Falske profiler, AI og propaganda: Israels støtte til eksdiktatorens søn afsløret
Der har kørt en kampagne om at fremstille Reza Pahlavi – sønnen af Irans sidste shah – som et folkeligt håb i Iran. Men kampagnen bygger på løgne, kunstig intelligens og israelsk propaganda. Det viser en stor undersøgelse, som er lavet af den israelske avis Haaretz
Det er nu dokumenteret sort på hvidt, at Israel har kørt en storstilet online påvirkningskampagne rettet mod iranere – en kampagne, der skulle få Reza Pahlavi, sønnen af Irans tidligere diktator og sidste shah, til at ligne et folkeligt håb.
Undersøgelsen – som er lavet af Haaretz og TheMarker i samarbejde med forskere fra Citizen Lab ved University of Toronto – afslører, at kampagnen blev styret fra Israel, finansieret med israelske midler og koordineret med israelske militæroperationer.
Hundredvis af falske konti på X, Instagram og Telegram blev skabt for at ligne almindelige iranere. De brugte AI til at generere billeder, videoer og opslag, der skulle virke autentiske.
Nyheder om ting – der endnu ikke var sket
Nogle af dem postede endda “nyheder”, før de fandtes – som under det israelske angreb på Evin-fængslet i juni 2025, hvor der begyndte at blive delt opslag om eksplosioner og blev udsendt en falsk video fra stedet, inden der overhovedet var rapporteret noget i officielle medier eller andre steder.
Citizen Lab vurderer, at aktørerne bag må have haft forhåndsviden om angrebet, og at målet var at skabe kaos og uroligheder i Teheran.
Andre opslag opfordrede iranere til at gå på gaden, storme banker eller samles foran fængslet for at “befri deres familiemedlemmer”.
Håbet var at man kunne få folk ud på gaden og vælte det nuværende regime midt i Israels bombetogt i Iran og samtidig sprede fortællingen om, at Reza Pahlavi stod klar som et realistisk og folkeligt alternativ. Samtidig spredte de indhold, der hyldede Israels daværende efterretningsminister Gila Gamliel, som har tætte bånd til Pahlavi.
Irans eksil-højrefløjs støtter
Det her passer perfekt ind i det større billede, som mange på den iranske venstrefløj længe har råbt op om: den iranske eksil-højrefløj har længe klamret sig til støtte fra højrefløjen i Vesten – især i USA og Israel – for at puste sig selv op som “alternativet” til det islamiske regime.
I praksis er det et reaktionært miljø af monarkister, ultranationalister og antikommunister, som kæmper for at genoprette et nyt diktatorisk system – bare med vestlig støtte i ryggen.
Vi ser det også her i Danmark: mennesker der kalder sig frihedskæmpere for Iran, men står med israelske flag til demonstrationer, hylder Netanyahu og bakker op om Israels folkemord i Gaza.
De råber “død over venstreorienterede”, kalder socialister for forrædere og siger åbent, at Khomeinis regime “ikke gjorde arbejdet færdigt” mod kommunisterne. Det er disse kredse, Reza Pahlavi læner sig op ad og har sin base i – og som israelsk propaganda aktivt forsøger at styrke.
Mangler opbakning i Iran
Reza Pahlavi og hans støtter prøver at fremstille sig selv som det eneste alternativ – men sandheden er, at de har ingen base i Iran.
Deres mål er at tiltvinge sig magten hen over hovedet på befolkningen – hen over hovedet på arbejdere, kvinder, studerende og alle andre kræfter i Iran, som under Kvinde-Liv-Frihed protesterne i 2022 og sidenhen har kæmpet for de rettigheder, der kan garantere reel frihed og danne grundlag for et samfund baseret på lighed og uden undertrykkelse.
Da Israel angreb Iran, betød det i praksis en midlertidig standsning af protesterne, arbejdernes strejker og den folkelige modstand på grund af krigstilstanden. Først da angrebene ophørte, kunne befolkningen genoptage deres kamp mod undertrykkelsen, korruptionen og de elendige levevilkår.
Det er netop denne bevægelse, som de iranske højrekræfter – med støtte fra Israel og USA – forsøger at afspore, da de er bange for folkets egne kræfter.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
