1. Maj: Er samfundssind den nye solidaritet? Man har lov at håbe!
I anledning af Arbejdernes Internationale Kampdag skriver Pernille Loumann om konturerne af et nyt politisk landskab, og en stemning der er ved at vende sig væk fra privatisering, grådige banker og håndtryks-tvang.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger.
Har du lyst til at besvare dette eller et andet indlæg bragt på siden? Så skriv en Replik til Solidaritet
I dag er det 1. Maj, Arbejdernes Internationale Kampdag. Ligesom 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag, bruger borgerlige medier som regel dagen til at skrive artikler om, at kampdagen er død, at der ikke er mere at kæmpe for, og at det hele efterhånden blot er et skalkeskjul for, at venstrefløjen kan holde en fest og tale om, hvor gode de er.
I år er formodentlig ingen undtagelse. Men i år er der trods alt sket et eller andet – også i den borgerlige lejr. Corona-krisen har fået manges øjne op for, at det ikke er HR-konsulenterne, aktiespekulanterne og reklamefolkene, der holder samfundet i gang, når det virkelig gælder. Det er derimod sygeplejerskerne, sosu-assistenterne, renovationsarbejderne og mange af de andre, der plejer at være i Fælledparken 1. Maj. Der begynder at tegne sig en fornyet respekt for de faggruppers arbejde, og en kritik af at deres værdi for samfundet ikke afspejles i deres løn. Lad os håbe, den erkendelse varer ved, og at arbejderklassen ikke skal nøjes med hyldestvideoer på YouTube og fly, der tegner hjerter på himlen over Rigshospitalet. Det kan være fint nok, men det betaler ligesom ikke huslejen.
Internationale med eller uden fagbevægelsen
I år bliver der ingen 1. Maj i Fælledparken og et halvt hundrede andre byer, ingen morgenborde med Gammel Dansk og bøgegrene hos fagbevægelsen, ingen scener med taler og fællessange fra Arbejdersangbogen, ingen optog gennem København. Det er ellers alt sammen noget, der er blevet en fast del af mit liv, siden jeg i 90’erne gik på arbejderbevægelsens efterskole og lærte Internationale og Når jeg ser et rødt flag smælde.
Arbejderbevægelsens efterskole findes desværre ikke mere, ligesom arbejderbevægelsen heller ikke gør, som der var én, der i sjov sagde til mig for nylig, da jeg fortalte om efterskolen. Det var ikke sjovt, syntes jeg, men jeg forstod alligevel godt, hvad han mente. Da jeg gik på arbejderbevægelsens efterskole, var arbejderbevægelsen lig med fagforeningerne og Socialdemokratiet. Dengang var socialdemokrater ordentlige folk, som talte imod storkapitalen, fremmedhad og militær oprustning. De var efterskolelærere med pagehår, der lærte os at synge Björn Afzelius og snitte skeer.
En aften kom Anker Jørgensen og holdt oplæg for elever og lærere i fællessalen. Det var en stor begivenhed. Anker Jørgensen var et koryfæ, en ægte socialdemokrat fra gamle dage. Dengang var Poul Nyrup statsminister, og de mere opvakte elever på efterskolen talte allerede på det tidspunkt om dét, de kaldte højredrejningen i Socialdemokratiet. Anker Jørgensen var repræsentant for en mere oprindelig version af socialdemokratismen, hvor fokus var på fællesskab og humanisme. Man må huske på, at Anker Jørgensen voksede op som en fattig, forældreløs dreng på Christianshavn, der siden blev lagerarbejder, og selv da han blev statsminister valgte at bo i en almen bolig i Sydhavnen frem for på Marienborg. I dag er det jo kun rabiate typer i Enhedslisten, der på den måde frivilligt giver afkald på penge og privilegier – så for en socialdemokrat at være var Anker Jørgensen altså en meget særegen politiker, der forblev loyal over for sin baggrund og over for såkaldt almindelige mennesker.

Samfundet kan se radikalt anderledes ud, hvis vi vil
I dag husker jeg ikke så meget af det, Anker sagde den aften, men jeg husker én sætning, der gjorde stort indtryk på mig. Han sagde: Solidaritet bliver aldrig umoderne. Det syntes jeg, var en smuk tanke. At det aldrig ville blive passé at hjælpe dem, der havde mindre end én selv, at trøste dem, der var kommet galt af sted eller havde brug for én at støtte sig til.
“Folk er trætte af både privatisering, new public management og Dansk Folkeparti. Vi skulle aldrig have solgt Statens Seruminstituts vaccineproduktion. Vi skulle aldrig have skåret så meget ned på det offentlige sundhedsvæsen. Bankerne og aktionærerne skulle ikke have været så grådige. Og var det ikke liiige at stramme den med dét der håndtryks-tvang?”
Men det blev umoderne. Også i arbejderbevægelsen. For ikke nok med at Helle Thorning og Bjarne Corydon kom og styrede Socialdemokratiet lige lukt i armene på storkapitalen, store dele af arbejderbevægelsen kastede sig også lige lukt i armene på Dansk Folkeparti. Det var meget svært at genkende arbejderbevægelsen, da det hele kom til at handle om privatisering og new public management på den ene side, og frygten for islam på den anden.
Og nu står vi her. Folk er trætte af både privatisering, new public management og Dansk Folkeparti. Vi skulle aldrig have solgt Statens Seruminstituts vaccineproduktion. Vi skulle aldrig have skåret så meget ned på det offentlige sundhedsvæsen. Bankerne og aktionærerne skulle ikke have været så grådige. Og var det ikke liiige at stramme den med dét der håndtryks-tvang?
Man aner konturerne af et nyt politisk landskab. Et politisk landskab, hvor det handler om at stå sammen, at træffe beslutninger der kommer fællesskabet til gode, hvor det viser sig, at vi har masser af handlekraft, og at samfundet kan se radikalt anderledes ud, hvis vi vil. Og selvom solidaritet ikke ligefrem er kommet på mode igen, så taler vi alle sammen om samfundssind. Og er det ikke på en måde det samme? Man har da lov at håbe.
God 1. Maj!

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER