Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
3. juni. 2021

Enhedslistens årsmøde 2021 – ’Realos’ vs. ’Fundis’

Artiklen tager cirka 1 minutter at læse.

Artiklen tager cirka 1 minutter at læse.

Enhedslistens årsmøde 2021 – ’Realos’ vs. ’Fundis’

 

Af Niels Frølich, medlem af Kritisk Revys redaktion

 

Enhedslisten holdt årsmøde i pinsen. Selvom det lykkedes at afværge angrebene på partiets organisatoriske arvesølv, manglede den grundlæggende politiske debat næsten helt og man står derfor tilbage med en underlig uforløsthed. For de politiske uenigheder er grundlæggende og modstanderne mod ’Christianborg’-fløjens ’modernisering’ og ’normalisering’ af partiet er nødt til at fremlægge egne ideer, som modstanden kan samles om, hvis kampen for at ændre partiets politik skal have en chance for at lykkes.

 

Die Grüne er ikke Enhedslisten, men …

Selvom de tyske Grønne og Enhedslisten er to partier med forskellig historie, er de begge rundet af oprøret i 1968 og tilhører derfor i deres oprindelse familien af nye venstre-partier i Europa. De tyske Grønne opgav på et tidspunkt i deres historie det venstreorienterede, men det skete først efter hårde kampe i partiet mellem ’fundamentalisterne’ og ’realisterne’ – på tysk ’fundis’ og ’realos’. I den proces skiftede en hel del tidligere prominente folk fra det yderste venstre holdninger fra at være ’fundis’ til at være ’realos’ som f.eks. Joschka Fischer, der fra at være kæmper i Frankfurt-gruppen Revolutionær Kamp i 1985 først blev miljøminister i Hessens delstatsregering og senere, da realisterne havde vundet magtkampen i partiet, som realist blev udenrigsminister i Gerhard Schröders rød-grønne koalitionsregering fra 1998 til regeringen falder i 2005.

 

Nu er Enhedslisten ganske vist ikke Die Grüne og Mai Villadsen ikke Annalena Baerbock, De Grønnes kanslerkandidat, men den kamp, der mere eller mindre under overfladen udspiller sig i Enhedslisten om partiets ståsted bringer ikke desto mindre kampene i De Grønne i erindring: Fra at være et samlingspunkt for en umage blanding af utilfredse økosocialister, miljøforkæmpere, fredsaktivister og ikke-socialistiske anti-globalister bliver partiet efterhånden strømlinjet til at blive et topstyret, ’moderne’ parti, hvor mennesker, der tidligere tilhørte den radikale ​​ venstrefløjs søger indflydelse via en ’realistisk’ politik. En politik der med parlamentet som centrum har taget markedet til sig i dets særligt tyske udgave, ’den sociale markedsstat’ og det i den grad, at den fremsynede del af borgerskabet og industrien ikke længere føler sig truet, men øjner en chance for en revitalisering af en kapitalisme, der er kørt træt. Partiets kernegrundlag er nu en væsentlig del af den tyske progressive og veluddannede byelite, der godt kan se, klimakatastrofen lurer lige om hjørnet og uligheden så stor, at den truer samfundsstabiliteten, men som ikke er parat til at ændre samfundsstrukturen radikalt og som ikke kan hente noget hos de traditionelle partier eller hos Die Linke, der trods alt stadigvæk har socialisme og klassekamp på et program, hvis fundament er den marxske forståelse af samfundet.

 

