Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
21. januar. 2022

Er EU markedsfundamentalistisk?

Imod EU eller imod kapitalisme? Hvad skal vi tage højde for når vi diskuterer EU-spørgsmålet? Karen Helveg Petersen fra Enhedslistens EU-politiske netværk svarer debatindlæg.

Flag fra EU-medlemsstaterne foran EU-kommissionens bygning “Berlaymont” i Bruxelles, Belgien. Foto: Christian Lue.

Til foråret skal Enhedslisten i forbindelse med årsmødet 14. -16. maj revidere partiets mildest talt bedagede EU-politiske delprogram fra 2016. Debatten er i gang. Selvom oplægget fra hovedbestyrelsen er lidt mere EU-positivt end det nuværende program, opretholdes udmeldelseskravet og en generel skeptisk, ja nogle gange nedladende tone over for EU, der gentagne gange kritiseres for – at markedet og konkurrencen vinder over miljø, klima og sociale hensyn.

I en nylig kronik i Solidaritet gør en række fremtrædende Enhedslisten-medlemmer deres holdning klar, som skal understøtte hovedbestyrelsens holdning til udmeldelse. Kronikken siger ikke kun det temmeligt indlysende, nemlig at EU’s kapitalistiske grundlag ikke lige er til at afskaffe, men også at der ”…indbygget i EU er en fundamental asymmetri, hvor hensynet til markedet i udgangspunktet vejer tungere end hensynet til væsentlige samfundshensyn som fx klima, tryghed og velfærd.

“Grundholdningen i det gamle såvel som i hovedbestyrelsens forslag til et nyt delprogram er… at EU er helt statisk og markedsfundamentalistisk. Men hvordan ser det ud i virkeligheden?”

Det er rigtigt, at de fire friheder for kapital, arbejdskraft, varer og tjenesteydelser er indskrevet i Rom-traktaten og dens efterfølger, Lissabon-traktaten fra 2009. I det nuværende delprogram står der, at kernen i EU er traktatfæstet markedsfundamentalisme, og ”[s]elv om der på en række områder er lagt en fælles bund gennem minimumsstandarder, så er resultatet blevet et pres for at forringe velfærd, løn og arbejdsforhold, miljø, natur, forbrugerbeskyttelse, dyrevelfærd m.v. i lande eller sektorer med de bedste forhold.” Dette udsagn går stort set uændret igen i det nye forslag, og er faktisk mere kategorisk end citatet fra kronikken ovenfor.

Grundholdningen i det gamle såvel som i hovedbestyrelsens forslag til et nyt delprogram er, at beslutninger, som progressive kræfter gerne ville se indført, fundamentalt er umulige at få gennemført nogensinde. EU er helt statisk og markedsfundamentalistisk. Men hvordan ser det ud i virkeligheden? Lad mig illustrere problematikken gennem nogle aktuelle eksempler på EU’s politikudvikling og Enhedslistens svar.

Roundup, Danmark og EU

Enhedslistens EU-team udgav i 2019 en rapport, ’50 gode forslag, som vi ikke må gennemføre for EU’, hvis Danmark hypotetisk set ville stille dem eller indføre dem imod EU’s nuværende regelsæt. Teamet konsulterede i den forbindelse Miljø- og Fødevareministeriet om dansk enegang i forhold til at forbyde glyphosat (Roundup).

Ministeriet mente ikke, at Danmark kunne totalforbyde denne kræftfremkaldende sprøjtegift på egen hånd. Det var der så sandelig heller ikke stemning for i dansk landbrug, så da spørgsmålet kom på EU’s dagsorden, stemte Danmark bagstræberisk imod et forbud. EU’s godkendelse af glyphosat udløber i slutningen af 2022, så hvis intet andet sker, bliver det totalforbudt.

Det er ikke udelukket, at godkendelsen forlænges, men Tyskland vil under alle omstændigheder ophæve brugen af giften i 2023, og Østrig har allerede forbudt den. I det ’progressive’ Danmark har Seges, som er en del af Landbrug & Fødevarer, i 2021 lavet en handlingsplan for at reducere landbrugets glyphosatforbrug!

