Et forsvar for Rusland? Anmeldelse af Jens Jørgen Nielsen: “Krims Historie”

Krim er en halvø i Sortehavet. I 2014 blev den annekteret af Rusland fra Ukraine, og den spiller en stor rolle under Ruslands invasion af Ukraine.

Nu har forfatter Jens Jørgen Nielsen skrevet en bog om halvøen, som i høj grad prøver at forklare – og forsvare – Ruslands annektering. På bagsiden kan man endda læse, at bogen dækker ”begivenhederne i 2014, da Krim igen blev en del af Rusland.”

Men bogen er mangelfuld og fremstår som et forsvar af Ruslands invasion af Ukraine.

Mangelfulde kilder og referencer

Jens Jørgen Nielsen har studeret historie og idehistorie – foruden russisk. Derfor er det lidt uforståeligt, at der ikke er nogen litteraturliste. Og selv om der er mange kilder, er der også mange informationer, som står uden kilder.

Der er også store udeladelser og historiske fordrejninger, som ligger i forlængelse af det narrativ, russiske propagandister spreder.

Samlet set fremstår bogen som et forsvar af Ruslands annektering af Krim og invasionen af Ukraine. Jens Jørgen Nielsen (JJN) skriver ”Kiev” som er den russiske form – ikke ”Kyiv” som er den ukrainske. Og Odessa med to s’er og ikke Odesa, som er den ukrainske variant.

Og hvad værre er: Afsnittet om Ruslands invasion af Ukraine bærer overskriften ”Den russiske specialoperation” – hvilket præcis er det, Putin foretrækker at kalde sin krig.

Ikke noget om Krims rolle i dag

Bogens største udeladelse er, at den ikke skriver noget om, hvilken rolle Krim har spillet under den mere end tre og et halvt år lange invasion – og det på trods af at bogen er udgivet i august 2025. Det er ellers en central del af Krims moderne historie.

Krim har siden krigens begyndelse været brugt til angreb så godt som dagligt på Ukraine med raketter og droner. Det er sket fra land – fra luftbaser på Krim og fra skibe med base i Sevastopol. Det sidste kun det første år eller så, indtil Ukraine fordrev skibene med nyudviklede havdroner.

Krim var udgangspunktet for det russiske angreb mod det sydlige Ukraine, der førte til indtagelsen af Kherson, indtil Rusland måtte opgive denne by. Broen fra Rusland til Krim og jernbanerne på Krim er fortsat vigtige forsyningslinjer for den russiske hær, som ofte er blevet angrebet af ukrainerne.

Ukrainerne er i det hele taget meget aktive i angreb på russisk militær på Krim, og det er lykkedes dem stort set at drive den russiske flåde længere østpå i Sortehavet, at beskadige broen mellem Rusland og Krim og ofte at ramme jernbaner og luftbaser på Krim.  Men det kan man altså ikke læse om i JJN’s bog.

Krims tidlige historie

Bogen gennemgår halvøens udvikling fra de tidlige tider til nutiden.

Der har været mange folkeslag på øen: Grækere og italienske bystater har haft handelsbyer langs med kysten, og der har været mongolsk styre, som senere blev til Krim-khanatet.

Jens Jørgen Nielsen kommer vidt omkring og skriver også om Ukraine, Rusland, Byzans m.m. Det vil jeg ikke bebrejde ham. Hvis man skulle skrive en bog om Jyllands historie, ville det jo også være nødvendigt at skrive om Danmark, England, Tyskland osv. (Jylland og Krim er i øvrigt næsten lige store. Krim er 27.000 km²).

Den tidlige historie er holdt som en fortælling. Det gør, at ting bliver beskrevet som kendsgerninger selv om de kun bygger på en enkelt kilde, som er skrevet længe efter begivenhederne. Det gælder fx kristningen af Fyrst Vladimir på Krim i år 988.

Denne historie har stor betydning for Ruslands og Ukraines selvforståelse. Men den bygger kun på ”Fortællingen om de forgangne år”, som blev skrevet omkring 1113, og hvis nøjagtighed som kilde er stærkt omdiskuteret af faghistorikere.

Det kan også undre, at Jens Jørgen Nielsen ikke omtaler khazarerne og Khazar-riget, som omkring 600-900 havde kontrol over store dele af det, der i dag er det sydlige Rusland, Ukraine – og herunder også Krim.

Krim bliver russisk

I mange århundreder var der en kamp mellem russiske fyrstendømmer og Krim-khanatet om kontrollen over det sydlige Ukraine – i 1773 faldt Krim-khanatet så endeligt til det russiske imperium under Katarina Den Store, og så blev Krim russisk indtil 1954.

I den periode skete der en gradvis russificering, og de fleste oprindelige folk, heriblandt det største – Krim-tatarerne – blev i perioder tolereret, men også i flere omgange fordrevet.

Krim under Sovjetunionen – tvangskollektiviseringer og hungersnød

I november 1920 havde Sovjetunionen endelig fået magten på Krim efter flere års revolution og borgerkrig – og efter at de hvide hære under general Wrangel endeligt var slået, og de overlevende hvidgardister var flygtet ud af Rusland.