En fad fornemmelse af uforløsthed

Når Enhedslistens årsmøde 2021 minder om dette scenarie, skyldes det ikke, at partiet – endnu – har antaget Pelle Dragsteds nordiske socialisme som sit grundlag efter en åben og grundig politisk debat. Den var der nemlig ikke meget af på årsmødet. Noget der bl.a. bremsedes af, at den nyligt opståede opposition, Græsrodsnetværket, var for sent ude med et forslag til politisk udtalelse, der slog fast, at Enhedslisten ikke længere kunne regnes som støtteparti for den socialdemokratiske regering. Med udtalelsesforslaget i hånden kunne oppositionen under årsmødets punkt om hovedbestyrelsens beretning potentielt have gennemtvunget en politisk diskussion om et helt centralt emne, nemlig forholdet til regeringen og om forholdet mellem folketingsgruppe og parti som det manifesteredes ved folketingsgruppens mildest talt uheldige optræden i forbindelse med affaldsforliget. Men grunden skal nok findes i noget alvorligere, nemlig at politisk debat tilsyneladende er en uddøende art i Enhedslisten, noget der peger i retning af, at den type ’modernisering’, som partiets ’Christiansborg’-fløj arbejder for, øger faren for, at Enhedslisten ender som et normalt vælgerforeningsparti. Til gengæld kan optimister så trøste sig med, at Pelle Dragsteds nye bog ”Nordisk socialisme” måske vil formå at puste liv i den manglende debat.

 

Med denne mangel på årsmødedebat skete der det, som ofte sker, nemlig at de politiske uenigheder iklædte sig organisatoriske gevandter og derfor var den egentlige understrøm i de centrale afstemninger om, hvor tit partiet skal holde årsmøde, om partiet skal have en partisekretær, om hvilken forsamling, der skal vælge hovedbestyrelsen, hvor stor denne skal være og hvorledes den dermed forbundne mindretalsbeskyttelse fremover skal håndhæves (for detaljer se Morten Hammekens detaljerede gennemgang på Solidaritet og SAPs forretningsudvalgs "Årsmøde 2021: En ny vej for Enhedslisten?"). Resultatet af denne helt nødvendige diskussions fravær er en sær og fad fornemmelse af uforløsthed.

 

Denne fade fornemmelse startede egentlig med Mai Villadsens indledende årsmødetale, som hun holdt i kraft af sin rolle som Enhedslistens politiske ordfører i folketinget, noget der understreger den centrale rolle, som den parlamentaristiske politik efterhånden spiller i Enhedslisten, for det kunne jo sagtens være en repræsentant for partiets hovedbestyrelse, der holdt velkomsttalen. Løber man teksten til talen igennem, finder man ikke en eneste antydning af, at Enhedslisten - i hvert fald ifølge principprogrammet - er et socialistisk parti, der kæmper for grundlæggende og radikale samfundsforandringer eller at Enhedslisten - i hvert fald ved festlige lejligheder – i sin selvforståelse er en helt anden type parti, hvis opfattelse af politik ikke er reduceret til det parlamentariske arbejde. Og med en organisation, der ikke bare er en samling vælgerforeninger. Det mest radikale talen kunne svinge sig op til var, at slå fast, at ”i Enhedslisten ser vi meget længere frem end 2030”, og at ”vi skal have et helt klimaneutralt samfund. Hvor vi lever inden for klodens grænser.” Men hvordan det skal kunne lade sig gøre uden et opgør med kapitalismens iboende væksttvang eller hvilke klasser, der skal gå i spidsen for den kamp, sagde talen ikke noget om. For selvom Mai Villadsen i det mindste afholdt sig fra at bruge det ulidelige udtryk ’danskerne’, brugte hun heller ikke k-ordet, hverken der eller andre steder i talen – lidt besynderligt for et parti, der formelt holder fast i arbejderklassens centrale rolle. Søg selv på Altingets gengivelse af talen.

 

Lige op til årsmødet havde regeringen ellers givet Enhedslisten en gave: Man var ikke mindst på grund af Enhedslistens konstante pres gået med til at hjemtage en række børn og deres mødre med dansk statsborgerskab fra de syriske interneringslejre for Islamisk Stat-tilknyttede. Dette resultat kunne Enhedslistens folketingsgruppe med fuld ret bryste sig af og det var forventet, at det ville give ’Christiansborg’-fløjen ekstra point i Enhedslistens interne magtkampe. Men sådan gik det ikke helt.

 

Tilbage til årsmødets forløb. Som det bl.a. fremgår af Morten Hammekens kommentar blev alle de vigtigste anslag mod partidemokratiet afvist af årsmødet, men i nogle af afstemningerne kun fordi, der krævedes et kvalificeret flertal, dvs. at et ’ja’ eller ’for’ skulle beregnes ud fra det samlede antal tilstedeværende stemmeberettigede, noget der voldte en del besvær, al den stund årsmødet atter i år var virtuelt.

