Enhedslistens boligpolitik er systembevarende og uambitiøs

Et af kommunalvalgets helt centrale temaer er de stigende boligpriser i de store byer. Krisen er indlysende. I dag er det en kendsgerning, at man skal tjene 112.000 kroner om måneden, enten som single eller tilsammen som par, for at blive godkendt til et ejerboliglån i København.

For at gøre noget ved denne absurde udvikling har særligt Enhedslisten forsøgt at markere sig på boligpolitikken med et forslag om at opføre flere almene boliger. Selv om det er et sympatisk forslag, mener jeg også, at det er et udtryk for politisk resignation.  

I forslaget om at bygge flere almene boliger i København ligger en stiltiende accept af, at mennesker med en normal indkomst ikke længere har råd til at eje deres egen bolig. Er det virkelig Enhedslistens ambitionsniveau for boligsammensætningen i de store byer: direktører og aktionærer i ejerboliger, akademikere i andelsboliger og resten i lejeboliger?

Hvor blev systemkritikken og klassekampen af? Skal det ikke være muligt for pædagoger og politibetjente at eje en bolig?

Jeg er træt af politiske floskler om at bygge flere boliger, for det er et forslag, der forskyder fokus væk fra den strukturelle årsag til de stigende boligpriser: at den finansielle sektor kunstigt pumper milliarder og atter milliarder kroner ind i boligmarkedet.

Alene i 2024 blev der af realkreditinstitutterne udstedt nye boliglån til 257 milliarder kroner. Det presser priserne på boliger op, da det giver en privilegeret kreds af velhavende låntagere og ejendomsinvestorer flere penge at opkøbe boliger for.

Hvis Enhedslisten virkelig ønsker sig storbyer, hvor der er plads til alle, bliver partiet og resten af venstrefløjen nødt til at forholde sig til, hvordan inflationen på boligmarkedet hænger sammen med de grundlæggende strukturer i vores finansielle system. Det er et systemisk problem, som kræver systemiske forandringer. Banker og realkreditinstitutters udlån til boligkøb skal reguleres, og det finansielle system skal demokratiseres.

Kun sådan sikrer vi storbyer i balance: byer, som er til for deres borgere, ikke for boligspekulanter og banker.