Stalins politik bliver kort ridset op – og der er et meget kort afsnit om tvangskollektiviseringerne, som JJN bare kalder kollektiviseringerne (s. 106-107).  Hungersnøden omtales kun i en sidebemærkning, og han angiver ikke nogle tal for, at der døde millioner af mennesker.

Ifølge Paul Robert Magocsis ”A History of Ukraine” (s. 596) døde der i 1933 4,5-5 millioner – og op til 10 millioner mennesker i trediverne som helhed. Det var bare i Ukraine, men der døde også millioner i Rusland, Kazakhstan og andre steder. Den historie har meget stor betydning i Ukraine og er en del af den nationale (nationalistiske) fortælling om sovjetmagten og ulempen ved at være kontrolleret fra Moskva. Fortællingen har endda et navn – Holodomir – efter det ukrainske ord for sultedød.

Det kan også forklare, hvorfor en del ukrainere i første omgang så velvilligt på, at Nazityskland invaderede. De havde oplevet sultedød og terror under Stalin, og havde ikke haft nogen adgang til reelle informationer om, hvad der skete andre steder, Derfor var der en opfattelse hos mange i Ukraine i starten af krigen af, at Hitler måtte være bedre end Stalin. Det fandt de så ud af, at han ikke var.

Den ukrainske befolkning fandt ud af, at der ikke var nogen plads for dem, som andet end slaver i det nazistiske ”lebensraum”. Den fascistiske, ukrainske nationalist Stepan Bandera forsøgte at tilbyde Hitler en alliance, men Hitler var ikke interesseret, og Bandera tilbragte størstedelen af krigen i tysk koncentrationslejr og fængsel.

Jeg nævner dette, fordi Jens Jørgen Nielsen nævner Bandera og kritiserer ukrainske nationalister for at gøre ham til en helt. Det er der da også nogen, der gør – og det skal ikke forsvares – men der er altså en forklaring.

Ukraine efter Sovjetunionens sammenbrud

Kapitlet om det postsovjetiske Ukraine 1991 har gode takter, selv om der også dér er grove forvrængninger.

Jeg rejste selv meget i Ukraine i den periode som valgobservatør for OSCE. Det er helt rigtigt, at Ukraine var meget splittet – hvor den vestlige del ønskede at frigøre sig fra Rusland og var orienteret mod vest og EU – og den østlige part ønskede at bevare brugen af russisk sprog, åbne grænser til Rusland og fortsat samhandel. Der var derimod ikke nogen bevægelse for at slutte sig til Rusland.

Jeg er enig med Jens Jørgen Nielsen i, at både EU og Rusland hev i Ukraine fra hver sin side. Jeg er også enig med ham i, at EU fremmede krisen og Maidan ved at insistere på en samhandelsaftale, der ville blokere for økonomisk samarbejde med Rusland og derved stille de østlige industriområder meget ringere.

Da Putin så insisterede på, at Janukovitj ikke skulle skrive under på aftalen, fremkaldte det Maidan-oprøret – som slet ikke var en lille begivenhed men en massebevægelse. Det giver ingen mening at kalde det for et ”kup”.

NATO’s rolle

På side 159 starter et kapitel med titlen: ”Verdensorden – NATO’s rolle”.

Ja, der var en arrogant, vestlig, imperialistisk ekspansion i halvfemserne og nullerne. Den var med til at forme Ruslands forståelse af situationen – og det har nok bidraget til, at Putin valgte den konfrontatoriske kurs – selv om ingen kan vide, hvad der var sket, hvis de vestlige lande havde ført en anden politik.

Vesten forsømte i 1990’erne en gylden mulighed for afspænding og fred, da Rusland var svagt og ønskede integration og samarbejde med det vestlige Europa.

Over for det står, at de østlige lande følte sig truet af Rusland. De huskede Ruslands overgreb, invasionen i Ungarn i 1956, i Tjekkoslovakiet 1968, Jaruselskis diktatur i Polen i 1980’erne – og ønskede NATO-medlemskab for at beskytte sig mod Rusland.

På s. 169 refererer JJN en samtale med Gorbatjov, Sovjetunionens sidste leder, om udvidelsen af NATO:

”Jeg har haft en længere samtale med Gorbatjov, hvor han lod mig forstå, at disse løftebrud var et af de værste skuffelser i hans politiske liv. Han troede virkelig på de vestlige politikere. Men han indrømmede, at han skulle have fået løfterne på skrift og måske også have været lidt mere konkret og præcis. Med andre ord, han var nok lidt naiv, indrømmede han.”

Så ja, Ukraine blev stillet i en umulig situation af den vestlige ekspansion: EU’s økonomiske krav om at frihandel mod vest skulle føre til toldbarrierer mod øst og NATO’s halvhjertede løfte om medlemskab. Men intet af det undskylder Ruslands overfald i 2022 eller deres fortsatte krig.

Georgien-krigen 2008

Jens Jørgen Jensen har ret i, at Rusland angreb Georgien, efter at den daværende georgiske præsident Saakashvili startede angrebet på Sydossetien – inklusive på russiske soldater som var fredsstyrke efter international aftale.

JJN skriver: ”Rusland gennemførte en militær aktion på 5 dage. Derefter trak de deres styrker ud af landet”. (s. 174) Men det sidste er ikke rigtigt. Rusland trak sig ud af dele af Georgien, men beholdt kontrollen over Abkhasien og Sydossetien. Provinserne blev løsrevet fra Georgien og er reelt under russisk kontrol – og Rusland er i gang med at bygge en flådebase i Abkhasien.

“Folkeretten” og Krim

”Folkeretsligt er der principielt ikke noget til hinder for at Krim rev sig løs og tilsluttede sig Rusland”, skriver JJN på side 212.

Men ”Folkeretten” er et meget løst begreb: Her er det danske udenrigsministeries definition:

”Folkeretten er et retssystem, der regulerer forhold mellem stater. Det sker gennem aftaler (traktater) indgået mellem stater eller folkeretlig praksis (sædvaneret).”

Ukraines grænser og territorielle integritet er garanteret af en lang række aftaler, Rusland har indgået. Den første er Belavezha-aftalen, som var den aftale, hvor Belarus, Rusland og Ukraine i 1991 blev enige om at opløse Sovjetunionen. Så kom Budapest-memorandummet fra 1994, hvor Ukraine afgav sine grænser og til gengæld fik garanteret sine grænser af USA, Rusland og Storbritannien, der også lovede aldrig at ”bruge nogen af sine våben mod Ukraine”.

Budapest-memorandummet er ”ikke juridisk gyldigt” skriver JJN på s. 221. Men der er ingen internationalt gældende jura i det hele taget. Lande der har styrken til det, gør som det passer dem.

Grænsernes ukrænkelighed er skrevet ind i FN’s charter. Over for det står, at grænser mellem stater ikke er evige eller uforanderlige. De er heller ikke resultatet af demokratiske eller retfærdige processer. Store dele af USA er resultatet af en brutal erobringskrig mod Mexico. At Skåne er svensk og ikke dansk er resultat af en tabt krig – og der er mange andre eksempler.

Men grænsernes ukrænkelighed har en ting, der taler til deres fordel: de er en streg i sandet, en måde at stoppe krig på. Derfor er de en del af systemet omkring FN og OSCE.

Det er derfor en del af folkeretten, at Krim er en del af Ukraine. Og Ukraine har en ekstra god grund til at stå fast på dette. Siden 2022 er Krim blevet brugt massivt af Rusland til at angribe det sydlige Ukraine. Så længe Rusland kontrollerer Krim, er Ukraine ikke sikkert.

Starten på fuldskala-invasionen 2022

På side 244 lykkes det så JJN at nå frem til, at det faktisk var Ukraine, der startede krigen: ”Den ukrainske hær øgede ganske voldsomt sin beskydning af Donetsk og Lugansk fra 16. februar. Det fremgår af OSCE kilder.”

Men det fremgår netop ikke af OSCE’s daglige rapporter. Rapporterne registrerer ”eksplosioner”, hvad der jo er ganske tvetydigt, da eksplosionen både forekommer, når artilleriet affyres, og når projektilet rammer. Men af kortet og af listen over overtrædelser i de daglige rapporter op til krigsudbruddet fremgår det klart, at der er overtrædelser på begge sider.

Lidt senere skriver JJN:

”Nogle taler endda om at krigen i Ukraine startede med, at Ukraine angreb de to udbryderrepublikker” men han skriver ikke, hvem disse nogle var, og lidt efter får JJN det så til, at det var Ukraine, der startede krigen: ”Set på den måde var det Ukraine, der startede en angrebskrig mod to små republikker, og Rusland der forsvarede dem, da de bad om det.”

Og han slutter kapitlet med denne konklusion: ”Rusland opfattede sig med andre ord som værende truet på sin eksistens. Derfor kom den russiske invasion i det østlige Ukraine d. 24. februar 2022.” (s. 245). Men for det første var det ikke ”Rusland”, der besluttede at starte krigen … det var Putin selv uden nogen form for demokratisk proces. For det andet var Rusland ikke truet på sin eksistens. Den eksistens er faktisk langt mere truet i dag efter tre og et halvt års krig.

Bogen slutter med at sige, at Ukraine vil kollapse. Det argument har siden krigens start været hovedargumentet imod at støtte Ukraine. På side 288 skriver han: ”De fleste analyser, som ikke er ideologisk orienteret eller præget af ønsketænkning, taler også om et snarligt ukrainsk kollaps”.

Hvilke analyser JJN tænker på, får læseren ikke at vide. Og det er måske JJN, der giver udtryk for ønsketænkning, når han forudser Ukraines snarlige kollaps.

Jens Jørgen Nielsens bog om Krim rummer mange fejlagtige informationer – og der mangler kilder for centrale informationer.  Der er også ofte referencer til synspunkter, uden at det bliver præciseret, hvem der har dem.

Der er brug for en ordentlig bog om Krims historie på dansk. Jens Jørgen Nielsen har ikke leveret den.

---

Jens Jørgen Nielsen: Krims Historie
Forlaget Hovedland, 2025.
288 sider. 289 kroner.