 

Angreb afværget, men hvad så?

Græsrodsnetværket og andre modstandere af ’Christiansborg’-fløjens forsøg på ’modernisering’ og ’normalisering’ af partiet kunne således glæde sig over, at dette års anslag mod partidemokratiet, blev afværget, selvom mange prominente partimedlemmer og -ansatte gik varmt ind for forslagene og gjorde en ihærdig indsats for at få årsmødet til at stemme dem igennem. Men mon ikke der udover deciderede politiske uenigheder også er en slags massepsykologi eller forsamlingssociologi på spil: Det er i hver fald en kendt sag, at de fleste forsamlinger næsten pr. automatik reagerer på forsøg på at svække deres suverænitet eller at fortælle dem, hvordan de skal forholde sig i en given sag. Og i Enhedslisten er rotationsordningen og årsmødet som øverste myndighed den hellige gral og arvesølvet kombineret. Man skal derfor have udpræget fingerspitzgefühl og et solidt flertal bag sig for at overvinde de barrierer.

 

Når det er sagt, så er det nok for tidligt for f.eks. Græsrodsnetværket som den mest udtalte opposition at glæde sig, for godt nok fik man afværget det værste, men man fik netop afværget det. Men hvad vil man så? F.eks. er det stort set umuligt på årsmødet i dets nuværende form at gennemføre en ordentlig diskussion. Fordi der er så mange delegerede, der gerne vil have ordet, indskrænkes taletiden meget hurtigt til 1 min. Det betyder, at man ikke kan udfolde nogen form for argumenteret holdning eller indgå i en meningsfuld debat, der kan føre til kvalificerede beslutninger, men indskrænkes til at fremsætte mere eller mindre velovervejede ’statements’. Her kunne man som Græsrodsnetværk f.eks. overveje at foreslå at nedsætte antallet af delegerede eller kun at behandle visse dagsordenpunkter hvert andet år. Det er i hvert fald stærkt medvirkende til følelsen af uforløsthed, at der ingen plads til kvalificeret diskussion er.

 

Et andet væsentligt ’moderniserings’- eller ’normaliserings’-problem, der er en alvorlig hæmsko for partidemokratiet er, at de uenigheder, der findes i partiets folketingsgruppe, forhindres i at nå frem til partiets øvrige organer og fora pga. af den musktéred, folketingsgruppens medlemmer tilsyneladende har aflagt over for hinanden. Det er vigtigt, at de uenigheder, der måtte være om vigtige problemer, også kommer til partimedlemmernes kendskab og kan indgå i partiets interne debat og hovedbestyrelsens overvejelser. Og når man nu ved, at uenighederne er der, virker det umiddelbart mærkværdigt og nærmest demoraliserende, at ingen af de folketingsmedlemmer, der ikke er enige i f.eks. de organisatoriske forslag fra ’Christiansborg’-fløjen åbenlyst siger fra. Men om det skyldes angst for repressalier internt i gruppen eller at alle faktisk er helt enige, må stå hen i det uvisse. Er det det sidste, der er tilfældet, er situationen i Enhedslisten værre end, man skulle have troet.

 

Når man skriver om fløje i Enhedslisten, skal dette tages med et gran salt, i det der ikke, hvis man undtager SAP, findes egentlige fløje med en formel organisering, men nærmere grupperinger, der har en fastere kerne, omkring hvilken folk grupperer sig med mere eller mindre sammenfaldende meninger og med en diffus grænse til andre grupperinger, nærmest som en slags sky, hvis tæthed formindskes jo længere væk fra centrum, man kommer. Det kom tydeligst til udtryk i det boligpolitiske program, der blev vedtaget med stort flertal. Programmet er ikke kontroversielt for de forskellige fløje og der har været lagt et stort arbejde i dets udarbejdelse, hvorunder det er lykkedes at forene de forskellige synspunkter. Men altså ikke mere end at der udspandt sig en til tider heftig debat om boligselskaberne og retten til ’fleksibel udlejning’, en eufemisme for at holde bestemte grupper ude fra bestemte boligområder. Det var her tydeligt, at partimedlemmer, der var tæt på de øvre lag i boligselskaberne, havde en holdning, der adskilte sig fra flertallets. Men også her gik man som katten uden om den varme grød og grundlæggende årsager: Sammenstødet mellem en kapitalisme, hvis behov for veluddannet ​​ arbejdskraft stiger og stiger og den mangel på uddannelse, som kendetegner især nogle ikke-vestlige indvandrergrupper, men også en stor gruppe etniske danskere i kombination med store kulturelle forskelle og det man kunne kalde en dansk etnisk eksklusivitet, giver.

 

Også det luftige og meget lidt konkrete organisatoriske hovedforslag blev vedtaget med stort flertal, men først efter at et afsnit om kun at afholde årsmøde hvert andet år og erstatte dette med ’rød-grønne-dage’ var blevet fjernet. Derefter kunne de fleste sige ja til noget, der var ganske uskadeligt. Da det ikke lykkedes ’Christiansborg’-fløjen at få sit ønske om to-årige årsmødeperioder igennem med simpelt flertal, prøvede man under vedtægtspunktet en gang til, men her kunne man ikke nøjes med simpelt flertal, så der faldt forslaget definitivt. Forsøget gjorde ikke livet lettere for de andre ’demokratiske udvandinger’ (SAPs udtryk), men virkede nærmest som en rød klud på forsamlingen a la de EU-afstemninger, hvor man bare blev ved til ’de’ stemte ’rigtigt’.

 

Det vurderes, at den nyvalgte hovedbestyrelse for Enhedslisten potentielt vil være bedre i stand til at sætte folketingsgruppen stolen for døren og f.eks. insistere på, at væsentlige uenigheder i gruppen skal forelægges hovedbestyrelsen, således som også vedtægterne foreskriver og at vigtige initiativer ikke søsættes som en soloforestilling fra gruppens side, sådan som det f.eks. skete med udspillet om Enhedslistens første 100 dage som regering, eller at man i sin iver for at være ansvarlig og blive taget alvorligt af storesøster indgår så oplagt forkerte forlig som affaldsforliget, der jo ramte Enhedslisten som en boomerang. Hvorvidt den nye hovedbestyrelses agt er det samme som magt til f.eks. at udstikke retningslinjer for en mere åbenlyst kapitalismekritisk linje i folketingsarbejdet må tiden vise. Det samme gælder forholdet til S-regeringen.

 

Samlingspunkter for Græsrodsnetværket

Dette sidste vil til en vis grad afhænge af, om Græsrodsnetværket formår at opstille et minimalt program eller nogle samlingpunkter, som man er i stand til at samle modstanderne af ’moderniseringen’ omkring. Uden egne forslag er det formentligt kun et spørgsmål om tid, inden man taber en afstemning. For det er ikke nok at være imod, man er også nødt til at have konstruktive punkter på sin dagsorden for partiets politiske og organisatoriske udvikling. Og her er modstanderne hæmmet af, at næsten hele folketingsgruppen, en stor del af partiapparatet og mange afdelinger støtter moderniserings- og normaliseringslinjen – den del af partiet udgør de danske ’realos’. De sidder tungt på apparatet og partiets medier og har bestemt ikke opgivet ævret, fordi man tabte en række afstemninger denne gang. Hertil kommer, at oppositionen ikke – endnu – har nogen åbenlyse stjerner. Det sås tydeligt af stemmetallene til de opstillede folketingskandidater. Der venter derfor Græsrodsnetværket en stor opgave: At opstille et minimalt program, at oprette uafhængige kommunikationskanaler, at vinde indflydelse på alle partiets niveauer og at opdyrke ’stjerner’. Og det hele velvidende, at der er tale om en til tider benhård magtkamp, men at denne skal føres, uden at partiet går i to dele. Derfor kommer slaget også til at stå om den store midtergruppe i partiet.

 

Som eksempler på forslag, der måske kunne være samlingspunkter for oppositionen i Enhedslisten, kunne man forestille sig:

 

- Inden folketingsgruppen fremsætter eller udarbejder mere omfattende udspil i stil med 100-dages-udspillet, skal medlemmer i god tid f.eks. gennem afdelingsmøder have mulighed for at kommentere og påvirke disse.

​​ 

- Medlemmerne skal have ret til at blive orienteret, når Enhedslisten indgår forlig eller vælger politisk ordfører og der er uenighed i folketingsgruppen om dette. Når sådanne situationer opstår, skal der udarbejdes et referat, der indeholder de væsentligste synspunkter for og imod og stemmetal. F.eks. har det jo vist sig, at der var uenighed i folketingsgruppen om deltagelse i affaldsforliget uden medlemmerne på noget tidspunktet var blevet orienteret

 

- For at sikre reel politisk meningsudveksling afsættes der en hel dag af årsmødet til debat af hovedbestyrelsens og folketingsgruppens beretning. Vedtagelse af særlige programmer om f.eks. boligpolitik eller EU-politik afholdes som særlige årsmøder, hvor kun dette ene punkt er på dagsordenen. For det er den politiske diskussion blandt medlemmerne om partiets politik, der er livsnerven og gør partiet forskellig fra andre partier, hvor det er formanden og folketingsgruppen, der udstikker linjen og resten af partiet slår hælene sammen og følger trop

 

 

Kampen bliver hård

Og kampen bliver hård. Pelle Dragsteds bog ”Nordisk socialisme” er så tæt, noget kommer på et politisk manifest, som kan give ’Christiansborg’-fløjen et ideologisk samlingspunkt og udgangspunkt for en fornyet politisk offensiv. Der er allerede nu planer om, at bogen i eftersommeren og vinteren skal danne udgangspunkt for diskussioner og studiekredse overalt i Enhedslisten. I de diskussioner skal Græsrodsnetværket og andre i opposition til partiets ’modernisering’ stå parat – bogen er nemlig yderst velegnet til at tage en ideologisk kamp op. Bogen kan derfor også tænkes at danne baggrundstæppe for det politiske come-back, som mange forventer af Pelle Dragsted, når han igen kan stille op til en parlamentarisk post. Om det vil betyde ’en ny vej for Enhedslisten’, kan man ikke vide, men hvis ”Nordisk socialisme” viser vejen, så vil Enhedslisten komme endnu et skridt henimod at blive det, nogen kalder Socialdemokratiets eksterne venstrefløj og det vil på længere sigt kunne sætte alvorlige spørgsmålstegn ved Enhedslistens eksistensberettigelse. Men Pelle Dragsteds og ’Christiansborg’-fløjens chance kan blive en anden. De fleste europæiske socialdemokratier står i en kæmpekrise, fordi man brød med sit arbejderklassevælgergrundlag, da man sluttede sig til den neoliberale globalisering og satsede på byernes veluddannede middelklasser. Det straffedes man eftertrykkeligt for – se på Frankrig og Holland og måske snart Tyskland - og det var det, Mette Frederiksen lærte af Thorning-regeringen. ​​ Derfor er S i fuld gang med at forsøge at genetablere forbindelsen til sit oprindelige vælgergrundlag. Det bliver svært for Enhedslisten at konkurrere med den udvikling og det, der bliver tilbage, bliver byernes veluddannede progressive. Og det er til dem, Pelle Dragsteds nordiske socialisme bejler, bl.a. fordi den undviger magtspørgsmålet og en diskussion af sin målgruppes egen samfundsposition. Opgaven for et parti til venstre for S bliver derfor igen at knytte an til arbejderklassen baseret på en forståelse af, at denne er den centrale klasse i den grundlæggende samfundsomdannelse, der haster som aldrig før, hvis vi ikke ønsker at ende med at leve i en kapitalisme, der vil antage fascistiske træk i sine forsøg på at overleve klimakrisen. Det vil kræve hårdt arbejde, men der ingen der siger, at man af den grund er nødt til at nedtone sin kamp for minoritetsgruppers rettigheder, mod sexisme, endsige den helt afgørende kamp for ligestilling mellem kvinder og mænd. Man kan sagtens forene en forståelse af samfundets grundlæggende klassebaserede mekanismer med en politisk operationel realisme, hvis man husker klasseperspektivet. Og det er her, den grundlæggende kamp i Enhedslisten udspiller sig.

 

 

Om skribenten

Niels Frølich

Niels Frølich

Læs mere