EU’s neoliberale handelspolitik forværrer klimakrisen

Herhjemme er der stadig bred enighed om at bakke op om en neoliberal handelspolitik. F.eks. roste Dansk Metal i Altinget 17. januar handelsaftalen mellem EU og de sydamerikanske Mercosur-lande (Argentina, Brasilien, Paraguay og Uruguay) for at være grøn og knytte EU tættere til Sydamerika.

Men frihandelsfløjen tager hverken højde for klimaet eller international solidaritet.

Handelspolitik fra en svunden tid

Indholdet af EU-Mercosur blev færdigforhandlet i 2019, men forhandlingerne startede 20 år før det. Det kan mærkes, at aftalen har reminiscenser fra det forrige årtusinde.

Helt grundlæggende vil aftalen stimulere produktion og handel med produkter, der belaster vores planet. Aftalen vil eksempelvis liberalisere handel med en lang række klimaskadelige produkter – f.eks. oksekød og biler – ved at afskaffe 91-92 procent af tolden på varehandlen mellem EU og Mercosur samt forøge eller fjerne handelskvoter.

Det er ikke den vej, vi skal. Alle politikområder skal tænkes ind i den grønne omstilling. Det skylder vi os selv og de kommende generationer. Klimaforandringerne sker lige nu. Varmerekorder, oversvømmelser, storme. Derfor skal handelspolitikken også med på den grønne bølge.

Når vi ser på de konsekvenser, som EU-Mercosur kan have på Amazonas-regnskoven, bør alle alarmklokker ringe. Eksperter og grønne NGO´er har advaret mod den sandsynlige forøgelse af afskovning som følge af EU-Mercosur. Jeg mener ikke, at det er tiden til at gamble med Amazonas-regnskoven. Det er foruroligende, at frihandelsstøtterne er klar til at tage den chance.

Handelsaftalens grønne overflade

Den grønne overflade kan hurtigt kradses af aftalen, hvis man ser nærmere på de handelstekniske dele.

Tvistbilæggelses-mekanisme er betegnelsen for, hvad man gør, når en af parterne mener, at den anden part har brudt bestemmelser i en handelsaftale. I EU-Mercosur er der en hård og en blød tvistbilæggelses-mekanisme. Den hårde gælder for de økonomiske dele af aftalen og kan i sidste ende føre til økonomiske sanktioner.

Den bløde gælder for klimaelementerne. Her er de yderste konsekvenser, at der bliver skrevet rapporter og afholdt møder.

Det afslører helt grundlæggende, at EU-Mercosur er skruet sammen, så økonomiske hensyn kommer før klima og miljø. Vi bør i stedet gå den helt modsatte retning og prioritere klima og miljø over handelsøkonomiske hensyn.

Udfordringen med Kinas indflydelse

EU-Mercosur trækker grundlæggende i den forkerte retning. Ræsonnementet hos Dansk Metal og andre støtter af aftalen forbliver dog, at vi må indgå handelsaftalen for at knytte Sydamerika til EU og ikke Kina, for ellers vil det omvendte ske.

Det er en farlig vej at ville ofre klimaet på det handelspolitiske alter. Jeg er enig i bekymringerne omkring Kina, men virkeligheden er, at Mercosur-landende allerede handler med både EU og Kina. Og det vil de blive ved med i fremtiden.

Derfor skal vi stadig knytte tættere bånd mellem Sydamerika og EU. Alternativet til EU-Mercosur er en god aftale, hvor klimakrisen tages alvorligt. Mercosur-landende har interesse i bedre adgang til EU´s marked, så derfor skal EU bruge sine handelspolitiske muskler til at få relationen til Sydamerika ind i det 21. århundrede. Hvor vi laver handelsaftaler, der gavner klimaet og samtidig sikrer tættere relationer mellem EU og Sydamerika.

Stem på en modvægt til neoliberal handelspolitik

Søndag 9. juni i år er der valg til EU-parlamentet. Her bør du på det kraftigste overveje at stemme på nogen, der udgør en modpol til den neoliberale handelspolitik.

Der er stadig en kæmpe opgave i at skabe økonomisk lighed på tværs af verdensdele og sikre, at klimakatastrofen ikke stikker helt af. Med en neoliberal indstilling – hvor man tror, at frihandel løser alle verdens kvaler – ender Danmark og EU med at rage til sig og hælde kul på klimaforandringer, der samtidig rammer lande i det globale syd hårdest.

International handel er ikke et problem i sig selv, men den neoliberale handelspolitik har ikke løst problemerne med global ulighed og klimakrisen.

Det er på tide, at vi begynder at indgå nye typer af handelsaftaler – hvor udviklingsøkonomierne får lov til at beskytte spæde industrier, og klimaet ikke tages som gidsel i jagten på profit. Hvor international solidaritet kommer før EU-regionalisme.