, vil en sådan suverænitetsafgivelse uden tvivl få kæmpe konsekvenser for vores særlige velfærds- og arbejdsmarkedsmodel, som vi har opbygget i Danmark og resten af Norden.
Der er allerede på tegnebrættet i EU en række forslag om at overgå fra mellemstatsligt til overnationalt samarbejde. Det gælder bl.a. på skattepolitikken, socialpolitikken, udenrigspolitikken og arbejdsmarkedspolitikken. Bliver det til virkelighed, vil det helt konkret betyde, at højrefløjsregeringer i resten af Europa kan påtvinge Danmark – imod både Folketingets og befolkningens vilje – at gøre op med vores solidariske skattesystem, sænke selskabsskatten for multinationale selskaber, yderligere udvande vores dagpengesystem, privatisere og udlicitere mere af socialpolitikken. Det kan tvinge os til en udenrigspolitik, hvor økonomiske interesser og militær optrapning i endnu højere grad bliver sat i centrum. Det kan også betyde, at kampen for menneskerettigheder og konfliktnedtrapning bliver sekundær til franske og tyske udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser.
Allerede i dag oplever vi gang på gang, hvordan EU-samarbejdet udfordrer den nordiske arbejdsmarkeds- og velfærdsmodel ved at påtvinge politikker, som der ikke er opbakning til hverken i Folketinget eller befolkningerne.
Bæredygtigt internationalt samarbejde kræver demokrati
Når man ser på den nuværende danske regerings usolidariske flygtningepolitik, er det fristende som venstreorienteret at overlade stafetten til overstatslige institutioner med muskler til at banke lande på plads og påtvinge dem en politik imod befolkningens vilje. Men det er naivt at tro, at et EU-system – der i årtier på brutal vis har forstærket Fort Europas mure for at holde flygtninge ude, og som gennem sin landbrugs- og handelspolitik har skabt grobunden for økonomisk migration fra Afrika – pludselig skulle kunne levere et godt asylsystem.
Hvis man virkelig ønsker mere international solidaritet, kommer man desværre ikke udenom at vinde den politiske kamp i lande som Danmark, hvor et flertal af befolkningen har stemt på partier, som ønsker en strammere politik over for flygtninge og udlændinge. Det vil blot styrke højrenationalismen og modstanden imod internationalt samarbejde, hvis EU-systemet får magt til at påtvinge lande en udlændinge- og flygtningepolitik, som et flertal i befolkningen er lodret imod. Vi risikerer, at det opildner til had frem for forståelse og respekt.
For hvad er konsekvensen af at fratage befolkningerne i landene deres demokratiske indflydelse på det samfund, som de lever i? Hvordan vil befolkningerne i de lande reagere, når de oplever at påtvinges en politik, som de ikke ønsker? Hvordan vil befolkningerne i de lande se på yderligere styrket internationalt samarbejde? Svaret ser vi i øjeblikket i Europa for øjnene af os: En stærkt fremvoksende autoritær højrenational bølge, som opsamler store dele af den utilfredshed borgerne oplever, når deres mulighed for at præge det samfund, de bor i, forsvinder og de oplever, at deres demokratiske indflydelse erstattes af diktater fra politikere, som de hverken har valgt eller har mulighed for at skifte ud.
Om vi kan lide det eller ej, så er og bliver forudsætningen for et stærkt levedygtigt og forpligtende internationalt samarbejde, at det er demokratisk funderet. De opløsningstendenser, som vi i disse år ser i EU, er netop et billede på, hvad der sker – når demokratiet ikke inddrages i det internationale samarbejde.
Hvis vi reelt ønsker mere og ikke mindre internationalt samarbejde på tværs af grænser, er løsningen ikke at indskrænke demokratiet yderligere gennem flere overnationale diktater fra EU, men derimod at styrke borgernes demokratiske indflydelse gennem en demokratisering af det internationale samarbejde. Venstrefløjens mantra har aldrig været, at et grønt og solidarisk samfund skal påtvinges fra toppen. Udgangspunktet har altid være, at socialisme vokser fra neden. Fundamentet for venstrefløjens arbejde må derfor også være en styrkelse af demokratiet – ikke en svækkelse.
En strategisk blindgyde
Selv hvis man skulle tage Warmings ord om at centralisere mere af magten i EU gennem mere overnationalt samarbejde for pålydende, er det en strategisk blindgyde.
Tag fx skatteområdet. I dag er skattepolitikken et mellemstatsligt anliggende i EU. Det betyder, at beslutninger træffes med enstemmighed blandt EU-landene. Det har den fordel, at de enkelte lande ikke kan påtvinges en skattepolitik, som der ikke er demokratisk opbakning til. Ulempen er derimod, at skattely som Luxembourg og Irland har mulighed for at nedlægge veto imod forslag om fx bekæmpelse af skattely, og dermed blokere ellers gode forslag. I den forbindelse kan det være fristende at foreslå, at beslutninger i stedet skal træffes med kvalificeret flertal i kredsen af EU-lande.
Sagen er imidlertid den, at forudsætningen for at overgå fra mellemstatsligt til overstatsligt samarbejde på skatteområdet eller andre områder i EU er, at alle 28 EU-lande vedtager det med enstemmighed. Og så er vi lige vidt. For det ønsker hverken Irland eller Luxembourg. Jeg har derfor også endnu til gode, at møde en tilhænger af mere overstatsligt samarbejde i EU forklare mig, hvordan det skal gennemføres. Ideen om at løsningen på et handlingslammet EU er mere overstatsligt samarbejde, er derfor en strategisk blindgyde.
Et langt mere realistisk scenarie er i stedet en strategi, hvor lande vælger at gå foran og indføre reglerne nationalt eller i koalitioner med andre lande. Sådanne initiativer er allerede under opbygning i Europa. Fx har en række EU-lande med Frankrig i spidsen varslet at ville indføre en digital skat på de store tech-giganter, efter det ikke lykkedes at opnå enstemmighed i EU-kredsen. Flere EU-lande er også gået foran ved at tage initiativ til at indføre en skat på finansielle transaktioner, efter det ikke lykkedes at opnå enighed om en sådan i EU-regi. Senest har Holland valgt at gå foran og vedtage en langt mere ambitiøs sortliste over skattely end den meget begrænsede liste af skattely, som der kunne opnås enighed om i EU.
Vi, som ønsker et andet, stærkere og bedre Europa, må gå foran og vise vejen. Vi må bidrage til at skabe forandringerne selv. Forudsætningen for forandringer i Europa og opbygningen af et reelt bæredygtigt og forpligtende internationalt samarbejde er derfor ikke mere centralisering af magten i Bruxelles, hvor beslutningerne påtvinges ovenfra, men derimod en styrkelse af demokratiet, hvor initiativer kan blomstre fra neden.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER