EU skal gøre det, EU gør bedst: Forhandlinger og aftaler

Gør det, du er bedst til.

En eller anden bank, som gerne ville låne penge ud, brugte dette slogan. Det skal ikke komme en god opfordring til skade, at den er kommet fra nogen, der er ude efter dine penge. Tværtimod burde sådan en opfordring nu lyde til EU og til Danmark.

EU har altid været lidt kedeligt. Der skal så meget snak til, før det rykker, og en masse beslutninger bliver først til noget, når der er gået måneder eller år. Og der er aldrig nogen, som helt får det, som de vil have det – hvis man ellers kan huske, hvad man ville, når der endelig kommer et resultat.

Så er det sjovere med USA! Eller Putins Rusland, for den sags skyld!

En markant skikkelse, der siger tingene lige ud, og får taget nogle raske beslutninger – også selvom nogen gør vrøvl. Det kan man da skrive artikler om. Det kan fange opmærksomheden. Desværre er politikere tit alt for dårlige til at stå ved forhandlingsvejen og ikke mindst resultaterne, så vil man fiske i vælgerhavet, er det en fristende vej at gå.

Hvad er EU bedst til?

Tilbage i starten af dette årtusinde sad jeg i EU-Parlamentet, da den amerikanske præsident George Bush (som gerne ville have noget fra hånden) ville starte krigene i Irak og Afghanistan.

Alle, der ønskede handlekraft og stærke mænd rankede ryggen! For hvad var det egentlig, alle vi peaceniks ville stille op med sådan en diktator som Saddam Hussein, hvis vi ikke ville bombe ham sønder og sammen?

Hvis vi svarede, at vi ville forhandle, fik vi det brede grin frem på højrefløjen, hvor både Venstre og Konservative (som også gerne ville have noget fra hånden) syntes, at det var nok med halalhippierne og snakkehovederne i EU og FN. Og Danmark gik med i et par krige, som siden har været årsag til uendelig meget skidt både i Mellemøsten og i Europa.

Danmark svigtede EU, FN og ikke mindst mennesker i både Afghanistan og Irak.

Denne gang ser det ud til, at vi havner på den rigtige side. Kampen om Grønland har kastet Mette Frederiksen og resten af regeringen i armene på et EU, som er ved at komme sig over chokket over en verden i voldsom forandring.

Så nu er spørgsmålet, om EU snart for alvor går i gang med det, vi er bedst til: Forhandlinger.

Først da det gik op for Trump, at Ukraine kunne få andre venner end ham, blev Zelenskij lukket ind til samtaler om sit lands fremtid. Og det var EU, der fik døren op.

Nu er det på tide, vi knalder døren op til Netanyahu og til Putin, som trods alt er vores naboer mere end de er USA’s.

Det er tid til forhandlinger

Jeg er med på, at i Mette Frederiksens og mange andres øjne grænser det til landsforræderi at foreslå forhandlinger lige nu. Men det er med sine fjender, man skal lave fred. Og vi behøver jo ikke at fatte papir og blyant nu.

Vi kunne starte med det, som tidligere har vist sig at fungere: Kulturelt samarbejde, fx at lade kunstnere mødes. Lad forfattere og filmfolk og andre træffe hinanden og studere hinandens værker. Lad dem være med til at formidle, at de ikke har horn i panden på den anden side. At de heller ikke har lyst til at få skudt deres unge mænd og kvinder eller få brændt deres byer ned.

Et samarbejde, hvor mennesker møder andre, fører ofte til det, alle store stærke mænd frygter mest: Viden. Og folk, der ved mere om hinanden, er ikke så lette at få til at slå hinanden ihjel på grund af løgne og trusler.

Oprustning uden at bruge våbnene

Jeg har ingen illusioner om, at Danmark kan blive foregangsland her. Vi har ikke demonstreret evnen til at få ryddet op i vores egen fortid og få lavet forhandlinger med ofrene for tidligere tiders overgreb, som mange andre EU-lande har gjort det.

Vores regering fortsætter den bedrevidende og småfornærmede facon og overfor både inuitter i Grønland og tidligere slavegjorte på de Vestindiske Øer. Vi har ikke engang kunnet håndtere den nærmeste fortid og få lavet en ordentlig redegørelse om vores deltagelse i krigene i Afghanistan og Irak.

Til gengæld har de seneste dages begivenheder vist, at både Frankrig, Tyskland og det tidligere EU-medlem Storbritannien ejer evnen til at tænke langsigtet.

Oprustningen tror jeg ikke, vi kommer udenom i denne omgang, men med nogle kloge politikere, som tør vove pelsen på, at våbnene ikke skal bruges, vil vi kunne få åbnet andre muligheder end at lade den stærke mand (m/k) få lov at svinge kanonerne.

Over for det står nogle politikere, der vil gå i gang med en lang kedelig proces, som kan føre os derhen, hvor EU er bedst: Forhandlinger og aftaler. Det kan kun gå for langsomt.