Er et dansk pas kun for dem, der kan stave perfekt?

Hvis jeg ikke var født med dansk pas, så stod det til Mikkel Bjørn og Dansk Folkeparti, at jeg ikke skulle have det.

Han har nemlig sagt, at hvis man ikke kan kende forskel på “en” og “et”, så skal man slet ikke have et dansk pas. Det lyder måske som en smart bemærkning i en debat – men for mig er det dybt alvorligt.

Jeg er ordblind. Jeg har hele mit liv haft svært ved stavning og små sproglige detaljer. “En” og “et” er noget af det, jeg stadig kan snuble over. Når jeg skriver noget, får jeg det næsten altid igennem et program, så andre kan læse det uden at snuble over mine fejl.

Betyder det så, at jeg ikke er dansk nok? At jeg ikke fortjener det pas, jeg er født med?

For hvis vi begynder at måle danskhed i stavefejl, så er der mange, der falder udenfor. Ikke bare ordblinde som mig, men også mennesker, der arbejder, betaler skat og hver dag får Danmark til at hænge sammen.

Jeg kender mange med anden etnisk baggrund, som knokler i jobs, andre ikke gider tage. De gør rent, passer vores ældre, arbejder om natten, kører vores busser og holder hjulene i gang. De gør en indsats for Danmark, længe før de får lov at kalde sig danskere på papiret.

Alligevel mødes de med krav, mistillid og udskamning. Nu også på deres stavning.

Et statsborgerskab skal ikke afgøres af, om man kan huske, om det hedder “en” eller “et”. Det skal afgøres af, om man vil Danmark, arbejder for Danmark og er en del af Danmark.

Når politikere gør sproglige fejl til et spørgsmål om statsborgerskab, så handler det ikke om sprog. Så handler det om at finde nye måder at holde mennesker ude på.

Og det er uværdigt for et land, der ellers bryster sig af fællesskab, lige muligheder og respekt for forskellighed.