Er jeg syg nok? Beretning fra en psykiatrisk akutmodtagelse

Jeg har det rigtig skidt. Og det har stået på længe. Alt for længe, tror jeg. Faktisk er jeg ikke helt sikker på, hvor længe. For jeg har mistet fornemmelsen af tid. Jeg har så meget fokus på de symptomer, der plager mig, at jeg ikke længere har en fornemmelse af døgnets timer. Nat og dag flyder ud i et.

Jeg sover også alt for lidt. Jeg kan ikke falde i søvn, fordi hallucinationerne plager mig voldsomt. Jeg er også bange for at falde i søvn, fordi jeg er angst for at dø i min søvn. Faktisk er jeg rædselsslagen for det.

Hallucinationerne er blevet markant værre. Jeg ser faretruende skygger langs alle vægge. Og i alle fysiske rum. Skygger, der vil mig det ondt. Der truer mig. Den dybe mandsstemme inde i hovedet er også blevet mere udtalt. Den nedladende tale, der suger al tro på mig selv og livet ud af mig.

Udskilningsløbet i den psykiatriske akutmodtagelse

Det står efterhånden klart for mig, at jeg må opsøge noget akut hjælp. Jeg er heldigvis stadig nogenlunde i stand til at erkende, når jeg har brug for støtte og hjælp. Mange andre når ikke frem til den konklusion og bliver hjulpet frem til den psykiatriske akutmodtagelse af familien, venner og med egen læges mellemkomst. Jeg er heldig i den henseende.

Alligevel er det med en vis frygt, at jeg opsøger skadestuen. Efter mange tidligere henvendelser og indlæggelser ved jeg, at akutmodtagelsen er et udskilningsløb. En benhård prioritering, hvor de mest forpinte bliver indlagt, og hvor de ”mindre” forpinte får et døgn eller to i skadestuens rammer. Eller bliver hjemsendt efter en lægesamtale. Eventuelt med en ordination på et beroligende præparat.

Det er et udskilningsforløb, der er et resultat af psykiatriens generelle mangel på ressourcer. En mangel på afdelinger. På sengepladser. Og tilstrækkelige normeringer. Den mangeårige underprioritering af denne del af sundhedssektoren har meget store konsekvenser for de patienter og brugere, der henvender sig til den akutte del af psykiatrien. Det har en direkte indflydelse på den hjælp, de bliver tilbudt. Eller, for nogle, reelt ikke bliver tilbudt.

Mange psykiatriske patienter tilegner sig derfor nogle strategier i det første møde med lægen og sygeplejersken. Som fx at erklære sig suicidal. For er man selvmordstruet, skal behandlingssystemet naturligvis reagere. Men i virkeligheden handler det ofte blot om at blive prioriteret i udskilningsforløbet. Om at blive taget alvorligt.

Angst og lægesamtaler

Men denne gang nægter jeg at bruge den mulighed. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at jeg skal erklære mig suicidal for at blive prioriteret. For man kan godt være dybt forpint uden at være selvmordstruet. Man kan godt have brug for akut hjælp og støtte, uden at man er på vej til at hænge sig i den nærmeste skov.

Den første lægesamtale lover dog ikke godt. På trods af de psykotiske symptomer og gener jeg beskriver, går tilbagemeldingen og den konkrete behandlingsplan i retning af, at ”jeg kan blive i skadestuen i et par døgn så jeg kan få noget ro og søvn, og derefter stiles der umiddelbart til en udskrivelse”.

Den afgrundsdybe angst indfinder sig i samme sekund. Inden i mig selv ved jeg, at den plan er fuldstændig utilstrækkelig. Jeg bliver udskrevet til blot at videreføre det personlige helvede, og jeg ved allerede, at en ny henvendelse til skadestuen bliver helt nødvendig. Og faktisk bliver angsten så voldsom, at jeg føler, jeg mister kontrollen over mig selv. Jeg bliver simpelthen bange for, hvad jeg impulsivt kan finde på at gøre i ren desperation. Som f.eks. omfattende selvskade.

Der er aftalt en lægesamtale dagen efter, og tiden op til denne er ganske enkelt ulidelig. For jeg ved nu, at jeg muligvis kan blive udskrevet efter denne samtale. Dagen og tidspunktet oprinder, og da jeg møder de to læger, der skal stå for samtalen, bryder jeg fuldstændig sammen. I frygt og desperation råber jeg grædende, at de to læger skal forsvinde i en fart.

Forsvinde, så jeg kan blive bare lidt længere på afdelingen. Det er en meget voldsom reaktion og et kontroltab, som tydeligvis gør et stort indtryk på de to læger og det øvrige personale. Så meget, at jeg rent faktisk bliver indlagt i forbindelse med den lægesamtale, der finder sted et par timer efter episoden.

Husk patienternes stemme

Jeg var en af de heldige. Jeg blev prioriteret.

Denne beskrivelse er et sammensurium af mange forskellige og personlige erfaringer fra den akutte psykiatri. Og jeg har forfattet denne tekst, da jeg har et ønske om, at psykiatriens patienter og brugere får en større stemme i den nuværende debat om områdets fremtid.

Det perspektiv er ofte fraværende, og det gør, at der simpelthen mangler en meget vigtig brik i diskussionen. Der mangler konkret viden. Og det skal der ændres på.