Et litterært giftdepot

Skal man fortælle børn, at deres forældre har forhøjet risiko for at dø af kræft?

Vil de spørge hvorfor? Og hvad svarer man så?

Det sagte og det usagte er kernen i Johanne Myginds nye roman Giftig, hvor en forfatter forsøger at fortælle sin families historie, men bliver mødt af fortielse både hos sine bedsteforældre og i det lokalsamfund, de engang udgjorde en del af.

Romanen handler om giftudledningen på Cheminova, men det er også en fortælling om at skrive en historie, som allerede er blevet fortalt. En historie, som er stjålet af et intimt bekendtskab, der har gjort det til en bestseller.

Blødende næb

Cheminova er uden sammenligning Danmarks største forurenings-katastrofe. Den historie er også fortalt før. I fabrikkens første årtier blev tonsvis og atter tonsvis af giftigt kemiaffald ledt ud i depotet ved Høfde 42. Livløse ål, syge fugle og øget fremkomst af tarmkræft begyndte med tiden at blive tegn på, at nogen betalte prisen.

Det var ikke ansigtsløse kræfter, der skabte dette gigantiske giftdepot ved Vesterhavet. Det var bevidste beslutninger om at forholde sig til fabrikkens indkomst, ikke til de mulige omkostninger. Beslutninger, der blev truffet af fortællerens morfar, og med hans velstand er sivet ned gennem familien. Det er en gift, der også muliggør, at fortælleren kan skrive sin roman.

Men morfarens historie er allerede fortalt. Har man set prisbelønnede Kim Blæsbjergs bestseller De bedste familier – og det kan man nærmest ikke have undgået – vil man genkalde sig den giftgule forside, der jager fortælleren som en påmindelse om den historie, hun ikke skulle have fortalt. Eller i hvert fald ikke have fortalt ham, René, forfatteren til den giftige bog i romanen.

Frygten for at miste magten over egen historie møder vi også hos de stolte vestjyder. Arbejderne på Cheminova, der kun over for deres egne børn vil fortælle om dengang, de ’fik øjne’ – eller bogstaveligt talt blev blå, fordi alkoholen fra deres bajer blandede sig med fabrikkens kemi i deres krop. På samme måde er også romanens historie kommet i stand, fordi fortælleren har kunnet interviewe sin morfar. Men end ikke der tør han virkeligt åbne op.

Fortidens stilhed

Historiske scener fra hverdagslivet i Lemvig filtrer sig ind i nutidens fortælling. Fortidens scener – kapitlerne i den bog fortælleren måske skal skrive – fungerer som baggrund for nutidens tvivl. Fortjener disse scener en yderligere beskrivelse, når nu historien allerede er fortalt, eller skal fortiden få lov at blive liggende?

Det føles alt sammen så virkeligt. Så historisk. Men det at vi ved, at kilderne ikke ønsker, at historien skal frem, minder os om, at det måske er fantasi. Det er netop utroværdigheden, romanagtigheden, i de historiske passager, de intime detaljer om en fremmed mandehånd mellem bedstemors lår, som forlener den anden del af romanen med en ubehagelig autenticitet.

Det er klart, at fortidens historie og romanens fortælling er forskellige. ”Så længe man skriver ’Roman’ på forsiden af en bog, så må man skrive præcis, hvad man vil”, belærer Rosa, fortællerens veninde.

Men fabriksarbejderne i Lemvig er ikke dumme. De ved godt, at det fortalte får sandhed bare ved at blive sagt. Så de tier.

Også fortælleren ved det, går rundt som gøgeunge i Vestjylland, udnytter den opbyggede tillid, mens hun fortier sine intentioner. Hendes anklager mod andre vender sig mod hende selv og selvfølgeligt mod os som læser.

Depotet

Men det fortiede forsvinder ikke, bare fordi det ikke bliver nævnt. Giften i høfde 42 er virkelig. Langsomt siver den ud og ødelægger natur og mennesker.

Som morfaren efterlader resterne af sin havregryn fra morgenmaden, så andre kan rydde det op, efterlader vi alle rester af det, vi får sagt og det, vi får fortiet. Depoter der mod vores vilje siver ud i vores relationer og former vores liv.

Sølet ind i smålige følelser af utilstrækkelighed og jalousi åbner romanen døren til en større forståelse af de ting, vi helst ikke snakker om. Ved at turde fortælle og åbne op inviterer Johanne Mygind sine læsere til at overveje at gøre det samme, særligt når der er noget på spil.

Johanne Mygind: Giftig
Gads Forlag, 2025.
387 sider.
Vejledende pris: 230 kr.