“Vi lever i et kapitalistisk samfund, i Danmark og i EU. Alle dets perversioner kan ikke tilskrives EU, men det er som om modstanderne har deponeret deres venstreorientering i at tilskrive EU ansvaret for en stor del af verdens kapitalistiske onder.”

Selvfølgelig skal lande kunne indføre minimumsstandarder (eller, som tilfældet måtte være, maksimumsstandarder eller udløbsdatoer) på egen hånd, især hvis det mest går ud over dem selv. Til gengæld er det forkert, at EU er ufleksibel. I nogle tilfælde er problemet, at regeringen og danske embedsmænds fortolkning af EU-retten er noget stivsindet.

Bag det ligger uden tvivl, at dansk enegang – som i tilfældet glyphosat – ville have udløst et ramaskrig fra landbruget, som vekslende danske regeringer enten støtter eller er hunderædde for. Så længe Danmark er flettet ind i den europæiske og globale økonomi, vil danske kapitalinteresser og landbruget være på vagt over for ethvert tiltag, som de mener vil skade deres konkurrenceposition, uanset om Danmark er medlem af EU eller ej. Det er realiteten. Så ja, der er problemer, derfor også at en fælles politik, der afvejer interesserne, er nødvendig.

Arbejdskraftens fri bevægelighed – social dumping

Spørgsmålet om arbejdskraftens aflønning og sociale rettigheder er illustrativt for den benhårde EU-modstand. Følgende påstand er optaget uændret i det nye forslag:

”Reglerne om arbejdskraftens fri bevægelighed giver arbejdsgiverne mulighed for at misbruge udenlandske arbejdere til at presse og undergrave de faglige og sociale rettigheder på arbejdsmarkedet. Denne form for social dumping er i Danmark blevet helt afgørende efter de østeuropæiske landes optagelse i EU.”

En vigtig effekt af ti nye landes medlemskab i 2004 plus Rumænien og Bulgariens i 2007 blev massiv – midlertidig eller permanent – udvandring fra disse lavtlønslande. Konsekvenserne i form af underbetaling og elendige forhold i modtagerlandene i nord er efterfølgende blevet reguleret på mange måder. Der er bl.a. opstillet kriterier for, hvordan vandrende arbejdskraft kan opnå sociale ydelser i et andet EU-land, og hvilket lands regelsæt der gælder for deres lønninger.

Den europæiske søjle for sociale rettigheder fra 2017 fremhæver bl.a. det ønskelige i et kollektivt aftalesystem i de enkelte lande og ikke mindst lønninger, som arbejderne kan leve af. Det kan ses som en genoplivning af tidligere kommissionsformand Jacques Delors’ ’sociale Europa’ fra slutningen af 1980’erne, som fik Margaret Thatcher til at advare mod socialisme.

Enhedslisten er ligesom fagbevægelsen modstander af det aktuelle direktivforslag om minimumslønninger på europæisk niveau, der udspringer af den sociale søjle. De mener, at også selvom den konkrete minimumssats bliver differentieret i de enkelte lande, vil fælles principper snedigt kunne bruges til at undergrave den danske aftalemodel og danske lønninger, ja, føre til social dumping. Og det uanset, at reglerne bliver indrettet på at tage hensyn til den danske og andre aftalemodeller.

EU ser sociale rettigheder som et middel til at gavne den generelle velstand for befolkningerne – og virksomhederne. Når handlingsplanen for den sociale søjle skal gennemføres, er der derfor uden tvivl masser af konfliktstof med arbejdsgivere og kapitalinteresser. Det er bare ikke nagelfast, at sidstnævnte interesser skal have overvægt.

“At opstille udmeldelse af EU som et ubetinget krav er et problem, fordi det tager energien væk fra at kæmpe på alle fronter, når man hver gang lige skal huske at skælde ud på EU for en sikkerheds skyld.”

Men uden at nævne den temmelig omfattende udvikling på arbejdstagerrettigheder og sociale forhold går hovedbestyrelsens forslag både ind for en social protokol for EU, og for at få indført en femte undtagelse for Danmark, der skal fastslå, at faglige og sociale rettigheder har forrang i forhold til kapitalens frihed. Hvordan kravene om social protokol og en femte undtagelse så skal forenes, står hen.

