Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
EU
11. maj. 2022

EU-diskussion i Enhedslisten: At se virkeligheden i øjnene

Til sit årsmøde i Bededagsferien skal Enhedslisten tage stilling til partiets strategi for arbejdet i EU. I denne tredelte serie om emnet, beskriver Reinout Bosch i andet afsnit det, han ser som farerne ved udmeldelseskrav.

Nikolaj Villumsen er valgt som medlem af EU-parlamentet for Enhedslisten. Foto: Villumsens Facebookprofil

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

For 65 år siden i 1957 mødtes ministre fra Tyskland, Frankrig, Italien og Benelux i Conservatori-paladset i Rom for at danne det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EEC). For 49 år siden i oktober 1972 gik Danmark til stemmeurnerne, hvor et flertal besluttede, at Danmark skulle følge briterne ind i, hvad der nu var kommet til at hedde EF. For 20 år siden opgav de fleste EU-lande deres egen valuta, og glade forbrugere kunne 1. januar 2002 stå med de knitrende, monopoly-lignende Euro-sedler i hånden. Danskerne havde dog stemt nej til Euroen med et lille flertal i september 2000.

“Det er i dag umuligt at forestille sig de seneste 50 års kapitalismehistorie på vores kontinent uden EU-institutionen.”

Europæisk kapital har med andre ord haft rigeligt med tid til at konsolidere sin økonomiske magt, i hvad der med tiden er kommet til at ligne en europæisk statsstruktur. Præcis som EF-modstanderne havde forudsagt. Det er i dag umuligt at forestille sig de seneste 50 års kapitalismehistorie på vores kontinent uden EU-institutionen. 

Grundene til samarbejde har været indlysende for den europæiske storkapital, der allerede efter Anden Verdenskrig måtte se sig overhalet af amerikanerne. Da også japanerne med amerikansk hjælp begyndte at gøre europæerne rangen stridig som førende industrination, var det en yderligere tilskyndelse til integrationen af de forskellige europæiske kapitaler. Europæisk kapital var tvunget til at oprette en overnational institution, eller miste de vigtigste markeder til konkurrenterne. 

EU eksisterer med andre ord med det ene formål, at europæiske rigmænd kan fortsætte konkurrencen med deres oversøiske klassefæller. Blev EU nedlagt i morgen, ville de skulle genrejse et alternativ i overmorgen. Unionen er ingen anomali, men en forudsigelig følge af monopolernes nødvendige vækst. 

EU-kapitalisme

Det intime forhold mellem EU og den kapitalistiske økonomi er afgørende, når snakken falder på udmeldelse. For hvad er det, fortalerne gerne vil melde sig ud af? Det er de institutionelle rammer, bygget op om økonomien. Mens rammens indhold i første omgang skal have lov til at bestå. 

For EU er blevet afgørende for den økonomiske reproduktion på kontinentet. Derfor er det reguleringen af økonomiens kerneelementer, der altid har haft EU’s interesse. Hvorfor de såkaldte ’fire friheder’ står så centralt for unionens traktater. Kapitalens(-), varernes(-), serviceydelsernes(-) og arbejdskraftens fri bevægelighed. Disse er forudsætningen for konkurrencedygtigheden med konkurrenterne i øst og vest, der naturligvis har samme præmisser på deres hjemmemarkeder. 

Når Folkebevægelsen mod EU i mange år har anført, at mellem 40-60 % af den danske lovgivning bliver dikteret fra Bruxelles, er denne magt udtryk for, hvad Bruxelles interesserer sig for – konkurrencedygtigheden på globalt plan. Mindre vigtige emner som skolegang, ældrepleje og hundelove bliver til gengæld overladt til de nationale parlamenter. 

Meldte Danmark sig ud af EU, er det forkert at antage, at kapitalens fire friheder vil blive strøget fra måden, økonomien fungerer på. Det skyldes, at disse måske er lovfæstet i EU, men er rodfæstet i både dansk og international kapitals interesser. Disse vil ikke acceptere, at Danmark isolerer sig fra omverden. 

Således ser vi også, at selvom Norge, Island og Liechtenstein står uden for EU, forudsætter samhandlen, at de har accepteret de fire friheder. For verdens 5. største økonomi, Storbritannien, er situationen umiddelbart en anden. Her har styrkeforholdet og det nære handelssamarbejde med USA betydet, at der kunne stilles andre krav. Selvom det jo må nævnes, at udtræden af det europæiske handelssamarbejde direkte fik mærkbare konsekvenser for briternes levestandard. 

Overnational struktur. I Den Europæiske Trekant bliver mellem 40 – 60 % af dansk lovgivning vedtaget. EU-kommisionen fremsætter forslagene, mens EU-parlamentet og Europarådet godkender dem. Illustration: European Parliament

Nationens ret til selvbestemmelse

Gennem de seneste 50 år har europæisk kapital ved hjælp af EU-institutionen formået at hæve sig op over nationalstaternes grænser. Det har været en bevægelse parallel med monopolvirksomhedernes indtog på de globale markeder. 

Den fremadskridende kapitalintegration har ikke påvirket Folkebevægelsen eller – indtil besindelsen indtraf hos folketingsgruppen – Enhedslistens strategi. Sidstnævnte krævede en folkeafstemning om medlemskabet, hvor partiet ville kræve udmeldelse, frem til Brexit-kaos’et udfoldede sig. Førstnævnte fastholder som bekendt deres Daxit-strategi. Med andre ord arbejdede man for en tilbagevenden til en situation, hvor økonomien skulle rammesættes af den danske stat, på trods af, at den nu var vokset til en global størrelse, hvor de største banker er lige så rige som staten. At forestille sig, at Danmark økonomisk skulle frigøre sig fra EU, giver således lige så lidt mening, som at Djursland skulle kunne være en økonomisk enhed i Danmark. 

“At forestille sig, at Danmark økonomisk skulle frigøre sig fra EU, giver således lige så lidt mening, som at Djursland skulle kunne være en økonomisk enhed i Danmark.”

Ved at fremlægge en udmeldelsesstrategi og hævde, at dennes vedtagelse vil få afgørende betydning for, hvordan landet ledes, vildleder man befolkningen og nok så vigtigt sig selv. Den store diskrepans mellem Enhedslisten og dets vælgerbase på EU-spørgsmålet er nok et udtryk for, at vælgerne ikke kan se, hvordan den danske stat selvstændigt skal byde ind med løsninger på gentagende økonomi-, klima- og flygtninge-kriser. Hvad vælgerne ved er et meget avanceret problem, bliver af partiet besvaret med en simpel parole. 

Den form for småstatspolitik som udmeldelseskravet er udtryk for, vil som den britiske historiker Eric Hobsbawm bemærker, ikke skabe nogle løsninger på de reelle problemer, vi står over for. Tværtimod vil det – hvor staten faktisk har mulighed for at gennemføre sin politik – sandsynligvis gøre løsninger sværere at finde. 

Socialisme i ét land

Det ovennævnte refererer rigtigt nok til positioner, der var at finde i Enhedslisten frem til Brexit blev gennemført. I den igangværende diskussion har positionerne udviklet sig, og kravet om udmeldelse i dag frem for i morgen, er blevet marginaliseret. Den nye position, der har taget dens plads, er ideen om, at hvis Danmark skulle få en socialistisk regering, så vil det blive nødvendigt med en udmeldelse af EU.

Ideen om et selvstændigt, socialistisk Danmark er selvfølgelig lige så søgt som troen på et kapitalistisk Danmark isoleret fra EU. Begge ideer trækker på de chauvinistiske tråde fra DKP-tiden og arbejder ud fra en illusion om, at kapitalen kan reguleres bedre fra den hjemlige andedam end gennem EU-statens organer. At den danske stat i sin faktiske virkemåde skulle være reelt demokratisk, eller at lobbyismen skulle have ringere kår på Christiansborg end i Bruxelles. 