Generelt vendes ting på hovedet i argumentationen: Utilsigtede konsekvenser ses som bevidste forsøg på forringelser, hvor der snarere i tilfældet øst-udvidelse var tale om, at EU’s dominerende kræfter i forlængelse af deres mainstream økonomiske (’neoliberale’) forståelse mente, at når disse lavindkomstlande kom med, ville det flyde ind med investeringer og skabelse af nye arbejdspladser. I modsætning til Delors, der faktisk havde indset, at social dumping kunne blive konsekvensen af det indre marked fra 1986. I øvrigt ville der da vist også være social slagside i, at arbejdskræfter ikke kunne bevæge sig.

Landbrugspolitik, klima og Enhedslisten

Vi lever i et kapitalistisk samfund, i Danmark og i EU. Alle dets perversioner kan ikke tilskrives EU, men det er som om modstanderne har deponeret deres venstreorientering i at tilskrive EU ansvaret for en stor del af verdens kapitalistiske onder.

EU’s landbrugspolitik vedtaget for nylig åbner mulighed for at flytte midler fra indkomststøtte til grønne projekter. At Enhedslisten ikke var tilfreds med, at der fortsat gives betydelig støtte til det konventionelle landbrug, er udmærket, men det er svært at se, hvorfor Enhedslisten så herhjemme gik med til et klimaforlig for landbruget, der ikke bare bygger på EU’s landbrugspolitik (og penge), men som oven i købet end ikke blev udmøntet så progressivt her i landet, som den kunne. Kun ved hjælp af ekstra danske midler blev balancen rettet op med hensyn til den fordeling mellem det grønne og den direkte støtte, som EU har sat som standard.

Politisk kamp

At opstille udmeldelse af EU som et ubetinget krav er et problem, fordi det tager energien væk fra at kæmpe på alle fronter, når man hver gang lige skal huske at skælde ud på EU for en sikkerheds skyld. Enten går EU i den gale retning, eller de er ikke ambitiøse nok.

EU er ’markedsfundamentalistisk’ netop på den måde, kapitalismen er det. EU cementerer så princippet traktatmæssigt. Det er lidt ligesom at vedtage tyngdeloven i Folketinget. Og det vigtige er da også, at flere og flere reguleringer, strategier og politikker fra EU’s side fastslår, hvilke hensyn der sætter de fire ’friheder’ ud af spil helt eller delvist.

“Det er lidt ligesom at vedtage tyngdeloven i Folketinget.”

Det gælder arbejdstagerrettigheder, som europæiske fagforeninger og arbejdere kæmper sig til, og det gælder hensyn til miljø og klima. Det betyder også, at for at få en grøn dagsorden igennem, behøver traktaterne ikke at ændres.

Det kan man f.eks. læse ud af Lissabon-traktatens par. 191, der understreger vigtigheden af miljøbeskyttelse, bekæmpelse af klimaændringer samt forsigtighedsprincippet. Konkret bliver det et spørgsmål om fortolkning og ja, politisk slagsmål om, hvornår og hvordan de forskellige hensyn vinder. Selvfølgelig, hvis selve samfundsordenen skulle ændres i socialistisk retning, vil det nok kræve traktatændring.

EU er mange ting, bl.a. en kampplads for alle mulige interesser og mellem 27 lande med forskellige økonomiske og politiske forhold og niveauer. Forbløffende sådan set, at så meget relativt progressivt dog er blevet vedtaget.


Deltag i debatten og kommenter på artiklen (kun for medlemmer)

  • […] vores svar til de over 70 medlemmer, der kritiserede os, endvidere i en række indlæg fra enkeltpersoner. Vi gentager dog gerne gode pointer. I nedenstående punktform besvarer vi først Clausen og […]

  • Om skribenten

    Karen Helveg Petersen

    Karen Helveg Petersen

    Karen Helveg Petersen er forfatter til Rentekapitalismen, der på et marxistisk grundlag kombinerer økonomisk teori med globale tendenser. Hun arbejder som konsulent i udviklingsarbejde i Det Globale Syd. Hun er medlem af bestyrelsen for Institut for Marxistisk Analyse (IMA),   Læs mere