Illusionen knyttes ofte sammen med, at nationalstaten har været rammen for arbejderklassens vigtigste sejre. Af den grund mener man, at en tilbagevenden til en nationalstats-organisering, med eller uden socialistisk islæt, vil kunne give arbejderbevægelsen bedre arbejdsbetingelser. Igen er det en overbevisning, der tilskriver EU-lovgivningen den struktur-forskydning, som det er den moderne kapitalisme, der har tilvejebragt.

Efter Brexit – den britiske udmeldelse af EU, har holdningen i Enhedslisten ændret sig, mener Reinout Bosch. Foto: Shutterstock-

Afskaffelsen af EU og kapitalismen er samme sag

Udfordringen ved, at vi ikke accepterer den svære situation vi står i, bliver, at vi holder fast ved politikforslag, der ikke vil kunne tilvejebringe forandring. Det gælder i lige grad forestillingen om, at noget substantielt vil ændre sig, hvis Danmark melder sig ud af EU, som forestillingen om, at der vil kunne vindes flertal i alle EU-medlemsstater samtidig, for derigennem at ændre Unionens traktater. Skulle det sidste hypotetisk set blive en realitet, burde de samlede socialistiske regeringer nok have andet at tage sig til end at slås med Unionens traktater. 

“Når det er i EU, at den internationale kapital har organiseret sig, er det også inden for denne ramme, at vi kan tage kampen mod kapitalen. Mens kampen bliver sværere, er indsatsen også højere.”

Den diskussion om EU, som der er taget hul på det sidste halve år er gavnlig, fordi den igen viser, at der ikke er en nationalstats-strategi til socialisme. Strategien må være gennemgående international, hvis den ikke skal forfalde til socialdemokratisme. Vi skal derfor igen vænne os til at anskue alle politiske problemer som internationalt funderede, i langt højere grad end man – særligt i Danmark med sine provinsielle medier – er vant til. 

Målet for vores politik må igen blive – ikke overtagelsen af regeringsmagten i Danmark – men overtagelse af samfundsmagten på verdensplan. En udfordring, der er så uoverskuelig, at det er forståeligt, at mange hellere sætter sig det, de tror er realistiske mål. Men troen på et selvstændigt Danmark eller et reformeret EU, der vil føre en arbejdervenlig politik, er ikke realiserbare forslag. Det er ønsketænkning opstået som substitut for en analyse af de skridt, der er nødvendige i kampen for en international socialisme. 

Ved at acceptere EU som det for os vigtigste kampområde, tager vi det første skridt fremad i lang tid. Det er unægtelig sådan, at EU er en kampplads skabt af kapitalen til dens fordel. Kampene, vi kommer til at føre her, kommer til at være institutionelt hårdere, end hvad venstrefløjen har været vant til i de nationale parlamenter. Men når det er i EU, at den internationale kapital har organiseret sig, er det også inden for denne ramme, at vi kan tage kampen mod kapitalen. Mens kampen bliver sværere, er indsatsen også højere.

Hvor målet i det 20. århundrede var at erobre statsmagten nationalt, er vi i det 21. århundrede blevet tvunget til at tage kampen om Unionen – kapitalens internationale statsdannelse. Vinder venstrefløjen magten i det nationale parlament, vil den øjeblikkeligt blive mødt af angreb fra de internationale institutioner. Går vi efter at vinde magten over EU, fratager vi den europæiske kapital dens vigtigste redskab. Det muliggør, at vi kan vinde kampe nationalt, regionalt og lokalt. Kampe på forskellige niveauer, der alle må kæmpes på samme tid, men hvor vi ikke kan ignorere det europæiske niveau.  


Om skribenten

Reinout Bosch

Reinout Bosch

Gadeplansarbejder og uddannet historiker fra Københavns Universitet, bestyrelsesmedlem i Solidaritet. Reinout er medstifter af og formand for Institut for Marxistisk Analyse samt forfatter til bogen Historisk Materialisme (2020). Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER